Noel Gallagher - Den ensomme ulv

Noel Gallagher - Den ensomme ulv

For et halvt år siden mødte overtegnede Liam Gallagher og resten af det nu hedengangne Oasis aka Beady Eye på samme hotel, i samme rum, flankeret af de samme pressefolk som denne dag, hvor den eneste forskel er, at der er en anden Gallagher i stolen, mere præcist storebror Noel. Han debuterer nu under navnet Noel Gallagher's High Flying Birds, som i praksis er et soloalbum, hvor Noel har stået for nærmest det hele. Det er en livlig og kontant sangskriver, der tager imod på en regnvåd september eftermiddag i det centrale London. Han bander som en tyrk og er på den ene side storskrydende og overbevist om egne fortræffeligheder – som man kender det fra de notoriske Gallagher-brødre – men på den anden side også befriende ærlig, sjov, usentimental og nede på jorden. Der er ikke så meget pis med Noel Gallagher. Han er ikke ude med riven efter sine gamle bandmedlemmer, men er heller ikke en tøddel sentimental i forhold til sin lillebror Liam, eller for den sags skyld resten af sin familie.

– Jeg synes, at Beady Eye er okay. De har deres rockting, de er et godt band, ja.

Hvordan er dit forhold til Liam i dag, kommunikerer I godt?

– Vi har aldrig kommunikeret meget overhovedet.

Så der er ikke så meget familiesammenkomster, jul og fødselsdage og så videre?

– Nej, nej , nej, slet ikke. Vi har aldrig været den slags familie. Jeg kan ikke lide hverken jul eller fødselsdage, det er bare ikke min ting. Mine børn vil vokse op og fucking afsky mig, det vil de, for jeg er sådan: "fødselsdag – du havde fucking én sidste år". Det er bare ikke mig.

Fuck radioen

Så ingen grund til at sende fødselsdagskort til broder Noel, der også er afslappet i forhold til sin alder og det aspekt, at guitarrocken, herunder hans eget materiale, har trange kår i radioen i dag.

– De spiller ikke mine plader mere. Men det har jeg det fint med, jeg har haft min del. Jeg bliver 45 år næste år, de skulle ikke rigtigt spille mine plader længere. Popradio er for de unge, er det ikke, og jeg er ikke ung. Men hvis folk vil finde ud af, hvad jeg laver, kan de finde ud af det på internettet og alt det der. Men forhåbentlig vil dit blad stadig skrive om det, og radioen "ppheww", "who cares about the fucking radio". Internettet er verdens største radiostation, og jeg er over det hele dér. Internettet er det største magasin, og alt, hvad du skal gøre, er at skrive mit navn, og lige i dette fucking sekund er der sikkert nogle, der sidder og snakker om det . Hvis dette var for 10 år siden, og de ikke spillede mine plader, ville jeg have været bekymret, men "the kids" skal bevæge sig fremad.

– Men spørger du mig, om jeg helst vil høre fucking Lady Gaga eller Arctic Monkeys, så ville jeg høre Arctic Monkeys, fordi jeg kan li' guitarmusik. Men det er anderledes i forhold til, hvad de unge vil ha' i dag. Min 11-årige datter, hun er sådan, "guitarer, hvad er fucking det, gamle mand", hvor hun hører fucking Rihanna, som jeg finder rædselsvækkende, jeg kan ikke fucking lytte til Rihanna. Er der en plads til mig? Jeg er der, hvis du vil komme og finde mig, og jeg skriver virkelige ord om virkelige ting, som folk kan relatere til. 

Sangene finder mig

Og det er så, hvad Noel har gjort, i denne omgang på albummet Noel Gallagher's High Flying Birds, som han selv beskriver som sit mest personlige til dato.

– Det er det album, der siger mest om mig, da jeg har skrevet alle sangene, synger dem alle, og har spillet mere eller mindre alle instrumenter.

Føles det godt, for en gangs skyld, at gå ud og synge alle sangene selv?

– Ikke rigtigt, jeg har ikke gjort det før foran et publikum, og jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg har lave forventninger, jeg ved ikke, hvordan hverken jeg eller publikum vil reagere over for mig. Det er nyt for alle.

Er alle sange på pladen nye, eller er der sange, som har ligget i skuffen i noget tid?

– Jeg har aldrig på noget tidspunkt sat mig ned og sagt, at nu vil jeg skrive et album. Jeg skriver bare sange, når jeg har lyst. Så hver gang vi skal indspille et album, har jeg altid en del sange liggende. Jeg vil ikke sige, at jeg skriver så mange, men jeg skriver ikke i specifikke perioder. For eksempel har jeg ikke skrevet en sang i en... time.., nej, okay, i tre-fire måneder, men før det havde jeg skrevet en masse, så det er sådan i perioder for mig. Jeg har en tendens til ikke at skrive om vinteren, jeg ved ikke hvorfor, men det er mest om foråret, jeg skriver. Det er ikke noget, jeg sætter mig ned og planlægger, sådan er det bare.

Du er citeret for at sige, at du ville ønske, at du kunne skrive en plade som Raw Power (The Stooges) eller Wish You Were Here (Pink Floyd), men at du ikke ser dig selv som en musikkamelæon. Hvordan ser du dig selv som sangskriver?

– Rigtig fucking god, ha, ha. Jeg ved det ikke, det er ikke noget, jeg skal sige. Når jeg skriver sange, så skriver jeg ikke i en specifik stil, jeg skriver bare fra sjælen. Når jeg skriver en sang, er det, som om den falder ned fra himlen. Hvordan ser jeg mig selv som sangskriver? Meget heldig. Jeg jagter dem aldrig, sangene finder mig, og det tager jeg helt roligt. Hvis jeg ikke skriver en sang i seks måneder, så er det fint. Skriver jeg aldrig en sang mere fra nu af i resten af mit liv, er det okay, så går jeg bare ud og spiller de gamle.

Du kan li' de gamle?

– Ja, og det kan alle andre også, ha, ha. Jeg er ligeglad. Jeg går ikke og jagter min kreativitet og føler, at jeg skal være skabende hele tiden. I don't give a shit, livet er for kort til det. Det er svært at beskrive, hvad du gør rent kreativt, det er der bare. Jeg har ikke engang et musikrum derhjemme. Jeg har en lille diktafon i en skuffe et eller andet sted, og så har jeg en guitar i stuen, der bare ligger og flyder, og jeg har tre børn, så hvis jeg en sjælden gang har fem minutter, så spiller jeg lidt. Måske sker der noget, måske gør der ikke. 

Største i 30 år

Da jeg snakkede med Beady Eye tidligere på året, gav de udtryk for, at Noel ikke deltog meget i det sociale, men altid gik sine egne veje, og rollen som den ensomme ulv kan storebror Gallagher let identificere sig med.

– Sådan har jeg altid været, lige siden jeg var barn. Min mor sagde altid, at selv når vi var på skoleferie med kusiner og fætre, så var det "hvor er Noel?" Jeg var i et andet rum. Ikke fordi jeg var genert, jeg ville bare gerne lave mine egne ting.

På den måde er du måske en typisk solist, og det er måske mere overraskende, at Oasis eksisterede så længe, som tilfældet var?

– Det ved jeg ikke. For at være helt ærlig, jeg kan synge og spille guitar, og jeg skrev alle sangene i Oasis, så hvis jeg virkelig ville have været solist, ville det ikke have været så svært. Men jeg nød at være med i et band, specielt det band.

Oasis stormede frem som en musikalsk orkan i midten af 90'erne, og selvom de internationale salgstal er røget lidt ned med årene, har brødrene Gallagher fastholdt en særlig position specielt i briternes hjerter, og det er da også en selvsikker sangskriver, som vurderer sit gamle bands betydning.

– Det, som jeg er mest stolt af, er vel nok, at jeg kom fra ingenting og var bare en fyr med en guitar, og endte med at være i det største band i Storbritannien i de sidste 30 år. Jeg er stolt af de sange, jeg har skrevet, og stolt af de penge, jeg har i banken, ha, ha.

Manchester City

Hvordan er det at være Manchester City-fan for tiden?

– Det er en fucking vild, sindssyg drøm. Jeg har supportet City i 40 år. Det er sådan, "hvor fanden kom den fucking sheik (Mansour bin Zayed bin Sultan Al Nahyan, red.) fra", hvorfor besluttede han sig for at købe City? Det er vildt, når du ser den lineup af spillere, der er på holdet i dag. Det er fuldstændig vildt. Jeg må sige, at jeg virkelig godt kan li' Roberto Mancini og hvad han gør for holdet, han er en supergod manager.

Amy Winehouse og stofferne

Hvad var din reaktion på Amy Winehouses dødsfald?

– Det var trist. Det er altid lidt mere chokerende, når det er en pige. Hvis det er en fyr, tænker du: "well, rock'n'roll, baby", men når det er en pige, fucking hell. Der skulle have været én til at redde hende, en kæreste eller en eller anden.

Tidligere har du levet det vilde rock'n'roll-liv med sprut, stoffer og damer. Nu har du tre børn og er gift. Er det noget, der hører fortiden til, eller bor der stadig en vild knægt i dig?

– Nej, ikke rigtigt, ha, ha. Jeg går stadig ud, og jeg ryger og drikker, men ikke så meget. Jeg tager ikke stoffer; jeg har nok fået min del i sin tid.

Gjorde stofferne noget godt for musikken i sin tid?

– Nej, hvis jeg skal være ærlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA