x

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 1 af 4

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 1 af 4

I anledning af The Pop Groups efter sigende sidste koncerter nogensinde, på Primavera Festival 24., 25. og 26. november, bringer GAFFA denne artikel skrevet af musikeren og forfatteren Martin Hall. Artiklen er delt op i 4 dele, med et nyt kapitel hver dag til og med torsdag, dagen før gruppens første Primavera-koncert.

Nej, Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band er ikke verdenshistoriens bedste lp, den ære tilfalder derimod The Pop Groups Y-album, der udkom i foråret 1979, men stadig lyder, som om det blev indspillet i går.

Man kan genfortælle historien om sin egen musikalske dannelsesrejse på mange måder, og man kan altid gradbøje og betone den betydning, som forskellige plader og værker har haft for én undervejs, forskelligt. I starten af 70'erne var det eksempelvis svært at komme udenom Bowie som kulturelt navigationspunkt, ligesom Sex Pistols hen over midten af samme årti med stor gennemslagskraft bragte virkelighedsfornemmelsen tilbage i rockmusikken. En gruppe som Joy Division gjorde ligeledes uudsletteligt indtryk på undertegnede i teenageårene, og de nævnte navne repræsenterede kort fortalt hver sin type vækkelse i en fortløbende proces, der handlede om at begribe og definere verden omkring sig.

Hvor glamrocken igangsatte en destabilisering af kønnet, gav punken stemme til tidens frustration. Herefter fulgte postpunkens særegne mix af romantik og postmodernisme, et muterende vildnis af umiddelbart meget forskelligartede indsatser, der alligevel blev fint kædet sammen pga. periodens esprit – det at intet "bare" var musik, men at dette derimod mere end noget andet fungerede som et dannelsesmodul for den generation af unge, der voksede op i slut-70'ernes dunkelt-sorthvide scenerier. Tryk avler modtryk, og i korte træk kunne tidsånden glimrende opsummeres med den engelske forfatter Charles Dickens (1812–1870) indledning i En fortælling om to byer: "Det var den bedste tid, det var den værste tid ... det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente."

For tager man kalenderåret 1979, er det nærmest ubegribeligt, hvor mange senere postpunk-klassikere dette ene år fostrede. Lad os for god ordens skyld lige nævne nogle stykker: Joy Divisions Unknown Pleasures, Wires 154, Throbbing Gristles 20 Jazz Funk Greats, The Falls Dragnet, This Heats selvbetitlede debut-lp ... og så er jeg slet ikke kommet til kolonnen med The Raincoats' ditto, The Cures første (og for så vidt eneste rigtig gode album) Three Imaginary Boys, Gang of Fours Entertainment, The Slits' Cut samt Public Image Ltd's Metal Box. Der skete ting og sager.

 

En popgruppe?

Som musikalsk kvantespring erindrer jeg dog mødet med The Pop Groups Y-album som den mest sonisk skelsættende oplevelse, jeg endnu har haft. Bandets fusion af punk, funk, rock og free jazz brød ganske enkelt med enhver forudgående standard, jeg indtil da var stødt på, og selvom det måske falder lige for at hive et album som det amerikanske avantgardeband Pere Ubus mesterlige 1978-lp Dub Housing frem som musikalsk sammenligning, så er der verdener til forskel på de to bands – især hvad angår det bagvedliggende incitament for overhovedet at lave musik.

Jeg vender tilbage til en mere tilbundsgående beskrivelse af Y–albummet senere i denne artikel, men for læsere, der er ubekendte med The Pop Groups meritter, så tag som indledende pejlingspunkt lidt Can og lidt Ornette Coleman, en dosis John Cage og en sjat The Last Poets (et Harlem-baseret digterkollektiv der udsprang af den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse), noget James Brown og endnu mere Miles Davis samt en knivspids Neu!, King Tubby, James Chance og Blurt ... alt sammen tilsat tonsvis af punkens hysteriske allergi over for enhver form for kompromissøgende middelmådighed! Sagt på en anden måde: At lytte til Y var som at høre Captain Beefheart give sig i kast med Louis Aragons lyrik, som at lægge ører til en Funkadelic-jamsession baseret på Franz Kafkas paranoia eller bevidne en politisk opvakt Iggy Pop blive fuldkommen maltrakteret i Black Ark Studios af The Great Upsetter himself, Lee "Scratch" Perry ... kort fortalt en dub-funkmalstrøm hvor ord, klange og raserianfald intervenerede på uhørt facon.

Da Y-albummet udkom i april 1979, var jeg blot 15 år gammel, og effekten lp'en havde på mig, var kolossal. Jeg havde simpelthen aldrig hørt noget lignende. Pladen var anarki sat i system, det moderne forbrugersamfunds teknologiske og industrielle neuroser indfanget i lyd, og meget sigende for både periodens vidtfavnende ambitionsniveau og gruppens egne musikalske referencer var det reggae-musikeren og pladeproduceren Dennis Bovell (kendt fra bl.a. Matumbi), der var blevet valgt til at stå for produktionen af albummet. 

 

Genrernes ingenmandsland

For læsere der muligvis ikke lige kan se det naturlige bindeled mellem punk og reggae, skal man huske på, at disse to musikgenrer udviklede sig meget naturligt i forhold til hinanden på den engelske scene i slut-70'erne. Mange af tidens punk- og reggaegrupper spillede fælles koncerter i forbindelse med tidens store Rock Against Racism- og Anti-Nazi League-kampagner, og lige fra starten havde punkscenen integreret reggae i "bevægelsens" musik (læs: retning frem for menneskeskare). Dette skyldtes dels de fælles sociale vilkår, som størstedelen af udøverne inden for de to genrer delte, dels den musikalske monotoni, der kendetegnede begge subkulturer – sammenlign selv med 70'er-æraens store navne som Yes, Pink Floyd og Emerson, Lake & Palmer.

Allerede i 1977 indspillede The Clash eksempelvis en coverudgave af Junior Murvins "Police and Thieves"-nummer på bandets debut-lp. Dette kvitterede Bob Marley for ved at indspille nummeret "Punky Reggae Party" på en singleudgivelse, hvor han som respons hyldede samhørigheden mellem de to kulturer (her synger han bl.a.: "The Wailers will be there/The Damned, The Jam, The Clash/Maytals will be there/Dr. Feelgood too"). Elvis Costellos 1977-single "Watching the Detectives" er et andet godt eksempel på en fusion mellem genrerne, ligesom The Clashs senere kunstneriske peak, 7-tommeren "(White Man) in Hammersmith Palais" fra 1978 også integrerer reggaens dna. Navne som The Slits, The Ruts og (skræmmeeksemplet) The Police baserede alle ligeledes deres arbejde på genren. Og tænk så i øvrigt lige på 2 Tone Records' og ska-musikkens kolossale popularitet i de følgende år via bands som The Specials, Madness og The Selecter.

Alt dette nævnt for at påpege parallellerne mellem de to scener, men også for at sige, at selvom fusionen af stilarter bestemt ikke var noget nyt – Suicides selvbetitlede 1977-album var f.eks. et blændende mix af elektronisk musik og rockabilly, ligesom Public Image Ltd's debut-lp fra 1978 blandede punk, disco og 60'er-inspireret syrerock på fornemste facon – så lykkedes det i 1979 alligevel The Pop Group at skabe noget, som man med en lidt slidt frase bedst kan betegne som en fuldkommen unik og stilskabende ny sound. Ligesom det set med nutidens øjne er noget nær umuligt at forestille sig Joy Divisions værker produceret af andre end Martin Hannett, på samme måde forekommer idéen om et Y-album, der ikke er skabt i samarbejde mellem The Pop Group og Dennis Bovell, som noget nær blasfemi. Konstellationen sikrede eftertiden et værk, der i originalitet, lyd og intensitet stadig formår at få de fleste såkaldt "radikale" eksperimenter til at lyde både middelmådige og metaltrætte.

Hvor Joy Division som rockband skabte et blændende hele af stor melankolsk skønhed, så formåede The Pop Group med Y at få krystalliseret det muligvis mest hysterisk-progressive enkeltstående nongenre-album, der nogensinde har set dagens lys.

Fortsættelse følger her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA