x

D-A-D: School’s Out - på dametur i Disneyland

D-A-D: School’s Out - på dametur i Disneyland

Det er slut med blækregningerne, og det danske lands mest kåde rockorkester gennem 28 samfulde år er i den grad tilbage. Alligevel peger kompasnålen i retning af 1970'erne og glam. På videoen til åbningssinglen I Want What She's Got svanser en veloplagt Jacob Binzer rundt med en dommedagssort Les Paul-guitar og ligner sidste udkald fra The Sweet, mens Stigge Nasty (Stig Pedersen) er Mamie Van Doren fra dit værste mareridt. Det er dametur i tivoliparken, og der dufter langt væk af testosteron og nye batterier i vibratoren. Ligesom legekammeraten bag knapperne, Nikolaj Foss, er sat til at sætte fut under de kedler, der frembragte milepæle som No Fuel Left For The Pilgrims.

GAFFA har sat to af glædespigerne stævne til en snak om tilblivelsen af albummet med den typiske titel DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK. Selvfølgelig endnu en kryptisk hilsen fra punkerhovederne fra København til jakkesæt hinsides Atlanten, der endelig ikke skal tro, at der måske står noget med Disneyland med Anders And klædt ud som Andersine i et skummelt ærinde i tvivlsomt selskab.

Vi lægger ud med Nikolaj Foss og den magiske formel:

Jesper Binzer: – Jeg tør ikke sige noget om det. Nogle gange tror jeg, at det er et eller andet pladeselskabstrick med at sige noget i stil med "Back To The Roots". Selvfølgelig har vi lagt endnu et lag på løget, som vi altid gør, men vi har valgt Nikolaj Foss, fordi han får det bedste frem i os. Og det skulle gerne være det nye gode, han får frem.

Men sidst havde I samlet hele jeres produktion i en boks og smidt nogle ekstra ting på. Var det lidt sådan, at I fik ryddet op og ud af skabene?

Jesper B.:  – Jeg tror, at vi lidt havde håbet på, at den der feng shui virkede (kinesisk udtryk betydende harmoni via indretning af ens omgivelser, red.), altså hvis man får ryddet lidt ud i garagen, og lidt har det virket. Men jeg vil hellere gå helt ned lavpraktisk og sige, at fordi vi udgav den der 25-års jubilæumsboks, kom vi ud at spille på alle de steder, hvor vi hele tiden har været. Så vi kom ud i hele Europa og spillede sygt mange koncerter. Vi var på Kodas top fem over de mest udlandsspillende, og der er både Volbeat og Aqua og youknowwho. Det var flot af de gamle drenge. Og der fik vi bragt de numre fra gamle dage op til nuet, og fik især sammenspillet bandet, og det holdt jo helt op til her, da vi lavede pladen.

Levet drømmen
Hvordan er numrene på pladen blevet til?

Jesper B.: – I tre år efter det jubilæumsalbum har vi været i arbejdstøjet, og det har betydet utroligt meget for os hele tiden at være i processen. Også mens vi har lavet numre, og mens vi indspillede, var vi på turné, og det har været et dejligt sted at være. Vi har simpelthen levet drømmen.

Hvad med Jesper Binzer som sanger? Jeg hører Bob Dylan bagved i fraseringerne. Er der sket noget med dig og din modenhed, eller gør du bare, som du nu engang gør?

Jesper B.: – Jeg synes, at man får en anelse mere grounding og har fået noget mere selvtillid og kan gå ind i det. Og når vi sidder og skriver lyrikken der i studiet, så tør vi lidt mere. Så gør vi sådan, og så sådan her, og vi springer over og spilder ikke så mange kalorier på tvivl, lige når vi er kommet i gang. Vi tør også vente længere, så det er blevet en tradition at vente til sidste øjeblik, for at holde det så friskt som muligt, og den frækhed har man ikke, når man er nybegynder. Når man er ung, laver man lektier.

– Men jeg håber da altid, at jeg altid giver den en drejning mere i sangen, og livserfaringen kommer altid godt ind, når man skal fortælle en historie, selvfølgelig, men jeg tør ikke sige, om jeg har en eller anden ambition om, at nu skal det være federe end nogensinde.

Stigge N. indskyder: – Men Nikolaj Foss er også god. Og han tør også sige: "Det er ikke godt nok! Det smager ikke, som det plejer!" Og så sender han Jesper ind i boksen igen, så det bliver i orden. Stakkels Jesper. Har siddet ekstra meget over.

Tager røven på sig selv
Når Jakob indspiller guitarerne, har man indtryk af, at det er meget gennemarbejdet, ikke?

Jesper B.: – Jo, han elsker at planlægge det. Han vil hellere trille tommelfingrene og have det inde i hovedet, før han sætter den på gribebrættet. Det elsker han. Der er jo den der gode gamle med, at man som kunstner gerne vil overraskes af sig selv, hvor fans måske mere leder efter, at "Årh, nu skal vi have den der ligeså fede solo som den forrige!", så vil "Cobber" gerne overraske sig selv, så han står virkelig og forsøger at finde ud af, "hvordan får jeg taget røven på mig selv?".

Tvivlen hiver ved håret
Hvordan oplever I selv pladen?

Jesper B.: – Altså, nu har jeg hørt den ti gange, efter at den er blevet færdig. Nu sidder vi på det værste tidspunkt i en pladeudgivers liv, nemlig efter at den er færdig, og før den er udkommet. Og alt kan gå galt! Tvivlen hiver mig ved håret rundt i stuen, og jeg vil nok sige…

Stigge N.: – Om man har taget de rette beslutninger, og om hvordan den bliver modtaget, og det der nummer, der var så råt og vildt i går, lyder som en ballade i dag, og…

Jesper B.: – Det er selvfølgelig alt sammen subjektivt, men spørgsmålet er, hvordan synes man selv? Hvad tænker man, når man hører pladen? Jeg tænker, at den er saftig i lyden, og at det er fede melodier!

Stigge N. (tysser): – Så, så!

Jesper B. (med eftertryk): – Og jeg håber fandeme, at folk hører hele pladen!

1970'er-band

Vi går tilbage til klassikerne, som Grow Or Pay og Sleeping My Day Away, hvor I selvfølgelig har det der trick med kald-svar-tingen med koret og så videre, det har I jo rigtigt meget af på denne her plade, samtidig med at den har de der store nosser, som I også viser live?

Jesper B.: – Tak for at du så det, og for at du satte mig på sporet. Vi har jo lavet mange vittigheder med os selv, siden vi læste en anmeldelse i et tysk magasin, hvor der stod, at vi var et halvfjerdserband. Og det har vi aldrig nogensinde været, men det har faktisk været vores allerstørste ambition med den her plade. For det er på en eller anden måde classic rock, vi gerne vil lave.

Killer, no filler
Melodierne? Er det noget du (Jesper) finder på?

Jesper B.: – Det er meget, at vi står i øveren og jammer tingene frem, og så kommer Stig og "Cobber" med et riff, og så gælder det om at slå det riff med en endnu federe melodilinje oven over.

Der er mange, der sidder og laver en langsom sang og næsten har klaveret fremme. Og så får den lige 35000 kilometer i timen?

Stigge N.: – Ja, sådan går det nogle gange. Men vi er blevet gode til at vælge ud. Og hvis det ikke funker, så er vi gode til at pille det hele fra hinanden, selv om man går trist hjem nogle gange, hvor man troede, at "fuck, vi har fem singler", og så har man et riff eller sådan noget – om mandagen!" Vi er hårde ved os selv.

Jesper B.: – Vi var oppe på 43 ting på iPod'en. Det kan jeg huske, at vi havde, som man skulle gå igennem hver især og lave lektier, og det var ansatser til numre.

Stigge N.: – Og så tog vi 26 numre alvorligt og brugte tid på det og spillede dem ind. Og denne her gang var det "væk-væk-væk-væk, og de her numre giver vi så den fulde treatment.

Hvad er de fedeste numre på
Dic.Nii.Lan.Daft.Erd.Ark?

Jesper B.: – Det sidste stykke tid er jeg fuldt optaget af Last Time In Neverland.
Men jeg siger, hvad jeg har aldrig sagt  før: "It's all killer! No filler!!!"

Spiller Disney-kortet

Og så har I smidt Disney-kortet. Var det ikke nu, at I skulle tage hele munden fuld og tage Barbie Girl med i Neverland og nu skal vi alligevel en tur til Disneyland efter mørkets frembrud. Hvad er nu det for noget?

Jesper Binzer: Der er mange gode grunde til det. For det første, så voksede vi op i punken, hvor det vigtigste var, at have et åndssvagt og provokerende navn. Og derfor smerter det os hver eneste dag, hvor vi skal rende rundt og hedde tre bogstaver, men det er okay, det klarer vi…

– Tiden var kommet til at lave det selvbetitlede album. Nu skulle vi fejre os selv, for nu havde vi lavet ti blækregninger, og nu var det fandeme vores tur! På elleveren starter vi forfra, og vi vidste godt, at det kunne gå meget galt. Og ikke en gang det her (pladetitlen med forkortelserne) turde pladeselskabet udgive.
Men så havde jeg heldigvis menstruation den dag. Og skældte ham huden så fuld, at han faktisk ikke har sagt noget siden. Det var Mik (Christensen. Chef for Mermaid Records. Red.). Så hurra for hormonerne!

– Vi har heddet det hele tiden. Vi har spillet de numre, vi kan lide hele tiden. Alt hvad vi er, er vi i nuet.

Hylder den kvindelige side
Udvalgte numre?

Stigge N.: – Der er jo vores single…

Jesper B.: – Vi har været iført dametøj fra top til tå!! Med korset på og smukkeseret af de mest professionelle drags. Og vi har lavet en video, hvor vi spiller den skønneste rock iført dametøj. Og vi gør ikke grin med det, det er ikke Foo Fighters!!! (viser billede af en opkørt udseende kran af en blondine…!)

Jesper B.: – Det fede var, at det var ikke Foo Fighters eller Queen, hvor overskægget stadig er der. Som videoinstruktøren sagde det: "Vi er på besøg i jeres øver, hvor I har det tøj på, som I allerhelst ville have på, når I spiller!!"

Ja, for I var i virkeligheden født ud af Bowie og Ziggy og en androgyn holdning til tingene og har altid spillet på det!?


Jesper B.: – Præcis. Og det gode ved det er, at det er nummeret, der hedder I Want What She's Got. Det er ikke bare en gimmick. Der er en dybere mening med det.

Og Laust (Sonne. Red.) har naturlige evner for det feminint graciøse, ikke?

Jesper B.: – Ja, Gerda. Det troede vi også, men Laust stavrer derudaf og ligner en havnearbejder på otte tommers hæle. Med Cobber derimod, troede vi, at han ville falde igennem, men han var simpelthen Miss Nørrebro den dag. Og jeg er sikker på, at han vil være vild med at stille op igen i det tøj. Så glad var han.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA