x

World-guide til Roskilde: Klasseprogram på Ballroomscenen

World-guide til Roskilde: Klasseprogram på Ballroomscenen

GAFFAs Torben Holleufer forsøger igen i år at guide dig gennem den sommervarme nærmest tropiske festivalplads til årets højdepunkt inden for verdensmusik. Der forhåbentlig udmunder i en fest, der har mindre karakter af overlevelseskursus end i 2004's mudderbad

Roskilde Festival har i stigende fundet formen med hensyn til at præsentere verdensmusik, så der er inspirationer langt ud over det sædvanlige i hobetal. Her er normen nu et stopfuldt telt fyldt med dansende mennesker, og årets program er så righoldigt. Dog også med vægtige indslag, der findes på de større scener. Jeg tænker her på den caraibiske superstjerne Juan Luis Guerra (billedet) fra Den Dominikanske Republik, der slutter på Orange Scene (søndag kl. 22) og kan blive den helt store overraskelse. Eller det imødesete møde på Roskilde Arena (fredag kl. 16) med de to mestre fra Mali, Ali Farka Touré og Toumani Diabaté, der oven i købet har en spritny plade med i bagagen, som magasinet Mojo simpelthen kalder ”the most beautiful nusic on earth”. Produceret af Nick Gold og med nogle af drengene fra Buena Vista Social Club. Men det er nu en helt anden spændende historie, som vi kan tage i et andet forum.
Vi tager koncerterne fra en ende af:

Torsdag den 30. juni:
Dwi Mekar (Indonesien)
Roskilde Ballroom åbner markant med Dwi Mekar, som er en 22-personers gruppe fra paradisøen Bali i Indonesien. På denne og på naboøen Java har man en gammel og traditionsrig kultur, som blandt andet giver sig udslag i musikformen Gamelan. Gamelan har i disse år en øget popularitet i Vesten, og Dwi Mekar repræsenterer noget af det bedste inden for en besættende og fejende flot optræden. Musikken har besat vestlige øren i de sidste 500 år, og moderne komponister som Debussy eller John Cage var dybt inspireret af den komplekse musik og den helt unikke lyd. Denne bliver frembragt på gong'er, metallofoner (en art xylofoner) og trommer. Dertil kommer dansere, der arbejder i en klassisk stil af stor æstetisk skønhed og ynde. Det er med vilje, at de åbner på Ballroomscenen, for der er meget udstyr at sætte op til denne særprægede musik, som er totalt vanedannende, når øret først har accepteret de nye spilleregler og lader dig fange ind.

Ska Cubano (Cuba/UK)
Ska fra Cuba lyder som en umulighed. For det er egentligt bedrøveligt så lidt interaktion, der har været mellem de to caraibiske østater, Jamaica og Cuba, for ska blev grundlagt i 1950'ernes Jamaica, og dannede grund for senere stilarter som rock steady og reggae. Svaret skal nok findes i, at Cuba efter revolutionen i 1959 blev ret lukket og hyldede sin egen righoldige kultur. Altså indtil to mænd fra Londons skascene tog til Santiago, byen ude østpå, der også var sónmusikkens vugge kendt for sit Casa de la Trova. Her fik de fat i cremen af de lokale musikere, der gik sammen om en veritabel supergruppe, der passende fik navnet Ska Cubano. Forvent en koncert, hvor dansabel er en underdrivelse. En enig presse har allerede døbt orkestrets skaversioner af cubanske klassikere til sommerens store nyhed og priser orkestret på 15-mand eller noget i den stil for at være uhyre velspillende og frem for alt, nyskabende.

Mory Kanté (Guinea)
Jeg præsenterer hermed en af Afrikas største sangere for dem, der skulle have glemt det eller bare aldrig har hørt om manden. På niveau med en Youssou N'Dour eller en Salif Keita, som faktisk var den store rival tilbage i 1970'ernes scene i Mali. Mory Kanté blev helt kult, da han endte i Paris med sin kora, som han ville danse rundt med, mens han sang, så det var en fryd. Hittet ”Yeke Yeke” fra 1988 blev et gigantisk hit, verdensmusikkens hidtil største på den tid. Siden har han bare holdt niveauet, og på de sidste to udgivelser har han markeret sig i en grad, så man kun kan se hen på koncerten med de største forventninger. En personlig favorit på festivalprogrammet, kan jeg godt afsløre. Kanté spiller traditionel musik fra Mandé-repertoiret, med instrumenter som kora, ngoni, djember og balafoner, og så det forbilledlige samspil mellem stjernen og hans kor. Det kan anbefales at skaffe Mory Kantés udgivelse fra sidste år, ”Sabou”, som jeg opfatter som et af årets bedste skiver, på tværs af alle genrer. Forvent det storslåede. Se hen mod en afrikansk superstjerne på den absolutte top.

Fredag den 1. juli:
OBS!!!
Roskilde Arena kl. 16:
Ali Farka Touré feat. Toumani Diabaté (Mali)

Den store bluesguitarist og sanger fra byen ved Nigerfloden og den virtuose koramester er gået sammen i et projekt, der efter to gennemlytninger har åbenbaret et afrikansk mesterværk. Det er en mere afdæmpet Touré, som her går ind i Diabatés meditative stemning og leverer en musik, der er et væld af toner, og ikke så meget de karakteristiske elektriske guitarriff. De fik det kræsne publikum til BOZAR i Bruxelles til at måbe tidligere på året, og du kan godt se frem til en akustisk koncert, hvor afrikanske instrumenter som ngoni og kalabas er i centrum. Der vil være nyt materiale, ligesom de to nok skal komme med en række af deres hits for alle os fans, der regner dem for musikere, der i deres kunst har direkte connection til guderne.
Ali Farka Touré er midt i tresserne, og har en lang og imponerende karriere bag sig. Han startede ud med at spille til ånderne med sin legendariske enstrengede djurkel, og måtte som ung tilbringe et år med at komme sig over en ånd, der i skikkelse af en slange sagde, at musikken skulle være hans vej. Siden transponerede han sit tonesprog over på guitaren, og gradvist voksede hans ry, ikke mindst i de år, hvor han var tilknyttet det franske Sonodisc-label.
I slutningen af firserne indledte han sit samarbejde med det banebrydende engelske World Circuit-label, der kulminerede med Grammyvinderen ”Talking Timbuktu”, som var et duosamarbejde med den amerikanske guitarmaestro Ry Cooder. Siden er det blevet til en stribe banebrydende albums med stjernen, der i øvrigt gæstede Roskilde Festival tilbage i 1988. Koncerten med de to bliver en tonal og rytmisk rejse, som ingen bør snyde sig selv for.
For de to er verdensstjerner og at det mytiske stof, som legender er gjort af.

Mahala Rai Banda (Rumænien)
Husker du Taraf de Haïdouks? Det vilde band fra Transylvanien, der spiller halsbrækkende rumænsk musik med masser af violin, hammerklaver og momenter, der virtuost veksler mellem det mest inderligt gribende, for i næste øjeblik at banke den vildeste rock'n'roll af sted. Her er et orkester, der bevæger sig hjemmevant i samme boldgade, og samtidig inkorporerer ny stil og teknik. Vi snakker et orkester, der består af unge folk, der gør i tubaer og trompeter, walking bas på afveje, og vild knald på. Musikerne er selvfølgelig romaer, altså sigøjnere, fra Bucharest, og deres lydbillede veksler hele tiden på et meget højt virtuost niveau. Dertil kommer engageret sang og gode melodier, som passer rigtigt godt til pogodans og vild druk. Jeg kan kun ønske god fornøjelse.

Warsaw Village Band (Polen)
Det sensationelle orkester fra Polen, som i den grad har fået et gennembrud på verdensscenen med en musik, ingen har hørt før. Associationen ”Ronja Røverdatter på syre” fanger meget godt stemningen af dette mageløse orkester, når de sætter i gang med sprød folkviolin, de dumpe trommer og den vilde sang, som råbte nogen rigtigt højt et sted i en stor skov med bjergenes ekko. Vi er rigtigt langt væk. Med toner og vilde rytmer, der både er inderligt smukke og har en urkraft, der sjældent er set. Deres sidste plade blev ”Uprooting” blev berømmet fra alle sider, og kulminationen kom i slutningen af sidste år, da Warsaw Village Band vandt den prestigefyldte BBC Radio 3 World Music Award.
Vi kommer til at se et dybt originalt show, rebelsk i udtrykket. En rejse til et helt nyt sted, der har det urgamles kraft og en utøjlet nordeuropæisk fandenivoldskhed.

Radio Mundial (USA)
Det store æble - altså New York - har alle dage været en multikulturel oase, som har dannet skole med en energi og fantasifuldhed, som virkelig vil noget. Her tænker jeg ikke mindst på salsamusikken, i alle dens afskygninger. Radio Mundial blev grundlagt af to brødre, Jean og Richard Shepherd, som spiller fik idéen med at kombinere det puertoricanske nationalinstrument, cuatroen, med percussion der virkelig sparker af sted og en udviklet flair for at skrive de gode sange. Deres musik kan karakteriseres som en moderne fusion af Afro-Latin-inspireret funk, og de er blevet et eftertragtet navn på klubber rundt omkring i New York. Ligesom de for alvor fik det blå stempel, da de blev signet af Chris Blackwell, som i sin tid var bagmand for Bob Marley, da han havde det legendariske selskab Island Records. Se frem til en moderne lyd, der swinger som død og kritte.

Tinariwen (Mali)
“Legendary poet guitarists and soul rebels from the southern Sahara desert”. Sådan præsenteres dette orkester på bagsiden af deres geniale album fra sidste år, “Amassakoul”. Og der er de sidste år kommet stærkt fokus på beduinernes musik fra Sahara. Vi kalder dem tuareger eller de blå folk, selv siger de tamachek om deres kultur. Og de spiller en egen original og vild blues, der over de sidste år har udviklet sig over al forventning. Ikke helt ulig den store mester, Ali Farka Toure, der også spiller på festivalen, og er fra samme område. Vi er altså ikke langt fra den sagnomspundne ørkenby Timbuktu, hvor der hvert år er en festival i en oase, og hvor stedse flere kommer for at mødes. Sidst var Manu Chao forbi, og tidligere har en anden gammel musiker med bluesmusikken helt ud i fingerspidserne optrådt med beduinerne. Nemlig Led Zeppelins Robert Plant, som har karakteriseret Tinariwens musik som ”den musik, jeg altid har søgt efter”. De har før været på Roskilde Festival, men har nu nået et meget højt niveau. Regn med en rejse båret af guitarer og vokaler, du ikke glemmer lige med det samme. Med hele ørkenens ro i hver en strofe.
Det bliver helt sikkert kanon.

Tiken Jah Fakoly (Elfenbenskysten)
I kølvandet på den store Alpha Blondi har det været som så med de rigtigt spændende eksponenter for afrikansk reggae fra det uroplagede land på Vestafrikas Guldkyst. Og meget betegnende har et af de bedste bud på en arvtager, Tiken Jah Fakoly, da også forladt det lovligt vilde Abidjan og flyttet nordpå, til Malis hovedstad Bamako. Her er der til gengæld en scene i rivende udvikling, og det har vist sig, at i en kultur, hvor alle alligevel render rundt med Bob Marley-T-shirts, er der masser af impulser til en spændende gang afrikansk reggae. Det bliver behagelig reggae, der blidt vugger af sted fra denne fredfyldte mand med budskaber om fred og enhed. Og han holder virkelig med status som den store nye stjerne inden for stilen. Positive toner, der løfter dig op.

Femi Kuti & The Positive Force (Nigeria)
Femi Anikulapo Kuti. Navnet der forpligter, for som arvtager til faren, den store og - siden 1997 - afdøde Fela Kuti, The King of Afrobeat, har der altid været rettet helt specielle forventninger til ham og hans orkester. Og han beviser i stadig større grad, at han formår at træde ud af skyggen af farens gigantiske personlighed og arv. Hans seneste album var en liveoptagelse fra hans klub i Nigerias hovedstad Lagos, og det er simpelthen en af årets bedste liveudgivelser, hvis ikke den bedste. Glæd dig til en politisk sanger, der får den gængse rappers revolution til at ligne en søndagsudflugt. Og så hans helt uimodståelige opdaterede version af afrobeat, med malede dansere og korsangerinder, de karakteristiske hornriff og et kropsligt rytmisk sprog, som i den grad rykker. Og send så en solidarisk tanke til kunstnere, der får censureret deres udtryk, som det har været dagligdag for den utrolige familie fra Lagos, samt til den i Danmark grundlagte organisation Freemuse, som er på festivalen, og som i netop Femi Kuti har en af sine varmeste fortalere.

Spam Allstars (USA)
Dybt originalt band fra Miami i Florida, nærmere betegnet fra bydelen Little Havana, hvor det moderne orkester med de afhængighedsskabende beats i snart mange år har været stærkt populære. Leder er den kendte scratcher DJ Le Spam (Andrew Yeomanson), som har skabt en stil, der inkluderer stilarter som latin, funk, hiphop, dub plus alskens elektroniske svinkeærinder, samt lederens eget sublime arbejde ved grammofonerne. Stilen er blevet kaldt Miami Spice, og de er noget af det hotteste på en scene, der er et veritabelt hedeslag.
Forvent et show, der er befriende anderledes. Med en energi og et latinflow, der er de få forundt. Orkestret spiller virkeligt en spændende version af områdets musik, og koncerten kan blive en af de bedste på festivalen. Miami Spice - jeg må altså bare have det forbudte stof. Det bliver en sen og vild oplevelse til at lukke fredagens party på Roskilde Ballroom.

Lørdag den 2. juli:
Toumani Diabaté (Mali)
Virtuosen på den 21-strengede kora giver helt sikkert en af festivalens memorable oplevelser. Jeli'en fra Malis hovedstad Bamako har skabt sensation i al den tid, han har været kendt. Vi forventer, at han kommer til at optræde alene denne gang efter fredagens mestermøde med Ali Farka Toure på Roskilde Arena. Er det sådan, kan man forvente vidunderlige rislende toner, der kreerer et meditativt space, der både har den uimodståligt vuggende vestafrikanske rytme i sig, og dertil et naturstridigt overskud i det kildevæld af toner, han formår at få ud af sin kalabasharpe. Det er ikke overdreven tale, men man besættes af rendyrket ærefrygt, når man ser hen til denne koncert, der midt på lørdagen kan blive den helt perfekte blide start, inden vi for alvor tager danseskoene på og begiver os over Atlanten. Til Caraibien og omliggende områder.

Enzo Avitabile & Bottari (Italien)
Veteranen Avitabile har i mange år været stor på den italienske scene, men tilbage i 2001 fik han en glimrende idé, som vi får set resultatet af her. Han spiller i forvejen en musik, der låner kraftigt fra algiersk raï-musik og lignende stilarter, i øvrigt i en grad, at superstjernen Khaled bad om at være med på det sidste kritikerroste album. Men Enzo Avitabiles gode idé var at inkorporere nogle mystiske musikere fra en landsby på Sicilien, hvor man har en gammel tradition for åndemaneri. I Bottari, som landsbyen hedder, hamrer man komplicerede rytmer af på vintønder, og det giver en særegen og meget spændende lyd, når synergien af Middelhavets stilarter mødes her. Italiensk egnsmusik har alt for længe været ukendt i den bredde offentlighed, og det er synd, for der er tale om en righoldig og meget nuanceret kultur med masser af inspiration fra arabisk kultur. Tjek et spændende og medrivende kulturmøde ud på Roskilde Ballroom.

Michele Henderson (Dominica)
Dominica er en lille østat i Caraibien, som engang var britisk koloni og nu er i Commonwealth. Der er altså en tradition for at udtrykke sig på engelsk, ligesom der er stærk kreolsk påvirkning. Michele Henderson har alt dette, ligesom der er hints fra reggae i hendes umiddelbart ordinære udgave af amerikansk mainstream. Hun er stærkest, når det er Caraibien, der slår igennem, for så samles alle hendes dyder i et stærkt sceneshow, samt et antal rappe melodier, der bliver sparket af sted med sødme og stor dygtighed i fraseringerne. Man forstår, at hun er ved at vokse sig for stor til det lokale område. Roskilde Festivals kræsne publikum kan meget vel blive den perfekte test.

Desorden Publico (Venezuela)
Skamusik fra Venezuela lyder jo ret specielt. Især når man ved, at inspirationen var fra den engelske TwoTone-scene, som var en udløber af punken, med bands som The Specials, The Selector og til en vis grad, Madness. Vi har altså med et orkester at gøre, som er lidt i samme ærinde som Manu Chao, altså rap og pågående ska med en kraftig kant af rock, men også med inspirationer fra salsa, hvilket da også ville have været næsten naturstridigt i et land, hvor alt undtagen nationalmelodien synes at være salsa. Og det giver orkestret en lyd, der er speciel, et helt eget flyd, hvor de typiske horn ligger millimeterpræcist, som bjæffer de kommentarer af sted, og dertil er der de gode melodier. Er man til Manu Chao, så vil man også elske dette 20 år gamle orkester, der har kultstatus hjemme i Caracas, og nu står og kan blive et af de bands, der overrasker rigtigt mange på dette års festival.

New Cool Collective Big Band (Holland)
Bigbandjazz på Roskilde Festival. Ballroom vover springet med dette 22-mands orkester fra Amsterdam, hvor har haft en spændende udvikling over de sidste ti års tid. Her ville de tidligt arbejde med en dj, og der ville være masser af hints til latin, som kombineret med det energimættede kvalitetsbigband anført af saxofonisten Benjamin Herman ville lave først klubaftener og siden flytte til større steder med deres unikke identitet. De har modtaget en række priser i Holland og spillet på de store jazzfestivaler, og kan vel bedst sammenlignes med vores eget Pierre Dørge & New Jungle Orchestra. Du kommer til at opleve en optræden baseret på utømmelige energireserver med et orkester, der er cool, som man bare er i Amsterdam, og afspejler en by, der aldrig helt har passet ind i gængse forestillinger. Og du kommer til at danse, så det forslår.

Yuri Buenaventura (Colombia/Frankrig)
Frankrigs hotte salsanavn er i virkeligheden fra Colombia. Fra byen af samme navn som hans efternavn. Et sted, hvor salsamusikken er overalt, og hos Yuris familie var det salsaflagskibet Fania All Stars, der dannede inspirationen. I sluthalvfemserne kom den første skive, samtidig med at salsaboomet for alvor fik fat, og i Paris er Yuri Buenaventura i dag en af kongerne med en melodiøs gang salsa, som har alle de rette dyder. Hans albums sælger til platin i det adopterede hjemland, og nu er det så danskernes tur til at stifte bekendtskab med fænomenet. Se frem til rendyrket salsa af den gamle skole - med et kraftigt stænk af fransk tungsind sine steder. Original kombination som nok skal fungere midt i lørdagens latinfest.

BNegão & Os Seletores de Frequência (Brasilien)
Der er virkelig knald på brasiliansk musik i disse år, hvor stilarter som electronica, tekno og rapmusik stedse videreudvikles i samklang med traditionel samba, bossa og hispanisk indflydelse, som det eksempelvis har været tilfældet med Nacao Zumbie. Bnegão er en rapper med stort potentiale, som er et af de friske skud på det frodige brasilianske træ. Et ekko af et yderst problematisk og voldeligt samfund, der konstant afspejler alt det eksotiske. Med et budskab der viser landets ungdoms stadig mere utålmodige krav om retfærdighed og reel frihed. Han optrådte på den prestigefulde Womadfestival, hvor en anmelder havde følgende at sige om sceneshowet:
”BNegão fik alle til at glemme alt om trætte fødder og bevæge sig til en original og artikuleret hiphop tilsat reggae-dub. Han angreb scenen som en selvbevidst bjørn og fik mængden på mærkerne med sin socialbevidste og politiske tale i en optræden fuld af energi og generøsitet”. Her er scratches og rocktrio, og en ubesværet vandren rundt mellem virkemidler som ragga, dancehall, reggae og samba. En storbylyd fra et land, der kræver at blive hørt.

Søndag den 3. juli:
Faiz Ali Faiz (PAK)
Verden gik af lave den augustdag i 1997, hvor den store sanger inden for den islamiske mystikerskole Qawali, Nuzrat Fateh Ali Khan, gik hen og døde små 50 år gammel. Snart efter gik andre store skikkelser indenfor stilen bort, eksempelvis udtryksfulde Aziz Mian. Til gengæld er der nu igen kommet nye stjerner frem, der har hele de stores arv intakt, og et eget udtryk, der nok skal genrejse qawali i folks bevidsthed. Og her tænker jeg ikke mindst på 43-årige Faiz Ali Faiz, som starter søndagen på Ballroom. Det er en erfaren qawalisanger, syvende generation i en familie, der har rødder i storbyen Lahore. Hans stil er forskellige fra Nuzrat, men han har erkendt inspirationen, ikke mindst på det sidste fremragende livealbum, dedikeret til mindet om den store mester. Og han har virkelig noget at have det i med suveræn stemme, der ubesværet mestrer de vanskelige soloer, og et tæt samarbejde med harmoniumspillerne, de rappe slag på tablatrommer og selve gruppens balance, som er adelsmærket inden for stilen, der i sin rene form handler om gennem musik at søge enhed med Allah, med stor opmærksomhed på Imam Ali, som er en helteskikkelse blandt sufier i Pakistan. Forvent en koncert i absolut topklasse.

Konono No. 1 (Congo)
Normalt associerer man musik fra Congo med den elegante musikstil Soukous, men glem alt om det her. Konono No. 1 er et vaskeægte gadeorkester, anført af en mester på tommelfingerpianoet, som man finder mange steder i Afrika, og som i denne kultur kaldes en likembe. Men omtalte mester, som startede orkestret omkring 1980 hedder Mingiedi Mawangu, og hans kunstgreb var at tilsætte hjemmelavet forstærkning, så man kom til en lyd, der er særdeles forvrænget og frem for alt rå. Sådan i stilen bilbatteri sat til en 25-watts forstærker, og så tre af disse likember i hvert sit toneleje, som skratter og overstyrer, så der virkelig går punk i den. Dertil tre percussionister og tre kvindelige dansere. Vi snakker rå urban musik, med rødder nede ved grænsen til Angola. I en grad, så verdensmusikkens puritanere mere end en gang har gået ekstra hårdt til lydmanden, fordi musikken ikke er smuk nok, uden at vide, at sådan skal det bare lyde. Til gengæld har Konono No. 1 et totalt skramlende udtryk og banker deres show uimodståeligt ud over scenekanten. Er du ikke normalt til verdensmusik, kunne dette blive en åbenbaring. Og er du totalt tændt på Afrika, får du sikkert et chok.

Plena Libre (USA/Puerto Rico)
Plena er en musikstil, der siden 1930'erne har været den mest udtalte på den caraibiske østat Puerto Rico, som i mange år har været opfattet mere eller mindre som USA's 53. stat. Jeg tror, at de fleste der så Puerto Ricos basketballteram nakke The Dream Team under OL og efterfølgende gå ekstatisk amok, måske fik den tanke, at der er delte meninger om det. Puertoricanere er dog langt den største etniske gruppe i New York, og mange af salsaens store stjerner har den oprindelse fra Tito Puente over Willie Colón til Hector Lavoe og sågar Ricky Martin. Plena Libre var et af de bands, der skabte den nye bølge af energifuld plena for en 10-15 år siden, og det er virkelig blevet et stramt og uhyre karismatisk partyorkester af højeste kvalitet. Musikken er for den forudsætningsløse en let og glad form for salsa, hvor suveræn percussion og præcise horn understøtter de fremragende sangere. De otte musikere har en distinkt lyd, der både låner fra afrikansk mystisk tradition og hispanisk inspiration, og koncerten bliver en lise for den, der bare vil danse i glade omgivelser med de sidste kræfter på den sidste aften. Det bliver uden tvivl en fremtrædende oplevelse at se dette band af tiden med rødderne i orden.

Macaco (Spanien)
Barcelona er en af de mere spændende smeltedigler i Europa lige nu. Her er et kosmopolitisk liv i en storby, der er særdeles åben for alverdens kulturer. Tag den, Pia K.! Og kollektivet Macaco - det betyder Skør Abe - står for en musik, der trækker på en masse stilarter og derved skaber deres egen identitet, der kun kunne være produceret i en storby. Manu Chao bor også her, og der er noget af den samme rebelskhed og vekslen mellem det skødesløst useriøse og særdeles direkte raps tilsat en caraibisk klingende underskov af billeder og rytmer, som vitterligt er velspillet. Der er en helt egen logik, når Peter Hvalkof fra Ballroomscenen vælger at lægge Macaco til allersidst efter Plena Libre. For så får vi lov til at slutte i et multikulturelt Europa med en herlig samling musikere, der ingen grænser har i et udtryk, som transcenderer alle grænser.

OBS. Worldmusik extraordinaire på ORANGE SCENE,
Søndag den. 3. juli kl. 22:
Juan Luis Guerra 4.40. (Dominikanske Rep.)

En af caraibisk musiks helt store stjerner kommer nu til disse breddegrader for første gang med et show, der spænder hele karrieren. Den snart 50-årige sanger, guitarist og komponist har gennem hele formået at blende hjemlandets stilarter merengue og bachata med vestlige impulser, ikke mindst som udslag af, at Juan Luis Guerra i sin ungdom var forbi den berømte Berklee-skole i Boston, hvor snart sagt enhver jazzmusiker med seriøse ambitioner bliver udklækket. Juan Luis Guerra har en sjælden tæft for melodier, der fænger, og man må håbe, at showet snarere har fokus på materialet fra banebrydende album som 1990-klassikeren ”Bachata Rosa” eller efterfølgeren fra 1992, ”Areito”, end på sidste års udgivelse, ”Para ti”, hvor visse af de mere langsomme numre var amerkanervammel mainstream for de unge på 40+, og hvor den tidligere politisk skarpe tekstskriver helt havde overgivet sig til Gud. Lige meget hvad er der afgjort grund til at tro, at koncerten på Orange Scene kan gå hen og blive et af de Roskilde-momenter, man taler meget længe om.

Roskilde Festivals hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA