Chorus Grant – En musikalsk fantasi-tur i tidsmaskinen

Chorus Grant – En musikalsk fantasi-tur i tidsmaskinen

Denne artikel handler om Kristian Finne Kristensen. Han er fra Bornholm. På Bornholm var et af de første spillesteder et sted de kaldte Villa Nova. Villa Nova lagde blandt andet hus til de mange pigtrådsgruppers fremfærd i begyndelsen af 1960'erne. Kristian Finne Kristensen laver musik, og det gjorde hans far også. Faderen spillede bas i gruppen The Vanguards – udtalen er korrekt The Vanguards uden det amerikanske "vaaan". Den 30-årige bornholmers projekt hedder Chorus Grant, og albumdebuten …and the Villa Nova har meget at gøre med både idéen om faderens pigtrådsfortid og om stedet Villa Nova, og hvad der (potentielt) udspillede sig på dette sted.

 

To sider af samme sag

GAFFAs udsendte møder Chorus Grant-bagmanden i dennes Østerbro-lejlighed, hvor der levende bliver fortalt om projektet, og om hvorfor og hvordan det er blevet til. Eksil-bornholmeren fremviser blandt andet et ældre billede af det omtalte spillested, der har været den store inspiration, men som ikke længere er i brug, hvor en umiddelbart meget idyllisk beliggende træhytte med hvide vinduer af ældre dato danner silhuetten på fotografiet.

- Min far og The Vanguards spillede på Villa Nova, hvor folk de kom, og jeg kom til at dyrke det billede rigtig meget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, de oplevede der - spillede på den måde. Folk de dansede. Måske var der et slagsmål udenfor. Man kyssede med pigerne, røg cigaretter inde i skoven omkring, og der var kulørte lamper udenfor. Den ene del af sangene til Chorus Grant er en tanke om, hvordan jeg kunne spille det op til dans i den setting.

- Det er også, hvad jeg synes, der ville være ondt, fedt og mørkt. At der stod en mand i en eller anden bizar fortid, hvor min far kommer med anderumpe [Moderne frisure i 50'erne og 60'erne red.]. Efter The Vanguards eller "The Rocking Stones", eller hvad sådan nogle bands hed, kommer jeg op og har et eller andet mærkeligt set-up. Det er ikke, som vi kender det i dag med computere eller lignende. Det er et eller andet Tilbage til fremtiden-agtigt [Film fra 1985 med Michael J. Fox i hovedrollen red.] ligesom den Delorean-bil [Futuristisk bil der kan rejse i tiden fra samme film, red.] - en mærkelig science-fiction ting, som jeg skulle spille på.

Her imiterer Kristian Finne Kristensen lyden af synthesizerfiguren og første strofe til starten af singleforløberen Big Guns, der også lagde grundstenen til, at der kom en pladekontrakt i hus med Speed Of Sound /A:larm via vennen Brian Batz (Sleep Party People, Scarlet Chives m.m.), der også har mikset pladen - det sproglige billedmaleri føres til ende:

- De unge "kids" begynder langsomt at vende sig om mod musikken og nikker. Der bliver bandet, talt om sex og mørkere ting. Det var en vildt fed måde, at have et billede og forholde sig til, og sige, hvad der ville foregå, og hvordan det ville lyde.

Ud over selve tanken om at spille op til dans med en musik, der blandt andre henter inspiration hos klassikere som Bob Dylan, The Beatles og nyere mere storladen synth-musik, så er det også en mørkere side på …and the Villa Nova.

- Ud fra den mere alvorlige tanke er jeg helt ude i en fantasiverden, der indebærer mord, store familietragedier, og hvad man ellers kan tænke ind i sådan en. Et Winter's Bone-agtigt [Film fra 2010 red.] univers med folk i provinsen, hvor der næsten ingen bor, med skrækkelige historier, beskidt jogging-tøj, og mennesker der er fanget i kælderen.

Kristensen fortæller, at han synes, det er spændende at få lov til at være ny på musikscenen igen, som han har været en del af i flere omgange.

- Musikken er ny, og jeg føler, at jeg kan få lov til at tone frem på en ny måde. Det er vildt befriende ikke at være en del af et band. Det synes jeg virkelig.

 

Et uventet opkald

Hvad har bidragene på pladen betydet for dig?

- Det har særligt været Brian Batz. Han har mixet de ting, jeg har kommet med, men hvis han løbende har synes, at der skulle en bassynthesizer på, så har han også indspillet det. Han hørte Big Guns, som de fleste var ret vilde med. Det ekstraordinære var, at Brian, der har skrevet kontrakt med Speed of Sound – og det var så fantastisk uselvisk – havde lagt et godt ord ind, hvilket resulterede i, at Speed Of Sound ringede til mig en dag i forsommeren i 2011. Fuldstændig uhørt!

- Tanken om, at der er et pladeselskab, der ringer og siger: "hej, vi har hørt nogle af dine numre, og vi vil gerne udgive din plade". Det er noget, man hørte kunne ske for Def Leppard i 89. Ikke desto mindre ringede de og sagde: "Brian er i gang med at mikse en af dine sange Big Guns, og den stinker jo af potentiale. Jeg ved ikke, hvor langt du er med idéen om, hvordan det skal udgives?" Der stod jeg simpelthen sådan her ved vinduet, fortæller en storsmilende Kristensen og viser den karakteristiske sejrende fagt med begge arme i vejret.

- Da jeg fik opkaldet tænkte jeg, at det var det bedste, der kunne ske. Det gav et tilsagn til mig selv om, at det er fedt, og at du godt kan få det ud.

 

Et sted mellem fiktion og fakta

Eksil-bornholmeren indvier os desuden i, hvordan han opfatter, at den gode musik skal skrives.

- Jeg har altid synes, at musik skulle handle om noget meget konkret fra ens eget liv. Helt konkrete hændelser, hvor de folk, der har været med, ville kunne genkende det og sige: "det er sandt". Der sker noget ret vildt, og virkelig åbnende, hvis man beslutter sig for, at det ikke behøves at være virkeligt, hvilket også er tilfældet i flere af numrene.

Her er der blandt andet tale om nummeret Her Face In The Sun fra pladen, der starter med en strofe meget lig The Beatles-nummeret Got To Get You Into My Life – et nummer i den mere makabre ende af skalaen.

- Jeg er meget vild med The Beatles, må jeg indrømme, og Got To Get You Into My Life er jo egentlig en kæmpe kærlighedssang. Tanken om at elske nogen så højt, at vores liv som sådan ikke er godt nok til os. Ikke bare om, at vi har det rigtige job eller lignende, men at det skal være smukkere end det her - til os to.

- Her Face In The Sun blev en makaber ting, der kom til at udspille sig med, at jeg slår min kæreste ihjel. Det lyder helt åndssvagt, når jeg siger det. Men fordi jeg elsker hende så højt, blev det bare bundet så fedt op sådan [I lyrikken red.]. Nu er hun i nyhederne. Hun er ud over det hele. Jeg fik løftet det op til noget større. Det sjove er, at det i udgangspunktet starter med, at det er noget, jeg finder på, men samtidig er der også en rygrad af det jeg virkelig føler. Der er ting, der handler om mit liv, men det er sat ind i en mere filmisk ramme.

Hvordan er Chorus Grant-musikken sammenlignet med dit gamle band The River Phoenix?

- De sidste mange sange i The River Phoenix handlede om, hvor meget vi kæmpede for at få et gennembrud. 5 Wheel Drive [Fra debutpladen Ritual fra 2008 red.] - en sang, vi havde ude som single. Fem mennesker i bandet. Vi kæmper og kæmper, men hvad skal der til, for at den her maskine kan komme i gang? Det blev meget navlebeskuende hele tiden.

- Jeg synes virkelig, at Chorus Grant er spørgsmålet om at se historierne – eventyret i virkeligheden. Jeg har været meget heldig med at ramme nogle historier, som betyder virkelig meget for mig. Jeg er stolt af, at det kan lade sig gøre, og at min musik kommer ud.

- Jeg synger også på en måde, jeg aldrig har gjort før. Det er mere afslappende. Jeg sidder i min lejlighed og skal ikke overdøve noget eller bryde igennem en trommeslager og et øvelokale ude på Refshaleøen. Jeg hvisker. Jeg taler måske næsten mere, end jeg synger.

 

Hvem:

Kristian Finne Kristensen. 30 år. Spiller guitar, bas, tangenter, computer og synger.

Hvad:

- Chorus Grant vil jeg kalde computer-grunge-pop-folk. Min musikalske præference i skrivende stund er at komme vidt omkring i min sangskrivning og sound for at udvide paletten. I en lang årrække lavede jeg udelukkende alternativ rockmusik, med alt hvad der dertil hører af besnærende uskrevne regler. Det gør jeg nu oprør mod.

Hvor:

- Jeg er i født i Rønne på Bornholm. Boede der indtil jeg var seksten/sytten år, hvorefter jeg flyttede til København for at spille musik i et rockband [Soft Porn, The River Phoenix m.fl. red.]. Jeg holder mere af Bornholm som tiden går, og vil betegne mig selv som en stolt bornholmer på trods af at jeg ikke har boet der i mange år. Jeg elsker København, om end det er en meget lille storby, og jeg håber og tror på, at jeg inden for de næste par år får udlevet min drøm om også at bo i en endnu større pulserende storby et sted i verden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA