John Cale: Jeg ville videre end Lou Reed

John Cale: Jeg ville videre end Lou Reed

Det er rendyrket rockhistorie: den klassisk skolede waliser Cale møder den utilpassede forstadsknægt Lou Reed i New York midt i tresserne. Sammen danner de The Velvet Underground, som med deres grænsesøgende og stilskabende avantgarderock står i grel modsætning til tidens mere optimistiske, psykedeliske rockmusik, som den udfolder sig i navnlig San Francisco. Allerede efter et par år imploderer ensemblet i interne uenigheder, og Cale har siden plejet en solokarriere med masser af altid uforudsigelige drejninger. I november er han omkring både Århus (VoxHall, 13. november) og Malmö (Malmö Opera, 21. november), og GAFFA benyttede lejligheden til at få en snak med manden.

Hej, og tak for at vi må tage lidt af din tid...

Du lyder, som om du sidder i et badeværelse...

Well, det gør jeg ikke. Bare på et tomt kontor. Hvordan er din franske turné gået indtil videre?

Den er blevet meget bedre, siden Paris. Jeg synes, at vi er blevet bedre som band, og det hele er virkelig blevet forbedret....

Hvor sidder du i øvrigt nu, as we speak?

I Strasbourg – vi har et show til i Lyon, et i Zürich og så tager vi nordpå.

All right, fortæl lidt om dit kommende album; hvad har været den kreative vision denne gang?

De fleste af sangene er skrevet over de sidste seks måneder. Der var mange af dem, som stammer fra tidligere, og som jeg har prøvet at gøre færdige. Men jeg synes, at jeg er blevet lidt mere effektiv i forhold til at skrive i studiet, og jeg er stadig ikke færdig. Jeg har stadig november, december og januar, og skriveprocessen er stadig i gang. Og de bliver bedre og bedre, så jeg har tænkt mig at blive ved helt frem til deadline.

Er der nogen titel endnu?

Nej. Der er adskillige i spil, men vi har ikke valgt en endnu.

Du plejer at være en temmelig produktiv pladekunstner, men denne gang er der gået seks år siden dit sidste studiealbum. Hvad har du lavet i mellemtiden?

Well, der har været en del soundtrackarbejde – to franske film – og så brugte jeg et år på at blive klar til Biennalen i Venedig, hvor jeg udstillede i den walisiske pavillon. Jeg har også turneret, men du ved, når du sætter tid af til at lave et stykke kunst, så er du nødt til at starte helt forfra, når du går i studiet igen.

Paris i Malmö

Du opfører hele "Paris 1919" i Malmös operahus senere på måneden. Men hvad ansporede dig egentlig til at bruge netop den setting, da albummet i sin tid blev undfanget?

Well, mange overraskende steder er dukket op, og jeg er i lang tid blevet opfordret til at lave "Paris 1919" med symfoniorkester. Men det er ikke et helt orkester, jeg benytter mig af, og du ved, albummet varer 40 eller måske 35 minutter. Vi har opført det... vi startede i Wales, i forbindelse med den internationale filmfestival, så i en Festival Hall og efterfølgende på The UCLA (University of California i Los Angeles, red.). Og så Paris og Brest – så der har været fem koncerter. Og hver gang vi har spillet en, har vi forsøgt at tilføje sange, som fungerer godt med et klassisk orkester. Vi har jo andre sange ved siden af "Paris 1919" – "Hedda Gabler", "Secret Corrida" og så videre. Vi prøver på at tilføje nyt materiale hver gang. Jeg tror, det er ved at være på plads nu, men vi startede ud med, at anden halvdel bestod af et halvt dusin rock'n'roll-sange, som ikke rigtigt passede ind i aftenens stemning...

Ok. Men det, som jeg egentlig mente var, hvorfor det netop var Europa i tiden umiddelbart efter første verdenskrig, du valgte som ramme for pladen i sin tid...

Well, det kom fra titlen. Jeg arbejdede for Warner Brothers og boede i L.A., og det er et af de få albums, hvor jeg rent faktisk havde gjort alle sangene færdige før jeg gik i studiet. Og når alt kommer til alt, når jeg lytter til pladen, så handler den om alle de ting jeg savnede, da jeg boede i L. A. Alle de europæiske ting, som jeg havde nydt og savnede. Og i sidste ende... det var i 1972 eller '73, hvor den kolde krig var på sit højeste. Alle forventede "a nuclear exchange" mellem USA og Sovjetunionen, og jeg tænkte: "hvordan kom det dog så vidt?" Og jeg tænkte, tja, det startede med Versailles-traktaten (fredsaftale fra 1919) og så valgte jeg den titel for at samle sangene i et koncept.

Som en artist, som fortløbende har skubbet sine egne kunstneriske grænser og udfordret selve genrens normer, kunne nogle måske fristes til at betragte det som et lettere konservativt projekt at opføre dit vel nok bredest kendte album i dets helhed...

Konservativt er et mærkeligt ordvalg, for sangene selv er mere personlige, og jeg synes, at den måde vi spiller dem på, passer godt til... de lyder ikke nøjagtigt, som de gør på pladen, men det er meget tæt på. Og nogle af dem er endda blevet endnu varmere og mere elegante, end de var på albummet. Så der er flere måder at lave dem på, men de fleste, som har bedt mig om at opføre dem, har bedt mig lave dem, som de lød på pladen. Jeg har ikke engang overvejet at prøve på at omarrangere dem.

 

Bruddet med Lou Reed

Da jeg for et par år siden havde en snak med din gamle kollega Lou Reed (læs interviewet her), sagde han, at han "ikke gad at grave i noget gammelt rock'n'roll-affald" – med andre ord at han ikke gad snakke om fordums meritter. Men må jeg stille dig et par retrospektive spørgsmål?

Ja, hvad så?

Efter du havde forladt The Velvet Underground, fortsatte du samarbejdet med Nico. Hvordan vil du beskrive hende, professionelt og personligt?

Hun var et meget privat menneske, og hun havde gennemgået adskillige forandringer. Da hun kom til New York, og Andy (Warhol, red.) indlemmede hende i bandet, havde hun hidtil været en højt profileret fotomodel. Og hun brød sig ikke om det billede af sig selv, som kvinde. Hun ønskede virkeligt at ændre det og blive til noget mere kreativt. Hun blev venner med Jim Morrison, og Andys måde at hjælpe hende var at sige, at hun bare skulle gå ud og gøre det, hun virkelig følte hun burde gøre. Så hun købte et harmonium, og hun var muligvis døv på det ene øre, men det betød ingenting. Hun begyndte at skrive lyrik og synge, og tog virkelig sit liv i en totalt anderledes retning. Og på den ene side var det virkelig et modigt greb, men på den anden blev hendes liv i smertelig grad styret af hendes fysiske behov.

Må jeg høre din version af de uoverensstemmelser med Lou Reed, som førte til afskeden med The Velvet Underground?

Det var to mennesker, som prøvede at finde hinanden, samtidig med at de forsøgte at finde deres egen identitet ved at spille bolden, deres kreative idéer, op imod den anden. Og når der finder sådan en konkurrence sted, er konflikt uundgåelig, medmindre man er virkelig stabil og forstår den proces, man gennemgår. Og det gjorde vi ikke. Vi fik en masse medieeksponering i en meget ung alder, og jeg tror ikke, at vi var klar til at håndtere det.

Men bevægede I jer også i forskellige retninger rent kreativt?

Ja, man kan nok argumentere for, at jeg ønskede at arbejde virkelig hårdt på sangene og re-arrangere dem, indtil vi nåede frem til noget anderledes. Evnen til at skrive en virkelig smuk sang var til stede, men for mig var det ikke helt nok; jeg ønskede at skubbe grænserne for, hvad man kunne gøre med arrangementerne. Så der lå uoverensstemmelsen over, i hvilken retning bandet skulle bevæge sig. Og jeg mener, at der er plads til begge dele, men jeg tror, at alle på det tidspunkt var løbet tør for tålmodighed, og vi kunne ikke nå frem til nogle tilfredsstillende svar.

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om klichéspørgsmålet: kommer vi nogensinde til at se et samarbejde mellem Lou og dig i fremtiden?

Det har jeg ingen anelse om. Det lader til, at vi begge er meget interesserede i forskellige ting. Jeg har ikke sat mig ned og talt med ham i temmelig lang tid, så jeg ved ikke, hvad der interesserer ham for øjeblikket. Så indtil vi får lejlighed til at finde ud af, hvad hinanden går op i, er det meget vanskeligt at se for sig, hvad vi kunne lave.

Nu vi taler om Lou; hans nylige samarbejde med Metallica har virkelig delt vandene. Har du hørt pladen?

Nej. Jeg ved godt, at der er en masse kontroverser omkring den. Men jeg har ikke lyttet til den.

 

Litterær inspiration

Du har altid fremstået som en mere intellektuel musiker, end hvad der er den generelle norm. Må jeg spørge til dine litterære inspirationer; yndlingsforfattere og aktuelle læseoplevelser?

Yeah, der er mange. Der er Graham Greene, David Peace, Cormack McCarthy og Alain Robbe-Grillet...

Åh ja, jeg læste for nyligt McCarthys "The Road", det er en fantastisk roman....

Og meget dyster. Men jeg var virkelig glad for Coen-brødrenes version af "No Country for Old Men". Bogen er i sig selv utrolig, og de formåede at bringe alle bogens lumske trusler op på lærredet. Fantastisk.

Du fylder halvfjerds til foråret. Når du ser tilbage på karrieren, er der så bestemte begivenheder, perioder eller specifikke album, du betragter som højdepunkter?

Nej, jeg tror højdepunkterne er på vej til at finde sted. Jeg bryder mig virkelig ikke om at at skue bagud, og jeg synes, tingene bliver bedre, ikke værre...

Du turnerer stadig temmelig ekstensivt. Hvordan tilbringer du al ventetiden på landevejen?

Jeg går enten i træningscenter eller sover, og læser en masse. Hvad som helst for at holde kedsomheden ude af systemet.

Musikscenen kan siges at være mere fragmenteret og alsidig end nogensinde. Hvor sker de interessante ting i dag efter din opfattelse?

Det er overalt, det er på nettet, der er så meget af det. For syv år siden fik jeg den idé, at det ville være en god idé at få nogle avantgarde-komponister med i mit band, og jeg tog til San Diego University, hvor de havde en virkelig blomstrende skole for komposition. Og de komponister lagde deres ting ud på nettet på daglig basis. Elektronisk, hvad som helst. Den slags er vanskeligt at holde trit med. Det har muligvis en demokratiserende effekt, men det drukner dig også i information.

Jeg er igennem min dagsorden. Har du noget, du vil tilføje, eventuelt omkring det kommende album?

Nej...det er som sagt ikke færdigt endnu. Men jeg er meget begejstret for det, der er nogle virkelig gode sange på....

Ok. Men tak for din tid, og jeg vil se frem til din koncert i Århus.

 

Om John Cale:

- Blev født 9. marts 1942 i Carnant, Wales, som søn af en minearbejder og en skolelærer

- Samlede bratschen op i teenageårene og studerede musik på Goldsmith College, University of London i de tidlige tressere, inden han i 1965 rykkede til New York

- Dannede sammen med Lou Reed The Velvet Underground samme år, og var en definerende del af bandet på de første to album

- Debuterede som solist med "Vintage Violence" i december 1970

- Har givet adskillige koncerter i Danmark gennem årene.

 

Køb billetter til John Cales koncerter via GAFFA Live

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA