x

Sonár dag 3 – Mindblow

Sonár dag 3 – Mindblow

Billede: Matt Elliott og Chris Cole, taget af Rune Geertsen

Lørdag viste Sónar sig fra sin mest brogede side. Variationen i musikalske udtryk var lige så stor, som kvaliteten var svingende. Dagen bød på fantasiløs discohouse, magisk drum'n'bass-postrock og sikre reggae-hits, da Soul Jazz Sound System gav dagen den perfekte start under træerne foran hovedscenen. Det britiske pladeselskab Soul Jazz har de sidste fem års tid gjort sig bemærket ved at sende en række kompilationer på gaden bestående af klassikere og mere eller mindre obskure skæringer fra de fjerneste ender af de jamaicanske pladestudiers arkiver.

Og klassikere, sjældenheder og duften af pot blandede sig i Barcelonas hede eftermiddagssol, så publikum formentlig ville ligge der endnu, hvis ikke Sónars tætte program bød Soul Jazz Sound System at overlade scenen til det lokale band, Professor Angel Dust. Det virkede umiddelbart som et fint bytte, da en bas så tung, så tung, og en kridhvid toaster med en kulsort stemme overbeviste én om, at også spanierne har taget reggaen til sig. Men Professor Angel Dust har åbenbart ikke alene en ambition om at favne genrerne bredt, bandet er heller ikke blegt for at dyrke laveste fællesnævner for at få alle med. Det var i hvert fald, hvad det gjorde, da det efter den lovende start kastede sig ud i den ene mere tåkrummende omgang discohouse-sovs efter den anden. Så var tiden blevet moden til at rykke indendørs.

De få skridts gang ned i kunstmuseets kælder markerede ikke bare et markant klimaskift, det betød også en bevægelse fra en ende af den elektroniske musik til en anden. Kælderen skulle, præcis et døgn efter The Durutti Column havde taget Sónars publikum med storm, igen vise sig at lægge mørke til en opvisning i, hvordan den traditionelle rock-instrumentering kan mikses med elektronikken, så de to udtryksformer - med et fesent udtryk - får det bedste frem i hinanden.

I en flække lidt uden for Leeds laver kvartetten Hood melankolsk musik, der frembringer minder om dengang, Arab Strap stadig var inspirerede. Med bas, trommer, guitar og trommemaskiner blander bandet indie, tætte støjflader og click'n'cut-beats til et paralyserende tæppe under Andrew Johnsons diskrete vokal.

Festivalens højdepunkt
Men var Hood et betagende møde, var deres tidligere producer en oplevelse, som det er svært at finde ord for. Højdepunktet på Sónar 2005 – og yderst passende – punktummet for dagsprogrammet blev to mænds hypnotiske og fordrukne eksperimenter ud i lyd og stemning. Om det var tænkt som et smart pr-stunt, at Matt Elliott (Third Eye Foundation, tv. på billedet) og hans makker Chris Cole entrerede scenen i selskab med en flaske Jack Daniels - Elliotts seneste plade hedder passende ”Drinking Songs” - er ikke til at sige. Men at den opmærksomhed flasken fik, da de to hurtigt begyndte at bunde den i grådige slurke, forsvandt igen efter få minutter, er til gengæld sikkert. Det sørgede parret for med en koncert, der var ét langt øjeblik af den slags, hvor man bagefter håber ingen har kigget på én, fordi man har lignet en komplet idiot, mens man med åben mund og polypper er fløjet til en anden planet - og hvor den slags forfængelige bekymringer er inderligt ligegyldige, fordi man lige har oplevet noget fantastisk!

Matt Elliott, på guitar og elektronisk isenkram, og Chris Cole, på cello og trommer, benyttede sig af en loop-teknik, der skabte lyd-landskaber med lange forløb af guitar og cello, der, loopet i det uendelige, endte i flodbølger af ufattelig smuk og øresønderrivende støj. Coles tordentrommer gav Elliotts fræsende drum'n'bass en massiv ekstra-power, så det er ubegribeligt, at bombardementerne ikke druknede Matt Elliotts sang i uudholdelig mudder. Den måde, de to parrede lyd så tætpakket og heftig med en så rørende melankoli og skønhed, var et mindfuck, som man føler sig privilegeret over at have oplevet - og frustreret over ikke at kunne sætte ord på.

Sonás hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA