x

Diamanda Galás: Satans evige beklagelser

Diamanda Galás: Satans evige beklagelser

Dette er en flygtig introduktion til en kunstner i sin egen kategori, en slags avantgardens Shirley Bassey, en ikke-voldelig performer i Valerie Solanas-klassen, en goth-genrens Judy Garland, en Karen Blixen møder Blixa Bargeld-transpersonlighed med pianisthænder, tonstung øjenskygge og et blik, der får børn til løbe grædende væk, når det falder på dem – kort sagt det musikalske 80'er-vækstlags svar på Maria Callas: Tillad mig at præsentere Dem for Diamanda Galás.

Galás blev født i 1955 i USA af græsk-ortodokse forældre. Hendes stemme, der spænder over tre en halv oktav, kan vel beskrives som et lige dele guddommeligt og infernalsk instrument, når hun henholdsvis skriger, messer, hvisler, hvæser, knurrer og syder sig gennem sit repertoire – tekster der ofte tager udgangspunkt i emner som aids, sindssygdom og politisk undertrykkelse.

Jeg stødte selv på Diamanda Galás i en ganske tidlig alder, da jeg omkring udgivelsen af sangerindens debut-lp The Litanies of Satan (1982) koncentreret lyttede mig gennem det næsten 18 minutter lange titelnummer – en vokalpræstation der ikke kan gøre andet end indtryk. Indspilningen er en grotesk kavalkade af et obskønt, forvrænget og alt andet end smukt menneskeligt følelsesregister, en ekshibitionistisk udlevering af en sjæl i opløsning, en væren forvredet i afmagt, lyst og furore.

Titelnummeret er baseret på et Charles Baudelaire-digt ("Les Litanies de Satan"), der figurerer i forfatterens episke Les Fleurs du mal (på dansk Syndens blomster eller Ondskabens blomster) udgivet tilbage i 1857. Digtet repræsenterer en fornægtelse al religion og indeholder bl.a. en for datiden blasfemisk spejlvending af dele af den katolske messe. Les Fleurs du mal blev en skandalesucces og myndighederne forbød flere passager pga. usædelighed og blasfemi; forfatter og forlægger blev idømt bøder, og dommen blev først ophævet så sent som i 1949.

 

Den hysteriske oprigtighed

Det er ikke svært at forstå, hvorfor det netop var denne tekst, der skulle danne ramme for Diamanda Galás' pladedebut. Som datter af de førnævnte græsk-ortodokse forældre blev hendes interesse for sang dog alt andet end opildnet i barndomshjemmet, til gengæld blev hendes talent som klassisk pianistinde vist opmærksomhed. I sidste ende forårsagede den strenge opdragelse et hav af hjemlige konflikter, hvilket førte sangerinden ud i en stofpåvirket ungdom, inden hun blev optaget på University of California's Music and Visual Arts-linje.

Da jeg første gang hørte The Litanies of Satan, foregik det på trods af udspillets radikalitet med en vis reservation. Som jeg allerede har været inde på, var det svært ikke at blive påvirket, men – på trods af både de tekstmæssige besværgelser og sangerindens enorme intensitet – var det vanskeligt for mig at tage udspillet helt så alvorligt, som det muligvis var tiltænkt. Det var ganske enkelt for meget af det gode/onde, en indsats der ud fra Mae West-tesen "too much of a good thing can be wonderful" burde bringe mit i forvejen ungdommeligt iltre blod tæt på kogepunktet, men som i stedet endte med blot at slå mig en kunstners barokke balancegang mellem infernalsk suverænitet og hysterisk demens.

Som sammenligning havde jeg året inden haft en af mine voldsomste pladeoplevelser nogensinde, det værende Throbbing Gristles live-indspilning Mission Of Dead Souls optaget i San Francisco i foråret 1981 (gruppens sidste koncert inden gendannelsen 2004-2010). Her formåede åbningsnummeret "Dead Souls" at få bragt mig så bekymrende langt ud af kroppen, at jeg var helt lettet over at genvinde kontrollen over en række fundamentale legemsfunktioner efter endt lytning (alt sammen givetvis hjulpet rigtig godt på vej af en forrykt stor dosis psykoreaktive stimulanser), og holdt man disse to pladeoplevelser op imod hinanden, forekom Galás' debutplade mig imponerende som stiløvelse, men det var ikke et udspil, der for alvor sendte chokbølger gennem mig. I den henseende syntes det mig for manieret – for demonstrativt effektsøgende.

Som en kommentar til denne mangel på (måske) behørig andægtighed over for materialet var titlen på albummets side 2 til gengæld dejligt befriende: "Wild Women with Steak-Knives (The Homicidal Love Song for Solo Scream)". Her tilføjedes den tragisk-groteske vinkel til projektet, som – på trods af al Galás' inderlige alvor – klæder sangerinden så utroligt godt: Teaterkulissen, de krogede kandelabre med blafrende stearinlys og det skyggeindsvøbte scenegulv fuld af røde pletter, der måske er blod, måske bare teatersminke. Den hysteriske oprigtighed trådte ind i et rum hinsides ren klagesang, og Galás formåede med denne gestus at tilføre sit sjælelige drama nok scenografisk selvbevidsthed til, at elendigheden også var interessant for tilskuere, der af den ene eller den anden grund befandt sig på afstand af hengivelsens epicentrum.

 

Satanismens mange ansigter

I lyset af titlen på debuten, The Litanies of Satan, samt senere udgivelser som You Must Be Certain of The Devil er det ikke svært at forstå, hvorfor den mere påpasselige del af publikum havde let ved at forveksle Diamanda Galás med endnu en gennemsnitlig, opmærksomhedssøgende satanist. Som det desværre ofte er med dette emne, overser de fleste, hvad ismen i bund og grund handler om – til tider selv dens egne sympatisører og fortalere. Især inden for den mørkere ende af rockmusikkens subnicher hersker der en udbredt gimmick-orienteret tilgang til emnet (ingen nævnt, ingen glemt), så lad os lige bruge et øjeblik på at repetere et par grundlæggende spilleregler:

Satanisme er verdens første kødelige religion, altså en begrebsverden der ikke anerkender noget højere væsen end sig selv. Satanister tror – meget mod den gængse opfattelse – ikke på Satan. Satan bruges derimod som et symbol, som et modul eller et spejlbillede på menneskets egen natur, og satanismens praksis fungerer primært som et ritual for vores primatbegær. Satanismens rituelle iscenesættelse er et psykodrama, der hylder Satan som symbol, men som basalt set udelukkende udspilles for at tillade den enkelte en ceremonielt højtideliggjort forståelse af nogle meget elementære sandheder: At mennesket eksempelvis ikke står over dyrene, men netop drives af samme instinkter og begær. Mennesket gør derimod ting ved hinanden, som dyr aldrig ville gøre, og satanismen tilbyder i mange henseender blot enkeltindividet en større selvindsigt via ritualernes rollespil i dens dertilhørende gråzoneverden mellem psykologi og religion.

Beklager hvis jeg keder den eventuelt über-belæste gaffateur med foregående svada, men selvfølgelig forbliver opgøret med gudsbegrebet et hovedtema for en kunstner med Galás' baggrund (bare tænk på titlen på hendes egen tekstsamling The Shit of God), og selvfølgelig forbliver det enkeltes menneskes eksistentielle selvstyre en faktor af altoverskyggende betydning i hendes værk. Ønsket om at udfordre religionens psykologiske styreformer, at afsøge grænser og udforske tabuer, foregår i lige linje fra Baudelaires sympati med djævlen og langt ind i Galás' egen sortbejdsede billedverden, hvor et symbolsprog som det, man finder i satanismen, ikke alene virker fuldkommen indlysende, men nærmest synes uundgåeligt.

Mere end noget andet er det denne udfordring, jeg ser som det tilbagevendende tema i Galás' samlede værk: At hendes behov for uafhængighed – for absolut kunstnerisk frihed – nødvendigvis må gå til angreb på enhver form for kulturel, politisk eller religiøs undertrykkelse. Af samme grund er det helt forståeligt, at hun af så mange omgange har kredset om det sataniske, det dæmoniske og det pure djævelske, idet vi her ser den menneskelige naturs mest basale kamp i forhold til både sig selv og sine omgivelser: kampen om herredømmet over egne drifter og kampen om herredømmet over egen integritet.

 

En æstetisk revolutionær

Diamanda Galás er og bliver en æstetisk revolutionær med et brændende engagement i alle former for social uretfærdighed. Hendes kunstneriske debut som sangerinde foregik meget sigende tilbage i 1979 i forbindelse med en fransk opera med titlen Un Jour comme un Autre, der er baseret på en Amnesty International-rapport om fængslingen og torturen af tyrkiske kvinder, ligesom hendes indsats mod den katolske kirkes magtmisbrug har været en mærkesag for hende gennem alle årene. Hendes vrede mod sidstnævnte institution drejede sig især om dens i hendes øjne både hånlige og ligegyldige holdning til aids op gennem 80'erne, eftersom kirken stædigt fastholdt sin modstand mod både abort og sikker sex på trods af en sådan indstillings fatale konsekvenser (den eksplosive spredning af sygdommen i de pågældende kulturer).

Enhver der har oplevet 80'ernes aids-skræk, vil med stor lethed kunne forstå, både hvordan og hvorfor netop denne sygdom blev et så centralt emne for Galás' virke gennem samme årti. Hendes brors aids-relaterede død i 1986 forstærkede logisk nok kun sangerindens interesse for sagen, hvilket bl.a. udmøntede sig i hendes deltagelse i en række protestaktioner som f.eks. "Stop the Church"-demonstrationen i december 1989. Denne aktion blev organiseret og gennemført af medlemmer af ACT UP (Aids Coalition to Unleash Power) og WHAM (Women's Health Action and Mobilization) og var på det tidspunkt den største demonstration nogensinde afholdt mod en religiøs organisation i amerikansk historie (Galás og 42 andre aktivister infiltrerede en gudstjeneste og blev efterfølgende arresteret).

Min grund til at fremhæve disse aspekter ved Diamanda Galás' virke er, at netop en sådan praksis og et sådant engagement i mine øjne giver hendes arbejde som sanger og performer så meget desto mere relevans. Frem for blot at være endnu en obskur figur i et gotisk-teatralsk skyggegalleri træder hun via sin sociale og kulturelle indignation i karakter og fremstår derved som en kunstner med en langt mere vedkommende agenda end den, der fremmanes på den rene personlige smags og forfængeligheds præmisser. Galás viser os en måde at favne vores egen utilstrækkelighed på, og en så vedvarende og indtrængende gestus bør, hvis ikke andet, belønnes med vores opmærksomhed.

 

Marmorkirken anno 2011

Nu er jeg – sammen med stort set alle andre kulturinteresserede individer i den vestlige kultur – selvfølgelig udmærket klar over, hvor glubsk og øjebliksfokuseret nutidens forbruger er blevet ... så set i lyset af den fortærings-frenzy, der styrer dagens mediebillede, er det jo ret beset ikke særlig langt tid siden, Diamanda Galás sidst var i landet; ergo, what's new? Ja, hun skal sågar spille i den samme kirke, hvor hun også optrådte sidst (maj 2010), og da hun allerede dengang oven i købet prydede forsiden på Politikens iBYEN-tillæg, hvorfor så overhovedet gide interessere sig for en gentagelse her i 2011?, kan man næsten høre den forurettede "alternative" og på flaneur-proselyt kornet helt igennem gennemsnitlige (mis)bruger indvende.

Tja, ud over at ingen af de nævnte standardreaktioner har nogen som helst gyldighed på hverken indsigts- eller substansplanet, så må Galás stadig siges at være en god modgift til en musikalsk tidsånd, hvis populære indie-salmer ikke længere markerer nogen egentlig form for outsiderposition, men derimod blot tilbyder tidens eliteforbrugere en komfortabel form for ødipal inderlighedsmassage, alt imens der rastløst ventes på det nyes evige genkomst. Selv sangerindens stilfærdige coverudgave af den gamle evergreen "Gloomy Sunday" er jo nærmest det rene bonbon-bolsje med pigtrådspolstring i forhold til mange af de ligegyldigheder, der dags dato produceres med ovenstående segment for øje, så hvis ikke andet kunne et besøg under kuplen i det mindste tilbyde en slags kontrolleret safari i mørkets hjerte; oplevelseskulturen står jo i høj kurs, og jeg er sikker på, at ordet "autenticitet" stadig klinger relevant på de fleste videregående studier.

Lad mig sidst, men ikke mindst, som en anden svimmel linedanser på deadline-falderebet, blot understrege, at jeg da helt personligt – frataget enhver af sangerindens musikalske meritter – i øvrigt finder det en stor fornøjelse at bevidne, hvordan den nu 56-årige Diamanda Galás' har bevaret sin ranke og majestætiske skikkelse på en scene, der ellers ikke just er overbefolket med gode eksempler på musikerskæbner af hendes egen årgang. Den dyriske krops forfald kan man ikke gøre det store ved, men både tæmning og udsmykning ligger heldigvis delvist i egne hænder ... noget adskillige af de omtalte generationsfæller kunne tage en del ved lære af. Stil, mine damer og herrer, koster kun en smule anstrengelse at opretholde – for nogen kommer den ligefrem helt af sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA