x

Reportage: Sweden Rock '07 – Psycho Therapy

Reportage: Sweden Rock '07 – Psycho Therapy

Billede: Overkill, skudt af Jens Jam Rasmussen

Den første udgave af festivalen Sweden Rock fandt sted som en endages festival tilbage i 1992. Gradvist har Sweden Rock så vokset sig større og større og er nu mere blevet Skandinaviens førende hård rock-festival, med vægt på traditionel heavy metal i absolut verdensklasse.

Hård rock er noget helt særligt i Sverige, og Sweden Rock, der også er identisk med et flot månedsmagasin (på svensk, naturligvis), kunne notere udsolgt allerede en måned før, de første tunge toner lød på årets solbeskinnede tre dages festival ved Norje Havbad, 14 kilometer fra Sölvesborg, ved grænsen mellem de gamle danske områder, Skåne og Blekinge.

Tung torsdag
Og ser man alene på årets torsdags program, så forstår man præcis hvorfor at Sweden Rock er blevet en institution for hård rock-miljøet, på samme som Roskilde Festival er det for den totale festival- og musikoplevelse: Anthrax, Megadeth, Saxon, Motörhead og Accept opmarcheret på rad og række, hvilket velsagtens svarer til hvis en old skool elektropop-fan skulle stå at drikke sin festival-fadøl til Soft Cell, The Human League, Erasure, Duran Duran og Depeche Mode.

Med dette utopi-tangerende program in mente var fokus naturligvis fast rettet mod festivalens to hovedscener, beliggende lige over for hinanden, med et kvarters mellemrum mellem slut og start på de respektive koncerter - og med et velplaceret øltelt midt i mellem scenerne.

Et problem med disse to hovedscener er imidlertid, at de ikke har nogle ekstra højttalertårne ude på pladsen (som for eksempel på Roskilde Festival), hvilket giver nogle lydmæssige problemer, når en frisk brise lufter op, hvilket de især gjorde det under Anthrax' sæt, som var det svageste fra de fem nævnte ”torsdagsheadliners”. Denne her udgave af Anthrax var endda det 20-års jubilerende, der i midt- og sen-80'erne pionerede heavyscenen med hård hardcore thrash metal, et glimt i øjet og ikke mindst en hybrid mellem heavy scenen og hiphop miljøet, kulmineret med bandets indspilning og turné med Public Enemy. Men Anthrax slog bare ikke igennem denne eftermiddag, hvilket deres samtidige Megadeth til gengæld gjorde ovre på den modsatte scene, med lige dele hårdførhed og ekvkilibrisme. Så virtuost og velspillet, at man fremdeles må undres - endnu mere - over hvorfor den Megadeth-synonyme frontmand Dave Mustaine kan blive ved at være så vred og bitter på verdenen omkring ham? Musikalsk er Megadeth ihvertfald mere blændende end nogensinde, hvilket vi jo allerede blev varslet om i Store Vega i februar.

Med Saxon derefter blev hoppet så taget nok en håndfuld år tilbage i den tunge tidsmaskine, og forsanger Biff Byford viste sig som den velkendte indpisker, der fik løftet den i forvejen fuldgode stemning ganske betragteligt hen over festivalpladsen - men briserne kunne stadigvæk drille, og volumemæssigt savnede man lige en anelse mere tryk på, men Saxons udadvendte optræden var mere end godkendt.

Fynsk ale og tyske heavyhits
Halvanden time til næste act, så en kvik tur ned til campen og de medbragte ales fra Vestfyens Bryggeri (Læs: Danmarkss bedste øl til prisen: 4.50 kr., desuden nydes ale-typen bedst lunken – en anden væsentlig pointe på en godvejrs festival!).

Tilbage foran scenen var volumeknappen så sparket helt i bund, da Lemmy og hans 30 års jubileerende udgave af mægtige Motörhead pløkkede publikum ned for fode med halvanden times granatudgaver af gamle og halvgamle klassikere, kulmineret i de sidste tre numre, hvor den klassiske ”Bomber”-lysrig (udødeliggjort på coveret til ”No Sleep Hammersmith” live-pladen fra 1981) svævede hen over bandet, mens ”Bomber”, ”Ace of Spades” og afslutteren ”Overkill” blev trykket af. Tror ikke, at denne showeffekt medbringes til bandets koncert på Giants of Rock på Gentofte Stadion den 10. juli, men man kan sagtens glæde sig til Motörheads optræden endda, for dette band er ganske enkelt evigt gigantisk.

Et kvarters pause og så klar til det, i denne sommer, gendannede Accept, alias det mest klassiske tyske heavy metal band, nogensinde. Og klassisk blev det fra start til slut, hvor Accept viste at gendannelsen ikke kun er monetært betinget. Frontmand Udo Dirkschneider skraldede sin rustne røst ud over det formiddabelt velspillede monstermateriale fra primært ”Balls To The Wall” og ”Restless & Wild”, og kunne man have flasketappet den euforiske stemning foran scenen i just disse samtlige to timer med Accept, burde lykkepiller være overflødiggjort - måske en idé for min overmåde metalentusiastiske campingmakker, der til hverdag jobber på medicinalfabrikken Lundbeck? Den må vi tage, når han er faldet ned igen, om en måneds tid eller så.

Hammerfalls fredag
Velsagtens umuligt at følge op på denne torsdags line-up, men fredagens program havde nu også en værdig tyngde - fra første band, det efterhånden ganske velkendte Mustasch fra Gøteborg (blandt andet på Roskilde Festival 2004), der havde erstattet de afbudsramte landsmænd Arch Enemy som hovedscenernes åbner kl. 12.00. Bandets Cult og Danzig møder Black Sabbath anno 70'erne friskede op, som var det den formiddagskaffe, vi lige havde indtaget. En flot, flot åbning på fredagen.

Op ad dagen gik turen omkring det intime Rocklassikerteltet, for at stimulere humøret og hård rock-appettiten med lidt Ozzy- og AC/DC-cover bands, begge såre fint gennemførte; men eftermidaggens store clue var nu de vedholdende old skool power-metal thrashers, Overkill fra New Jersey, der på den ene af de to mindre ”hjørnescener” kastede deres kærlighed til den tunge tråd i hovedet på det meget fine fremmøde af fans - hvilket også just kendetegner denne her festival, som er båret på den dybe dedikation og kærlighed til den musikstil, der bydes på, hvilket også kunne observeres under engelske Diamond Heads tidlige aftensæt på den anden ”hjørnescene” - og hvem er så disse Diamond Head? Såmænd bandet, der skubbede Lars Ulrich i gang med Metallica, både med covernumre og inspiration til egne riff.

Lige efter Diamond Head stod de svenske true metal helte Hammerfall klar på hovedscenen med et forrygende show, flammende fyldt af spillelyst. Ren heavy metal, der emmer af tradition, men også med nogle hooklines, som bare rammer helt plet, uanset om man kender Hammerfalls materiale eller ej. Fantastisk effektfuldt festivalband, og det gælder altså om at være tidligt fremme, når Hammerfall åbner førnævnte Giants of Rock på Gentofte Stadion den 10. juli.

Et gennemført og forrygende band, der måske burde have lukket hovedscenen denne aften, for veteran-showmanden Sammy Hagar (kendt fra navnlig Van Halen og Montrose) havde haft bedre af blot en times sæt, tidligere på aftenen. Showmæssigt og musikalsk meget kompetent, men Hagars solomateriale er for ukendt for selv Sweden Rock-publikummet, og han gad ikke bare lave ren Van Halen-jam (det blev dog til tre Van Halen-numre i rap, midt i sættet), hvilket man egentlig ikke kan klandre ham for. Derimod en programmæssig misser af arrangørene, midt i en ellers nærmest urealistisk række af fuldtræffere.

Goddag til næste generation
Lørdag formiddag drog GAFFAs udsendte så hjemad til familieforpligtelser, mens Sweden Rock fortsatte på fuld knald med bl.a. We, Sebastian Bach (ex-Skid Row), Yngwie Malmsteen, Dio, Candlemass og Mötley Crüe.

Et enormt varmt indtryk fulgte i sindet, på togturen på tværs af Skåne – og så var festivalmindet #1 endda ikke et af de ovennævnte musikalske, men i stedet det indre billede af de to 11-12 årige glade knægte iført nitter og cowboyveste med symærker af AC/DC, Kreator, Motörhead, Megadeth og Led Zeppelin, der fredag aften til Status Quo (ja, de var der osse) stod og swingede deres kombinerede Jack Daniels – og Iron Maiden flag, mens de ”spillede” særdeles medlevende på deres oppustelige el-guitar.

Fåking old school og så alligevel så eviggyldigt multigenerationelt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA