x

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 2

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 2

Den 1. november 2011 udkommer det fjerde album "This Time" med det danske projekt Labrador. Et mere psykedelisk inspireret album end tidligere fra gruppen, der selv beskriver det nye album som "Morricone møder 2011" eller "The Doors møder Belle & Sebastian". Den 15. oktober udkommer singlen "I Won't Forget The Days With You", og bandet tager umiddelbart forinden på tour i Tyskland. Albummet er optaget i det gamle østtyske radiohus i Berlin, og er produceret af Johnny Stage, som også skriver denne dagbog fra gruppens turné.

Live-lineup:

Fleming Borby – akustisk guitar, lead-vokal
Johnny Stage – guitar, kor
Alex Bayer – bas, kor

Labrador tour diary 2            

Chokket efter Augsburg fortaber sig langsomt som vi passerer de påfaldende mange sex-shops og swingerklubber i byens udkant.

I dag har vi heldigvis ikke mere end halvanden times kørsel til næste gig som ligger i byen Emerkingen. Flemming (som er Labrador) vælger at højne spændingen ved ikke at fylde den benzin på, som bilen skriger efter siden vi forlod Augsburg. Vi kører spændte ud i vejarbejde og regn. Præcis 27 kilometer senere ruller vi stille og roligt ind på en tankstation og fylder flydende føde på slæden. Det er ved at gå op for mig at Flemming har en sær perversion med at bilens benzinmåler helst skal blinke hårdere end et stroboskoplys til en technofest, før han gider spekulere i den slags slags pjank, som han kalder det.

Øvelsen ved at køre rundt på landevejene på denne måde går med årene i stor stil ud på at holde sig fra alt det junk man kan fylde sig med på tankstationerne. Hernede virker til at være temmelig naturligt at 40-50 % booze i små flasker flankerer ved siden af tyggegummi og chokoladebar. De små skal jo lære det før eller siden.

Twin Peaks / Emerkingen?

Vi gør et kort holdt foran skiltet ind til byen Emerkingen for lige at få et enkelt snapshot af det der også kunne have været byporten.

Heldigvis er vi i vanvittig god tid, for vi har besluttet at indtage byens WIFI i flere timer inden vi skal stille op og lave sound-check. Pludselig er vi kørt igennem byen og må vende om igen. Tilbage i byen cirkler vi rundt og er ikke helt sikre på om gps'en laver sjov med os eller vi måske har stavet noget forkert? I de gode gamle dage ville man have rullet ruden ned og spurgt en af de lokale om vej - om muligt helst nogle søde piger. På den måde finder man hurtigt frem til spillestedet, og i samme moment får man inviteret et hold hunkøn.

Den er god nok......da Flemming kommer tilbage har han været inde i det hus ingen havde forestillet sig var spillestedet, mest fordi det ligger klods op ad en gigantisk svinestald. Stanken er uudholdelig og især for et sart bymenneske som jeg. Flemming insisterer på at få taget et billede hvor han står inde blandt grisene med sin guitar. Set i forhold til standarden af den nye generations ide om bandfoto/pladecover er det vel også rimelig funky "ung med de unge-agtigt"?

Joe Meek fra Snave

Indenfor bliver vi taget venligt imod af stedets ejer Reinholt, der godt kunne ligne landsbyens tosse. Jeg finder øjeblikkeligt min iPhone frem og knipser uhæmmet løs. Aldrig i mit liv har jeg set noget lignende, det er som at træde ind i en film af John Waters, David Lynch eller Kenneth Anger. Stedet emmer af atmosfære, det er kitsch über alles. Simili-leopard, tapet med roser, plastik-øgler og en væg fyldt med snapshots af fordums skumle fester, mænd med oppustede gummihandsker på hovedet og andre sminket som Dracula. Jeg er i himlen - er sikker på vi spiller røven ud af bukserne i aften, intet kan gå galt i denne kulisse.

Reinholt begynder at samle et PA-anlæg der ligner noget de ikke kunne prakke andre på i den lokale musikforretning, engang i 1973. Da vi er ankommet flere timer tidligere end forventet, er der ikke andet end kaffe eller hvad man ellers kan finde i en bar at fylde sig med, så Flemming og jeg kører hen i det lokale supermarked for at nedlægge dagens frokost.

Alex, vores bassist som er fra Nürnberg, bliver hængende og kaster sig over noget node-arbejde på sin laptop. Han spiller mest jazz og klassisk, men er i denne sammenhæng fabelagtig for de ekstra farver han formår at putte på musikken.

Da vi kommer tilbage er scenen et stort virvar af ledninger og mærkeligt udstyr, men der er hul igennem - effektivt hul igennem. Sjældent har jeg hørt en så obskur bunke elektronik lyde så godt. Han må være Emerkingens svar på Joe Meek. Oven på spillestedet har Reinholt sit studie, hvilket vi senere får ham overtalt til at vise os.

Svævende damer

Efter en vel overstået lydprøve skal vi hen til det sted hvor skal overnatte.

I den turne-plan vores tyske booker nærmest modvilligt gav os, kun en uge før start, står der under "accommodation" at Heidi laver mad??? ikke noget om tag over hovedet i den forstand. Da det er en lille by, viser det sig at vi heldigvis skal bo lige nede ad gaden, ikke hos Heidi men hos Ushi, som altså er en kvinde der tilsyneladende arbejder som advokat og ved siden af dette hverv også arbejder i baren på cafe Ohne. Ushi er ikke hjemme da vi kommer, men Reinholt lukker os ind.

Vi bliver mødt af de særeste malerier af svævende damer, fantasi-uhyrer og mix af motiver jeg sjældent men sidst så på en udstilling på sindssyge-hospitalet Skt. Hans i Roskilde i forbindelse med noget research til teatermusik jeg skulle lave. I gangen på husets første sal står et kunstigt ben til pynt ved siden af en rød læderlænestol, den tilhørende kunstige arm hænger over et bord og stole i haven - very nice. Vi er nu mere end spændte på at møde Ushi og pisker den vildeste stemning op omkring maden vi skal udsættes for og hvad der eventuelt venter når vi skal overnatte i huset. Jeg går op på mit værelse, der allerede er minus 10 grader koldt. Over sengen hænger endnu et maleri, dette forestiller en svævende dame med fiskehale, hvilket trods alt er bedre end det maleri som hænger i det værelse Flemming og Alex deler, der forestiller en mand som står og brækker sig ved en pølsevogn efter at være kørt galt med sin bil. Om det er maden eller heftig bilkørsel der skyldes herrens ildebefindende, melder maleriet ikke noget om.

Night of the vampires

Vores husvært Ushi viste sig at være vældig gæstfri og sød. Hun diskede op med intet mindre end en fire retters menu og alt hvad man kunne drikke fra hendes hemmelige vinkælder udelukkende bestående af eksklusive årgangsvine. Tilbage på cafe Ohne, udenfor holder en masse biler så det lover godt for antallet af publikummer. Indenfor er der fyldt med typer jeg bedst husker fra Polle fra Snave-reklamerne, dog er her intet filmhold, det er "the real stuff" og jeg skal ikke have nogen sherif-stjerne for at spille forkert. Under koncerten sidder byens lokale kunstner og "snap-tegner" os, mens resten bliver blæst bagud i enten eller det tilstødende billard-lokale på grund at det kolossale lydtryk fra Reinholts PA-anlæg. Vores arty-farty rock synes ikke at gøre det store indtryk på klientellet men Ushi kommer os til undsætning ved at drikke sig i hegnet på rekordtid og piske en stemning op blandt mængden. Også her er vi nødt til at prøvekøre de fleste lokale øl i baren før vi skal hjem i Ushis vinkælder til afterparty. Dagen efter lover hinanden aldrig at gentage nattens gemytligheder, i hvert fald ikke før vi har krydset grænsen til Schweiz og mørket igen er faldet på.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA