x

Filmanmeldelse: Beautiful Dreamer – Brian Wilson and the Story of SMiLE

Filmanmeldelse: Beautiful Dreamer – Brian Wilson and the Story of SMiLE

Før der udkom et officielt album med titlen SMiLE sidste år fra Brian Wilson, var projektet et myteomspundet emne for Beach Boys-fans og popentusiaster – og et helt og aldeles traumatisk emne for dets egen ophavsmand.

SMiLE skulle have været en teenage-symfoni til Gud, en milepæl, ikke bare i pop/rock, men i amerikansk musik og kultur som sådan, Beach Boys' svar på Sgt. Pepper. Men selvom albummet havde fået både katalognummer og coverillustrationer, blev det aldrig færdiggjort, og i de efterfølgende år gik der for fans sport i selv at sammensætte egne, teoretiske udgaver af SMiLE, ud fra de fragmenter, der dukkede op både officielle og uoficielle steder. Imens befandt værkets komponist sig i frit fald, tynget af stofmisbrug, overvægtig og for det meste i en nær-psykotisk tilstand.

Historien om, hvordan Brian Wilson i 1967 brød sammen under arbejdet med albummet og først fra 2003 igen begyndte at få samling på trådene – bl.a. med hjælp fra Wondermints-musikeren Darian Sahanaja og den gamle tekst-kollaboratør Van Dyke Parks – hører til én af poppens mest elskede godnathistorier. Enhver god historie fortjener en god film, og det er her Beach Boys-historikeren David Leaf og hans dokumentar Beautiful Dreamer kommer ind i billedet.

Filmen er resultatet af interview med en lang række personligheder, hvoraf nogle hører eller hørte til inderkredsen omkring Beach Boys, mens andre er musikere, der hives ind for at bidrage med "autoriserede udtalelser". Vi møder sporadisk Beatles-produceren Sir George Martin, Stones-manageren Andrew Loog Oldham, tillige med sangskrivere og musikere som Elvis Costello og Who-sangeren Roger Daltrey. Vi møder to amerikanske sangskrivere, der befandt sig i en sfære ikke så langt fra Wilsons, og som også først i senere tid er begyndt at blive taget alvorligt af et rockpublikum: Jimmy Webb og Burt Bacharach. Vi møder medlemmer fra det i 60'ernes L.A. så allestedsnærværende hold af studiemusikere: Carol Kaye, Hal Blaine, Danny Hutton og produceren Lou Adler.

Den meste tid tilbringer vi dog i selskab med dem, der var tættest på Wilson, "helt med nede i sandkassen": insideren David Anderle, Van Dyke Parks – manden bag de tekster, der angiveligt skulle have givet næring til de andre Beach Boys' skepsis over for projektet – og Darian Shanaja, der agerede musikalsk sekretær og kapelmester i forbindelse med gennemførelsen af den gordiske knude SMiLE sidste år.

Vi får anekdoterne om Brians excentriske opførsel og påfund: klaveret i sandkassen, optagelserne i swimmingpoolen, det store grøntsagsflip og brandhjelmene under indspilningen af "Fire (Mrs O'Leary's Cow)", instrumentalnummeret, som Wilson var overbevist om var skyld i en nærliggende bygnings nedbrænding. Kommentarerne og erindringerne fra alle de prominente personligheder klippes ind over still-billeder af Brian og co. i perioden omkring 66-67, ledsaget af narration, med en fin mosaik som resultat, mens sidste del af filmen fokuserer på den endelige realisering af SMiLE 37 år senere.

Som det forholder sig med så mange personhyldende dokumentarer forfalder David Leafs film nogle steder til svælgen i bedste Behind The Music-stil. Når man i én time har hørt den ene "autoritære" personlighed efter den anden sidde og øse superlativer ud over hovedpersonen, der konstant og ukritisk portrætteres som genial martyr og offer for en uforstående omverden, begynder man at indse pointen. Det allermest irriterende i dette henseende er de løsrevne, on-screen-citater fra navne indenfor finkunsten og lignende – van Gogh, Picasso, Einstein osv. – der skydes ind her og der for at illustrere Wilsons uovertrufne genialitet. En fair værdsættelse af Brian Wilson ville fint have kunnet nøjes med at koncentrere sig om musikken; der er ingen grund til at blande Leonardo da Vinci ind i det!

Alligevel er Beautiful Dreamer i sidste ende en glimrende skildring af den kamp, Wilson, der stadigvæk bærer på rester af depression og skizofreni, gennemgår for at gennemføre projektet. Det er smukt at iagttage den opliving, der sker af den alderstyngede Wilson, efterhånden som det går op for ham, at det komplekse puslespil SMiLE faktisk, ved Sahanaja og co's hjælp, kan gå op, og den endelige sejr i form af premierekoncerten i Royal Festival Hall i London i februar sidste år, der blev overværet af bl.a. Paul McCartney.

Noget man kan savne i filmen er mere filmmateriale med et samlet Beach Boys fra 60'er-perioden. Desuden kunne interviews eller kommentarer fra de andre bandmedlemmer måske have tilført en vis nuancering og kritisk distance i filmen, der forbliver lidt ensidig i dens konsekvente ophøjning af Wilson. At Wilsons brug af stoffer nogensinde skulle have haft noget at sige i forhold til hans arbejdsdygtighed fejes af banen uden diskussion, mens sangeren Mike Love fastholdes i hans klassiske skurkerolle som "manden, der saboterede SMiLE". Denne rolle er både Love selv (forståeligt nok), men også mere udenforstående kritikere forlængst begyndt at komplicere, og det ville have klædt denne film i højere grad at have indoptaget denne nuancering.

Det eneste materiale i levende billeder fra dengang, der stort set optræder, er et klip med Wilsons optræden i et tv-show fra 1967 med Leonard Bernstein, der påpeger at der i denne hersens popmusik faktisk kan være store kvaliteter. Som illustration af dette fremfører Wilson ved flyglet en slingrende, men bjergtagende version af "Surf's Up" – absolut et af denne films højdepunkter.

Siden David Leaf er så vild med citater fra kunsthistoriens kanoniserede navne, burde han måske have haft et af komponisten John Cages fyndord på sinde. Cage havde engang overværet en opførelse af Messias uden at have ladet sig rive særligt meget med af Halleluja-koret. Hans ledsager spurgte ham: "Du kan måske slet ikke li' at blive bevæget?", hvortil Cage svarede: "Jo, men jeg bryder mig ikke om at blive skubbet". Der er tidspunkter, hvor Beautiful Dreamer "skubber" lige lovligt hårdt, men hvis man er forberedt på dette, er der tale om en absolut seværdig dokumentar. Og så er musikken i filmen forresten heller ikke værst!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA