x

The Stone Roses – britpoppens profeter del 1 af 2

The Stone Roses – britpoppens profeter del 1 af 2

I anledning af The Stone Roses' gendannelse bringer vi her del 1 af GAFFAs store Klub GAFFA-portrætartikel fra foråret 2009, hvor deres debutalbum kunne fejre 20 års jubilæum. Del 2 følger i morgen.

The Stone Roses spillede britpop, længe før der var noget, der hed sådan, men de blev overhalet af Oasis og Blur. Læs historien om bandet, der blev spået en stor fremtid, men tabte det hele på gulvet.

 

Aldrig før har så få betydet så meget, for så mange. Noget i den stil sagde Winston Churchill til engelske Royal Air Force-piloter efter Anden Verdenskrig. Det samme kunne man sige om Manchester-bandet The Stone Roses, der i tomrummet mellem The Smiths og Oasis fornyede engelsk popmusik i uhørt grad. Et band, der blev spået en stor fremtid, men faldt i staver og blev overhalet indenom. De lavede en debutplade, der ikke fik den anerkendelse, den fortjente, da den kom ud, og en opfølger, der faktisk ikke er så slem, som den er gjort til. Det er historien om et band, der startede ud som sammentømret gruppe, og vågnede op en morgen og opdagede, at de ikke længere var venner. Det er historien om et band, der i den grad satte gang i britisk popmusik og kickstartede 90'erne. Det er historien om The Stone Roses.

 

Baggrund og opstart

Ian Brown og John Squire voksede op i det samme område af Manchester i 60'erne og 70'erne. I deres unge år var de begge med på "Mod"-bølgen, og kørte på scootere, ligesom de var involveret i forskellige bands, sammen og hver for sig. Brown var ikke den store musiker, men udstyret med en naturlig karisma og kæphøj attitude gik han godt i spænd med John Squire, der besad et naturligt talent for at spille guitar. Det første optræk til det, der senere skulle blive til Stone Roses, finder man i bandet The Patrol, hvor Brown og Squire spillede sammen med guitaristen og sangeren Andy Couzens og bassisten Peter Garner. Senere, i 1986, kom trommeslageren Alan John Wren, bedre kendt som Reni til, og bandet skiftede navn til Stone Roses.

Det var også i den periode, bandet blev koblet sammen med deres manager, Gareth Evans. Hans flamboyante stil og maniske benarbejde bliver ofte beskrevet som en af hovedgrundene til Stone Roses' tidlige succes. Samtidig kom han også til at koste bandet en formue, da de senere besluttede sig at skille sig af med ham. Evans var en stor personlighed i stil med Elvis' manager Colonel Parker, Beatles' Brian Epstein og ikke mindst Sex Pistols Malcolm McLaren. Samtidig var han indehaver af klubben The International i Manchester, som bandet brugte som både øvelokale og koncertsted. Gareth Evans stod i høj grad bag det image, der fulgte Stone Roses gennem hele deres karriere, ikke mindst deres totale foragt for pressen. Journalister, der troppede op til interviews, blev ofte mødt med ligegyldighed, fornærmelser og et band, der i samlet flok nægtede at svare i mere end enstavelsesord.

 

De første singler: So Young, Sally Cinamon og Elephant Stone 

Bandet indspillede deres første single i 1985, under overvågning af Manchesters måske mest legendariske producer, Martin Hannett, som ikke mindst er kendt for sit arbejde med Joy Division. So Young nåede aldrig at blive udsendt, og resten af numrene, der blev indspillet med Hannett, endte med at blive kasseret, for først, meget mod bandets vilje, at dukke op som bootleg-album i 1996, under titlen Garage Flower. I perioden frem til næste single tog bandet et stort spring væk fra det rockede og bevægede sig i retning af det mere harmoniske og 60'er-pop-inspirerede. Det hørtes tydeligt året efter på nummeret Sally Cinnamon, der udkom på det lokale pladeselskab FM Revolver. Det var også her, at det, der sidenhen er blevet kendt som Stone Roses, endelig blev fundet, da Andy Couzens blev gennet ud af Gareth Evans, og Peter Garner frivilligt forlod bandet og blev erstattet af Gary Mounfield, også kendt som Mani.

Efterfølgende fik Gareth Evans stablet en pladekontrakt på benene med selskabet Silvertone, en underafdeling af selskabet Jive/Zomba, for hvem Stone Roses var det første band, der udgav noget. På vegne af bandet skrev Gareth Evans under på første udkast til kontrakt, en kontrakt gældende for ikke mindre end otte album, og bandets økonomiske gevinst ved kontrakten lå langt fra, hvad man kunne forvente for et orkester med Stone Roses' potentiale for storhed. Evans' tanke var, at bandet skulle blive store, og så skulle kontrakten genforhandles. Det skulle der sidenhen komme en retssag ud af.

For at overgå arbejdet med Martin Hannett blev Manchester-legenden Peter Hook, tidligere Joy Division, nu New Order, hentet ind som producer på det første nummer, der skulle indspilles til den kommende debut, nummeret Elephant Stone.

Singlen bragte også bandet deres første landsdækkende tv-optræden på BBC's The Late Show. Deres optræden i showet står som noget af det bedste, siden Sex Pistols talte grimt på tv. Halvandet minut inde i nummeret går strømmen til instrumenterne, og imens en lidt rådvild studieværtinde forsøger at forklare seerne, hvad der foregår, raver Ian Brown rundt i baggrunden og snerrer "Amateurs … amateurs. We're wasting our time here, lads". Legendarisk, og selvfølgelig til at finde på YouTube i dag.

Peter Hook havde for travlt med New Order til at indspille yderligere, og producerstolen blev overtaget af John Leckie, der senere skulle producere for navne som The Verve og Radiohead. Med fem års materiale i bagagen og en studiemoral ud over det sædvanlige: bandet hverken drak eller tog stoffer under indspilningen, gik indspilningen flydende og over al forventning.

 

The Stone Roses – super-debuten

Det første nummer på en debutplade er et vigtigt nummer, da det kan være en god indikator for, hvordan et bands lyd er, og ikke mindst for, hvor langt et band kan gå. Med det in mente kunne Stone Roses' selvbetitlede debut, udsendt marts 1989, ikke starte bedre end med nummeret I Wanna Be Adored. Det starter langsomt og lokkende op, og i takt med at de tre bandmedlemmer falder ind over Manis tunge basgang, bygger nummeret op til et klimaks, hvor Ian Brown går fra at ønske beundring til i næsten hedonistisk ekstase at kræve det som sin ret. "I gotta, I gotta be adored!" messer han, da dette fantastiske startnummer topper og går over i den rene poplykke på She Bangs The Drums. Den drømmende, let psykedeliske Waterfalls hænger uigenkaldeligt sammen med Don't Stop, der slet og ret er Waterfalls spillet bagfra, med ny tekst af John Squire. Et uhørt prætentiøst nummer på en debut, men det fungerer faktisk. Bye Bye Badman deler titel med det John Squire-kreerede cover og er en let popmelodi med en tekst om studenteroprøret i Paris i 1968. Citronerne på coveret er der, fordi de studerende brugte netop citronsaft til at dulme eller overdøve politiets tåregas under oprøret. John Squire stod for alt coverarbejdet i Stone Roses, ofte inspireret af den amerikanske maler Jackson Pollock, en pioner inden for den abstrakte ekspressionisme, hvor maling hældes eller plettes på lærredet. Sådan udsmykkede Squire også flere af sine guitarer.

Den kun knap et minut lange Elizabeth My Dear låner skamløst fra folkesangen Scarborough Fair og er samtidig Stone Roses "store" anti-royalistiske nummer, hvilket understreges med et pistolskud i slutningen af nummeret. (Song For My) Sugar Spun Sister er et af de mindre lovpriste numre på albummet, men med sit lette popdrive og John Squires eminente Byrds-klingende guitarspil virker den på ingen måde som albumfyld. Made Of Stone, singleforløberen for albummet, viser endnu engang rytmesektionens dynamik med fremragende bas- og trommespil, som fungerer som solid bund for Browns vokal, der på nummeret veksler mellem det kraftfulde og det næsten hviskende. Shoot You Down er albummets mest tilbagelænede og stenede nummer med et guitarstykke, der umiskendeligt ekkoer Jimi Hendrix. This Is One er det første af bandets "store" numre; dansk mangler et godt ord for "anthem", og bygger igen op fra det langsomme til et crescendo, hvor alle fire bandmedlemmers input går op i en højere enhed. Det er også i høj grad tilfældet på slutnummeret med den religiøse titel I Am The Resurrection. Gennem nummerets godt otte minutter bliver man udsat for to falske slutninger, hvor nummeret blomstrer op igen og tager en ny drejning, så alle instrumenter, evner og finesser lige bliver skamløst fremvist, inden pladen fader ud.

The Stone Roses fik ikke fantastiske anmeldelser, da den udkom. NME afleverede for eksempel kun syv ud af 10 point.

Efterfølgende genudgav FM Revolver, bandets første pladeselskab, nummeret Sally Cinnamon, hvilket gjorde bandet så arrige, at de i samlet flok drog hen til FM Revolvers kontor, som de overhældte med maling. Direktørens bil fik samme tur. Bandet blev efterfølgende anholdt, og de måtte, efter en tur i retten, betale 30.000£ i erstatning til FM Revolver.

 

De legendariske koncerter

Stone Roses nåede aldrig at blive den type bands, der drog på lange opslidende turnéer rundt i Europa og England. De arrangerede i langt højere grad store, spektakulære koncerter, og i kølvandet på debutpladen fulgte hele tre af slagsen.

Den første løb af stablen i Blackpool Empress Ballroom. Blackpool er en nordvest-engelsk badeby, der havde sin storhedstid i 50'erne og 60'erne, og da Stone Roses kom til byen i 1989, var den mere blevet en parodi på sin egen storhedstid, med tivolier, uendelige rækker af pubber og hærgende polterabender. Samtidig ligger Blackpool under 100 kilometer fra både Liverpool og Manchester, og det var herfra, størstedelen af det 4000 mand store publikum kom rejsende fra. John Robb, der har skrevet en biografi om Stone Roses, betegner netop denne koncert som deres bedste nogensinde. Den blev fulgt op af bandets første store koncert i London, hvor det nyrestaurerede Alexandra Palace, med en kapacitet på 7000, lagde vægge og gulve til. Billetterne blev revet væk, inden så meget som en plakat kom op i London, og gjorde i den grad idéen om Stone Roses som et Manchester- eller nordengelsk fænomen til skamme. Koncerten i sig selv var ikke den mest fantastiske, men koncerten var i den grad med til at slå fast, at Stone Roses var den næste store ting i engelsk musik.

Spike Island er kendt som den engelske kemiindustris fødested og dermed lidt af en kemisk losseplads klemt inde mellem skorstene og fabrikker. Det var Gareth Evans' ide at lade generationen af unge på kemiske substanser mødes på dette sted, til det største Stone Roses-arrangement nogensinde. Psykedelisk pop under en kemisk solnedgang var tanken, og sådan blev det. Ikke mindre end 30.000 mennesker kom til Spike Island 27. maj 1990. Dårlig organisation og ikke optimal lyd gjorde, at koncerten ikke fik de bedste anmeldelser, men som tiden er gået, har Spike Island fået næsten legendarisk status som et Woodstock for baggy-generationen.

Bandet fandt også tid til at sammensmække den mesterlige Fools Gold, der blev udsendt som enkeltstående single. Et fremragende nummer, der kom i en godt fire minutter lang udgave og et monster på næsten 10 minutter, der samlede Renis flydende trommespil, Manis fabelagtige basevner og en John Squire, der stamper wah wah-pedalen i bund på det, der måske er et af historiens bedste indie-dansenumre. Fortjent gav det Roses deres første top 10-hit og et besøg hos Top Of The Pops. 

 

Af sted mod stjernerne

Det er tit blevet sagt, at forsinkelsen af Stone Roses' anden plade skyldtes retssager med pladeselskaber, men det er faktisk ikke tilfældet. Efter succesen med Stone Roses mente bandet, at det var tid til at genforhandle deres kontrakt med Silvertone. Som sædvanlig gik forhandlingerne igennem Gareth Evans, der også havde stået bag den første Roses-underskrift hos Silvertone; den 10-årige aftale, som Evans havde anbefalet ud fra devisen "skriv under nu, forhandl senere". Forhandlingerne gik hurtigt i hårdknude, og i marts 1991 annoncerede Stone Roses, at de ville gå rettens gang for at slippe ud af den kontrakt, de havde underskrevet i 1988.

I kulissen ventede en lang række af Englands og verdens største pladeselskaber, parate til at opsamle den upolerede Manchester-perle, som musikbranchen var overbevist om kun havde taget sine første usikre barneskridt mod succes. Blandt bejlerne til Stone Roses' gunst var det amerikanske selskab Geffen, der blandt andet havde stået bag udgivelser med Elton John, XTC, Nirvana og John Lennons sidste album, Double Fantasy fra 1980. Geffen lagde ryg til de eneste roser i musikbranchen, der er større end Stone Roses, de notoriske Guns N' Roses. Geffen fløj Gareth Evans til Los Angeles, hvor han mødtes med bagmand David Geffen, og med hjem fik han en check på 350.000£, som et forskud og til at betale for den retssag, der skulle til for at få Stone Roses ud af Silvertone-stalden.

Retssagen bølgede frem og tilbage nogle måneder, under hvilke det blandt andet kom frem, at hvert af Stone Roses-medlemmerne blev betalt 200£ om ugen, før skat, af Silvertone – ikke et imponerende beløb for så stort et band. Det kom også frem, at Gareth Evans, ligesom Silvertone, var på en 10-årig kontrakt med Stone Roses, og at han faktisk inkasserede en tredjedel af bandets indtjening, et voldsomt beløb i forhold til de 10 procent, en manager normalt får.

I sidste ende blæste vinden i Stone Roses' retning, og i maj vandt de søgsmålet ved retten i Wolverhampton. Kort efter skrev bandet under på en aftale med Geffen, der gav bandet en million pund i forskud og yderligere en million pund, når det nye album blev sendt på gaden. Efterfølgende albums ville blive betalt endnu bedre. Et kuriøst faktum er, at kontrakten blev underskrevet om bord på en London-dobbeltdækkerbus, hvor en ældre buspassager blev bedt om at skrive under som vidne.

Det vil sige, at da Stone Roses gik ind i 1992, havde de friheden og muligheden for at kaste sig over det, rockklichéerne vil beskrive som "det svære andet album". Det skulle blive sværere end de fleste.

Fortsættelse følger...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA