x

Genesis P. Orridge: Vi må frigøre os fra DNA

Genesis P. Orridge: Vi må frigøre os fra DNA

I november optrådte sangeren Genesis P. Orridge fra kultgruppen Throbbing Gristle på Statens Musuem for Kunst til et arrangement under CPH:DOX-festivalen (læs anmeldelse her). I den forbindelse fik GAFFA et langt interview med den karismatiske personlighed, der blandt andet er kendt for at ville nedbryde modsætningerne mellem kønnene.

 

Du optræder i København i aften – kan du fortælle lidt om hvad vi kan forvente, hvad det kommer til at handle om?

Vores optræden? Den er baseret på Nan Goldins dias-show, "The Ballad Of Sexual Dependency". Vi blev spurgt om vi kunne lave et slags soundtrack til hendes mesterværk, og vi takkede ja med glæde, for vi holder altid af vanskelige og anderledes opgaver. Jeg ved ikke hvem, der oprindeligt fik idéen; jeg tror det var festivalen (CPH:DOX, red.).

Det viste sig, at Nan Goldin havde ønsket at arbejde sammen med os gennem en længere periode, så alting passede perfekt. Hun er egentlig mere formel og struktureret rent kreativt, så til at begynde med var der lidt tvivl om i hvor høj grad vi skulle improvisere, men vi forklarede hvordan vi arbejder, og det endte med at fungere fint.

Vi så billederne igennem igen og igen, forsøgte at finde et slags følelsesmæssigt hologram, at grave dybere end folk måske forventer – jaja, der er billeder af folk, der tager heroin, men hvad er det rent faktisk, hun prøver at fortælle? Hvad siger hun om sine venner om det at være menneske? Er der måske en dybereliggende fortælling, og i så fald, hvordan kan vi illustrere den gennem lyd? Altså et forsøg på at finde en anden vej ind til historien end den, man ville forvente.

Billederne bliver et slags abstrakt nodeark?

Ikke et nodeark som sådan. Mere en rejse gennem et bestemt stykke af New York, som har en hel del med sex at gøre. Der finder en del seksuelle eksperimenter sted i New York, ja, faktisk har jeg aldrig oplevet det andre steder, heller ikke i Thailand. Men der er også megen intimitet. Folk går meget rundt i nærmiljøerne og mødes. 

Så det er sandt hvad man ser i Woody Allen-filmene.

Ja. Og så har der måske også altid været et mere skødesløst forhold til hårde stoffer. Lady Jaye (Orridges afdøde hustru, red.) plejede at sige, at USA består af tre lande; Californien, New York og resten, og Nan Goldin beskriver jo New York, der er som sit eget land.

Jeg husker et interview, hvor David Bowie bliver spurgt om han er flyttet til USA, hvortil han svarer, "nej, jeg er flyttet til New York."

Ligesom John Lennon. Og mig.

Og så forbinder bibelbæltet resten.

Se på mig, med min orange dragt, min stav og mine talismaner. Hvis jeg gik rundt sådan som jeg ser ud noget andet sted i USA end New York, så ville jeg blive antastet. Selv i Californien. New York er den eneste by, jeg her været, hvor der er folk fra hele verden – og der er ikke raceuroligheder. Det er den mest tolerante storby i hele verden. Derfor er det også så trist, at netop New York blev angrebet af fundamentalister, for byen er rent faktisk det bedste eksempel på tolerance, der findes.

Jeg tror ikke tolerance står øverst på fundamentalisters dagsorden.

Nej. De ville nok betragte folk som mig som et godt eksempel på hvorfor man skulle angribe byen. Måske kan de ikke lide orange.

 

Menneskebarn, bekmæp din DNA!

Du nævnte Lady Jaye - gennem de senere år har du mistet såvel din anden halvdel, Lady Jaye, såvel som din gamle Throbbing Gristle-medstifter, Peter Christopherson, og ingen af dem nåede at blive gamle – hvordan har det påvirket dig personligt og som kunstner?

Såvel som min hund og min mor.

Jeg kondolerer.

Hvordan forklarer man den slags? Der blev lavet en film, Ballad Of Genesis And Lady Jaye, og vi blev opmærksomme på, at Lady Jaye virkelig ønskede at filmen skulle færdiggøres. Hendes største ønske var at blive husket som en smuk kærlighedshistorie. Så vi prøvede at fokusere på at færdiggøre filmen, for hendes skyld, og da den så endelig var færdig, fik den langt større opmærksomhed end vi nogensinde havde forestillet os. Jeg rejste verden rundt for at promovere den, men det betød også, at jeg måtte gennemleve den svære tid igen, hvor jeg mistede Lady Jaye, hunden og huset. Det var meget svært.

Men vi nåede at arbejde på en smuk idé sammen, tanken om det pandrogyne, idéen om at mennesket bør udvikle sig mod et højere stadie. Alle med blot en smule hjerne kan se, at vi som art står ved en korsvej, hvor vi kan vælge mellem udryddelse og overlevelse. For at overleve må vi udvikle os, og skal vi udvikle os, da må vi forberede os på forandringer, også gennem genmanipulation, plastisk kirurgi, etc. Vi bør takke ja til alt, der kan forandre os på positiv vis.

Kan du fortælle lidt mere om det pandrogyne eksperiment, du og Lady Jaye satte i gang? Hvad var tankerne bag, hvad gjorde I undervejs?

Det begyndte i privatsfæren. Den første dag vi mødtes, gav hun mig noget af sit tøj på, hun mente, at jeg altid burde have været kvinde. Det undrede mig en smule, men på den anden side, så havde jeg jo altid været lidt androgyn. Men det var kærlighed ved første blik mellem os, hun kunne ikke bede mig gøre noget, som jeg ville sige nej til. Vores valgsprog lød, "er der en skrænt, så spring ud." Vi begyndte at spejle hinanden, i måden vi gik klædt, men også følelsesmæssigt. Og så var vi så heldige at bruge samme skostørrelse.

Vi begyndte at spekulere mere og mere over hvorfor vi havde det så godt med at ligne hinanden, og måske findes der forskellige måder at udtrykke ultimativ kærlighed på. Den mest almindelige går naturligvis på at man gifter sig og får børn – et barn er jo resultatet af to mennesker, der elsker hinanden så højt, at de sammen skaber et nyt væsen. Men vi ønskede ikke børn. I stedet spekulerede vi på om ikke vi i stedet kunne skabe et nyt væsen, der ganske simpelt var os begge.

Den tanke sendte os i retning af Burroughs (amerikansk forfatter 1914-97, red.), Gysin (engelsk forfatter, kunstner med mere 1918-86, red.) og Den Tredje Bevidsthed. Når de to arbejdede sammen, så hævdede de, at hjernen bag ikke var Burroughs, ikke var Gysin, men en helt ny entitet, den såkaldt Tredje Bevidsthed. Vi tænkte så, "hvorfor ikke gå videre med den idé? Hvorfor ikke gå videre med cut-up-teknikken?"

Måske kan man også skære bevidstheden op og skabe en art tredje entitet, en pandrogyn skabning. Vi begyndte at arbejde mere konkret med idéen, finde ud af hvordan noget sådant kunne gøres, føres ud i livet. Burroughs spurgte engang til hvor kontrollen findes, om det er muligt at lokalisere og kortslutte den. Hvordan kortslutter man DNA-kontrol? Vi begyndte gradvist at opfatte DNA som en slags optagerenhed, og der er ingen grund til ikke at tro, at DNA er den sande herskende kraft her på planeten – vi mennesker er, i den henseende, blot et værktøj, der udnyttes som af en parasit.

DNA bruger mennesker for at opretholde egen eksistens. Hvis vi virkelig ønsker en revolution, hvis vi virkelig ønsker uafhængighed, da må vi som art frigøre os fra DNA, vi må afsværge dens kontrol over os. På et helt basalt plan, så synes man måske, at man har en lang næse, og den kan man så få lavet kortere – her bekæmper man allerede sin DNA. Kosmetisk kirurgi, genmanipulation og lignende, er alle strategier hvormed man kan angribe DNA, bekæmpe dens kontrol, bekæmpe den som en fremmed livsform.

 

From Transsexual Transylvania

I den klassiske okkulte tradition støder man ofte på hermafroditten som symbol på transcendens, større forståelse, overskridelse af seksuelle grænser – opfatter du dit pandrogyne eksperiment som en art nutidig og mere konkret videreførelse af sådanne tanker?

Ja, helt sikkert. Så afgjort.

I forlængelse af din snak om DNA; det er lidt sjovt, for videnskaben har for længst accepteret hele denne diskussion, men i det øjeblik vi begynder at lave om på os selv hvad det ydre angår, så er der stadig et element af tabu til stede.

Ja, eller bare det, at du har make-up på som mand.

Ja, eller hvis berømtheder får lavet plastiske operationer, så holdes det ofte hemmeligt.

Ja, men heldigvis er det som om noget er ved at ændre sig hvad det angår nu, og jeg ser det som tegn på evolution. Lad mig give dig et eksempel. Der er en lokalavis i New York ved navn Village Voice, og den har sex-annoncer på bagsiderne. Da jeg flyttede til New York i 1996 var stort set alle sex-annoncer biologiske kvinder, der tilbød seksuelle ydelser. Men allerede omkring 2000 var de fleste transseksuelle, og interessant nok er klientellet stadig de heteroseksuelle mænd.

Der er sket en holdningsændring i forhold til hvad der er acceptabelt – og hvad der er tiltrækkende, også ifølge såkaldt normale standarder. Det alene peger i retning af et kulturelt paradigmeskifte, et afgørende øjeblik, hvor evolutionær forandring er en mulighed. Det støtter min generelle tese, som går på, at mennesket ikke er færdigudviklet endnu. Vi er mænd og kvinder, vi parrer os og sådan er det nu engang, men det betyder jo ikke nødvendigvis at vi er færdigudviklede som art.

Nej, ikke nødvendigvis.

Vores binære tankegang; mand, kvinde, sort, hvid, rig, fattig, fører altid til splid. "Det der er anderledes, så det må jeg angribe, de der synes noget andet end jeg, så jeg må angribe." Vold i mødet med det fremmede. Men hvad nu hvis alting var ens? Pandrogynt. Hvad ville der så blive af trangen til vold? Måske ville den helt forsvinde. Hvis alt er acceptabelt, så behøver mennesket ikke nære sig ved frygt, så behøver mennesket ikke føre krig mod sig selv.

Man kan da håbe.

 

Mod de fjerne stjerner

Mange tror at det pandrogyne handler om køn, men det er ikke tilfældet. Det handler om forandring. Radikal og absolut forandring.

Stelarc (Cypriotisk-australsk performancekunstner, red.) er inde på nogle af de samme ting.

Lige netop. Han er på linje med Burroughs og Gysin. Vi er her for at rejse væk, og hvis vi har ambitioner om at kolonisere rummet, hvad jeg mener vi bør, så skal der ske noget.

Det er netop også en af Stelarcs pointer.

Ja, nemlig. Jeg har mødt ham.

Det giver god mening.

Men vi kan jo ikke kolonisere rummet sådan som sagerne står nu. Små mennesker i blækdåser.

 

Vi er nogle skvat i verdensrummet.

Ja, det går bare ikke. Men frøer, salamandre og bjørne kan alle gå i hi, gå i dvale. Når små væsener kan gå i dvale, så kan vi vel også lære det? Måske skal der bare en smule genmanipulation til. Og så kunne vi begynde at rejse gennem tid og rum. Hvad nu hvis vi bliver vægtløse? Har vi så brug for ben? Eller skal de bare være bittesmå? Eller bør vi blive koldblodede, ligesom slanger? Lad os i det mindste tænke over hvad vi kan blive til.

Eller som William Gibson antyder med sine digitale drømme; behøver vi overhovedet en fysisk krop?

I sidste ende er det spørgsmålet, ja. Hvis vi som art skal kolonisere rummet, så må vi vænne os til tanken om at vi ikke er færdigudviklede endnu. Hvordan optimerer vi mennesket således at det, på bedst tænkelig vis, er i stand til at rejse gennem tid og rum? Og du har helt ret – i sidste ende handler det om at slippe af med kroppen.

En gammel gnostisk drøm.

Personligt håber jeg jo på, at Lade Jaye venter på mig i et andet univers, på den anden side af tid og rum; hvem ved? Så kan vi forlade vore kroppe og i stedet for Jaye og Genesis, får du JayGen. Vores største drøm var altid at blive ét, fri fra den fysiske verden. Nogle mænd ønsker at blive kvinder, nogle kvinder ønsker at blive mænd – vi ønskede ingen af delene. Vi ønskede at være fri, vi ønskede følelsen af fælles orgasme, men evigt.

Det er lidt skægt, for der er flere, der har spurgt mig, "er Genesis en mand eller en kvinde?" Og i virkeligheden er pointen jo, at det er hamrende ligegyldigt.

Lige netop.

De bad mig også spørge, "hvad er der blevet af Phil Collins?"

Hvad?

Du ved, Genesis. Hø. Hø.

Haha, ah. Men tilbage til det der med kønsforvirring. Igen handler det jo om frygten for det ukendte, og på det område har vi mennesker en ret dårlig statistik. Det er så primitivt, og vi må virkelig se at komme videre. Vi må arbejde hårdt på at blive til mere end vi forventede. Ikke blot større og pumpet fuld af hormoner, nej, jeg taler om sindet, som må åbnes for idéen om mulighedernes evige horisont.

På mange måder har det også med kunstens væsen at gøre.

Ja, skaberkraften. Det lader til at du rent faktisk fuldt ud forstår hvad jeg taler om her.

Jeg har fulgt lidt med i det, du har lavet gennem årene.

Jeg er også involveret i nogle projekter omkring disse ting på nettet. Der er forskellige websider, hvor folk diskuterer det her på seriøst niveau, bytter bøger, køber udstyr, nogle har sågar købt land og vil forsøge at oprette test-enheder. Vi arbejder rent faktisk på at skabe...

Utopia. Nogle skal jo gøre det.

Hvad kan man ellers gøre?

 

Chokeffekt er gårdsdagens avantgarde

Netop. Jeg har et sidste spørgsmål. Som kunstner har du arbejdet med forskellige former for "chokeffekt" gennem din karriere, men føler du at der i dag er nogen kunstnerisk værdi i chok-strategier i en tid, hvor unge mennesker onanerer i reality shows på tv i håb om femten minutters berømmelse?

Nej, nej og nej. Slet ikke. Jeg har faktisk aldrig haft til hensigt at chokere. Jeg vil sige det sådan, at jeg selv blev chokeret, da det viste sig at vi chokerede. Tider og strategier skifter. Dengang vi dannede Throbbing Gristle var verden en anden – vi var vrede og England var ramt af kaos; det var som Grækenland er i dag. Vi følte dengang at vi måtte angribe – angribe løgnen og hykleriet. Vi skrev sange om det, der rent faktisk skete rundt omkring i verden. Lyrisk journalistisk. Det var smukt dengang, men det ville være den forkerte strategi i dag, hvor der er så megen ondskab i verden at det sidste man har lyst til er at tilføje yderligere af slagsen. I dag er vor strategi at skabe og overleve gennem venlighed og forståelse.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA