x

Sebastian – Ordenes melodik, del 1 af 3

Sebastian – Ordenes melodik, del 1 af 3

Sebastian udgiver 24. oktober sit første soloalbum i 21 år, "Øjeblikkets Mester". I den forbindelse har han givet et langt interview til GAFFA, som du kan læse del 1 af her. Del 2 og 3 følger søndag og mandag.

Sebastian er til stede. Og i talehumør. Og så er han aktuel med sit første soloalbum i godt og vel tyve år; anledningen til at han har sat Deres Ydmyge i stævne over cappuccino og gulerodskage på en café i indre København. Og det bliver en snak, der kommer omkring såvel det mere aktuelle stof som karrieren i bredere forstand, kolleger langs vejen og det politiske klima gennem de i dag fyrre år, Knud Christensen har opereret som recording artist på den hjemlige sangskriverscene. Med en lang række afstikkere, som aldrig får lov at køre helt af sporet, fordi manden – udover at være sympatisk og snakkesalig – også fremtræder fokuseret professionel og No Bullshit-agtig. 

Du har forklaret, at grunden til den lange ventetid er dit løbende engagement i skiftende teaterprojekter – at bordet skulle ryddes for at lave en ny plade. Men du kunne jo have ryddet bordet før, kan man sige. Hvorfor tror du ikke, det er sket?

Altså, det er klart, at da jeg stopper i 1990 efter Miraklernes Tid, var det det simpelthen fordi jeg var pissed på rockscenen og over at blive bedømt ud fra nogle kriterier, som jeg ikke synes var mine længere. En kombination af det, og så at jeg fik mere og mere at lave på teaterområdet, som jo også interesserede mig. Min indstilling var vel dengang, at jeg ville blive ved med teaterarbejdet et par år, men så har det simpelthen bare været sådan, at det ene projekt greb det andet. Så var man på et teater, og så havde de måske en idé til en ny forestilling og ville have mig til at lave det. Og syntes jeg, at det var interessant, så sagde jeg ja. Og det var vel først for godt fire år siden at jeg tænkte, at nu skulle jeg til at samle sammen til at lave en "rigtig" plade. Og så kom der alligevel et nyt teaterprojekt indover. Og da det så var færdigt sagde jeg "nu skal det være", hvis det overhovedet skal være. Men det har også været en lang opbygning, fordi jeg jo først skulle finde ud af, om der var et publikum, hvor mit publikum var. Først i 2003 begynder jeg at turnere igen, så det har jeg jo også holdt en lang pause med, og så blev jeg syg i 2004 og der gik tid med det. Jeg følte at jeg skulle ud på nogle soloturnéer, også kom så bandtouren i 2009-10, og da den så sluttede i august helligede jeg mig helt pladen.

Der var en ting der slog mig ved den turné, du her taler om, nemlig at du næsten ikke – til min store ærgrelse – spillede noget fra Tiderne Skifter (Sebastians samling af Brecht-fortolkninger fra 1978, red.). Hvorfor?

Øh, der er jo ikke andet i det, end at jeg har omkring 400 sange, og der er kun plads til et par og tyve stykker til en koncert. Så der er nogle, som ryger sådan lidt ind og ud. Nu vender jeg jo for eksempel tilbage til "Visen om den lille vind", som er bonustrack på den nye plade.

Jeg har forstået, at sangene alle er skrevet over det sidste år. Var det et bevidst valg, at du ikke ville bruge nogle af de skitser fra skrivebordsskuffen, som jeg næsten går ud fra du må have liggende?

Altså, der er et par stykker, som har været med i musikteaterforestillinger, for eksempel "Dejlig Indeni", som er brugt i en forestilling, men aldrig har været ude på plade og som var tiltænkt den plade, jeg ville lave for fire-fem år siden. Så den skulle selvfølgelig med. Men ellers er det nye sange, ja. Og jeg har i øvrigt ikke noget i skrivebordsskuffen. Jeg har, fra tid til anden, eksempelvis da jeg skulle lave de her bokse, fundet nogle sange, som ikke havde været udgivet og som jeg havde glemt at jeg havde lavet, fordi de havde forputtet sig på nogle gamle tapes. Men der lægger ikke sange skrevet ned som sådan, for princippet har for mig altid været, at jeg laver det færdigt. Jeg dropper en sang på et meget tidligt tidspunkt, hvis jeg ikke føler jeg kan komme videre med den. Så der ligger ikke sådan nogle rester. Det er forholdsvis målrettet, det jeg laver, og jeg udvikler jo sangene til et bestemt projekt.

 

Den usynlige røde tråd

Niels Skousen har udgivet nogle fine plader de senere år, og for nylig var jeg til en blændende comebackkoncert med Søren Kragh-Jacobsen. Kan du sige noget om, hvilke af dine sangskriverkolleger – jævnaldrende såvel som yngre – du føler et slægtskab med?

Ja, mine tekster er jo mere fabulerende, måske lidt surrealistiske, i forhold til dem du nævner. Men også meget forskellige indbyrdes, afhængigt af emnevalget. Bortset fra, når der har været en rød tråd i det, så er det den enkelte sang, der er i højsædet. Jeg lægger vægt på at eksperimentere og instrumentere hver enkelt sang som netop dén fortælling.

Ja, det lægger du også vægt på i pressemeddelelsen, men jeg synes nu alligevel at der forekommer at være en meget konsistent lyd på mange af dine plader...de fremstår som helheder

Ja...og det stræber jeg selvfølgelig også efter, og nogle gange har der jo også været en mere decideret rød tråd. Cirkus Fantastica, som havde fem sange om cirkus…Over Havet Under Himlen hvor halvdelen "gik til søs" havde jeg nær sagt.  Og så kan du nævne de forskellige eksempler – der er nogle, der har haft en mere usynlig rød tråd, det har det nye album også. Men ikke som sådan en fortløbende historie. Men de fleste andre sangskrivere er mere hverdagsagtige, om jeg så må sige, i deres emnevalg; en Allan Olsen, eller Niels Skousen, og se Søren Kragh-Jacobsen selvfølgelig i meget høj grad. Det er simpelthen grebet ud af hverdagen. Og dem har jeg ikke så mange af

Nej, du gør en pointe udad det modsatte, kunne man næsten sige

Ja, det kunne man godt sige. Ikke fordi jeg ikke kan lave sådan nogle sange…men det har ikke været det vigtigste, jeg synes, jeg skulle gøre.

Skousen, eksempelvis, har valgt at omgive sig med yngre musikere – du har samlet et hold af gamle kolleger. Hvorfor?

Men det er jo ikke helt rigtigt. Jeg har jo delt det op, forstået på den måde, at musikerne er lidt ældre – der er dog et par yngre musikere… Gustav Ljunggreen, som spiller hel del guitar og sax og mandolin og forskellige ting på pladen. Han er ikke særlig gammel.

Hvordan er du rendt ind i ham?

Jamen, jeg havde jo en lille bandseance kørende i '99, hvor jeg lavede en lille turne, hvor jeg faktisk spillede med nogle yngre musikere. Og da var Gustav en af dem, da var han lige kommet til landet. Men det, som har været noget af en ide her (på det aktuelle album, red.), har været at jeg ville spille med nogle af de musikere – ikke alle – men nogle af de musikere, jeg havde med i bandet her for et par år siden; folk jeg havde arbejdet rigtigt meget med ville jeg godt, også fordi der var gået så lang tid, godt give den cadeau…at komme op og køre sammen med mig igen. En fantastisk guitarist som Nils Henriksen, som ikke er blevet særligt meget brugt, men som jeg synes helt klart skulle med indover. Men det blev en blanding af noget gammelt, lidt ældre musikere – men i høj grad kompetente – og så et hold af yngre sangerinder.

 

Duet med Sys Bjerre

Ja, og det var netop mit næste spørgsmål, for af alle samarbejdspartnere, du kunne vælge, har du valgt at inkludere en duet med Sys Bjerre, som nogle måske ville hævde befinder sig i den lettere ende, i forhold til de ting, du har lavet. Hvorfor?

Altså, jeg synes ikke bare hun er let. Jeg synes også, hun laver glimrende sange, selv. Hun er helt klart en af vores stærke sangskrivere…

Det mener du…?

Ja, det mener jeg. Jeg synes, hun har lavet nogle gode ting. Men det har også noget at gøre med…..I forbindelse med denne her presseting som blev kørt ud her i forgårs, som handlede om at nu kom der en ny single osv., var der faktisk også et indlæg på GAFFA, som irriterede sig over, at denne her sang, den sang jeg med Sys Bjerre. Og om jeg nu skulle være ung med de unge. Der er jo det ved det, at jeg har arbejdet med unge… for det første arbejder jeg med unge mennesker næsten hver dag i min instruktions og teatermetier. Så det er jo sådan set ikke noget problem, som sådan…

Men det er jo også sket tidligere; da jeg indsang "Vårvise" sammen med Sissel (Kyrkjebø, red.), blev hun jo også, af nogen, betragtet som i den lettere ende, og hun var 20 år yngre end mig. Og det viste sig i høj grad at have en relevans, kunne man sige. Så det er ikke noget, der er fremmed for mig. Hvis jeg syntes, det passede ind kunne jeg have haft en pige på otte år til at synge med, hvis det var. 

Nogle vil formentlig hævde, at dine fineste stunder på plade ligger i 70'erne, selv er jeg meget glad for et album som Gøgleren, Anton og de andre. På den nye tager du fat i stilen fra dine 80'er-album, har du forklaret. Hvorfor dette valg?

Altså lige præcis Gøgleren, Anton og de andre fra 1975 kan jeg godt give dig lidt ret i, for den var forholdsvis akustisk og havde ikke noget særligt keyboard-agtigt udtryk, men var præget af akustiske guitarer og mere folk-orienterede sange. Men det som du, tror jeg, forbinder med "firser-lyd" kommer meget fra de elektroniske keyboards. Og dem havde jeg også i halvfjerdserne. Som en af de allerførste. De var der, og især i senhalvfjerdserne kører de jo ind i temmelig stor stil. Ulvehøjen, for eksempel, med Kenneth Knudsens synthesizer-moves, hvor vi jo nærmest var foregangsmænd for meget af det som blev samlet op i firserne og blev til det, du kalder firsermusik. Og teeny-pop-perioden og så videre brugte jo meget de her lidt statiske, nogle vil sige lidt fesne, lydbilleder. Men det har været en del af mig hele tiden, så det er meget halvfjerdseragtigt for mig. Men du kan jo tage den sang, der hedder Luftkasteller – den som Sys Bjerre synger med på – den er jo helt uden keyboard, det er ren guitar; mandolin, banjo, omstemte guitarer og så videre. Nærmest ren country/folk…

En helt nørdet detalje; hvad for en guitar spiller du på?

- En Martin…men du kan da godt sige, at den minder om mine firserplader, altså, jeg har kørt med Morten Kærså ved min side på de plader der har været siden 1984/85, og han farver jo de der ting. Og så er der nogle ting, som man tror er keyboards, men i virkeligheden er guitar, og så videre. Men jeg opfatter det ikke som noget negativt, jeg opfatter at vi gør os umage i forhold til at prøve at lave nogle gode, fantasifulde lydbilleder. Men også en band-ting, der kører på de her numre.

Med hensyn til titlen, Øjeblikkets Mester – hvad ligger der i det?

Det er mere et tankespind fra min side. Jeg blev fascineret af det fantastiske i nuet. Det fantastiske, som jo er meget kort. Og kom så frem til denne her titel mere eller mindre ved hjælp af udelukkelsesmetoden. "Øjeblikkets mester", som jo på en måde er lidt selvmodsigende; der er i virkeligheden det, som folk kan lægge i det, som jeg synes er lidt skægt. Jeg synes, det var sjovt at lege lidt med det begreb; et øjeblik kan jo være så kort, men det kan også være noget lidt mere længerevarende. Men stadigvæk kort. Den, der mestrer øjeblikket… der ligger jo i virkeligheden både en positiv og en... jeg vil ikke sige negativt, men kritisk ting i det. Altså, øjeblikkets mester, er det X Faktor-afdelingen, generationen? Det er der nogle, der har ment at det handlede om. På den medfølgende dvd, som kommer sammen med pladen, siger jeg også et eller andet om, at det også er fascinationen ved at betragte for eksempel en håndværker, som har arbejdet på et projekt i tyve-tredive-fyrre år, og pludseligt bliver det offentliggjort. Så når han, eller hende, til at det skal afsløres. Men i det øjeblik, det er afleveret, så har han allerede været Øjeblikkets Mester. Men det er også slut. Altså, at vi kan stræbe efter noget bestemt hele livet, eller det halve liv, og virkelig finpudse det. Og så kommer du til et punkt, hvor det ikke kan blive mere perfekt, og så er det sådan, de er…

Så det er med andre ord tid som filosofisk fænomen…

Ja, det kunne man godt kalde det. Jeg har jo altid været lidt tids-fascineret, og har jo flere titler – det finder du i øvrigt også hos Dylan – altså Tiderne Skifter, Miraklernes Tid, 80'ernes Boheme. Men det med fascinationen af tid er måske også noget, der dukker op…jeg mener, jeg er jo ikke 25 længere, så det er måske meget naturligt, at man begynder at tænke lidt mere over tiden. Hvad har man tilbage? Ikke fordi jeg på nogen måde føler mig dårlig, men man begynder måske også at blive lidt mere selektiv med, hvad man bruger sin tid på. Håber jeg

 

Læs del 2, hvor Sebastian blandt andet fortæller om sine politiske synspunkter og om mødet med navne som Bob Dylan og Jan Toftlund, søndag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA