x

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 7

Labradors turnédagbog fra Tyskland del 7

Den 1. november 2011 udkommer det fjerde album "This Time" med det danske projekt Labrador. Et mere psykedelisk inspireret album end tidligere fra gruppen, der selv beskriver det nye album som "Morricone møder 2011" eller "The Doors møder Belle & Sebastian". Den 15. oktober udkommer singlen "I Won't Forget The Days With You", og bandet tager umiddelbart forinden på tour i Tyskland. Albummet er optaget i det gamle østtyske radiohus i Berlin, og er produceret af Johnny Stage, som også skriver denne dagbog fra gruppens turné.

Live-lineup:

Fleming Borby – akustisk guitar, lead-vokal
Johnny Stage – guitar, kor
Alex Bayer – bas, kor

 

Labrador tour diary 7                                    

Efter en knaldhård nat skal vi i dag køre omkring 5 timer fra Heidelberg til Magdeburg hvor vi skal spille på et, ifølge tur-rideren, hyggeligt spillested kaldet Blue Note. Måske lidt jazzet, men klart at foretrække efter nogle dage i bøhmandsland. Vi har efterhånden vænnet os til at blive stoppet og tjekket af pansere, og i dag var heller ingen undtagelse. Forinden skulle vi igennem en hulens masse vejarbejde som ligeledes forsinkede os, men igen, det er jo mest cool at komme for sent.

Da vi tredje gang inden for kort tid igen sidder fast i en kø grundet vejarbejde, viser det sig at det er et bagholdsangreb af en større razzia som politiet har gang i. Vanen tro finder vi vores cd'er frem, man kan jo aldrig vide om de denne gang vil købe nogle?

Denne gang er det den helt store udgave af razzia, og jeg får allerede mareridts-agtige billeder om to store tyske betjente der skal rode en i nummeren mens man står til skue i en super-kinky stilling. Kunne man forestille sig at de ligesom talte sammen, sådan så de, hver gang de efterhånden stopper os, vidste, ok de her gutter er blevet stoppet 34 gange før, men selvfølgelig aldrig med det store numse-tjek.

Drug-test på rastapladsen

Bedst som vi alle har iført os mental buttplug med lås og smidt nøglen væk, bliver Flemming bedt om at stige ud af bilen, og jeg ånder lettet op ved tanken om vi måske går fri fordi hans synderegister er en kende længere end vores. Hårdt prøvet af denne turnés razzia-strabadser spørger Flemming kækt betjenten om jeg må tage billeder, hvilket han desværre afslår.

Herefter skal Flemming igennem diverse fysiske udfoldelser offentligt, vi taler om en aktion med knap 100 politifolk, hunde, diverse isenkram og faktisk også en håndfuld smukke politi-kvinder. Det kunne godt være man alligevel skulle lade sig frivilligt undersøge af damerne mens Flemming står i spagat. På et tidspunkt virker sceancen så bizar at Flemming spørger om det er skjult kamera, men nej, den er god nok, betjenten er bare i ekstase over alt det tvangs-yoga og glitrende informationer han får hevet ud af den stakkels forsanger.

Smadremanden "Achtung Alex"

En halv time senere er de færdig med os, uden "strip-search", og vi får lov igen at rasere den tyske Autobahn, denne gang med "Achtung Alex" bag rattet. Udover sit talent som "Smadremanden" kører Alex så hasarderet bil at den stakkels GPS ikke bestiller andet end at sige "achtung" i en uendelig køre. Vi kører ind på en Tankstelle for at få tømt tissetrolden og fyldt kaffetrolden.

Standarden på toiletterne er langt højere på de tyske landeveje end i Danmark fordi man betaler for overhovedet at komme ind. Pudsigt nok kan man altid lige ved pissekummerne købe diverse gummimænd og elektro-legetøj til tissetrolden, når nu man alligevel står der med bøhmanden i hånden??? Gad vide om man kan købe et lignende piv-frækt sortiment på dame-toilettet?

Oppe i kiosken får jeg turens dårligste kop kaffe serveret af en fuldstændig grise-lyserød mand med afbleget "tysker-hår", sådan karse i toppen og langt i nakken a la Limahl fra det hedengangne Kajagoogoo. Desværre ligger mit kamera i bilen, ellers kunne jeg ikke dy mig for at spørge ham vi kunne få taget et billede sammen.

Nu da jeg er i selskab med en indfødt, bliver jeg nødt til at spørge Achtung Alex om hvad det lige er med det tysker-hår, og om manden selv er klar over det??? Lidt ligesom kvinder med overskæg. Achtung Alex har ikke den gode forklaring på tysker-håret, da det tilsyneladende er ligeså kikset hernede men åbenbart også populært, ligesom overskægget for begge køn.

Blue Note - Magdeburg

Da Smadremanden Achtung Alex i hele to dage ikke har smadret noget synderligt, aftaler vi at han minimum skal kaste sit baskabinet ind ad vinduet til Blue Note når vi ankommer til Magdeburg, for opretholde sin status som utilregnelig. Blue Note er nok det første virkelig tjekkede spillested vi har mødt, tjekket scene, akustik og gear. Hjemmelavet god mad og adskillige mærker god vin at vælge imellem, serviceniveauet er virkelig i Spitzenklasse og der er samtidig ro på. Magdeburg skulle ellers ikke være noget at skrive hjem om, nærmere noget man flygter fra hvis man er så uheldig at vokse op i byen fortæller Achtung Alex. Lige dette hjørne og område har dog noget helt særligt som i min optik ikke matcher med noget man flygter fra.

Der er i det hele taget en blanding af sydlandsk stemning og fransk/engelsk byggestil over dette hood. Blue Note har rygepolitik til rygernes fordel, og med en nyerhvervet "soar throat" efter en hård nats maskerader i Heidelberg er jeg ikke meget værd som korsanger denne aften, så jeg sætter guitaren i femte gear i stedet. Vi spiller på den gode rutine for et veloplagt publikum, som man ville sige i en koncert-anmeldelse i et Ude & Hjemme.

Efter koncerten skriver vi autografer i et væld på de mange cd'er der bliver stanget over disken. Vi prøvekører på vanlig vis barens store udvalg, denne gang af egen vinimport hvilket kan mærkes i toupéen dagen efter. Achtung Alex slutter på tysk manér af med true kameraet og efterligne den drugtest Flemming tidligere gennemgik i fysisk udfoldelse.

While my guitar gently sleeps

På det fem-stjernede hotel Maritim i Magdeburg står den på karbad, champagne og Miles Davis på spillen. Et lille skilt er diskret placeret på det store badeværelse, hvilket gør opmærksom på ikke at bruge flere håndklæder end højst nødvendigt, så jeg bruger dem alle. Min "posh style of religion" siger at man skal nyde og helst overdrive al form for luksus hver gang muligheden byder sig.

Jeg putter min elskede James Trussart-guitar i sengen ved siden af min og spørger den på moderlig vis hvilken godnatsang den helst vil høre. I morgen står den på sidste gig på Tysklandsturen, denne gang igen i Frankfurt men på et sted kaldet Chez Ima.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA