x

Ryan Adams – Kunsten at finde balancen

Ryan Adams – Kunsten at finde balancen

Det har set sort ud i perioder af Ryan Adams' produktive pladekarriere. Hyldet som et ekstraordinært talent indenfor den alternative countryrock, først med Whiskeytown og siden som solist, burde lykken være gjort for den amerikanske sanger. Men som før set ved så mange andre unge lysende talenter, så var der også her en tilsvarende kraftig skyggeside. Druk, stoffer, søvnløshed, humørsvingninger og massive pladeselskabsproblemer blev påhæftet personbeskrivelsen, og var det ikke for en alvorlig ørelidelse, så var dette sikkert stadig tilfældet.

For i 2005 viste de første tegn af Meniéres-sygdommen sig hos Adams. En ørelidelse, der i sangerens tilfælde medførte sirenelignende tinitus, stærkt nedsat hørelse og tiltagende svimmelhed. Da sygdommen er uhelbredelig, havde Adams kun ét valg for ikke helt at miste hørelsen og hvervet som musiker, og det var at lægge den vilde livsstil bag sig. Som sagt så gjort og via alternativ behandling og en ny sund livsstil, er den nu 36-årige Adams kommet sig så meget, at han nu igen føler sig rede til at spille musik, med alt hvad det indebærer. Næsten da.

For en del af jobbeskrivelsen omhandler nu engang langvarig promovering. En ting Adams aldrig har været glad for, for som han siger, så løber en kunstmaler jo heller ikke rundt og flagrer med det samme maleri i tre år. Så da telefonforbindelsen går igennem til Adams' hjem i Los Angeles, er det ikke en særligt snaksalig herre der er i røret. "Hmm, I don't know... what do you think?" er flere gange alt, der kommer som svar.  Men da emnet falder på skiftet mellem Adams' tidligere pladeselskab Lost Highway og den nye aftale med Capitol/Columbia kommer munden anderledes på gled:

– Hør her, jeg har altså ikke skrevet under på en ny kontrakt. Dette album og alle mine fremtidige udspil bliver udsendt af mit eget selskab Pax-Am. Capitol og Columbia står udelukkende for distribution og promotion. Jeg er færdig med kontrakter. Færdig siger jeg dig. Jeg var bundet til at udsende ni plader på Lost Highway, og det må ærligt talt have været den værste kontrakt i historien. De mennesker, der arbejdede på det selskab, var simpelthen skrækkelige og smagløse, og jeg er lykkelig for, at jeg ikke skal arbejde mere med dem. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke lod mig slippe ud af den kontrakt noget tidligere, for de havde jo ikke engang lyst til at udsende mine plader.

Det, Adams hentyder til, er blandt andet problematikken med Love Is Hell-albummet, som Lost Highway ikke så som salgbart, og først efter en del tovtrækkeri blev sangene udsendt via to ep'er. Til pladeselskabets overraskelse solgte ep'erne bedre end forventet, og derfor blev udgivelsen udsendt som et regulært album i 2004. Det var også Lost Highways beslutning at nedkoge de tre færdiggjorte plader The Suicide Handbook, 48 Hours og The Pinkheart Sessions til kompileringen Demolition fra 2002.

– Da der begyndte at blive skrevet dårligt om mig i medierne, svigtede Lost Highway mig også. Da jeg havde allermest brug for opbakning, begyndte de at dele samme negative holdning som den del af pressen, der mente, at jeg var ustadig og for produktiv.  Så nu står jeg for det hele selv. Nu betaler jeg selv for indspilningerne, musikerne, indpakningen og produktionen. Når pladerne så er færdige, så finder jeg et godt selskab der vil udsende dem i samarbejde med mit eget selskab. Med Lost Highway oplevede jeg gang på gang, at de ikke stolede på mig og var utilfredse med de plader, de havde forudbetalt for. Derfor får et selskab heller ikke lov til at betale for tilblivelsen af et album igen.

Flere gange igennem karrieren har Adams luftet ideen om at udsende et omfattende bokssæt, der skulle samle op på den enorme produktion af færdiggjorte plader, der til dato ikke har fået en regulær udgivelse, men hvoraf flere af dem er blevet leaket som bootlegs. Så når nu Adams er blevet herre i eget hus, hvad er chancerne så for, at denne udgivelse langt om længe bliver til noget?

– Jeg ejer rettighederne til alle de plader. Men det bokssæt var Lost Highways ide, så de kunne lukke munden på mig og samtidog slippe af sted med kun at betale for en enkelt udgivelse. For hvis de samlede alle de plader i et bokssæt, så talte det kun som én udgivelse. Men fordi jeg nu ejer alle indspilningerne, så skal jeg nok sørge for, at de plader, jeg har lyst til at udsende, kommer ud, præcis som jeg havde tænkt dem. Det er også derfor at III/IV (dobbeltalbum med The Cardinals udsendt i 2010, red.) og en lang række 7"-singler kom ud på Pax-Am. For de udgivelser fortjente at se dagens lys, og Lost Highway havde også udsendt dem, hvis det på nogen måde havde raget dem en skid, hvordan tingene burde være. Men de var som bekendt ligeglade. I fremtiden kommer der helt sikkert nogle af mine gamle plader, men lige nu fokuserer jeg på at følge Ashes & Fire til dørs.

 

Kreativitet og selvkritik i stramme tøjler

Som Adams selv forklarer, er der rigtigt nok lidt fugl Fønix genfødsel over albumtitlen Ashes & Fire og hans liv som sådan. For det er ikke kun de usunde vaner, der er fortid, men også anskuelsen af arbejdet med musikken.

– Jeg lever ikke længere for sangene 24 timer i døgnet. Det har i perioder været ren tortur at skulle nedfælde og indspille enhver ide, der dukkede op. For hver gang jeg satte mig med en guitar, så strømmede sangene bare ud af mig. Nu er jeg simpelthen nødt til at stole på, at det er de gode sange, der kommer op til overfladen, når jeg tager mig tid til at skrive. For sangskrivningen skal ikke være en stressfaktor, der fylder hele mit liv.

Også Adams' indre kampe, der tit blev udkæmpet på scenen, i interviews og i mange lange posteringer på nettet, syntes nu at være velafbalanceret. For hvor han før var den første til at kritisere sit eget virke og flere gange proklamere, at han ville lægge musikken på hylden, så virker det nu til, at han arbejder med at holde den selvkritiske røst forstummet.

– Det er blevet lettere for mig at slå alle de negative tanker ud af hovedet. Jeg er stadig meget selvkritisk, men jeg lader det ikke gå udover mit arbejde længere. Jeg nægter at bekymre mig om, hvad andre end min loyale fanbase synes om musikken. Jeg tror også, det er den indstilling, der er grund til, at jeg har haft det så godt på min nuværende soloturne. Ja, jeg tror faktisk aldrig, jeg har haft det så godt med at spille min musik tidligere. 

 

Sci-Fi metal & The Shit

Det er lidt af et fuldtidsjob at holde styr på Ryan Adams' produktivitet, og selvom arkiverne bugner at sjældent og glemt guld, så er der også projekter i sangerens diskografi, som man bestemt ikke behøver at optravle nettet for at finde. Det første sideprojekt, der så dagens lys, var punkalbummet We Are Fuck You kreeret af The Finger, der udover Adams også bestod af solisten og D Generation-sangeren Jesse Malin. I modsætning til mange af de andre sideprojekter, fik dette album en fysisk udgivelse i 2003. De korte punksange er som sådan ikke dårlige med deres klassiske hardcore udtryk, men man køber altså heller ikke ideen om, at denne punkpastiche er ligeså dybtfølt, som den slags musik skal være.

Også det begrænsede oplag af vinylalbummet Orion fra 2010 er heller ikke værd at skrive hjem om. Her kaster Adams sig ud i "sci-fi metal", der runger ligeså hult som tomme tønder. I samme hæsblæsende og lidet mindeværdige boldgade finder man også Adams-net-udgivelser som Sad Dracula og WereWolph. At Adams er ligeså god til at rappe, som han er til at spille metal, blev tydeliggjort på de over 70 numre udsendt som DJ Reggie. Sideprojektet var selvfølgelig ment som en joke, men det var vist kun sjovt for bagmanden selv. Helt sjovt var Ghetto Birds-projektet, der lød som et sløset miks af Sonic Youth og The Smiths, heller ikke just. Igennem årene har Adams mest produktive alterego været The Shit, der minimum har ni plader på samvittigheden, hvoraf kun Hilbilly Joel-albummet er et lyt værd. Især fordi de ti sange kun har en samlet spilletid på syv et halvt minut, og sine steder minder om kultklassikeren Texas Funeral med den mystiske Jon Wayne.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA