x

The Stone Roses – britpoppens profeter del 2 af 2

The Stone Roses – britpoppens profeter del 2 af 2

I anledning af The Stone Roses' gendannelse bringer vi her del 2 af GAFFAs store Klub GAFFA-portrætartikel fra foråret 2009, hvor deres debutalbum kunne fejre 20 års jubilæum. Del 1 blev bragt i går, og den finder du her.

Succes = sløvsind

Egentlig var det først her, efter deres flugt fra en slavekontrakt over til musikkens superliga, at bandet ramte muren. Det habile forskud fra Geffen blev brugt til at købe huse i forskellige dele af Storbritannien, og igennem hele 1992 var det eneste, man hørte til Stone Roses, historierne om, at Reni var blevet far, og at Mani måtte for en dommer for ulovlig parkering samt for at overfuse en politibetjent; det kostede ham en bøde på 50£. Samtidig prøvede Silvertone at dække deres tab oven på retssagen, og de udsendte både flere singler og en video fra debutpladen, som de stadig sad på rettighederne til. Historierne om bandets "fjumreår" går på, at de brugte tid på fest, stoffer og familieliv, som oftest hver for sig. John Squire nåede for eksempel både at få tvillinger og et seriøst kokainmisbrug i perioden. Først i sommeren 1993 gik bandet i studiet igen, sammen med John Leckie, og begyndte at arbejde på en opfølger til The Stone Roses. Sangskrivning og indspilninger kastede ikke noget kreativt af sig, og John Leckie endte med at opgive producerstolen. Han skulle nå at blive efterfulgt af ikke mindre end fem andre producere, der alle nåede at få sat en eller anden form for aftryk på det andet Stone Roses-album.

Bandet besluttede sig i perioden, inden det andet album udkom, for at skille sig af med manager Gareth Evans. Det kom, efter endnu en tur i retten, til at koste dem en million pund. Det førte til en hævnaktion, hvor bandet brød ind i deres tidligere managers hjem og smadrede hans vinduer i, hvad måske kan betegnes som deres sidste gerning som en virkelig sammentømret gruppe.

 

Second Coming: Genopstandelsen?

Second Coming var lyden af alt for lidt, alt for sent, men led selvfølgelig også under et forventningspres i stil med Beach Boys' Smile og først overgået med Chinese Democracy.

Albumåbneren, Breaking Into Heaven, fortsætter ikke bare de bibelske referencer, men også bandets smag for lange sange, set på I Am The Resurrection (8 minutter og 12 sekunder) og Fools Gold (9 minutter og 53 sekunder). En 11 minutters starter, der blander klassisk Stone Roses-rytmesektion med guitar i rigtig mange lag, der leveres af Squire i ånden fra Led Zeppelins Jimmy Page. Herefter svinger albummet mellem fremragende numre i samme ånd som debuten, som Ten Storey Love Song og Love Spreads, over de mere hårde og klassiske rocknumre som Driving South (der har den spydige linje "You ain't so young and pretty / and you sure as hell can't sing" skrevet af John Squire) og Daybreak, Good Times og Tears, til den næsten Happy Mondays-groovy og dansevenlige Straight To The Man, det eneste nummer på Second Coming skrevet af Ian Brown alene. Langt de fleste af de andre var skrevet af John Squire, musik såvel som tekst.

Albummet blev udsendt 5. december 1994, et klassisk dårligt tidspunkt at udsende nyt materiale, med julehandlens orgie af opsamlinger. Så på trods af fem års opbygget spænding og en succesfuld singleforløber i Love Spreads gik albummet ind som nummer fire på den engelske albumhitliste og dalede derefter ned til en fjortendeplads. Salgstallene havde rundet 300.000, da det blev februar. Bedre end debuten, men alligevel langt fra forventningerne.

Samtidig fortsatte bandet deres civile ulydighed over for pressen, og det eneste interview, der blev givet til medierne, faldt i hænderne på hjemløsebladet Big Issue, der eftersigende tjente nok på denne ene udgave til at genhuse seks hjemløse. Det er stadig er den bedst sælgende udgave af bladet nogensinde. Hvor sympatisk man end kan synes, at idéen var, vandt det ikke Stone Roses nogen venner i musikpressen, og Second Coming blev over en bred kam mødt med skuffede eller indifferente anmeldelser.

 

Og så var der tre…

Den 5. april 1995 blev bomben kastet på BBC Radio 1's The Jo Wiley Show. Reni havde forladt Stone Roses. Træt af al balladen, den konstante ventetid og ikke mindst af at blive degraderet musikalsk af John Squire forlod han bandet, hvis karriere hans eminente trommespil i den grad havde været med til at kickstarte. Under indspilningen var Reni i stor stil blevet skubbet i baggrunden af Squires kompositioner, der i høj grad havde fokus på guitarerne og flere steder benyttede sig af optagne beats og trommemaskiner. Man må forstå, at Reni ikke var en hvilken som helst trommeslager. Da Stone Roses startede, kom mange folk til deres koncerter kun for at se trommeslageren, og han ønskede ikke at være et mindreværdigt medlem af et band. Derfor kom det også lidt som en overraskelse, at bandet ikke smed håndklædet i ringen med tabet af Reni. I stedet indlemmede de Robbie Maddix til at sidde bag bandets tønder, og man drog af sted på Europaturné, med start i Skandinavien. Robbie Maddix var en velbevandret og talentfuld sessionsmusiker, og han lærte på kort tid Stone Roses-repertoiret (minus Fools Gold og Love Spreads, der ikke blev spillet på tourens første koncerter). Men han var ikke Reni. Turneen startede ustabilt; blandt andet udvandrede tre medlemmer af bandet fra scenen, da de spillede i København, hvorefter eneste tilbageværende medlem på scenen, John Squire, smadrede sin guitar og fulgte efter. Bag scenen var stemningen heller ikke tiptop, og Squire og Brown rejste med hver sin bus og hver sit følge. De to busser fungerede samtidig som magneter for brugere af henholdsvis kokain og hash. Bandet måtte aflyse deres store planlagte festivaloptræden i Reading, da John Squire brækkede kravebenet under en mountainbike-tur. Dog gik den efterfølgende britiske turne i efteråret markant bedre, og den bragte dem forbi et udsolgt Wembley – et endegyldigt bevis på, at man har nået rockstjernehimlen.

 

Exit Squire og de sidste krampetrækninger

I marts 1996 modtog John Squire, der kun havde set de andre medlemmer sporadisk siden koncerten på Wembley i december 1995, et brev fra en advokat, hvori der stod, at der florerede positive idéer om, at Stone Roses skulle tilbage i studiet. Det fik filmen til at knække for Squire. Fra at være medlem af et band, der stod sammen i et stolt os-imod-de-andre-forhold, var de nået så langt ud, eller fra hinanden, at de kommunikerede per brev, gennem deres advokater! Han fortalte de andre, at det var endegyldigt slut med ham og Stone Roses. I en urealistisk kamp mod vindmøller erklærede Ian Brown efterfølgende, at Stone Roses ville fortsætte på trods af tabet af to originale medlemmer og annoncerede, at de havde tænkt sig at spille den koncert på Reading Festival, de havde misset året før. Rygterne florerede om, hvem der skulle løfte den umulige arv efter Squire, og blot 14 dage før Reading blev Aziz Ibrahim præsenteret som Stone Roses' guitarist på den spanske festival Benicàssim. Aziz Ibrahim var fra Manchester og, ligesom Robbie Maddix, sessionsmusiker. Han havde tidligere spillet i Simply Red, og han var anerkendt som en dygtig guitarist og en omgængelig fyr uden nykker. Aziz Ibrahims optræden i Stone Roses-sammenhæng skulle dog blive en kort fornøjelse. Bandets koncert på Reading var en katastrofe. Ian Brown virkede træt og uinteresseret, lyden var forfærdelig, og de to nye medlemmer, på trods af deres evner og musikalske talenter, formåede ikke at nærme sig de to musikere, de havde erstattet i klang og positur.

Et par måneder efter kom den forventede udmelding fra Ian Brown:

"Efter at have brugt 10 år i universets mest beskidte branche er det det en fornøjelse at kunne annoncere, at det er slut med Stone Roses. Gud velsigne alle dem, der kastede deres kærlighed på os og støttede os gennem tiden. En særlig tak til befolkningen i Manchester, der sendte os på vej. Fred være med jer".

Muligheden for en gendannelse af bandet bliver jævnligt luftet i den britiske musikpresse, men har hidtil vist sig uden hold i virkeligheden, da hverken John Squire eller Ian Brown har ytret interesse for at gendanne gruppen. Dog har Squire dog udtalt, at han faktisk legede med tanken efter at have set sine idoler i Lep Zeppelin gendannet i O2 Arena i 2007. En tredje genkomst måske?

 

Arven efter Stone Roses

Uden Stone Roses, ingen britpop. I udseende og attitude er der tydelige paralleller at trække mellem Stone Roses og Oasis. Gallagher-brødrene har heller aldrig benægtet at være inspirerede af Ian Brown & co. Det er derfor også ironisk, at Oasis i den grad overhalede Stone Roses indenom, da de samme år udsendte henholdsvis Definetely Maybe og Second Coming, og Oasis netop blev det første engelske band til at slå igennem i USA. Et gennembrud, Stone Roses ellers havde været spået til at få. Også konkurrenterne i Blur har en tydelig Stone Roses-klang på deres tidlige singler, og bands som Ride, Inspiral Carpets og Charlatans ville aldrig have fået fodfæste, hvis ikke det var for det benarbejde, der blev gjort af Stone Roses.

Debutpladen er altid at finde højt oppe på listen, når engelske musikblade skal vælge verdens bedste plader. Blandt andet er den nummer 11 i Virgins All Time Top 1000 Albums, hvor også Second Coming sniger sig med på en knap så imponerende 920.-plads.

Stone Roses var bandet, der fik bragt en energi og attitude tilbage i britisk musik, som ikke var set lignende, siden The Clash og Sex Pistols huserede i 70erne. På mange måder endte Ian Brown, John Squire, Mani og Reni som profeterne for britisk musiks genopstandelse og indtræden i et nyt årti.

Boks 1:

Oh Madchester, so much to answer for

Selvom Stone Roses igennem deres karriere forsøgte at distancere sig fra termen Madchester, vil de for evigt blive kædet sammen med genren, på grund af ophav, tidspunkt og stil.

Frontløberne for Madchester var Happy Mondays. Navnet Madchester er hentet fra deres 1989-ep Madchester Rave, og med deres miks af rock, funk, soul og ikke mindst den feststemte housemusik var de om nogen fædre til scenen. Samtidig var bandet berygtede for deres voldsomme forbrug af stoffer som hash, heroin, kokain og ikke mindst ecstacy. Happy Mondays og Stone Roses kom godt ud af det med hinanden og spillede flere gange sammen.

Madchester kan i den grad kædes sammen med pladeselskabet Factory og ikke mindst deres natklub The Hacienda, der var arnestedet for ikke bare en lang række bands, men også hele rave-kulturen, der fulgte efter Madchester.

Historien om Madchester er dokumenteret i den fremragende film 24 Hour Party People, der følger Factorys storhed og fald, med den britiske komiker Steven Coogan som Factory-bagmanden Tony Wilson. Mani har en cameo-rolle i filmen. Stone Roses havde på et tidspunkt Wilsons ekskone som manager.

Andre prominente Madchester-navne inkluderer James, Inspiral Carpets, 808 State, A Certain Ratio og The Charlatans.

 

Boks 2:

Et liv fter Stone Roses

Ian Brown:

Efter bruddet fra Stone Roses truede forsangeren en periode med helt at droppe musikken og hengive sig til livet som gartner. I 1998 udgav han dog Unfinished Monkey Business, indspillet sammen med de to sent ankommende Stone Roses, Aziz og Maddix. Senere er Golden Greats (1999), Music Of The Spheres (2001), Solarized (2004) og The World Is Yours (2007) kommet til. Ved siden af har Browns temperament og udtalelser flere gang bragt ham i problemer. Han røg to måneder i fængsel for at true en stewardesse og kom i modvind, da han kom med homofobiske udtalelser i et Melody Maker-interview.

 

John Squire:

Dannede bandet Seahorses, der i 1997 udgav albummet Do It Yourself, som gik ind som nummer to på den engelske albumhitliste; bedre end noget Stone Roses- eller Ian Brown-album. Seahorses gik efterfølgende i opløsning, og Squire udgav derpå to soloalbum, Time Changes Everything (2002) og Marshall's House (2004), ligesom han har fortsat sin karriere som maler.

 

Mani:

Blev kort efter Stone Roses opløsning medlem af Primal Scream, som han stadig er bassist for. Han har også turneret med bands som Ocean Colour Scene, The Enemy og er medlem af bassist-bandet Freebass sammen med Peter Hook (eks-New Order og -Joy Division) og den tidligere The Smiths-bassist Andy Rourke. Mani har udtalt, at Stone Roses først bliver gendannet den dag, Manchester City vinder Champions League. Alle medlemmerne af Stone Roses holder med Manchester United.

 

Reni:

Efter at han havde forladt Stone Roses, dannede Reni bandet The Rub, hvor han selv sang og spillede guitar, men bandet nåede aldrig at udgive noget. Seneste rygter går på, at Reni er i gang med at starte et nyt band op, sammen med tidligere medlemmer af Black Grape, Happy Mondays' Shaun Ryders hedengangne sideprojekt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA