x

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 5

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 5

Den 1. november 2011 udkommer det fjerde album "This Time" med det danske projekt Labrador. Et mere psykedelisk inspireret album end tidligere fra gruppen, der selv beskriver det nye album som "Morricone møder 2011" eller "The Doors møder Belle & Sebastian". Den 15. oktober udkommer singlen "I Won't Forget The Days With You", og bandet tager umiddelbart forinden på tour i Tyskland. Albummet er optaget i det gamle østtyske radiohus i Berlin, og er produceret af Johnny Stage, som også skriver denne dagbog fra gruppens turné.

 

Live-lineup:

Fleming Borby – akustisk guitar, lead-vokal
Johnny Stage – guitar, kor
Alex Bayer – bas, kor

 

Labrador tour diary 5                                              

På vej til Stuttgart hvor vi skal spille et sted ved navn Zwölfzehn, i aften har vi ovenikøbet support-band på. På grund af tidsplan og diverse get-in-out-on-off og hvad ved jeg må mit besøg til Mercedes-museet desværre vente til onsdag. Vi bliver igen stoppet af politiet, som vi igen, uden held, forsøger at sælge vores cd'er til.

Zwölzhen ligner endnu mere en rockklub end noget sted vi tidligere har spillet, ovenikøbet med rigtige flightcases med Jack Daniel's-klistermærker på - wow!  Som bekendt bæller alle rigtige rockmusikere adskillige liter af stadset hver dag og helst også før, under og efter en rigtig rock-koncert, så vi må vist hellere komme i gang.....

Booze, pizza og tiki-style

Stedet kører en bevidst "tiki-style" med bambus-pjat, simili-leopard, og toiletterne er som taget fra Stengade 30. Jeg kan se på månedens program, at Slim Jim Phantom fra Stray Cats skal spille her om bare 14 dage og en måned senere spiller ligeledes mit yndlingsband fra Japan, "Guitar Wolf". En ung lydmand med bakkenbarter længere end mine assisterer os, og en pige, der ikke er en dag over 14 spørger, om vi vil ha' thai eller pizza? Hun anbefaler pizzaen, så den hopper vi på, senere prøver hun at bilde Flemming ind, hun er 25, og jeg må diskret minde ham om, at han næsten kunne være hendes morfar. Han ville nu også kun tale med hende, og sådan er der jo så meget, man bilder hinanden ind, når man er på tur. Vores opvarmningsband er en lokal duo "Praise the low" som bruger ufattelig lang tid til lydprøve for derefter at lyde præcis som Teitur??? Men de skal få, skal de, vi spiller nemlig mindst lige så tøset som dem, så de får den klassiske kolde skulder i bandrummet, som vi deler. Da de er færdige med at spille, sender vi dem et køligt anerkendende nik, som man skal, når man spiller på hårde rock-steder, og de ønsker os held og lykke tilbage.

The great rock'n'roll swindle

Alex (tidl. John T og stadig bassist) har været hurtigere end jeg og inviteret den smukke receptionist på vores hotel til koncerten. Med bare 8 års aldersforskel (mellem Alex og jeg) må jeg hermed konstatere, at jeg skal være endnu hurtigere end den youngster, han trods alt i denne lille klike er. Heldigvis for pigen har hun medbragt sin kæreste eller noget, der i hvert fald holder om hende, så meget kan jeg da spotte gennem de mange spotlights, man er sovset ind i. På trods af at pigen er skrevet på gæstelisten, forsøger dørdamen at få vores eneste 2 inviterede til alligevel at betale, hvilket de selvfølgelig afviser, men lover at købe noget at drikke. Dørdamen svarer vredt, at hun håber, de så køber så meget, at de brækker sig, meget charmerende. Ligeledes prøver de fra spillestedet at fuppe os, da vi ankommer med den gamle historie om, at de ikke har så mange kontanter, og om vi ikke bare kan spille for det halve. Man skal være mere end almindelig blegnæbbet for at hoppe på den. Jeg er sikker på, de ikke spørger Slim Jim Phantom om det samme. Da vi er færdige med at spille, prøver de lige en gang til, før de giver sig og udbetaler halvdelen i 1 Euro-mønter.

Alex går efterfølgende i byen med en god ven, som dukkede op til koncerten og kommer først hjem hønevissen, da jeg er ved at stå op. Jeg lader ham og Flemming knurre videre et par timer, før jeg effektivt vækker dem ved blot at åbne vinduet for de larmende stilladsarbejdere, der pudsigt nok har fulgt os hele turen.

Kejser Wilhelm og Metropolis

Idag er Mercedes-dag og jeg glæder mig som et lille kid juleaften. Både Flemming og Alex som er mere end på toppen, kun efter 2 timers søvn, er friske på at tage med.

Mercedes har hovedsæde i Stuttgart med eget museum, bank og stadion. Selve museet er i sig selv en arkitektonisk perle inspireret af Guggenheim og er i det hele taget et "must see" for alle med sans for biler, arkitektur og design. Udstillingen starter på øverste etage, til hvilken man bliver ført i elevator i omgivelser, der leder hen på Fritz Langs mesterværk fra "Metropolis" fra 1927. Det første, man møder, er en udstoppet hest og et skilt, der fortæller, at kejser Wilhelm den anden (1859-1941)  i sin tid udtalte, at automobilen var et forbigående fænomen, og at vi snart ville se heste som transportmiddel igen. Well....

Jeg skynder mig videre, indtil jeg finder min absolutte favorit "Hardy Krügers 500 SLC fra 1989, desværre må man hverken sove i eller slikke på bilerne, og det er hårdt, da vi kører afsted derfra i en sølle Renault-et eller andet. Næste stop Heidelberg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA