x

Jonathan Johansson - Følelsesafklaret svensker bygger grædemuren

Jonathan Johansson - Følelsesafklaret svensker bygger grædemuren

Med Siriusstjernens klarhed fik den skandinaviske pophimmel en ny lysende stjerne, da svenske Jonathan Johansson i 2009 udsendte En Hand I Himlen-albummet, der stadig står, som den fineste popplade fra det kolde nord siden ABBAs Arrival. Albummet indeholdt blandt andet stærke sange som titelnummeret og Ugens Uundgåelige-singlen Aldrig Ensam. Det var ikke kun P3, der fik øjnene op for den unge svenskers krystalklare stemme, for også The Knife kastede deres kærlighed over landsmanden og gav ham en fremtrædende rolle i deres Tomorrow In A Year-opera, der turnerede verden over.

Nu er den selverklærede langsomt arbejdende perfektionist klar med det nye album Klagomuren (svensk for grædemuren, red), der ligesom forgængeren er blevet til i samarbejde med sparringspartneren Johan Eckeborn. Egentlig er det Johanssons tredje album, da han i 2005 udsendte albummet Ok Ge Mig Timmarna, som Jonathan Och Hjältar, men det er ikke et album, han er specielt stolt over, og han beskriver det da også mere som en advanced demo end en decideret debut.

Et par timer inden Johansson nåede ud i tusindvis af danske tv-stuer som musikalsk gæst i Anders Lund Madsens Det Nye Talkshow, mødtes vi med den albumaktuelle svensker, der fortalte om valget om at blive musiker og om bijobbet, der kræver en helt speciel psyke.

Så lang tid Jonathan Johansson husker tilbage, har han spillet musik, men det var først, da han flyttede fra Malmø til Stockholm som 21-22-årig, at musikken blev til mere end blot en hobby. Indtil da havde han, som så mange andre unge, været i vildrede over, hvad han egentlig ville udrette her i livet. Men i den svenske hovedstad fik han et par nye venner med et anderledes målrettet livssyn: 

– Jeg begyndte hurtigt at hænge ud med en maler og en sangskriver, og selv om de var ligeså unge som jeg, så tog de deres arbejde meget seriøst. Det engagement jeg så hos dem, var den primære årsag til, at jeg indså, at jeg selv var nødt til at investere mig selv 100% i musikken. De to venner havde truffet en beslutning om, hvad de ville her i livet, og jeg indså, at jeg var nødt til at gøre det samme. Så jeg ringede til min far, der havde lavet en studieopsparing til mig, og fortalte ham, at jeg skulle bruge alle pengene til en guitar. Til det havde han kun ét spørgsmål, og det var, om jeg nu også var seriøs omkring musikken, og da svaret var et klingende ja, så overførte han de 20.000 kroner til mig. Siden dengang har jeg været seriøs omkring musikken.

Selvom beslutningen nu er små ti år gammel, så er musikken først for nylig blevet det vigtigste i Johanssons liv, men det skyldes primært, at han har haft svært ved at anerkende sig selv som musiker;

– Jeg er jo hverken uddannet eller særligt god til at spille instrumenter. Jeg er ikke engang en særligt god sanger. Altså, jeg kan synge mine egne sange, men så heller ikke meget mere end det.

Du skal kunne lægge arbejdet bag dig

Måske er det den beskedne selvopfattelse, der er grunden til, at Johansson har beholdt et regulært job som bibeskæftigelse. For sideløbende med musikken arbejder han en håndfuld dage om måneden på et værested for hjemløse og alkoholikere. Det har han gjort de seneste fem år, og det er kun fordi, musikken nu fylder så meget, at han ikke har tid til flere vagter på værestedet. Til spørgsmålet om det ikke er et hårdt job, er svaret et overraskende nej, men det er udelukkende fordi Johansson er mentalt indstillet til det:

– Værestedets brugere kommer jo udelukkende for at få noget at spise og en ren seng at sove i. Man skal have en speciel psyke for at arbejde med disse mennesker, og man skal være i stand til at lægge arbejdet bag sig, når man har fri. For hvis du involverer dig for meget i deres skæbne og viser for meget medfølelse, så irriterer du dem bare. De ønsker jo ikke særbehandling, når de kommer her.

– Jeg har stor forståelse for, hvorfor folk ender sådanne steder, og jeg har set alle slags mennesker her. De fleste af dem er vokset op med svigtende forældre, der selv var ude i et misbrug, men der er også mentalt syge, der ikke kan klare sig selv. I Sverige har vi ikke et særligt godt system til at hjælpe den slags mennesker. Før i tiden plejede man at anbringe dem på en anstalt, og selvom det lyder forfærdeligt, så er det trods alt bedre end at overlade dem til sig selv. Der kommer også flygtninge, der er så plagede af krigens rædsler, at de mentalt ikke kan klare sig selv længere. Og der er mænd, der er blevet skilt og derfor går helt i hundene. Det er vitterligt alle slags mennesker. Du og jeg kunne være en af dem. Hvis man ikke har et stærkt og kærligt bagland i form af familie og venner, så skal der altså ikke meget til at skubbe et menneske udover kanten.

Boks: Diskografi:

Ok Ge Mig Timmarna 2005

En Hand I Himlen 2009

Klagomuren - 2011

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA