x

Sonár dag 2 – Fremtidens musik

Sonár dag 2 – Fremtidens musik

Stemningen er afslappet på Sonár. Billede: Rune Geertsen

På trods af Sónars status som den førende elektroniske musikfestival i verden indgår ordet “elektronik” ikke i festivalens navn: “Barcelona International Festival of Advanced Music and Multimedia Art”. Og hvis man på årets festival skal pege på en tendens, må det være, at netop det avancerede - eller eksperimenterende - er et vigtigere kodeord på Sónar end det stringent elektroniske. Hvor der tidligere syntes at eksistere en slags dogme, der dikterede at elektronisk musik udelukkende skulle spilles med laptops, sequenzere og samplere, lader der nu til at være en meget større accept af genrernes sammenblanding og de akustiske og elektriske instrumenters genkomst.

De elektriske instrumenter fyldte meget i lydbilledet, da The Durutti Column indtog Escenario Hall i kælderen af Barcelonas museum for moderne kunst. Vini Reillys Durutti Column var et af de banebrydende bands på Manchesters Factory Records, hvor han - sammen med label-kolleger som Joy Division - fra slutningen af 1970'erne definerede drømmende og melankolsk instrumental eksperimentering med popmusikken. Siden blev Vini Reilly, sideløbende med sine egne projekter, en af Morrisseys faste akkompagnatører, da denne gik solo efter The Smiths' opløsning.

En indtørret heks
Vini Reilly ligner med sit furede fjæs og slatne grå halvfjerdser-hår mest af alt en indtørret heks, der er træt af livet. Og da en stor, firkantet mand, der tilsyneladende har passeret pensionsalderen, satte sig i trommestolen, var det svært at vide, hvad man kunne forvente sig fredag aften.

Men alle betænkeligheder blev gjort til skamme, da de to gamle mænd og en bassist af nyere dato gik i gang med en opvisning i genreoverskridende musik, der strittede i så mange retninger, at termen “eksperimenterende” ikke rigtigt er dækkende. Og det kunne sikkert let være endt i ligegyldige, retningsløse lydtapeter, hvis ikke det var for Reillys stramme rolle som styrmand med guitaren i den ene hånd og det elektroniske instrumentbræt ved den anden.

Guitarens soniske flader af hvid støj kombineret med trommemaskinen og den jazzede trommeslager af den gamle skole gav associationer til Spiritualizeds støjværker. Reillys karriere gennem fire årtier var tydelig i de klare linjer tilbage til krautrockbands som Can og shoegazer a la My Bloody Valentine, ligesom i hans guitarsoli, der havde en tendens til at ramle ind i de tykkeste heavy-klichéer med fingerspil og tapping.

Den firskårne trommeslager tæskede det ene øjeblik trommerne med sit tunge hypnotiske samspil med de computergenerede beats. Kun for næste øjeblik, med et bredt grin, at skifte til selvlysende gule whiskers og give den som en anden John Bonham (Led Zeppelin) i en old-school trommesolo.

Sónar 2005 har vist, at den elektroniske musiks muligheder praktisk taget er ubegrænsede, hvis lysten til at parre teknologien med klassiske dyder ikke bliver kvalt i trætte dogmer.

Sonars hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA