x

Freja Loeb: Det gamle er det bedste

Freja Loeb: Det gamle er det bedste

Selvom dåbsattesten viser 1987, er Freja Loebs musikalske kærlighed dybt forankret i de sene 70'ere og tidlige 80'ere, hvor artister som Blondie, The Cure og Pretenders havde deres storhedstid. Referencerne skinner tydeligt igennem i såvel produktion og sangskrivning på Frejas debutalbum, der lyder titlen Odyssey, og ser offentlighedens lys den 28. november. Debutanten er kommet godt fra start og fik den eftertragtede position som Ugens Uundgåelige på P3 med singleforløberen Never Stop Coming Back  i juni. En medrivende popsang, der indeholder en direkte hyldest til en af Frejas andre helte, David Bowie, i form linien "we can be heroes just for one day".

Heroes er et af mine absolutte yndlingsnumre. Første gang, jeg hørte det, var i filmen Christiane F., der gjorde et uudsletteligt indtryk. En forfærdelig, men storslået, film, med et fantastisk soundtrack, hvor musikken passer perfekt til stemningen, vurderer Freja, da GAFFA møder hende på en solbeskinnet efterårsdag på Frederiksberg. Og Freja taler sig hurtigt varm, specielt når snakken går på de personlige musikalske favoritter.

– Det er er helt klart, hvor min musikalske kærlighed ligger. Jeg kan li' den tit lidt skramlede produktion på mange af de gamle new wave plader, hvor vokalen ikke nødvendigvis ligger så højt i lydbilledet, og det hele ikke skal være så perfekt, som det ofte er tilfældet i dag. Blondies Parallel Lines har været lidt af en referenceramme i indspilningsforløbet. Så kan jeg li' den enkelthed, der er i punk, som for eksempel hos Ramones og bandet X, og jeg kan li' støjrock som hos My Bloody Valentine og Jesus & Mary Chain. Og selvom jeg også hører nutidig musik, har de største koncertoplevelser været The Cure og Fleetwood Mac, med Stevie Nicks på vokal. Og skal jeg vælge et favoritalbum, bliver det sidstnævnte med Rumours og sangen Dreams, den bliver jeg simpelthen aldrig træt af.

Eftertragtet

Men selvom Freja på mange måder er hooked på historikken, har der været bud efter hende i nutiden.

– Jeg har været i den heldige position, at jeg har kunnet vælge lidt. Jeg har snakket med mange selskaber de sidste par år, og nu er jeg havnet hos EMI, som jeg er meget tilfreds med. Det startede allerede, da jeg begyndte at lægge ting på Myspace, hvorefter jeg kom i kontakt med produceren Lasse Lyngbo (White Pony, Diefenbach, Vinnie Who, red.), som har endt med at producere debutpladen. Det har været et dejligt forløb, og jeg er ekstremt sulten på det hele. Jeg har skrevet musik fra jeg var ti år gammel, og jeg har drømt om at udgive plader siden jeg var 15 år, så det har været en lang og begivenhedsrig rejse, og derfor har pladen fået titlen Odyssey. Det har været sjovt men også hårdt, hårdt, hårdt arbejde.

Tvungen cello

De musikalske barnesko blev trådt på Rudolf Steiner-skolen i Gentofte, men det var ikke nødvendigvis fodtøj, der passede den unge musiker in spe.

– Jeg blev tvunget til at spille cello og violin, men ville hellere spille guitar. Skoletiden på Rudolf Steiner var på godt og ondt. Det er en rimelig streng og gammeldags skole, hvor man laver sine egne hæfter, og hvor de først for relativt nyligt har fået computere. Men selvom jeg ikke kan spille cello og violin i dag, har jeg lært meget om noder og klassisk musik, som jeg har kunnet tage med mig. Senere har jeg gået to år på MGK, før jeg kastede mig ud i det her projekt for alvor.

Og selvom Freja først debutterer nu, så kan hun allerede skrive omkring 200 koncerter på CV'et, og er igen radioaktuel med den poppede Soft Blues, som i denne skribents ører har oplagte hitkvaliteter.

– Jeg tilstræber at lave popmusik med kant, og jeg føler, at jeg har meget mere i mig. For tiden passer jeg børn ved siden af, men min drøm er at kunne leve af musikken. Jeg har lært en masse af at selv rode med tingene og ved at arbejde sammen med Lasse. Jeg suger til mig, og vil også gerne producere selv med tiden. Lige nu er jeg bare meget spændt på, hvordan albummet og det hele bliver modtaget, og glæder mig til at komme ud at spille live, som generelt bliver i en noget mere rocket udgave, end hvad man kan høre på pladen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA