x

Covernumre: Fra storbarmet kærlighed til skæbnesvanger melankoli

Covernumre: Fra storbarmet kærlighed til skæbnesvanger melankoli

Påstand: En debat af kopinummeret som kunstnerisk præstation og hyldest til ophavskunstneren er relevant for andre end os der har set "High Fidelity" for mange gange.

Jeg – for tiden praktikant på GAFFA – vil i denne og ni kommende artikler fremhæve ti covernumre, der fortjener en hyldest, fordi de er det rene øreguf for både novicer og connaisseurs.

Genrerne vil spænde fra akustisk punk til regulær dansepop, og numrene er udelukkende udvalgt ud fra mine parametre for et godt covernummer. 

Den lækre kopi

Det som definerer et godt covernummer er, at det har sin egen lyd, at det så at sige er sit eget nummer, samtidigt med at det sender referencer til andre kunstnere. Nogle vælger at betegne de gode eller spændende covers som musikalske fortolkninger. Jeg mener dog at et cover er et cover, og at den musikalske fortolkning er en naturlig konsekvens af det at skabe et godt covernummer.

Kopiernes skyld og skam

Der er ingen skam i at danse til en kopi af ABBA natten lang i Skæring, eller stille sig op på en scene og give den som Kim Larsen på Æ Klud i Hvide Sande. Der er langtfra en skam at synge sin yndlingssang i X Factor, eller udgive en akustisk hyldest med udvalgte favoritter fra pladesamlingen.

Men der er en skam i på én gang at være så blottet for kreativitet at man kun kan én sang, man ikke kan fortolke, samtidigt med at man underlægger hele verden ens hjemmevideo under påskud af at spille musik.

Et musikalsk Kinderæg

Der er imidlertid masser af grunde til at dyrke de gode covers, selvom man ikke er musiknørd. Tænk sig at kunne høre et nummer der i forvejen er godt, fortolket af et fedt band eller en dygtig sanger med det formål at hylde den oprindelige sang og samtidigt sætte sit eget præg på nummeret. Det er jo på mange måder musikkens svar på Kinderægget.

Dolly og Whitney Will Always Love You

Det første nummer jeg vil fremhæve i denne kopiernes hyldestsang er "I Will Always Love You", som oprindeligt udkom på Dolly Partons "Jolene"-album fra 1974. Dolly Parton har selv skrevet nummeret. Sangen blev allerede et hit dengang, og har siden opnået en førsteplads hele to gange på den amerikanske country-hitliste.

I 1992 inspillede Whitney Houston nummeret, som en del af soundtracket til filmen "The Bodyguard" med selvsamme Whitney i hovedrollen over for en ung og veltrænet Kevin Costner.

Det er tankevækkende, at en sang, der præsenteres af en storbarmet, hvid countrysangerinde i 1974 kan have relevans og vække følelser og så at sige blive genfødt af en stilfuld, sort popstjerne i begyndelsen af 1990'erne.

If I should stay, well, I would only be in your way

I 1974-versionen hører jeg i høj grad Dolly Partons ungpigede usikkerhed omkring en stor forelskelse, netop på grund af at hun betoner sætninger som ovenstående og i de forelskede billeder hun tegner, imens de mere bombastiske vendinger synges mere underspillet – som strejf af en skygge.

Den bittersøde melankoli, som Dolly Parton præsenterede i hittets oprindelige version, er blevet markeret og nærmest fortolket til desperation hos den unge Whitney, der optrådte i filmen "Bodyguard", som netop havde den problematiske kærlighed som hovedplot.

Bittersweet memories, that is all I'm taking with me

Sangen gør om muligt mere ondt i Whitney Houstons version, da der i stemmen ligger en anden klang, en klang der ikke blot udtrykker ulykkelig og uopnåelig kærlighed, men en klang der også kan findes hos andre stærke popdivaer som Tina Turner og senest hos den smukke og alt for tidligt afdøde Amy Whinehouse.

En klang der gør, at jeg altid efterlades mere melankolsk efter at have hørt Whitney Houstons version af sangen.

Skæbnesvanger absurditet

Jeg sidder af og til tilbage med tanken: "tænkte Whitney på sit problematiske og paradoksale kærlighedsforhold til Bobby Brown, der netop blev forseglet med ægteskab i 1992?". Hvem ved om det var Bobby Brown der gjorde, at Whitney i modsætning til Dolly valgte at lægge vægt på linjen: "Bittersweet memories is all I'm taking with me". Set i historiens lys synes sangvalget at være et af tilværelsens absurde tilfælde, hvor en sanger i højere grad end ventet opfylder sin egen sang.

En art genistreg

Først og fremmest må det siges, at en genial tekstskrivining og komposition må ligge til grund for et nummer der kan komme øverst på hitlisterne med 18 års mellemrum.

Whitney Houstons version af sangen modtog platin ikke færre end fire gange i USA og to gange i Storbritannien. Den amerikanske hitliste Billboard har desuden givet listen plads nummer 68 på deres liste over de 100 mest solgte sange i USA.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA