Peter Hook: Fuck de to andre

Peter Hook: Fuck de to andre

Forud for et interview med Peter Hook bliver det på forhånd slået fast fra hans bagland, at Hooky, som hans efterhånden fasttømrede kælenavn er, ikke ønsker at snakke om den nuværende situation med New Order. De to andre, Stephen Morris og Bernard Sumner, vil ud og turnere som New Order, uden Hook, og det er han som stiftende medlem ikke tilfreds med. Overhovedet.

Så Peter Hook vil snakke om sit eget projekt, Peter Hook & The Light, der siden 2010 har turneret med musikken fra de herrer Hook, Morris og Sumners andet band, legendariske Joy Division, og nu besøger Danmark med albummet "Unknown Pleasures", der opføres i Amager Bio 30. november og Train i Århus 1. december. Det og så New Order frem til 2005, hvor bassisten forlod bandet, de efterfølgende år er totalt no go. Det skal dog vise sig utroligt svært at efterleve, hvor gerne GAFFA end ville. For Hooky er så arrig, at han på ingen måde kan holde igen med snakken om New Order og de to andre…

Du har turneret med de to Joy Division-albums ("Unknown Pleasures" og "Closer") i et års tid nu, hvordan har det været?

– I begyndelsen var det lidt skræmmende. Der var ret meget kritik af, at jeg overhovedet gjorde det, før vi havde spillet så meget som en tone. Men efter vi kom i gang, og alle virker glade og tilfredse, har jeg ikke fået nogen klager, altså udover fra folk, der ikke har set os, selvfølgelig, så har jeg virkelig nydt det. At få lov til at spille "Closer" igen har gjort mig til en meget glad mand. Det er min yndlings Joy Division-lp og har mit yndlingsnummer, "The Eternal", på. Så da jeg stod på scenen og spillede det nummer, fra den plade, tænkte jeg bare "fuck 'em all. Det her er fantastisk.".

Bag dig har du The Light, hvem finder man der?

– Trommeslageren og keyboardspilleren spillede sammen med mig i Monaco (Hooks 90'er-sideprojekt. red.), guitaristen har tidligere spillet med i Freebass (Hooks projekt sammen med de to andre stjernebassister Mani og Andy Rourke fra henholdsvis Stone Roses/Primal Scream og The Smiths. Red.), og bassisten er min søn, Jack, som lige er fyldt 22. Så jeg har den tvivlsomme ære af at have mine basgange spillet af hele to andre folk. Min søn og så ham spasmageren ovre i New Lieutenant, eller hvad de nu hedder…

Bad Lieutenant? (Bernard Sumner og Stephen Morris sideprojekt efter Hooks afgang fra New Order. Red.)

– Bad Order, er det ikke det de hedder?

Deres første single ("Sink or Swim". Red.) lød utrolig meget som en Monaco-single…

– Det gjorde den! Den lød præcis som "What Do You Want From Me". Jeg har tit moret mig med at mikse dem sammen, når jeg er ude og dj'e. Men det kan også være svært. Da jeg spillede i Revenge (endnu et Hook-sideprojekt fra de tidlige 90'ere. Red.) havde vi et nummer, der hed "Big Bang", et nummer jeg virkelig elsker, og en dag, da jeg kom ind på Factory Records' (Pladeselskabet, der udsendte Joy Division og New Order) kontor, så sagde en pige derinde til mig, at "Big Bang" lød fuldstændig som New Orders "Bizarre Love Triangle", og jeg nægtede at tro det, før jeg kom hjem og genhørte det, og fandeme om ikke det lød præcis som den! Måske er det bare noget, der sker ubevist for musikere. Måske er det derfor, White Lies lyder så meget som Joy Division…

Det synes du alligevel, de gør?

– Ubevidst selvfølgelig… (Hook holder en lang pause, inden han knækker sammen af grin) Nej ok, måske er det ikke helt ubevidst.

 

Jeg laver ikke musik til nutiden

Da du besluttede dig for at drage ud med Joy Division-sange, hvorfor valgte du så at spille de to album hver for sig og i deres fulde længde?

– Personligt synes jeg, det er den eneste kunstneriske måde at gøre det på. Det lyder måske utrolig dumt, men jeg synes, lp'erne i deres helhed giver en stemning eller en følelse. Hvis du begynder at blande numrene, så synes jeg, du er et coverband.  Sådan har jeg det, og det kan godt være, Bernard og Stephen synes, de er smarte, med deres forsøg på at genoplive New Order, men i sidste ende vil de kun være et coverband. De bliver aldrig New Order uden mig, ligesom The Light aldrig bliver Joy Division. Det forsøger jeg heller ikke at sælge det som. Det gør de.

Det virker måske også lidt gammeldags i dag, hvor det handler mere om singler end albums?

– Nu laver jeg jo heldigvis ikke musik til nutiden. Jeg kommer fra en tid, hvor hvis Ian Dury udsendte en lp, så satte man sig ned og hørte den fra start til slut. Eller hvis Velvet Underground eller Kraftwerk gjorde, så satte man sig ned og lod sig opsluge af stemningen fra hele albummet. Det er det, jeg synes er så ærgerligt ved internettet og måden, unge mennesker forbruger musik.  Albums som "Quadrophenia" eller The Streets' "A Grand Don't Come for Free", som er fremragende konceptalbums, oplever unge mennesker ikke i fulde drag, desværre.  Man kan ikke give sig hen til musik på tre-fire minutter, det kræver altså mere! Derfor finder jeg det også utrolig tilfredsstillende at spille de to Joy Division-albums, som de er, fra start til slut.

Men jeg forestiller mig, at store dele af de publikummer, der er dukket op til jeres koncerter det sidste år, ikke var født, da Joy Division eksisterede?

- Nej, og det er fantastisk og ikke noget, jeg havde forventet. Jeg havde forventet at spille for en flok fede gnavne mænd som mig selv. Men de har heldigvis taget deres sønner og døtre med, og Joy Divisions musik lyder lige så frisk og aktuel, som den gjorde for 30 år siden. Det er en stor og noget overvældende følelse, når man møder en 16-årig, der fortæller, at man har inspireret ham til at spille bas. Så igen er vi tilbage ved, at Bernard og Stephen kan forsøge at tage navnet New Order fra mig, men de kan ikke løbe fra, at de basgange, der er så vigtig en del af musikken, kommer fra mig! Som min mor sagde til mig, så har du brug for en gimmick, og der var jeg altså en ret unik og markant bassist i New Order, når jeg nu selv skal sige det. Og det kan de ikke bare erstatte.

Overrasker det dig, at Joy Division stadig er så stort et navn, med kun to albums?

– Vi har haft indflydelse på en masse bands, men det er jo samtidig noget, man må hoppe op og falde ned på. Man kan ikke leve af de folk, man har betydet noget for, men ind imellem stopper man da op og siger "det er da meget cool", at man har inspireret White Lies, Interpol og så videre, men større er det ikke. Det er fint, men det er ikke noget, der betyder vildt meget for mig. Det er ikke noget, jeg svælger i.

 

Stone Roses-reunion fedt, Manchester City-succes mindre fedt

Stone Roses er nu gendannede. De er et af de andre store bands fra Manchester, og du producerede deres første single, hvordan har du det med den gendannelse?

Det har jeg det fint med. De startede jo ud i The Hacienda og ja, jeg var med på "Elephant Stone", og at se hvor meget deres gendannelse fylder, er ret vildt; det havde jeg alligevel ikke regnet med. Og når man tænker på, hvor meget fjendtlighed der var mellem dem, så giver det næste en håb for fremtiden. Ikke mindst fordi det jo er hele den originale besætning, og jeg ved, hvor meget de var igennem personligt og med hinanden.

Og det er faktisk en skam at New Order… eller Bad Order eller New Lieutenant, eller hvad fanden de hedder, ikke kunne gøre det samme. Det største nag i New Lieutenant er jo, at jeg spiller sangene fra Joy Division. Det er jo ironisk, fordi de som Bad Lieutenant begyndte at spille Joy Division- og New Order-sange, før jeg gjorde. Flere måneder før jeg begyndte, og det gjorde de uden at spørge eller overhovedet informere mig om det. Og nu hyler de op om, at jeg skulle have spurgt om lov til at spille Joy Division! I fortalte ikke mig fucking all. Jeg bruger jo ikke navnet, det gør de. Men det er ikke noget, jeg kan snakke om; det er jo i hænderne på advokater nu.

Men i forbindelse med Stone Roses, så udtalte Mani engang, at Stone Roses ikke ville blive gendannet, før Manchester City vandt Champions League i fodbold. Så… hvad tænker du om det, som Manchester United-fan?

– Lige så glad som jeg er for gendannelsen af Stone Roses, lige så utilfreds er jeg med Citys succes. Jeg var helt ødelagt, da de slog United 6-1, ødelagt. Men det er til gengæld godt for Manchester som by. Hvor end jeg rejser hen i verden, før ville folk altid snakke om Manchester United. I dag vil de sgu snakke om både United og City, når jeg sætter mig ind en taxa i Brasilien. Men for mig som fodboldfan er det forfærdeligt!

 

Køb billetter til Peter Hook & The Light på GAFFA Live og Train.dk

Musikeren og forfatteren med mere Martin Hall giver i øvrigt et gratis foredrag på Københavns Hovedbibliotek om "Unknown Pleasures" onsdag den 30. november klokken 18.30-19.30, altså umiddelbart før koncerten i Amager Bio. Martin Hall har i øvrigt skrevet et længere essay om "Unknown Pleasures" for Klub GAFFA, et essay, du kan læse her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA