x

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 2 af 4

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 2 af 4

I anledning af The Pop Groups efter sigende sidste koncerter nogensinde, på Primavera Festival 24., 25. og 26. november, bringer GAFFA denne artikel skrevet af musikeren og forfatteren Martin Hall. Artiklen er delt op i 4 dele, med et nyt kapitel hver dag til og med torsdag, dagen før gruppens første Primavera-koncert. Du kan læse del 1 her. Nedenfor følger del 2.


Fra Bristol til London

The Pop Groups sanger, galionsfigur og bærende agitator var og er Mark Stewart, en over to meter høj mand med store skuldre og enorme øjenbryn. Mandens fysiske fremtoning alene indgød respekt på datidens postpunkscene, og når Stewart så samtidig – i bedste bankrøverstil – ofte havde et tørklæde for munden under gruppens koncerter, så giver det sig selv, at gruppens i forvejen musikalsk ganske aggressive optrædener kunne forekomme "the average consumer" bekymrende.

Mark Stewart voksede op i Portland, Bristol, og det første stykke musik, der for alvor gjorde indtryk på ham, var Little Richards "Lucille" – ganske enkelt pga. rock'n'roll-sangerens hysteriske fraseringer. Bristol er en havneby, hvilket historisk set har betydet, at byens musikscene er kendetegnet af en stor kulturel import, og især klubben Foster's Club kom til at præge Pop Group-frontmandens musikalske dannelsesrejse. Stedet husede alle racer, musikgenrer og menneskelige arketyper, og mixet af 50'er-tøj og rock'n'roll, funk og reggae, Ornette Coleman og Sun Ra dannede på den måde en samlet indflydelse på den unge Mark Stewart. Med byens senere punkband The Cortinas fremmedes hans ønske om selv at spille en aktiv rolle på musikscenen, og sammen med guitaristen Gareth Sager og trommeslageren Bruce Smith dannede han så i 1977 det endnu navnløse band, som hen ad vejen blev døbt The Pop Group.

Ingen af medlemmerne så dog sig selv som traditionelle musikere, snarere som en gruppe individer med en sag på hjerte. De var drevet af et ønske om opdatere de muligheder, som punken havde skabt, frem for blot at gentage en formular, og det der bandt de tre tidlige medlemmer sammen, var en sund blanding af musikalsk nyfigenhed og moralsk indignation over den kurs, det moderne forbrugersamfund var på. "We're just average characters who got pissed off very quickly," som Gareth Sager udtrykte det i et interview med NME fra september 1978: "I don't see the point in entertaining". Tværtimod skulle enhver koncert, gruppen gav, gerne være en udfordring – både for dem selv og for publikum.

The Pop Groups første live–optræden blev afviklet i en sportsklub uden for Bristol i forbindelse med Mark Stewarts brors 23-årsfødselsdag, men herefter gik det hurtigt: Bandets første London-gig fandt sted i 1978 på Bloomsbury Theatre, og allerede samme år var gruppen fast support ved alle Patti Smiths engelske koncerter.

 

Death rock og triphop

I 1980 var en ung Nick Cave netop flyttet til London fra Australien sammen med sin gruppe The Birthday Party. Mødet med "Swinging London" og periodens begyndende new romantic-bølge, hvor store hatte og masser af sminke ofte kompenserede for et totalt fravær af mening, var ikke desto mindre en kæmpe skuffelse for ham og bandet, og de første koncertoplevelser, som Cave og The Birthday Party havde, har sangeren senere beskrevet med ordene: "We were very, very disappointed – we felt very ripped off, robbed ... kind of being gangbanged by a pack of marshmallows".

Kort efter disse skuffelser stødte tilflytterne dog på The Pop Group, en koncertoplevelse som Nick Cave kort og kontant beskriver med følgende ord: "It was one of these moments where your life is irreversibly changed forever". The Pop Groups optræden var alt det, som musik i hans øjne og ører gerne skulle være – "unholy, manic, violent, paranoid and painful" – og koncerten blev et vendepunkt for både Caves og Birthday Partys oplevelse af England. Revolten, vreden og modstanden mod det beståendes standarder var det tyngdepunkt, begge grupper orienterede sig i forhold til, og essensen af koncertoplevelsen med The Pop Group var på den konto med til at forme et af 80'ernes stilmæssigt mest egensindige bands og karakteristiske kunstnere. Gå eventuelt selv ind på YouTube og find klippet "Nick Cave on The Pop Group" fra 1999 – det siger det hele.

At The Pop Group i løbet af 90'erne ligeledes står fadder til samme årtis uden tvivl mest originale genre, triphoppen, understreger blot den massive indflydelse, som bandet har haft undervejs. Uden The Pop Group, ingen triphop, så enkelt kan det i bund og grund siges ... i al fald hvis man spørger kunstnere som Portishead, Massive Attack og Tricky, der alle stammer fra Bristol-området.

 

Debutsinglen

The Pop Groups debutsingle "She Is Beyond Good and Evil" udkom måneden inden Y-lp'en, dvs. i marts 1979. På det tidspunkt var samtlige af datidens engelske musikaviser dog for længst faldet over fødderne af hinanden for at prise gruppens originalitet. I efteråret 1978 havde Mark Stewart eksempelvis prydet forsiden på den engelske musikavis NME (New Musical Express) i forbindelse med bladets første Pop Group-interview, ligesom adskillige features og koncertanmeldelser var gået forud for singleudgivelsen samme sted såvel som i Melody Maker, Record Mirror og Sounds.

Allerede dengang var de fleste faste læsere af den engelske musikpresse nok begyndt at føle en vis mistro til institutionens notoriske hype-mani, men ret skal være ret, min interesse for bandet var i den grad vakt – hovedsageligt pga. de holdninger og den æstetiske krigsførelse, som The Pop Group selv stod for. Gruppens konsekvente og barbarisk-enkle koncertannoncer var både fængende og tankevækkende (oftest håndskrevne kasser illustreret med billeder af børnesoldater eller krigsofre), og hvis ikke andet var det tydeligt at se, at dette var et band, der ville mere og andet end blot at vinde publikums gunst.

Også pladecoveret til "She Is Beyond Good and Evil" lovede godt. Det var den rene altertavle at beskue! Omslaget var lavet af den visuelle kunstner Richard Beale (ligeledes manden bag de omtalte annoncedesigns), og her gengives titlen som et gammeldags træsnit, der med blodrød germansk gotik varsler noget på én og samme gang middelalderligt frygtindgydende og ildevarslende aktuelt. Det var skriften på væggen, et blodigt minde om fortidens krige såvel som en advarsel om nutidens farer (i slut-70'erne stormede det stærkt nationalistiske "white only"-parti National Front f.eks. frem i England). Lige siden starten af karrieren havde gruppen tronet rent rødt flag mht. politisk tilhørsforhold ved eksempelvis at spille adskillige kampagnekoncerter for Amnesty International, og selvom The Pop Group i denne tidlige fase af sit virke stadig var indhyllet i en tyk aura af kunstnerisk integritet og nærmest beatnik-agtig appearance, så var det stadig mere end tydeligt, at bandet ikke søgte kompromisser – det søgte konfrontation.

 

En hvirvelstrøm af lyd

Musikken gjorde det samme. "She Is Beyond Good and Evil" var en hvirvelstrøm af lyd, et panorama hvor Mark Stewarts forvrængede og grædefærdigt-hysteriske vokal skar gennem marv og ben: "Our only defence is together as an army, I'll hold you like a gun". Den Nietzsche-klingende titel var lige dele opråb og rædselsudbrud, en nærmest manisk kærlighedserklæring der blev afviklet med militaristisk affektion. Her kunne politiske og personlige agendaer ikke længere adskilles, her blev kærligheden mellem to elskende defineret af parternes individuelle valg og ansvarsbevidsthed frem for tilfældigt forbipasserende følelser.

"All my songs are love songs", som Mark Stewart selv formulerer det på den nyligt udgivne On/Off-dvd (2011), en dokumentarfilm der fortæller historien om hans opvækst i Bristol og om tilblivelsen af både The Pop Group såvel som Stewarts senere (og stadig aktuelle) Maffia-projekt. For den dengang unge sanger kunne billederne fra Burma og Vietnam ganske enkelt ikke isoleres fra hans daglige liv, ligesom musikken ikke kunne adskilles fra tidens koldkrigsdrama og tiltagende højredrejning, og hvad enten Stewart citerede sentenser fra Dødehavsrullerne eller agiterede for sine utopier, så foregik forkyndelsen af det feberramte budskab med hver eneste nerve i hans krop.

Havde nogen været i tvivl om bandets intentioner, så tegnede debutsinglen et klart og truende omrids af en gruppe, der var ved at rejse sig: Dette var lyden af en tiltagende storm, en foruroligende transmission fra et endnu ikke defineret område i postpunkens hastigt accelererende udviklingshistorie, punk-funk-jazz afviklet under åget af et alt for stort udsyn, lyrisk bravur i skyggen af nødvendig handling. Selv når der ingen ord var, som tilfældet var på pladens B-side – det svimlende hallucinatoriske instrumentalnummer "3.38" – så var det som at befinde sig i et kvælergreb af en omfavnelse, noget der signalerede lige så stor hengivelse som potentielt judaskys. Kun et hjerte af sten og et dødt sind kunne forblive uberørt af denne lyd.

Fortsættelse følger her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA