CS Nielsen: Alt er afsked

CS Nielsen: Alt er afsked

Det er ud på eftermiddagen, da vi ankommer til den idylliske lokalitet, hvor den 34-årige sangskriver slår sine folder til daglig med sin lille familie - umiddelbart lang vej fra de støvede landeveje og anløbne barer, hvor hans sange udfolder sig. Det er en lav, stråtækt tjenestebolig i tilknytning til det 1500-tals slot, hvor CS til daglig fungerer som højskolelærer.

Der er nylavet kaffe og jødekager på bordet, og den såkaldt bedre halvdel og et lille barn skaber liv i den lille stue, mens hovedpersonen og jeg tager plads ved sofabordet til en snak om forgængeligheden, forbillederne og mandens anden langspiller, som er på gaden idag.

På komfuret bobler en hønsekødssuppe, økologisk og med limeblade, Lucinda Williams "Essence" fra '01 kører i baggrunden. I et hjørne står Martin-guitaren lænet op ad udvalgte bind af T.S. Eliot, Dostojevski, D. H. Lawrence. Et murstensværk i tre bind om den amerikanske borgerkrig side om side med bøger om John Ford, Johnny Cash og Dylan. Shakespeare og en bibel.

Du er opvokset på Samsø og har boet hele dit voksenliv i den jyske provins. Men når man lytter til din sangskrivning, forekommer du særdeles fortrolig med den amerikanske tradition. Hvorfra stammer den kærlighed og fortrolighed?

For det første skyldes det nok, at det rummer noget almenmenneskeligt, som ikke har noget at gøre med at det er amerikansk, at det er regionalt. Der er en gnist til stede, som handler om det at blive født og skulle dø. Uanset hvor i verden, man befinder sig. Men når det er sagt, har det specifikt amerikanske også haft min store interesse. Oprindeligt var det nok gennem min far, og det var interessen for musikken også. Han havde de her gamle plader og spolebånd, og i min barndom udgjorde de en dør til en verden med noget drama, noget tragedie. Selvom jeg ikke forstod ordene, forstod jeg tragedien i dem. Og det har betydet meget.

Du er familiefar og på det seneste også højskolelærer. Ikke desto mindre kredser du på den nye plade igen om død, forfald og afsked som nogle eksistentielle grundvilkår. Hvor trykker skoen?

Jamen, det hele er jo på en eller anden måde een stor afsked. Hvis man ikke har travlt med at blive født, så har man travlt med at dø. Vi har jo travlt med begge dele. Jeg prøver på at have travlt med at blive født, så godt jeg nu kan – men det ændrer ikke på, at vi også har travlt med at dø.

Tak for den lille Dylan-reference; den bringer mig elegant videre til næste spørgsmål. Når du optræder i medierne bliver Johnny Cash altid nævnt, og når Dylan aflægger et af sine jævnlige besøg i landet kan man være temmelig sikker på at finde CS Nielsen med julelys i øjnene et sted nede blandt publikum. Hvad har netop de to herrer betydet for dig?

Johnny Cash var den første; han var en af dem der var repræsenteret på de føromtalte spolebånd og plader, min far havde. Hans betydning begynder allerede før, jeg overhovedet havde nogen form for refleksion i forhold til det. Jeg tror, han lærte mig engelsk allerede inden jeg begyndte at gå i skole. Så at han har betydet noget er ikke så meget et valg for mig, det er mere en omstændighed. Jeg kan ikke vælge ham fra, om så jeg prøvede. Og man er nødt til at prøve nogen gange. For det er også som om....jeg vil ikke sige, at jeg har suget alt det ud af ham, jeg kan, for det tror jeg aldrig man bliver færdig med. Men jeg har brugt ham meget i min helt tidlige opvækst, og i min musikalske opvækst, og derfor tager jeg andre steder hen.

Og så bliver folk alligevel ved med at referere til Johnny Cash, selvom jeg måske selv synes, at jeg er et helt andet sted. Men jeg kan selvfølgelig godt høre, at han er der som en eller anden form for tinnitus-tone. Og det er nok okay. Og så tror jeg også, at grunden til at folk nævner ham er, at Johnny Cash måske er den country-kunstner, folk sådan lige kan nævne. Og hvis man så oven i købet synger om døden – jamen, så er det nok Johnny Cash. Der er ingen der nævner Louvin Brothers, der er ingen der nævner Hank Williams, der er ingen der nævner Merle Haggard, der er ingen der nævner Jimmie Rodgers' fantastiske happy-go-lucky train songs, hvor han eksempelvis siger at "I'm gonna get me a shotgun as long as I'm tall / I'm gonna shoot poor Thelma just to see her jump and fall". Hvis jeg citerede det, ville folk sige: "Ja, det er ligesom Johnny Cash". Langt hen ad vejen tror jeg det handler om, at folk referenceramme kun når til Johnny Cash. Men han har også betydet meget for mig – så det er en blanding af de to ting.

Vi vender tilbage til Dylan, for jeg vil også gerne høre lidt om din mere personlige historie med Cash. Du har efter sigende både nået at møde ham, formået at slå dig selv bogstaveligt talt bevidstløs i et forsøg på at give ham blomster og arrangeret en mindekoncert i anledning af hans død?

Nu var det naturligvis ikke Johnny Cash, men hans kone (June Carter, red.), som jeg gav blomster. Det andet ville ganske enkelt være upassende på enhver tænkelig måde. Det var i forbindelse med hendes 65 års fødselsdag i '94, hvor de begge gav koncert på Midtfyns Festival. Jeg stod foran den forreste barriere foran scenen, og blev så hjulpet over og fik lov at komme ind på det område mellem hegnet og scenekanten, hvor vagterne går og sørger for, at der ikke bliver smidt brandbomber og flasker op på scenen. Jeg fik lov til at opholde mig dér, hvis jeg ellers kunne forholde mig roligt. Men da så Johnny Cash senere kom hen til scenekanten, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at gå frem for at give ham hånden. Men på grund af modlyset troede jeg, at scenen startede senere, end den egentlig gjorde, så jeg fik overbalance og knaldede hovedet ind i scenekanten, hvorefter Johnny Cash stod og kiggede meget bekymret ned for at se, hvad der var sket. Og jeg har faktisk senere hørt andre steder fra, at han efterfølgende spurgte meget til det samme aften backstage. Om der var nogen, der vidste hvem det var der faldt, og hvad der skete med ham. Den anden gang, hvor jeg så rent faktisk mødte ham, var året efter i Hannover, hvor jeg mødte ham backstage før koncerten.

Det store forsvindingsnummer

Du har turneret med Peter H. Olesen fra nu hedengangne Olesen-Olesen og din nye plade udkommer også på han og Michael Lunds selskab Melodika. Hvordan kom den alliance i stand, og ser du noget kunstnerisk slægtskab mellem Peter og dig selv?

Ja, det synes jeg da. Jeg har altid haft meget stor respekt for Olesen-Olesens produktion og i særdeleshed Peters tekster. Jeg synes, at han er en af de allermest kompetente dansksprogede sangskrivere, og det har jeg sådan set syntes, siden jeg opdagede ham i sin tid. Men første gang vi kommunikerede var det faktisk Peter der henvendte sig, umiddelbart efter at jeg havde udgivet min første plade. Han fortalte, at han havde kørt rundt i en varevogn – nu ved jeg så, at han ikke har kørekort, så han må have siddet ved siden af nogen – hele sommeren og lyttet til min plade og var blevet rigtig glad for den. Og det var jeg selvfølgelig meget stolt af.  Siden har vi kommunikeret jævnlig, og da De Efterladte (Olesen og Michael Lunds aktuelle duo, red.) så opstod og skulle på turné, ville de gerne lave en dobbeltkoncert sammen med mig. Det var jeg beæret over, og i dag spiller jeg fast sammen med Michael Lund, og fra tid til anden med Peter. Og det er altid hyggeligt. Vi har altid nogle gode samtaler om litteratur, Martin Luther og deslige til langt ud på natten, Vi interesserer os for nogle af de samme ting og har ofte samme forståelse af, hvad der er godt og skidt, tror jeg.

Vi har været inde på Cash og vender tilbage til Dylan – hvem har ellers været vigtige i dit personlige parnas?

Amerikansk folkemusik i det hele taget. Der findes en fantastisk samling på oprindeligt seks LP'er, som hedder "Harry Smith's Anthology of American Folk Music" og kom i '53. Den var toneangivende i forhold til The Folk Revival og er en genudgivelse af en række gamle 78'ere. Den spænder fra 1927 til '32, og den guldalder i amerikansk folkemusik synes jeg er helt fantastisk, fordi det var første gang, de her autentiske folkesange blev indspillet – af autentiske musikere. Så lyden af 1927 er også lyden af 1827, på en måde. Men det er så også netop dér, det dør. Det bliver foreviget og det dør på samme tid, for døden er jo denne her forstening, som gør at sådan nogen som mig har mulighed for at høre det. Det ville jeg jo ellers ikke have. Dén periode betyder meget for mig....The Carter Family, Jimmie Rodgers, Missisippi John Hurt i særdeleshed, Skip James. Men ellers er det Hank Williams, og Townes Van Zandt – han er en af de vigtigste, også for min personlige sangskrivning. Og Leonard Cohen...der er mange...

Et par ord om dit kunstnernavn. Initialerne står for Counter Strike?

Nej, Cowboy Steen. Eller Condi-Sti. Nej, det kom sig egentlig af, at vi var to med samme navn – inklusive efternavn – da jeg gik i gymnasiet. Og nu viser det sig i øvrigt oven i købet, at den anden i dag er på samme distributionsselskab som jeg - han spiller i bandet Boil. Men vi var nødt til at kunne skelnes, også i forhold til karaktergivning og deslige, og Stig foreslog, at hvis bare han kunne blive kaldt "Kloge-Stig" ville problemet være løst. Jeg fandt imidlertid ud af, at jeg allerede af andre folk blev kaldt for Country Stig, når jeg ikke hørte det. Og så blev det bare sådan, og siden har det navn fulgt mig – og også givet nogen problemer indimellem.  Og da jeg så skulle udgive den første plade, synes jeg ikke, at jeg kunne fralægge det helt. Men i det mindste camouflere det lidt, så det ikke ligefrem lukker døre for mig....og så synes jeg CS Nielsen var et passende kompromis.

I hvilken forstand skulle Country Stig lukke døre og skabe problemer, mener du?

På den danske countryscene er der jo en tradition for at bruge "country-" som præfix. Og det har sjældent været et adelsmærke. Omvendt bruger en figur som Country Joe McDonald det jo med god stil...

Ved en koncert for nylig gjorde du et større nummer ud af at undskylde, at  du endelig er kommet på Facebook. Hvorfor er det noget, der skal undskyldes?

Fordi det er at bøje sig for en populær trend, som æder ens tid op. Det har jeg altid kun haft hån til overs for, og nu gør jeg det så selv med meget stor iver. Og det viser sig så også, at det faktisk virker....det kommer jo faktisk ud til mange mennesker. Der er mange sociale kvaliteter og hygge forbundet med det, men min motivation for at komme på var kommerciel. En pladekunstner på mit niveau har ikke særligt mange folk til at lave benarbejde og promotion for sig, så man må gøre så meget som man kan selv. Og der er Facebook et udmærket medie.

Prøv engang at nævne dine tre største koncertoplevelser...

Johnny Cash i '95, Bob Dylan i Forum i 2002 – hvor han tog sin Stetsonhat af og knælede for publikum – og så Gillian Welch i 2007.

Når du kigger tilbage på de godt femten år, du har været udøvende musiker, er der så nogle oplevelser eller momenter, som rager op som højdepunkter?


Det er jo fantastisk at udgive en plade, synes jeg. Det at have det her produkt i hånden efter et langt slid og blod, sved og tårer. Men det er svært at gøre op på den måde, for det er ofte når man ikke venter det, at de største momenter findes. Det er sjovt, for mange tror – jeg ved ikke om det er X Factor, det er i hvert fald en eller anden ubehagelig tendens i tiden – at det at være udøvende musiker handler om at booste sit ego, om selvrealisering. Det handler alting jo om i dag, og man slipper jo heller ikke helt for det....det er de tømmermænd, som følger med den gode rus. Men det, som det egentlig handler om,  er tværtimod at man forsvinder. Det er et forsvindingsnummer; man går op på scenen og bliver væk. Hvis man er i stand til at kommunikere et eller andet, som virker lige stærkt i forhold til ens egen rolle i det og pulikums oplevelse, så forsvinder man ind i kommunikationen. Det er det allerstørste. Når det sker, er det det hele værd. Så mødes man om det, så er man en ceremonimester for de spørgsmål, som vi er fælles om at stille. Det er de øjeblikke, og det kan være på de mindste såvel som de større spillesteder.

Tvivlens ansigt

I dine tekster strør du jo om dig med ikke bare populærkulturelle, men også litterære referencer. Hvilke bøger har haft størst betydning for dig?

Martin A. Hansens "Løgneren". Fordi den forholder sig til det her besynderlige forhold mellem at spille komedie og være ærlig. Kravet om ærlighed, om at stå til ansvar for sig selv i forhold til fællesskabet. Der er en fantastisk beskrivelse, hvor  Johannes Vig, som er degn på den lille ø Sandø, skal holde en prædiken. Og han ved ikke helt selv, om han tror på det, og så bemærker han en udskæring på prædikestolen som forestiller en dæmon der ligner et sælhoved. Han er den eneste, der kan se det. Hans opgave er at formidle evangeliet for menigheden, men han er den eneste, der kan se dette tvivlens ansigt. Det er det kors, han må bære. Det synes jeg er meget stærkt. Og meget Kirkegaard'sk. "Moby-Dick" er også en fantastisk bog... om tekst. Og monomani...

Lige for at følge "Løgneren" til dørs – spejller du dig i Johannes Vig, i denne her formidlerrolle?

Ja, selvfølgelig. Det kan jeg ikke undgå.

Hvilke film har haft betydning for dig?

Jamen, jeg er jo svært glad for amerikansk guldalderfilm, ikke mindst John Ford. Men jeg er også meget glad for filmskole-generationen i Hollywood...."Apocalypse Now", "Taxi Driver" og sådan nogen. Og så kan jeg også godt lide nogle af de gamle tyske, ekspressionistiske film..."Blaue Engel" er for eksempel fantastisk. Og Carl Th. Dreyer.

Bliver din bedre halvdel aldrig træt af at sidde og se gamle Ford-film og høre sentimentale countryplader, når I egentlig skulle have noget kvalitetstid?

Hele tiden.

Du er en forholdsvis flittig koncertkunstner...er meget på landevejen. Hvordan afbalancerer du det med familielivet og undgår de fristelser, der lurer derude?

Jeg synes egentlig ikke, at det er det store problem, i virkeligheden. Det kan selvfølgelig være svært at komme hjem med en energi, som man synes...det er jo dér, egoet kommer ind igen; man kommer hjem og synes, at man har oplevet noget helt fantastisk og derfor er berettiget til at folk skal høre på det, man siger. Og så kommer man hjem, hvor der en dagligdag, som man skal forholde sig til. Det kan give sådan en form for jetlag. Det er klart. Hjem til udlængslen, som Johnny Madsen siger. Men det er nu ikke det store problem. Det er jo også derhjemme fra, at inspirationen kommer. I min ende af branchen er der ikke særligt glamourøst.

Ok. Jeg er ved at have det, jeg har brug for....

Vi kom ikke omkring Dylan...

Jamen, kom endelig med det.

Bob Dylan viser, hvor man kan tage sangskrivning hen. Han rejser sangskrivningen telt...hvis man går hen for at undersøge, hvor højt teltet kan nå, så er det Dylan, man støder på. Og han gør det på utroligt mange forskellige måder. Som lyriker, og også i forhold til at tage folk-traditionen....at tage denne her førromantiske tradition - som er mange forskellige stemmer, fordi det er overleveringer – og så gøre den til et personligt værk. Som Peter Olesen siger gør Dylan traditionen til avantgarde, og det gør han jo på en eller anden måde. Nogen siger, at Dylan stjæler med arme og ben, og det gør han jo fordi han er denne her transparent eyeball , som Ralph Waldo Emerson kaldte det. Atl havd han ser kommer ind i Dylan-maskinen og bliver spyttet ud i den anden ende som stor kunst. Og det er vel et eller andet sted det ypperste, vi kan aspirere imod som kunstnere.

Afslutningsvis: Dylan blev engang, jeg tror det var i '65, spurgt om, hvad hans råd til ungdommen var, hvortil han svarede: "Always keep a good head and carry a lightbulb". CS Nielsen, hvad er dit råd til dagens ungdom?

Jeg havde håbet, at krisen ville være god for ungdommen – for os alle sammen. Så vi kunne fokusere på noget andet. Det viste sig så ikke at fungere sådan. Ligesom 9/11 ikke rigtig gjorde noget godt...det kunne det måske have gjort...ikke intentionen, selvfølgelig, men erfaringen. Ungdommen... de skal forholde sig til ansvar og afmagt som de to  yderpunkter som menneskets eksistens er spændt ud imellem. Hvis det ikke er med i forståelsen af selvet og fællesskabet, så kører ens hjul i sand. Så kommer man igen steder hen, og så er det man tyr til sådan nogle tåbelige ting som selvrealisering. Så er der kun navlen tilbage.

Efterårets mand

Klokken er 20.30, den lille er kommet i seng, kaffen er skiftet ud med først god rødvin og, siden, mere kaffe og portvin. Det formelle interview er overstået, men forskellen er til at overskue, for samtalen kredser stadig om musik, litteratur og kritiske betragtninger om tendenser i tiden. Og selvfølgelig børn, hverdag med videre, og hvorfor Deres Udsendte stadig ikke har lært at lytte til Townes Van Zandt. Da jeg blev far for første gang, tikkede følgende citat ind på sms fra CS: "Being born is going blind and buying down a thousand times / To echoes strung on pure temptation". Townes igen.

Townes, som døde som i 97 efter at langt liv med druk og deroute, og som er på anlægget igen under rundstykkerne og kaffen dagen efter. Må jeg spille en ny sang?, spørger CS. Det må han gerne. "Den har den lidt prætentiøse titel "The 20th Century". Den er delvis inspireret af "Den blå engel". Vi går en tur, med barnevogn, i den kuperede egn omkring slottet og den nærliggende sø. Kommer til at tænke på Theodore Storms romantiske novelle "Immensee".

Da vi kommer tilbage og et par spejlæg er smidt på panden, mere kaffe sat over, er allerførste eksemplar af "Man of the Fall" ankommet med posten; CS poserende med rødvinslæber og resterne af en død fugl holdt frem foran sig på coveret. "I wonder if it's half as dark outside as it is inside of me", synger han fra stereoanlægget, som flankeres af adskillige hyldemeter cd med Hank, Waylon, Billy Joe Shaver, Merle Haggard. Om lidt vågner lille Anna. Jeg ryger en cigaret på den tilfrosne terasse, og spørger hvad der skal ske nu, hvor den nye plade er en realitet. CS kigger lidt frem for sig, inden han svarer. "Det samme", siger han så. "Det samme".

CS Nielsens (F. 1977) andet album "Man of the Fall" udkommer i dag. Udgivelsen vil blive markeret ved releasearrangementer på Gyngen i Århus den 17. januar og dagen efter på Engelsholm Højskole ved Vejle. Den 4. marts varmer han op for Shelby Lynne på Train i Århus. Nielsen kan desuden opleves som foredragsholder på Engelsholm Højskole den 14.-21. april, hvor han bidrager til kurset "Bob Dylan - kunstneren, myten, mennesket" sammen med blandt andre Steffen Brandt og De Efterladte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA