x

Florence And The Machine – Åndernes magt

Florence And The Machine – Åndernes magt

Selvom GAFFA er noget, der ligner medie nummer 117, som skal tale med den sympatiske rødtop Florence Welch denne mandag aften, er den gode frøken Welch i absolut strålende humør og viser ingen tegn på træthed eller interview-udmattelse. Tværtimod er hun glad, afslappet og imødekommende, da første spørgsmål går på valget af titel til det nye album, Ceremonials:

– Mange af temaerne i musikken synes jeg har nærmest hymniske kvaliteter over sig, og jeg synes meget af min musik har karakter af noget rituelt. Når jeg optræder ser jeg det faktisk også lidt som en form for eksorcisme. Jeg elsker generelt, når der er noget shamanistisk over folks optrædener, og når koncerter får karakter af en ceremoni. Der foregår en storslået kamp mellem mørke og lys og Himmel og Helvede i min musik, og nogle af emnerne i sangene strækker sig over begravelser og familieforhold, så Ceremonials virkede bare som den helt rigtige titel. Også fordi de indre kampe og dæmonerne får en del plads.

Føler du selv, du nogle gange har fået udfriet nogle dæmoner, når du har optrådt?

– Ja, helt sikkert! Problemet er bare, at man vender tilbage til at være sig selv, når man er færdig med at optræde. Det kan godt være lidt deprimerende, griner Florence, der denne gang atter har valgt at arbejde sammen med Paul Epworth, der ud over at have produceret for kollegaer som Cee Lo Green, Bloc Party og Adele også stod for fire af numrene på Lungs, og som hun kun har rosende ord til overs for:

– Paul er fantastisk, han er virkelig en shaman! Hans studie hedder Wolf Tone, han har forskellige kranier liggende rundt omkring og vi gik ned og købte indianske hovedprydelser i en fancy tøjbutik i Soho. Han ville også gerne have, at folk mødte op i kåber under indspilningerne, så det hele føltes mere rituelt. Han er endnu mere fascineret af mysticisme, end jeg er, og det regner man ikke lige med, for han virker umiddelbart som en stor og ret gennemsnitlig gut, men han er virkelig i forbindelse med den slags ting.

Hvordan kom det til udtryk under indspilningerne?

– Vi er begge to meget interesserede i stamme-trommer og vilde bande-vokaler. I det hele taget det at bruge stemmen på andre måder og mere som et instrument end et kommunikationsmiddel. Vi har hylet og skreget, klappet og trampet for at give musikken elementer af og associationer til et stort middelalderligt slag med galopperende hove og sværd, der slår imod hinanden. Jeg har også læst en masse om Jeanne d'Arc på nettet, mens Paul har udforsket det univers, han kan fremkalde med sine synths. Det var faktisk ret beroligende, når han rodede med sine tunge sub-bass-afspillere på repeat – perfekt at ligge på sofaen og drømmende lukke øjnene til. Det kan anbefales!

Har du nogensinde taget del i en seance?

– Ja, en enkelt gang i skolen. Jeg havde et ouija board, som vi legede med nogle gange, men vi kom aldrig rigtig i kontakt med nogle ånder. Har du?

Nej, jeg tør ikke rigtig lege med den slags. Slet ikke efter jeg har set den første Paranormal Activity-film.

Haha nej, man skal passe på. Jeg har hørt om folk, der haft både mærkelige og skræmmende oplevelser med den slags. Jeg tror nu heller ikke, vi gjorde det rigtigt, hvis jeg skal være helt ærlig.

 

Sangskrivning med tømmermænd

Ceremonials finder man et  nummer med titlen Shake It Out, der virker som om, det handler om at komme igennem mørke tider, men faktisk er det noget anderledes håndgribeligt, der skal rystes af i sangen: 

– Jeg har tidligere talt om at skrive sange, når jeg havde tømmermænd – og så tit har jeg altså ikke tømmermænd, folk skulle jo nødig tro, jeg er en sut, haha! Men ligesom med Cosmic Love, som jeg skrev, mens jeg havde de værste tømmermænd, jeg nogensinde har haft, skrev jeg også Shake It Out efter en ti hestes-brandert i byen. Tømmermændene var ikke helt så slemme denne her gang – de andre er stadig de værste ever, men sangen dukkede nærmest op ud af det blå. Nogle gange arbejder man på en sang i hundrede år og gennem-analyserer hvert et lille ord i teksten, og andre gange opstår de simpelthen ud af ingenting. Den dag prøvede jeg at ryste både tømmermænd og tidligere tiders dæmoner af mig og kaste lidt lys på tingene. Jeg ville prøve ikke at være så introvert og holde op med at angribe mig selv og lade de ting, der er sket før i tiden, høre fortiden til.

Har du nogle gode råd til, hvordan man kan ryste tingene af sig?

– Ja, man skal danse! Sætte sin yndlingsplade på og så ellers bare gå amok. Man kan også sætte sig på sin cykel med musik i ørerne og så ellers cykle over en lang bro og lade himlen udfolde sig over en, mens solen går ned. Det er ren magi! Ellers kan man også bare køre helt vildt hurtigt ned ad en bakke.

 

Drake er ven, og Beyoncé er fan

Du har optrådt sammen med hiphop-gulddrengen Drake ved forskellige lejligheder. Hvordan forener jeres to meget forskellige musikalske universer sig?

Drake og jeg er rigtig gode venner, og når vi mødes, ender vi altid med at hænge ud i timevis. Jeg er kæmpe hiphop-fan, og jeg mødte ham til Mtv Video Music Awards, hvor alle folk efter showet var på vej til fest – undtagen ham; han var på vej i studiet, det er der, han slapper af; ved at arbejde. Så vi tog ind og besøgte ham der, og vi blev venner næsten øjeblikkeligt. Han er virkelig utrolig sød, rar og sjov. Og så ved han en hel masse om musik, og det er altid en fest at være sammen med ham. Vi har det bare så godt sammen. Jeg er virkelig kæmpe fan af hiphop; jeg elsker Lil Wayne og Nicki Minaj, og hiphop har inspireret mig mindst lige så meget som enhver anden genre.

Nu hvor vi snakker om inspiration, så har Beyoncé jo udtalt, at dit album Lungs var en stor inspiration for hende i forbindelse med arbejdet på hendes seneste album, 4. Hvordan er det at vide?

– Det er fuldstændig skørt og helt fantastisk. Jeg har lyttet ret intensivt til hendes nye plade, og jeg kan virkelig ikke se, hvor hun skulle være influeret af mig: "Er det mon denne her guitarsolo-bid?" Jeg kan virkelig ikke regne det ud, men det er virkelig enormt smigrende. Jeg elsker Beyoncé – sammen med resten af verden – hun er jo et mega-ikon. Jeg har mødt hende et par gange, og hun er bare så sød – virkelig en varm og dejlig person.

Hvad er de mest markante forskelle på Lungs og Ceremonials?

– Det er det faktum, at de er skrevet og indspillet på to forskellige tidspunkter i mit liv. Hvor Lungs blev skrevet, fra jeg var 18 til 21, er Ceremonials er skrevet og indspillet i løbet af et års tid på kun ét sted og med én producer. Jeg synes også, den har mere karakter af en sammenhængende historie end en scrapbog, som Lungs nok mere var. 

 

Selvkritik og følelser

Florence har flere gange udtalt, at hun er en ganske selvkritisk person, og selvom det kan være en forklaring på den ret høje kvalitet af hendes musikalske udskejelser, kan det også komme lidt i vejen, når der skal indspilles:

– Det, at jeg er så selvkritisk, kan godt gøre det svært at lytte til af nogle af indspilningerne i selve processen, eftersom jeg slet ikke kan finde ud af at forholde mig til, hvad der foregår i musikken, fordi jeg er så optaget af at fokusere på min vokal. Så jeg er nødt til at lægge en dæmper på min selvkritik, hvis jeg skal kunne fokusere på sangen som et hele. Jeg er ret perfektionistisk anlagt, og jeg er simpelthen nødt til at sige stop på et tidspunkt, for jeg bliver aldrig helt tilfreds. Så jeg kunne jo blive ved med at tage indspilningerne om i en evighed, hvis jeg fik lov. Det er derfor, det er godt at have en producer, som man stoler på.

Du har også beskrevet din selvkritik, som et særligt britisk karaktertræk. Har du andre karaktertræk,  du vil sige er specielt britiske?

Ja, jeg kan godt have lidt svært ved at udtrykke mine følelser for et andet menneske ansigt til ansigt. Hvis jeg skal udtrykke mine følelser, er jeg næsten nødt til at skrive en sang om det og synge den. Jeg kan ikke regne ud, om det er et problem, der skyldes, at jeg er performer, eller om jeg blev performer, fordi jeg har det problem, haha!

 

Det røde hår

En af Florences mere markante fysiske karakteristika, er hendes store, smukke røde hår. Men hvordan har hun det selv med den let genkendelige frisure Du har jo et stort smukt rødt hår. Har det nogensinde været et problem eller en fordel for dig?

– Hmm, nogle gange har jeg overvejet at farve det eller klippe det helt af, men det er blevet en ret væsentlig del af, hvordan folk ser mig, og der er mange der forbinder musikken med mit røde hår. Så der er helt sikkert øjeblikke, hvor jeg bare har lyst til at farve det blond eller få en korthårsfrisure, men jeg gemmer det nok til den næste plade.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA