x

Echo Me-turnédagbog fra USA del 2 af 4

Echo Me-turnédagbog fra USA del 2 af 4

Echo Me alias Jesper Madsen er et nyt navn på den danske musikscene. Echo Me er for tiden på turné i USA og skriver dagbog for GAFFA.dk, men først en introduktion til Echo Me skrevet af Jesper Madsen selv:

Echo Mes selvbetitlede debutplade er blevet til i samarbejde med producer Noah Rosanes. På pladen medvirker musikere fra bl.a. Murder, Cody, Slaraffenland, Penny Police, Asbjørn & The Strange Ears, The Freudian Slip samt årets vindere af Karrierekanonen Boho Dancer og Kites & Komets.

Pladen udkom i USA, Canada, Australien og Mexico d. 3 oktober og vil løbende udkomme i resten af verden over det næste halve år.

Echo Me turnerede i Europa i juli og august måned. Alene på rejse med en forstærker, en akustisk guitar og en sækkevogn.

Når Echo Me rejser følger han sine impulser og de muligheder der opstår. Fra by til by, fra spillejob til spillejob. Overnatning finder han via internettet - skriver hvor han er og håber at nogle tilbyder en seng. En gammeldags oplevelsesrejsende med de moderne medier som assistent.

I løbet af de første 30 dage betalte han kun for overnatning 4 gange og overkom at spille 25 koncerter på barer, caféer og mindre spillesteder i Berlin, Paris, London, Amsterdam, Bruxelles.

En tour baseret på spontanitet inkluderer mange spændende og mindre spændende oplevelser. Udmattelsen efter hver dag at skulle sætte sig op til at jage gaderne i ukendte byer efter spillejobs var enorm. Dette blev honoreret gennem utroligt mange koncerter, 5-stjernet hotel i Malmö, videoshoot i Berlin og co-write i London. Dog blev indsatsen ikke værdsat på samme måde alle steder. En koncert i berlinerbydelen Kreutzberg blev eksempelvis belønnet med ordene "we all hate you".

I oktober måned vendte Echo Me blikket mod USA. 12 jobs landede i kalenderen i NYC, Providence og Austin. Listen tæller legendariske steder som "Arlene's Grocery", hvor Jeff Buckley spillede en af sine sidste koncerter før sin død, samt Café Vivaldi, der bruges som kulisse i flere film af bl.a. Woody Allen og Al Pacino. Derudover inviterede "BalconyTV" ham til at lave akustiske balkon-performances i både New York og Austin, Texas.

Spilleplanen er som følger:

5/10 Arlene's Grocery, NYC

7/10 The National Underground, NYC

8/10 Café Vivaldi, NYC

10/10 The Living Room, NYC

13/10 Bar 4, NYC

17/10 BalconyTV, NYC

18/10 The Sidewalk Café, NYC

14/10 Brooklyn Coffee Tea House, Providence

24/10 Sullivan's, Austin

26/10 Momo's Club, Austin

26/10 BalconyTV, Austin

27/10 Romeo's, Austin

 

Følg Echo Me på tour her:

http://www.facebook.com/echomemusic

 

Del 2/4

Mandag d. 10 The Living Room

Mandagens bookingarbejde skaffer mig 2 jobs mere i Austin. Første sted, Romeo's, er en lille italiensk bar og restaurant, der ud over at servere fremragende mad også har musik alle ugens dage. Det samme gælder stedet Sullivans, hvor jeg gennem min ven Chris Hawkes får booket et job. Chris mødte jeg i Austin i maj måned, og han arrangerer rigtig mange fede ting i byen, når han ikke selv er på tour rundt omkring i staterne. Selvom man kan planlægge en del jobs før afrejse, er der stadig utrolig meget af mit bookingarbejde, der foregår, mens jeg rejser. For spillestederne kan der pludselig opstå huller i programmet, og der er det en fordel af være fleksibel med kalenderen.

Om aftenen skal vi spille på The Living Room og stedet er super fedt. Efter en uges tid i byen begynder vi langsomt at få overblik over de forskellige bydele. The Living Room ligger i Lower East Side sammen med Arlene's Grocery og The National Underground, som vi spillede på sidste uge. Rigtig mange af de fede, mindre spillesteder ligger i det her område, og man forstår hvorfor mange alternative musikere har boet og spillet her. Spillestedet har to scener og vi åbner aftenen på den store af slagsen.  

Tirsdag d. 11 Open-mic

Tirsdag aften tager jeg til en Open-mic på Bar 4 i Brooklyn sammen med kollegaerne Benjamin Aggerbæk og Frederik Damhus, der også er i byen. Stedet ligger på Park Slope og faktisk også ganske tæt på vores midlertidige lejlighed på den anden side af Prospect Park. Denne open-mic er vildt god og har langt højere niveau, end jeg tidligere har oplevet. Jeg får samtidig mulighed for at tjekke stedet ud og aflevere nogle plakater, inden vi spiller der i overmorgen. Helt ud af det blå springer stedets bartendere på scenen og spiller sindssygt godt.

På vej hjem bliver jeg frarådet at tage genvejen genem Prospect Park. Eftersigende udviklede et røveri sig for nyligt til knivdrab, og selvom de fleste parker i dag er meget bedre end deres rygter, undlader jeg at tage chancen.

Onsdag d. 12 Brett Randell

Brett Randell er en sangskriver jeg mødte i Austin og skrev et nummer sammen med. Han er nu på tour og har inviteret mig til at gæste på hans show på Café Vivaldi om aftenen. Brett er oprindeligt fra New York, men har de sidste par år boet i Austin på grund af byens livlige musikliv. Lige nu turnerer han over hele landet, så han har set frem til at spille i sin hjemby igen. Vi mødes i lejligheden i Brooklyn om eftermiddagen og spiller vores nummer igennem sammen med 3 af hans egne.

Torsdag d. 13 Bar 4


Torsdag får vi besøg af Ana Mallozzi, som jeg mødte i London for to år siden. Hun bor i Providence, og vi skal spille sammen med hende og hendes band deroppe fredag. Vi hænger ud på Museum of Modern Art det meste af dagen og tager på en burgerrestaurant som lader tjenerne optræde med Broadway-klassikere mellem serveringerne. Det er ret sjovt, men bliver hurtigt for meget af det gode. Vi tager senere til Occupy Wall Street i Zuccotti Park i Manhattans Finacial District. Det gør indtryk at se den store mængde mennesker, der har slået lejr i området for at protestere mod skævvridningen af det amerikanske samfund. Vi bliver enige om at opsøge bevægelsen i Providence, når de starter en demonstration op der om lørdagen.

Efter at have rundet lejligheden i Brooklyn drager vi videre mod Bar 4 om aftenen. Vi er aftenens sidste band og stedet er fyldt med mennesker. Vi spiller turens bedste koncert og får rigtig mange positive tilbagemeldinger efter showet.

Fredag d. 14. The Brooklyn Coffee Tea House

Fredag tidlig morgen tager vi bussen nordpå og lander i Providence lidt over middag. Vi mødes med Ana, og hun tager os med på en etiopisk restaurant om aftenen. Super lækkert. Vi skal spille på en lille kaffebar i udkanten af byen ved navn The Brooklyn Coffee Tea House. Stedet er ejet af Tony Demings, en pensioneret herre, der med det samme er vild med alle vores danske særpræg. Steve Allain styrer aftenen, og han tager også rigtig godt imod os. Anas band The Sugar Honey Iced Tea er fire piger, der spiller bluegrass-inspireret folk på ukulele, banjo, cello og mandolin krydret med lækkert kor. Som opvarmning optræder de hver især alene, og det var fedt at se hvordan de forskellige musikalske personligheder optrådte sammen og hver for sig. Pigerne familie og venner har fyldt baren så vi har et godt publikum. Erik og jeg spiller alene og det bliver vildt godt modtaget.

Lørdag. d 15 Søndag d. 16 Fridage i Providence og Boston


Vi har en fri de næste to dage. Vi tager til Occupy Providence, og det er også en stor oplevelse. Byen er ikke stor, men opbakningen til dette er helt enorm. Demonstrationen har ikke nogen egentlig leder og derfor er der også mange forskellige agendaer på programmet. Der er både fortalere for et større socialt sikkerhedsnet, mens andre ønsker at minimere staten så meget som muligt. Vi snakker med Anas gode ven Eamon, hvis mor mistede hele sin pensionsopsparing under finanskrisen. Han er først og fremmest sur over, at pengene bruges forkert, når bankerne får bailouts og stadig udbetaler milliardstore bonusser.

Anden fridag bliver i Boston hvor vi besøger Sarah Ann Adams som jeg skrev et nummer sammen med for et år siden. Vi mødte hinanden i København, hvor hun studerede og hang ud på sangskriverscenerne. Endnu et glædeligt gensyn. Erik og jeg er begge meget medtagede af gårsdagens hårde program, men vi får set os lidt omkring og får turens hidtil bedste burger til aftensmad. Senere tager vi til en koncert på The Great Scott med bandet Nurses. De giver et virkelig godt show, og bagefter får vi en snak om hvordan de turnerer i USA og Europa. Her bliver der ikke pakket noget ind. På deres nuværende tour har de eksempelvis måttet droppe chaufføren, fordi det blev for dyrt. Der er så mange steder at spille i US at de forsøger at holde sig for gode til NY, da der udover den hårde konkurrence om publikum også gives en ret dårlig behandling. Derfor ser de også meget frem til deres forestående Europa-tour. Fra bare at være endnu et band i rækken, som skal afvikles, bliver de der behandlet som stjerner.

Efter en lang dag tager vi lidt tidligt hjem for at være klar til morgenens bustur tilbage til New York, hvor Balcony TV og The Sidewalk Café venter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA