x

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 4 af 4

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 4 af 4

I anledning af The Pop Groups efter sigende sidste koncerter nogensinde, på Primavera Festival 24., 25. og 26. november, bringer GAFFA denne artikel skrevet af musikeren og forfatteren Martin Hall. Artiklen er delt op i 4 dele, med et nyt kapitel hver dag til og med i dag, dagen før gruppens første Primavera-koncert. Du kan læse del 1 her, del 2 her og del 3 her. Dette er fjerde og sidste del.

 

For How Much Longer

I marts 1980 udkom singlen "Where There's A Will, There's A Way", en dobbelt A-side-udgivelse lavet i samarbejde med pigepunkbandet The Slits (sidstnævnte bidrog med nummeret "In the Beginning there Was Rhythm"). For The Pop Groups vedkommende var der tale om et nærmest Sugarhill Gang-inspireret groove tilsat et effektivt sing-along-refræn, men hvis man dermed troede, at vejen var banet for en hitlisteplacering, så gjorde produktionen endnu en gang, hvad den kunne for at forhindre den slags.

I slutningen af samme måned fulgte The Pop Groups andet album For How Much Longer (Do We Tolerate Mass Murder?), og her tegnede både titel og cover billedet af et band, der om muligt var mere pissed off end nogensinde. Pladeforsiden viser to nøgne, sydøstasiatisk-udseende børn, der står og kysser hinanden på en åben mark, mens en række omringende avisudklip oplyser brugeren om krige, våbenoprustning og atomkrigstrusler. Væk var ethvert anstrøg af subtilitet, raffinement og lyrisk spidsfindighed – denne gang var alt entydigt reduceret til pure agitfunk og betonhård realisme. Den poetiske tilnærmelse af virkeligheden var dømt ude, budskabet syntes efterhånden det eneste, der talte, og førsteudgaven af albumudgivelsen indeholdt sågar sin egen lille avis med seneste nyt om verdenssamfundets fortløbende grusomheder.

Også musikken havde endegyldigt lagt de finere manérer fra sig. Ud af rillerne på For How Much Longer rejste sig en "in your face"-drevet, hårdt spændt omgang "funk you!" ekserceret i et spændingsfelt, der umiddelbart sendte tankerne i retning af både Defunkts samtidige dansemusik og James "Blood" Ulmers aktuelle udgivelser ... hvis altså det ikke lige var for Mark Stewarts hidsige og stadig lavaglødende vrede vokaler. Mandens forvrængede stemme og kroniske raseri stod som en stejl garant for, at The Pop Group aldrig for alvor ville udgøre nogen trussel mod tidens mange hitlistebesættere, og skulle enkelte åbensindede dansegulvsfetichister alligevel være villige til at lade musikken komme på en prøve, så kunne et flygtigt kig på listen over albummets sangtitler hurtigt afsløre, at pladen næppe ville blive nogen større succes ved den førstkommende lørdagsfest: "Forces of Oppression", "Feed the Hungry", "Justice", "Blind Faith" og "Rob a Bank".

Om end der var en næsten gemytlig punk-motown-feeling over sidstnævnte titels funktrompeter og tilbagevendende "Robin Hood and his merry men"-hook, så var pladen som helhed stadig alt, alt for meget for rigtig mange mennesker. Som broren til en af gruppens fans udbrød, da denne kom hjem og satte sit nyindkøbte eksemplar af For How Much Longer på den fælles grammofon i drengeværelset: "What the hell is this? People don't want to hear someone whinging about Cambodia and Third World starvation ... put on the Ramones!!"

 

Opløsningen og det senere Maffia

Selvom The Pop Groups musik stadig formåede at sende røg ud af ethvert sæt stuehøjttalere, så havde bandet med For How Much Longer-albummet mistet den uniqueness, som kendetegnede de tidligere udgivelser. Trækket var for så vidt både forståeligt, sympatisk og, ja, nødvendigt om man vil, men den nye tilstands forenklede sloganisme lå ikke i nærheden af den surreelle magi, der havde besjælet Y-albummet.

Gruppen syntes ligeledes mærket af intern splid og slitage, og The Pop Groups optræden ved den store CND-demonstration (Campaign for Nuclear Disarmament) på Trafalgar Square i London i efteråret 1980 blev også bandets sidste optræden i dets oprindelige form. I slutningen af året udkom lp'en We Are Time, en samling demoer og live-indspilninger, men på det tidspunkt var samtlige medlemmer allerede involveret i et hav af nye grupper og arbejdssammenhænge såsom Rip Rig + Panic, Pigbag, Maximum Joy og Glaxo Babies.

I forbindelse med The Slits-samarbejdet var Mark Stewart blevet introduceret til Adrian Sherwood, manden der mere end nogen anden skulle være med til at forme Stewarts senere karriere. Sherwood deltog også ved Trafalgar Square-begivenheden, og som koncertens afslutning jammede han og Stewart efter sigende en udgave af den gamle salme "Jerusalem" sammen – et nummer der senere blev den første officielle og Mark Stewart & Maffia-single. Siden hen har Sherwood været Mark Stewarts faste producer, men inden de kom så langt, skulle sidstnævnte dog lige bruge nogle år på at rejse rundt i bl.a. Cambodja sammen med et tilfældigt hold "venner og andre hooligans", som Stewart selv har beskrevet rejseholdet i et senere interview.

Mark Stewarts og Adrian Sherwoods samarbejde har gennem årene udmøntet sig i en række klassiske dub-elektro-industrial-værker, titler der bl.a. er blevet udgivet på prestigefyldte labels som On-U Sound og Mute. Yderligere har Stewart gennem hele sin karriere formået at bevare en integritet og musikalsk originalitet, som ingen kan anfægte, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med sangerens arbejde, kan man forsøge sig med følgende titler: Learning to Cope with Cowardice (1983), As the Veneer of Democracy Starts to Fade (1985) Mark Stewart (1987), Metatron (1990), Control Data (1996) samt Edit (2008).

 

On/Off

I 2010 blev The Pop Group gendannet til en række udvalgte koncerter, der skulle kulminere med bandets optræden på den spanske Primavera-festival i slutningen af november 2011. Tidligere på året udkom også den omtalte On/Off-dvd, instruktøren Tøni Schiffers grundige dokumentar om Mark Stewart og dennes virke i både The Pop Group- og Maffia-sammenhænge. Schiffer havde på det tidspunkt fulgt Stewart gennem tre år og portrætterer ham bevidst (og givetvis ud fra en fælles beslutning) i så uglamourøse situationer som muligt – altså helt i tråd med sangerens egen "keep it real"-modus operandi.

Dette greb resulterer dog i en til tider lige lovlig overmættet "se-vasketøjet-i-baggrunden"-reportagestil, hvor klip fra private familiefester og samtaler med Mark Stewarts mor i mine øjne overskygger det egentlige Werk en kende. Omvendt er udsendelsen en tro og meget informativ reportage om manden og hans arbejde, hvor man ligeledes får serveret interviewklip med Fritz Catlin (a.k.a. Fritz Haamann) fra 23 Skidoo, Nick Cave, Douglas Hart fra Jesus & The Mary Chain, Daniel Miller fra Mute, Daddy G og 3D fra Massive Attack samt Keith Levene fra PIL ... og så selvfølgelig Stewarts nuværende virtuose musikalske bonkammerater, medproduceren Adrian Sherwood, trommeslageren Keith LeBlanc, bassisten Doug Wimbish samt guitaristen Skip McDonald.

"Taste is a form of personal censorship," som hovedpersonen selv forklarer sin allergi mod faste rammer undervejs i dokumentaren, og selvom Stewart med årene er blevet en noget øllet herre at være i selskab med, er både hans sound og diktion heldigvis forblevet imponerende klar. At jeg helt personligt ikke føler noget større hastværk efter at få booket mig en plads på et fly til Spanien i forbindelse med de sidste af The Pop Groups gendannelseskoncerter, skyldes nok det simple faktum, at Y-albummet i mine øjne og ører repræsenterer et unsurpassable peak i moderne musikhistorie. Jeg føler intet behov for en genopførelse – originalværket lyder immervæk stadig, som om det blev indspillet i går.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA