x

Freddie Mercury – Kongen af Queen

Freddie Mercury – Kongen af Queen

I anledningen af 20-året for Freddie Mercurys død bringer vi her indledningen til vores Klub GAFFA-tillæg om Freddie Mercury, der er en del af GAFFA december, som er på gaden 1. december. Tillægget er kun for Klub GAFFA-medlemmer. Hvis du endnu ikke er medlem, kan du nå at melde dig ind på klub.gaffa.dk

Få frontmænd har kunnet fastholde tusindvis af mennesker i et så massivt jerngreb, som Freddie Mercury. Der er talrige optagelser af den energiske og gudsbenådede sanger, der med Queens svulmende stadionrock i ryggen tryllebinder publikumsmængder på op til 300.000 mennesker, som Queen for eksempel spillede for i Rock In Rio i januar 1985 – 300.000 mennesker hver aften to aftner i træk vel at mærke. Og bandets optræden ved Live Aid et lille halvt års tid senere stjal showet ved Bob Geldorfs store velgørenheds-event. Optagelserne taler for sig selv.

Queens plads i rockannalerne er indiskutabel, men det talentfulde band var aldrig blevet et af de største stadion-rockbands, verden har set, hvis ikke det havde været for den flamboyante forsanger med den store stemme, som rakte over fire oktaver, og med ambitioner, der matchede.

 

Opvækst i Afrika og Indien

Freddie Mercury blev egentlig født Farrokh Bulsara i Stone Town i Zanzibar, der i dag er en del af Tanzania, i 1946. Hans forældre, Bomi og Jer Bulsara, var af indisk-persisk herkomst, og sammen med dem og sin søster Kashmira boede den unge Farrokh i Zanzibar indtil 1954, hvor han rejste til Bombay (der som bekendt hedder Mumbai i dag) med sin far, der arbejdede for den britiske regering, og som sendte den otteårige knægt på Sct. Peters English Boarding School i Panchgani – 80 kilometer fra sin egen bopæl i Bombay.

Uden sin familie i nærheden og med sit lidt velvoksne overbid imod sig besluttede Farrokh sig for at tilpasse sig, så godt han kunne. Det gjorde han blandt andet ved at terpe og yde sit bedste inden for samtlige fag, men der var imidlertid ét fagområde, der tiltrak sig større opmærksomhed end andre fra den purunge hr. Bulsara: musikken. Farrokh havde gået til klaver, siden han var syv, og på Sct. Peters fortsatte undervisningen. Han sluttede sig desuden til skolens kor og teater-hold, og som 12årig var Farrokh, der var begyndt at kalde sig selv det mere engelsk-klingende navn, Freddie, forsanger i skolebandet The Hectics, som spillede cover-numre af Richards med fornavne som Little og Cliff. 

Da Freddie var 17 år gammel, flygtede han og familien til England på grund af Politiske uroligheder i Zanzibar, og i 1966 blev han optaget på Ealing College Of Art, hvor han især beskæftigede sig med at tegne og male – særligt billeder af det store idol Jimi Hendrix. Andre favoritter, der havde deres musikalske gang på Freddies anlæg, talte The Who, The Beatles, David Bowie og Led Zeppelin. På Ealing blev han venner med bassisten og sangeren Tim Staffell, som spillede i bandet Smile sammen med to gutter ved navn Brian May og Roger Taylor på henholdsvis guitar og trommer.

Freddie overværede ofte bandet øve, og han var meget imponeret og ikke mindst inspireret af bandets lyd, så han besluttede sig for selv at prøve lykken med musikken for første gang siden han forlod Indien. Efter at have afprøvet sit værd som forsanger i grupperne Ibex og Sour Milk Sea, sluttede Freddie sig i 1970 til Smile, der manglede en forsanger, fordi Staffell havde fundet andre græsgange. To ting skete efterfølgende: Freddie ændrede bandets navn til Queen, og han ændrede sig eget efternavn fra Bulsara til Mercury. Resten er historie.

 

Gennembruddet

I 1971 sluttede John Deacon sig til bandet, der hermed var komplet og kunne påbegynde sin kurs mod stjernerne og det musikalske verdensherredømme. Freddie designede bandlogoet – eller våbenskjoldet om man vil – ved at kombinere medlemmernes respektive stjernetegn: en fe for ham selv (jomfruen), to løver for Roger og John samt en krebs for Brian. Frontmanden var sig de homoseksuelle indikationer, der lå i bandnavnet, fuldt bevidst, og selvom han aldrig officielt sprang ud som bøsse, passede navnet og dets konnotationer til både hans seksualitet og bandets storladne rockmusik ham ganske glimrende. Hvad navnet Mercury angår, har forfatteren til Queen-bogen As It Began, Jim Jenkins udtalt:

– Freddie fortalte mig selv tilbage i 1975, at det var efter den romerske gud, Merkur, der var gudernes budbringer. Jeg husker det, som var det i går. Siden har flere påstået, at det var efter Mike Mercury fra tv-serien Fireball XL5, men tro mig; det har ingenting at gøre med ham, det er helt sikkert.

I Freddie Mercury – The Untold Story fortæller Brian May imidlertid, at ideen til navneskiftet opstod efter, Freddie havde skrevet sangen My Fairy King, der medvirker på Queens debut, hvori man finder linjen: "Mother Mother mercury / look what they've done to me / I cannot run / I cannot hide." Navneskiftet hjalp ham til at finde ind til sin scene-personlighed og den eminente performer, han skulle udvikle sig til – et slags alter ego.

I 1973 havde Queen indspillet deres første plade; den selvbetitlede Queen, der primært bestod af gamle Smile- og Ibes-numre, som bare ventede på at se dagens lys, og i processen havde de føjet endnu et instrument til den klassiske guitar, trommer og bas-konstellation: klaveret. De havde hermed givet deres lyd mulighed for et større, mere varieret og grandiost udtryk. Et udtryk, der skulle komme dem til gode og afføde nogle af deres største hits.

Apropos hits så er Queens første opsamlingsalbum intet mindre end det bedst sælgende album i Storbritannien nogensinde og har således solgt bedre end Beatles, ABBA og Oasis, der ligger på anden-, tredje- og fjerdepladsen med henholdsvis Abbey Road, ABBA Gold og (What's The Story) Morning Glory?. Ser man nærmere på opsamlingsalbummet, står Mercury som afsender på ti ud af albummets 17 numre og står således bag klassikere som Bohemian Rhapsody – hvor de andre rystede nervøst på hovedet, da han bekendtgjorde, at han havde tænkt sig at smide et opera-stykke ind i nummeret, Somebody To Love og We Are The Champions for bare at nævne nogle få.

De to første Queen-plader nyder moderat succes i hjemlandet, men med Sheer Heart Attack og A Night At The Opera sker der store ting og sager. Også internationalt. Ikke mindst på grund af sidstnævntes singlehit Bohemian Rhapsody, der befandt sig som nummer et på Englands single-hitliste i hele ni uger og sikrede bandet deres første top 10-placering på US Billboard Hot 100-listen. Den tilhørende musikvideo revolutionerede desuden genren. Året var 1975, og i producerstolen sad Roy Thomas Baker, der samme år også producerede Gasolins femte album (det med Rabalderstræde og Kvinde Min). Sammen med bandet gav han sig i kast med flere lag og båndspor end noget andet rockband, og resultatet fornægter sig ikke. A Night At The Opera er et storladent og symfonisk rock-mesterværk, der lagde verden for Mercury, May, Taylor og Deacons fødder.

I Queens unge år møder Freddie Mercury Mary Austin gennem Brian May. Mercury forelsker sig til sine omgivelsers store overraskelse hovedkulds i Austin, og de to flytter sammen og bor sammen i syv år, indtil en mandlig direktør ved Elektra Records fanger Mercurys opmærksomhed og ender forholdet brat. Mercury og Austin forbliver dog gode venner, og Freddie omtaler hende ofte som sin "eneste ven" og skriver blandt andet sangen Love Of My Life til hende. Brian May har udtalt, at hjertet sjældent var med, når Freddie havde indledt et forhold med en af det modsatte køn, men at der med Mary var tale om en fuldblodsforelskelse.

Mary Austin var efter deres brud en stor støtte for Freddie, som havde svært ved at finde sig til rette i sin seksuelle identitet og orientering. Hun fortæller i Freddie Mercury – The Untold Story følgende:

– Da han endelig havde indset, at han var bøsse var han meget lettet og afslappet, og han havde næppe nogensinde troet, at jeg ville være en støtte i den sag, men det var jeg, for det var en del af Freddie, og det var mere end rart – det var vidunderligt at se Freddie have fundet ro med sig selv. Han virkede endelig lykkelig, og selvfølgelig ville jeg ikke stå i vejen for, at han kunne være den person, han inderst inde var. Tværtimod.

I årene efter A Night At The Opera udgiver Queen pladerne A Day At The Races (1976), News Of The World (1977), Jazz (1978), livepladen Live Killers (1979), mens overgangen til det nye årti fejres med hele to plader: The Game og soundtracket til filmen Flash Gordon, der herhjemme er kendt under det mere jordnære navn Jens Lyn. Populariteten og sejrsrusen ville ingen ende tage.

 

Læs fortsættelsen på historien i Klub GAFFA-tillægget i GAFFA december, der er på gaden 1. december. Tillægget er kun for Klub GAFFA-medlemmer. Hvis du endnu ikke er medlem, kan du nå at melde dig ind på klub.gaffa.dk

 

Studiealbum med Queen:

Queen (1973)

Queen II (1974)

Sheer Heart Attack (1974)

A Night At The Opera (1975)

A Day At The Races (1976)

News Of The World (1977)

Jazz (1978)

The Game (1980)

Flash Gordon (1980)

Hot Space (1982)

The Works (1984)

A Kind Of Magic (1986)

The Miracle (1989)

Innuendo (1991)

Made In Heaven (posthum - 1995)

Solo:

Mr. Bad Guy (1985)

Barcelona – med Monserrat Caballé (1988)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA