x

Gino Vannelli – populær Mr. Perfection

Gino Vannelli – populær Mr. Perfection

Canadiske Gino Vannelli har, siden sin albumdebut tilbage i 1973, været en respekteret, beundret og særdeles produktiv sanger, komponist, producer og lydmand. Hans 18 album har solgt millioner af eksemplarer verden over, dog i særdeleshed i USA og hans hjemland.

 

Søgen efter perfektion og legelyst

Han er ikke ligefrem danske anmelderes favorit, men fanskaren herhjemme er stor og trofast, og derfor kan han for tiende gang gæste Danmark. Især blandt musikere er Vannelli elsket, og hans produktioner er blevet industristandard for flot vokal, komplekse kompositioner og fantastisk lyd. Musikere kalder hans musik "det tætteste man kommer på perfektion". Mén, Vannellis høje – og ofte krævende – niveau kan danske musikere sagtens leve op til:

– De er utroligt dygtige! Og jeg vælger dem til mine tours ved at lytte længe og nøje, og så grundigt at jeg kan forudsige, hvad han/hun vil have til morgenmad, griner Vannelli i telefonen fra sin hjemby Montreal, Quebec.

– Jeg leder efter intelligens, fleksibilitet, lyst, evner og måske vigtigst: Musikere med en lyst til at lege, som et barn i en legetøjsforretning.

 

Behøver ikke hitlister og modeluner

59-årige Vannellis første 11 album var en blanding af soul, pop og fusion, og han har over årene opnået fine placeringer på den prestigefyldte amerikanske hitliste Billboard med sange som "Black Cars", "Wild Horses", "People Gotta Move" og "I Just Wanna Stop". Men de seneste syv udgivelser har været for feinschmeckere og skiftevis blandet jazz, opera og soul.

- Jeg interesserer mig ikke for hitlisteplaceringer mere", siger han, "men jeg kan dog se, at hundredetusindevis af musikinteresserede ser og hører mine sange på YouTube, og jeg fandt ud af, at mange downloadede mit Greatest Hits-album sidste år: "Best & Beyond". Men jeg foretrækker at se på min karriere som en helhed – en evig udvikling siden 1973. Jeg har opnået at få et særligt publikum, og det er sådan jeg kan lide det. Jeg behøver ikke være en megastjerne. Jeg har ingen udeståender med livet eller min skæbne længere, selv om jeg ellers engang sloges med den slags eksistentielle kvaler.

 

Mindre pompøst i Europa

Når Gino Vannelli i disse tider besøger Europa på sine utallige turnéer, spiller han som regel med trio- og kvartetformater og om-arrangerer gerne hver eneste gang sine sange til forenklede og intime versioner, tilpasset det musikalske format.

Men alligevel bryder de danske anmeldere sig ikke om den verdensberømte popmusiker, der synger meget følelsesladet og aldrig rammer én eneste falsk tone. Vannelli er perfektionist, både hvad angår studie- og livelyd og sine musikeres performances, men først og fremmest stiller han gigantiske krav til sig selv.

– Jeg ligger vægt på hårdt arbejde, sans for detaljer, disciplin, diæt, og megen søvn. Men jeg er ikke en primadonna, der ikke er i stand til at erkende mine fejl. I de seneste år har jeg fået intensiv sangundervisning, der har fjernet nogle dårlige vaner og har fået mig op på et højere niveau, fortæller Vannelli, der har sunget professionelt i 44 år. Og i USA og Canada turnerer med et syv mands hold med blæsere – hans "west coast-band", som sangeren der netop blev opdaget i Los Angeles, kalder sit amerikanske band.

 

Hustru blev rasende

Gino Vannelli har et særligt nært forhold til Danmark, hvor han har indspillet albums med Niels Lan Doky, med bandet Kudasai og live med Tivolis Big Band. Han har sågar opført hele sit opera-album "Canto" live med Danmarks Radio Underholdningsorkester. Men når han tænker på Danmark, er det ikke kun på minder om hårdt arbejde, men også om en pinlig episode med to meget unge, smukke danske piger.

- De sneg sig ombord på vores tourbus engang og gik ned bag i og satte sig på min seng. Den ene fortalte, at hun elskede "Moon Over Madness" (fra albummet "Yonder Tree", 1995), men hvad betød teksten egentligt? Jeg havde svært ved at svare konkret og greb så om hendes hals, som om jeg ville bide hende i halspulsåren, som en vampyr – sangens emne. Præcis dér tog en eller anden et foto, som straks røg ud på Internettet. Min hustru så det selvfølgelig! Dér måtte jeg grundigt forklare mig, da jeg kom hjem, ler Vannelli.     

 

Blues med smerte og humor

Gino Vannelli påbegynder endnu et album i februar 2012, men det bliver uden sine to brødre, der har stået bag hans allerstørste hits. Joe Vannelli bor og arbejder i sit studie i Los Angeles, og Ross Vannelli er blevet hans manager og tager sig udelukkende af koncert-produktion. Genren på det kommende album bliver noget Vannelli selv kalder for "Royal blues":

– Min helt personlige form for blues; en blanding af jazz og klassisk. Blues handler almindeligvis om smerte, hjertekvaler, forræderi, vrede og mørke, men jeg vil helt bestemt tilføje elastiske rytmer, dobbelttydighed, humor og satire. Det er fine krydderier at tilsætte en blues-menu.

 

Vil altid nyt

Indtil da kan Gino Vannelli opleves i Aarhus og Værløse i januar måned med en dansk/svensk trio.

– Morten, Morten og Jacob er så fantastisk dygtige, at jeg altid må forsøge at finde nye måder at udfordre de knægte på. Vi vil væve jazz, pop og andre genrer ind i vores flyvende musikalske tæppe, og jeg vil vædde på, at vi kommer til at skabe ny musik i en helt ny type combo. Dét er hvad jeg ønsker mig af musikken – altid!

 

Gino Vannelli med trio:

18. januar i "Galaksen", Værløse.

21. januar i "Musikhuset", Aarhus

 

Line-up:

Jacob Karlzon (S): Piano.

Morten Ramsbøl (DK): Bas.

Morten Lund (DK): Trommer

 

Gino Vannellis hjemmeside:

http://www.ginovannelli.info/

 

Køb billetter til de danske koncerter via GAFFA Live.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA