Death Valley Sleepers – fra elektronik til 60’er-rock

Death Valley Sleepers – fra elektronik til 60’er-rock

 

Death Valley Sleepers blev for nylig føjet til "Vegas Udvalgte" og er desuden aktuelle med et selvbetitlet debutalbum i løbet af foråret. GAFFA mødte frontmand Tobias Winberg, en alsidig ung mand, der udover Death Valley Sleepers har været med til at grundlægge rockklubben Frankie Teardrop på Ideal bar i København og medvirket på et Grammy-nomineret jazzalbum. Det blev til en snak om elektroniske sidespring og sideprojekter - og om at finde tilbage til rødderne i 60'er-rocken.

I løbet af din musikalske karriere har du bevæget dig indenfor flere forskellige genrer, ligesom du også behersker flere forskellige instrumenter som guitar, bas, laptop, sitar og tambura (indisk drone-instrument, red). Hvordan startede det hele med dig og musikken?

Jeg startede som syv-årig med at gå til guitar. Senere begyndte jeg at spille musik i ungdomsskole-regi og overvejede at fortsætte på MGK (musikalsk grundkursus, red.), men jeg sprang fra, da det begyndte at blive for teoretisk med noder osv. Derefter begyndte jeg at arbejde med laptop og blev tilknyttet Flamingo Records (Jokerens pladeselskab, red.) som producer, hvor jeg arbejdede med at parre electronica beats med hiphop, i et forsøg på at udvide genren lidt. Da alle så begyndte at sidde med deres laptops og lave electronica, kørte jeg lidt død i det og fandt guitaren og rocken frem igen. Man kan sige, at jeg vendte det elektroniske sidespring ryggen og fandt tilbage til rødderne i rockmusikken.

Hvordan opstod Death Valley Sleepers?

Det med at lave electronica gjorde at jeg befandt mig i en producer-rolle, hvor jeg var afhængig af andres vokaler. Det blev ligesom en bremseklods for min egen udvikling, at jeg var afhængig af andre, og det var derfor, jeg begyndte at synge selv. I lang tid var det et énmandsprojekt, hvor jeg ikke havde nogen studie-udgifter og derfor kunne dele min musik gratis ud. På et tidspunkt blev jeg så blev valgt til "Soundvenue Selected", og da jeg efterfølgende skulle optræde ved et Soundvenue-arrangement, blev jeg nødt til at samle et live-band, hvilket jeg ikke ikke havde tænkt over før. Det var noget nyt for mig at skulle stå i front og synge, og det tog selvfølgelig noget tid for mig at finde frem til mit eget udtryk.

Du solgte for et års tid siden et Death Valley Sleepers-nummer til en reklame for det amerikanske bilmærke Chevrolet. Hvor meget har dét betydet for bandet? Og hvordan blev et sådant kommercielt træk modtaget på den københavnske undergrundsscene?

Det har betydet rigtig meget. Det hele startede med, at jeg via MySpace fik et publishing-bureau i Amsterdam, som jeg havde en del kontakt med, uden egentlig rigtigt at vide, hvad de ville med mig. Men så en dag ringede min A&R-mand pludselig og sagde, at et af mine numre var røget med i en pulje om at komme med i en reklame. Jeg blev løbende opdateret om, hvordan puljen blev mindre og mindre, og at jeg stadig var med, og da jeg så blev inviteret  ned til deres hovedkontor i Amsterdam, vidste jeg godt, at nu var der noget i gære. Så jeg blev fløjet derned og hentet i en bil med tonede ruder og sad så pludselig til møde med en masse reklamebosser.

Det var syret pludselig at sidde med alle de her folk og tale om et nummer, som man havde siddet en sen nattetime i en badekåbe på karlekammeret og syslet med. Sjovt nok var jeg ikke selv særlig begejstret for nummeret som blev udvalgt ("Left Me High", red.) og kan huske at vokalen var lavet, mens jeg både var forkølet og bagstiv.

Men musikken fik derefter en masse opmærksomhed, også i udlandet, og har afgjort været med til at bane vejen for pladen, fordi der pludselig var et budget. Der var delte meninger om brugen af min musik i en reklame i undergrunden, hvor nogen mente det var et knæfald for industrien. Men det var jeg ret ligeglad med, fordi min ambition rækker udover undergrundsscenen.

Inspiration fra 60'erne

Udover at være udøvende musiker arbejder du også som dj og har været med til at grundlægge rocklubben Frankie Teardrop på Ideal Bar i København, hvor du spiller megen af den musik, der har inspireret dig i årenes løb. Hvilke kunstnere har inspireret jeres lyd på det kommende album?

Det er grundlæggende meget 60'er-inspireret. Jeg kan især godt lide 60'er-single-formatet, hvor sangene ikke er for lange, og man kan danse til dem. Når jeg spiller de her 60'er-ting som dj, danser alle. Det kan måske lyde corny, men jeg holder meget af det dansable, det iørefaldende og det gode, genkendelige omkvæd. Derfor er der heller ingen numre på vores album, der er over 4 minutter lange. Jeg dyrker også for tiden en del ting fra halvfemserne, hvor mange grupper igen vender tilbage til det dansable. Navne som Stone Roses, Primal Scream og Kula Shaker er klart blandt inspirationskilderne, og særligt sidstnævnte har samme forkærlighed for det psykedeliske, som vi har. Kula Shaker opdaterede den psykedeliske stil til halvfemserne, og man kan sige, at vi prøver at gøre det samme til tierne.

Primal Scream arbejder også i deres såkaldte acid house med psykedelisk trancemusik og er på den måde også et halvfemsersvar på det psykedeliske. Beck har jeg også en svaghed for, da han ligesom mig har bevæget sig rundt i forskellige genrer og også har arbejdet med elektroniske, programmerede ting og samples. På albummet blander vi f.eks. ligesom Beck loops med organiske lag.

Jeres lydbillede adskiller sig fra andre støjrock-grupper ved at have et orientalsk element i form af sitar og tambura? Hvordan fik du idéen til at inddrage orientalske instrumenter?

Nu siger du støjrock, men vi har faktisk meget bevidst bevæget os væk fra støjrock-stilen - og til dels også shoegazen - som var vores udgangspunkt, og hen imod et mere stramt, mere poppet og mere dansabelt format med forbillede i Kula Shaker og Rolling Stones' tresser-singler som f.eks. "Paint It Black", hvor de også inddrog orientalske klange i deres lyd. Så jeg synes efterhånden, vi er nået ret langt væk fra vores udgangspunkt i støjrock og shoegaze.

Flere sideprojekter

Du har gang i flere sideprojekter samtidig med Death Valley Sleepers. Fortæl lidt om Black Light White Light.

Martin Ejlertsen inviterede Adam (trommeslager i Death Valley Sleepers, red.) og jeg med til Los Angeles i 2010, hvor vi gik i studiet med Rick Parker, der tidligere har arbejdet med Black Rebel Motorcycle Club. Resultatet blev albummet "Infrared Daylight", der udkom sidste år. Vi tager snart på en miniturne i Danmark og Sverige med Black Light White Light, hvor vi skal varme op for The Telescopes og samtidig også fungere som deres backingband. Telescopes var jo med på Alan McGhees legendariske selskab Creation Records, der også husede navne som Jesus & Mary Chain og Oasis, så det bliver skægt. De kan sikkert en masse røverhistorier fra dengang.

Et andet interessant og måske også lidt mere overraskende sideprojekt var dit samarbejde med free jazz-legenden John Tchicai, som blev nomineret til en Grammy i kategorien "Årets Danske Crossover Jazzudgivelse". Hvordan kom det i stand? Og hvordan var det anderledes at arbejde med en jazzmusiker i stedet for rockmusikere?

Jeg kom med gennem min far, som for mange år siden havde spillet med i et ensemble  med John Tchicai og Marilyn Mazur (dansk, verdensberømt percussionist, red.). Min far tog så på et tidspunkt atter kontakt til Tchicai og så kom mig og min bror også med og fik et job på Roskilde sidste år. Det er noget andet at arbejde med jazzmusikere, især indenfor free jazz, fordi det er så improviseret med en nærmest punket tilgang, hvor man spiller helt frit fra leveren, måske bortset fra et lille tema, som man kan vende tilbage. Det var især skægt at prøve, fordi det er så kontrastfyldt i forhold til Death Valley Sleepers' meget stramme, tætte format.

Bijob nødvendigt

Du ernærer dig som musiker, men har også en uddannelse som pædagog. Regner du med nogensinde at komme til at arbejde som pædagog eller forudser du at kunne leve af din musik?

- Herhjemme er det ligesom vilkårene, at man som musiker bliver nødt til at have bijob og noget at falde tilbage på. Man tjener en fast indkomst på turnéerne, men ellers ikke ret meget. Det er selvfølgelig nogen, der kompenserer for det ved at spille røvballerock og bryllupper, men det er jeg ikke så tændt på. Så ja, det er selvfølgelig drømmescenariet at kunne leve af min musik, men man skal desværre nok hedde Rasmus Seebach eller Medina, før det kan lade sig gøre.

Hvis vi lige her til sidst vender tilbage til det kommende album Hvad kan vi forvente og er der nogen titler i spil, du vil afsløre?

- Vi håber på, at den kommer i april. Der har undervejs være flere titler i spil, men vi er blevet enige om bare at kalde den "Death Valley Sleepers", fordi vi føler at det passer godt til et debutalbum.

Ud over det kommende album, hvad har du så af planer for det nye år?

- Vi befinder os i et spændende stadie, hvor vi er debutklar, så det hele afhænger meget af albummets modtagelse, og af hvordan singlerne klarer sig. Der kommer en turné i forlængelse af det hele, men det er svært at sige hvornår, da det afhænger af booking- og pladeselskabet, og hvad de føler der er bedst rent timingsmæssigt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA