Lise Westzynthius – Fra en øde ø til Christianshavn

Lise Westzynthius – Fra en øde ø til Christianshavn

Det er mere end fire år siden, Lise Westzynthius sidst var pladeaktuel. Siden er der sket meget i hendes liv, og nu er hun tilbage med albummet Tæt På En Kold Favn, hendes fjerde album og første dansksprogede af slagsen.

GAFFA møder Lise Westzynthius en smuk, sneklædt dag i hendes lejlighed på Christianshavn. Et af de mange skift i hendes liv de senere år. Sidst, vi talte med hende, boede hun i landlige omgivelser nær Ry i Østjylland, men nu er hun tilbage på Christianshavn, hvor hun også boede i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne. Dengang udgav hun først en ep og et album med gruppen Luksus sammen med blandt andre Mikael Simpson og den senere modeskaber Henrik Vibskov og indledte derpå en solokarriere.

– Jeg rykkede på landet, da jeg skulle have barn, for at få plads og for at have bedsteforældrene tæt på, men nu har jeg brug for at se flere mennesker og befinder mig rigtig godt midt i København, og jeg går mere ud, fortæller Westzynthius.

Hvorfor har du lavet et album på dansk?

– Jeg har altid skrevet sange på dansk, men de har indtil nu bare ligget i skrivebordsskuffen. Men denne gang har de danske sange været stærkest. Det har været en anden sangskrivningsproces denne gang. Jeg har fået barn, så jeg er blevet tvunget til at lære at skrive sange løbende, i hverdagene, hvilket har været noget af en kamp, og det føles som en stor sejr, at det lykkedes. Jeg har tidligere taget væk til en øde ø, helt bogstaveligt, for at kunne skrive sange i fuldstændig stilhed, og det har nok gjort, at sangene blev mere drømmende og verdensfjerne, men nu er det anderledes. Jeg kommer jo ikke uden om at sige, at dette her er et skilsmissealbum, så jeg har skrevet om nogle helt hverdagsagtige ting, som lige er kommet op på køkkenbordet. Og så var det oplagt at skrive det på dansk, når der var ting, jeg lige havde sagt eller tænkt, som jeg så ville have med i en sang.

Er det også derfor, musikken er mere up-tempo, direkte og udadvendt?

– Ja, den er nok mere kropslig og til stede lige nu og her, mindre dvælende. Sangene er også skrevet i storbyen og i studiet med bandet. Jeg har haft lyst til at kunne danse til sangene denne gang.

Albummet har fået sin titel efter et af numrene. Kan du fortælle lidt mere om den sang? Det lyder jo ikke rart, det at være tæt på en kold favn.

– Den handler om være meget tæt på et andet menneske og samtidig meget langt fra vedkommende, om at forlade og blive forladt. Men sangen rummer også varme.

Hvorfor er sangen blevet titelnummer?

– Den indkapsler pladen godt, den er både ret groovy og kropslig og rummer samtidig noget drømmende og smukt. Der er flere hjørner på pladen; der er et par sange, der er mere soniske, og nogle, der er mere punchy, og dér ligger den meget godt midt imellem. Og så rummer den pladens fortælling meget godt i nogle få linjer – alle de følelser, jeg synger om på pladen. Jeg er meget stolt af den tekst.

 

Cut, Elly!

Der er en sang, der hedder Jeg Glæder Mig (Til At Slå Dig Ihjel). Det lyder heller ikke så behageligt...

– Nej, men det skal ikke tages bogstaveligt. Den handler ikke om, at jeg var meget vred og ville slå nogen ihjel. Den handler om at lukke et kærlighedskapitel i sit liv. Når man er på vej fra hinanden, kan det være godt at få pakket drømmen ned i nogle kasser og sige "cut, Elly!"

Hvor er de positive elementer i teksterne, hvor finder du dem?

– Der er mange. Der er sangen Glimt, hvor jeg vågner op en morgen og har drømt om nogen og kan mærke, at en bølge af kærlighed strømmer ind over mig. At en kærlighed, som længe har været død, pludselig bliver vakt til live i en drøm, og jeg har så gået rundt med den følelse hele dagen. Der er også (Når Du Vil) La Mig Elske Dig, som jeg synes indeholder rigtig meget varme til det menneske, man har brudt med, og Den Eneste Løgn, der beskriver savnet. Der er utrolig meget varme, når man går fra hinanden og har været sammen så længe og har barn sammen, så det er en meget nuanceret følelsespalet. Man bliver aldrig helt færdig med den anden. Der er megen kærlighed i følelsen af at komme ud på den anden side sammen og indse, at man er skidegode forældre og kan mødes i forening om barnet.

– Og så er glæden også til stede på pladen, blandt andet i det dansende element. Jeg er simpelthen så glad for mit liv i dag, og der hvor jeg står. Jeg elsker mit barn, mit band, min eksmand (i øvrigt Peter Sommer, red.), min nye lejlighed på Christianshavn. Det tror jeg også, man kan høre på pladen.

I sangen Se, Uden Hænder synger du "Vi cykler mod Det store Intet". Hvor kom det billede fra? Der er jo ikke mange cykler i danske sangtekster.

– Den sætning beskriver det frie fald, som det jo er, når man går fra hinanden. Det kan virke uoverskueligt skræmmende, mens man står i det. Man tænker på, om verden mon ramler.

– Sangens titel er inspireret af børn, der råber "se, mor, uden hænder", når de cykler uden hænder på styret. Det inspirerede mig til at skrive om at cykle rundt i et andet menneske. Jeg havde følelsen af, at vi cyklede rundt med hinandens følelser. At begge parter kan blive så opslugt af tosomheden, at de glemmer sig selv. Var det ikke det, de der hiphoppere kaldte Selvmord. Det er sgu da meget præcist sagt (griner).

Du har skrevet en tekst sammen med digteren Lone Hørslev, blandt andet kendt for sine såkaldte skilsmissedigte. Hvordan er det samarbejde kommet i stand?

– Jeg respekterer hende højt, og vi var venner i forvejen. En aften med noget vin kom vi så til at snakke om forhold og utroskab, hvor hun havde oplevet nogle lignende ting. Vi prøver at beskrive følelsen af, at der er utroskab i luften, uden at det bliver sagt. Vi har nogle fælles referencer, og hun har været en stor inspiration.

Dine nye tekster minder lidt om hendes skillemissedigte, Jeg Ved Ikke Om Den Slags Tanker Er Normale.

– Ja, jeg var også meget berørt af den digtsamling.

Du har tidligere altid skrevet dine sange alene, men på dette album er der fire sange, du har skrevet i samarbejde med andre. Hvorfor er du begyndt på denne praksis?

– Det er kommet helt naturligt. Jeg er generelt blevet meget mere udadvendt end tidligere og har meget mere brug for at møde andre mennesker, måske som resultat af at have levet sammen med et meget udadvendt menneske. Jeg føler mig mindre eneboer-agtig end for seks-syv år siden.

Du arbejder også med mange forskellige producere. Hvorfor?

– Jeg synes, at sangene har haft vidt forskellige behov. Jeg har tænkt meget over, hvilke dragter de forskellige sange skulle iklædes. Og jeg kan godt lide plader, som ikke er for endimensionelle. Árni Bergmann er for eksempel god til at tilføje en sang noget krop, noget bund, og Henrik Balling er mere en tænker, hans udtryk er mere sonisk og smukt. Søren Bigum lægger sig et sted midt imellem, han er god til at lytte til, hvad den enkelte sang vil fortælle, og så spiller han det frem. Solveig Sandnes arbejder meget efter et tilfældighedsprincip, som jeg har lært meget af. Den sidste er Nikolaj Nørlund, som har en sej blanding af at gå legende let og uhøjtideligt til musikken, samtidig med at han tager den meget alvorligt.

 

Stærke og sårbare duetpartnere

På albummet synger du duet med så forskellige sangere som Sebastian og Nikolaj Grandjean. Hvorfor er det blevet netop disse to?

– Altså nu synes jeg faktisk, Nikolaj Grandjean lyder som en ung Sebastian. Sebastian har jeg sunget duet med live en del gange de senere år og gør det også her i foråret. Vi mødtes i sin tid på Bornholm tilbage i 2003 i forbindelse med projektet Uden for Sæsonen. Han er fantastisk at arbejde med. Han er jo en fremragende melodimager og kan sætte lytteren ind i så mange stemninger; han har hele paletten: Melankoli, glæde, pessimisme, optimisme, og så er han et af de sjældne mennesker, der både rummer noget sårbart og samtidig megastærkt. Det er noget, man for eksempel kan mærke til hans koncerter. Jeg er inspireret af, at han tør stå ved sin sårbarhed og gør det til en styrke. Vi har indsunget hans nummer Sangen Om Langfart, som vi tidligere har sunget live, og som vi har taget med her, fordi den på en humoristisk måde fortæller den samme afskedshistorie som de øvrige sange på albummet. Humoren er også et vigtigt element på pladen.

– Med hensyn til Nikolaj Grandjean, så hørte jeg hans nummer Heroes And Saints i radioen for 3-4 år siden, en dag, jeg var ude at køre, mens alt det her skilsmisse stod på. Jeg blev så grebet, at jeg begyndte at tudbrøle og måtte køre ind til siden. Jeg noterede mig navnet, men gjorde ikke mere ved det dengang. Men da jeg skulle finde en mandlig duetpartner, kom jeg i tanker om ham. Jeg synes, han er helt vildt fed. Han har en utrolig blanding af en skrøbelighed og så noget meget funky og kropsligt. Det er en ret unik kombination.

Dit andet album udkom internationalt på det engelske selskab One Little Indian, der også udgiver Björk. Har du nu droppet dine internationale planer, nu hvor du synger på dansk?

– Jeg har aldrig haft en drøm om at blive en stor stjerne, men jeg vil meget gerne ud og spille, også i udlandet, for det er jo begrænset, hvor meget jeg kan optræde i Danmark. Jeg bliver bare aldrig nogen strateg. Jeg kommer sikkert til at skrive på engelsk igen engang, men lige nu har jeg bare det her trip med det danske. Jeg har arbejdet meget for at finde min egen tone i det danske, og jeg synes i al beskedenhed, jeg har ramt noget med dette album. Jeg kan næsten ikke vente med at lave ét til. I første omgang skal jeg spille live i maj, i de store byer, som en lille hård trio, Søren Bigum på guitar, Ebbe Frej på trommer og jeg. Jeg er ret optaget af trioformatet, som har en kraft, der kan være svær at finde i et større band. Mine fedeste liveoplevelser med eget materiale har været som trio.

– Men noget siger mig, at min musik godt ville kunne gøre sig i Frankrig. Jeg har spillet i Frankrig flere gange, og de tager altid godt imod dernede. De opfatter mig ikke som alternativ, men som en popsanger, og jeg synes også selv, at min musik er ret umiddelbar. Og i Frankrig tager de kunstnerne alvorligt. Her kigger ingen fra nogen kredse skævt til en, når man siger, man er musiker, hvor det herhjemme i nogle kredse har lavstatus. I Frankrig er de ved at falde på røven af benovelse, hvis man siger, at man er musiker. Det er næsten som at sige, at man er advokat.

– Og Under Byen har jo også spillet i udlandet med danske tekster, så hvorfor ikke? Men lige nu er det hverdagen, der er vigtig for mig, og at være sammen med min dreng, når jeg ikke laver musik.

Du har også skrevet sange på fransk tidligere. Kunne du finde på at lave et album på fransk?

– Ja, jeg kan godt lide sproget, og jeg har for sjov lige oversat Jeg Glæder Mig (Til At Slå Dig Ihjel) til fransk. Måske skulle jeg oversætte hele albummet.

Det er ikke Nikolaj Nørlunds pladeselskab Auditorium, der udgiver dig denne gang?

– Nej, det er mit eget selskab Heavypop, med A:larm Music som distributør. Man tjener så lidt på pladesalg, at jeg lige så godt kunne spare et mellemled væk, og jeg kan godt lide ejerfornemmelsen ved at udgive mine sange selv.

 

Kirkekor og kristendom

Herhjemme er du lidt et nichefænomen. Savner du at hitte?

– Tjah, måske, men der er både plusser og minusser ved ikke at være så kendt. Jeg nyder at kunne gå i Brugsen og være grim lørdag morgen og tror ikke, jeg ville bryde mig om at være megakendt. Men måske min status er ved at ændre sig lidt, nu hvor jeg er begyndt at skrive på dansk. Jeg har fået meget positive reaktioner på de nye sange. Folk siger til mig, at de lytter mere efter, nu hvor jeg synger på dansk. Men jeg lytter egentlig ikke selv til så meget musik. Når jeg laver plader, har jeg brug for ro, og jeg er typen, der hurtigt kan få for mange indtryk. Jeg er ikke specielt med på, hvad der sker på musikscenen, desværre. Der er to navne, jeg hører igen og igen, og det er Cocteau Twins og Morrissey, og dem hører jeg på repeat. Det er trygt og velkendt. Jeg ved, hvad jeg får (griner).

Du kan vel ikke leve af at spille, når du er så relativt lidt produktiv. Hvad tjener du ellers penge på?

– Jeg synger i kirke hver søndag, i tre landsbykirker ved Solbjerg syd for Aarhus, og så er jeg sammen med min søn ved samme lejlighed, når jeg er i Jylland. Jeg elsker at synge i kirke, det giver mig enormt meget. Og så er jeg faktisk ret kristen, når alt kommer til alt.

Har din tro også haft indflydelse på din kunstneriske udvikling?

– Nej, det tror jeg ikke, det er bare en følelse af, at der er én, der passer på én, når tingene bliver svære. En universel kærlighed, som jeg bruger til bøn.

Er din familie troende?

– Nej, men jeg har altid følt, at der var en forbindelse til noget, jeg ikke vidste, hvad var, og som jeg har valgt at kalde Gud, fordi vi nu er kristne herhjemme.

Der var en periode, hvor du medvirkede på en del danske plader, men det har du ikke gjort så meget på det seneste, med undtagelse af Niels Skousen og Sebastian. Hvorfor ikke?

– Med Skousen har jeg primært spillet klaver. Jeg har måttet sige nej til mange gæstevokaltilbud, fordi jeg har haft kæmpe stemmeproblemer. Der var en periode på fire-fem år, hvor jeg ikke kunne synge, som en af sangene også handler om, Lukker Mig Om Dig. Jeg blev enormt bange for at miste musikken og trænede derfor min stemme desperat, og så blev det nærmest værre. Når man har prøvet at være uden stemme, er man ufatteligt taknemmelig, når den kommer igen. Så derfor har jeg været som en fjeder, da den kom igen.

Hvorfor forsvandt din stemme?

– Jeg tror, stemmen er meget knyttet til det psykiske, og jeg tror, det skyldes, at jeg havde så mange problemer i familien og med en familie, der ikke fungerede.

Din stemme var også ret spinkel på dit forrige album, Siberian Mission?

– Ja, den er lavet midt i alt dette. Jeg har svært ved at høre den plade i dag, men jeg er meget glad for at have lavet den, for den dokumenterer, hvordan jeg havde det i den periode.

Hvad synes du egentlig om dit bagkatalog?

– Jeg joiner koret af kunstnere, der ser på deres sange som deres børn, som man jo elsker alle sammen. Musikalsk og tekstligt er jeg ekstremt stolt af den nye. På den første plade (Heavy Dream, 2002) var jeg også sprængklar som en fjeder og havde et overload af ting, jeg gerne ville have fortalt, og en masse sange fra Luksus-tiden, som aldrig var blevet indspillet. Nummer to plade (Rock, You Can Fly, 2004) er meget drømmende og fjern, men også meget smuk.

Hvad synes du om pladerne med Luksus? (Luksus, 1997 og Repertoire, 1998)?

– Jeg var meget ung, men det bringer gode minder frem. Vi havde en fed tid.

Jeg er meget stolt, når jeg kigger tilbage, også af Rhonda Harris-pladen (The Trouble With Rhonda Harris, 2001), men jeg synes også, jeg har rykket mig meget. Jeg er glad for at blive ældre og for at have skrevet mange sange.

 

Nøgen på coveret

Du er temmelig nøgen på dit cover. Hvorfor det?

– Jeg havde da mine overvejelser, især fordi jeg også var nøgen i bookletten til mit første album, og jeg synes, at det her album går i en helt anden retning. Men som udgangspunkt har jeg ikke noget imod at være nøgen, hvis det giver mening kunstnerisk. Og jeg synes, det her billede er så stærkt. Det rummer en god blanding af noget skrøbeligt og samtidig noget stærkt, fandenivoldsk og knaldhårdt. Sådan føler jeg mig også som menneske.

Hvad er det, du har i hænderne? Skal du til at stikke dig selv, eller?

– Ja, det kan man jo selv tolke på. Jeg ved ikke, hvad det er. Det er noget, coverdesigneren Harpa Einarsdottir har sat ind. Hun har haft temmelig frie hænder. Jeg kan godt lide mystikken i det.

Aura er også nøgen på sit nyeste cover. Hun har fået nogen kritik, ikke mindst fra feministiske kredse, over det cover. Frygter du, at det samme skal se for dig?

– Nej. Udtrykket i mit cover er jo helt anderledes. Det er jo ikke sexet i den forstand. Måske mere på sådan en sado-agtig måde. Og så er det altså mig, der er herskeren på det her billede (griner).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA