x

Tue West: Hundested – 3390 revisited

Tue West: Hundested – 3390 revisited

Billede: Morten Larsen

Historien om Tue West tager sin begyndelse i sen-70'ernes Hundested. Her voksede den 28-årige sanger og sangskriver op som efternøleren i en brødre-trio i et hjem med klaver. Forældrene var til tidstypiske toner som Shit & Chanel, Povl Dissing og Eric Clapton, men det var hos storebroren i kælderen, at lille Tue blev fanget.

- Han havde næsten alle Shu-bi-dua-pladerne, og jeg kan huske, at den, der først gjorde et indtryk, var den med bien på (4'eren, red.). Sidste nytårsaften var jeg til en fest i Holbæk med min kæreste. De havde ikke særlig mange plader, men de havde den dér Shu-bi-dua-samling. Hold kæft mand, det er jo røvfedt, noget af alt det gamle dér. Og allerede dengang var jeg også vild med Buddy Rich, en jazz-trommeslager, som min storebror havde en plade med, hvor han lavede en lang trommesolo, som jeg bare syntes var overdrevet fed. Jeg var seks-syv-otte år, og jeg flippede over en trommesolo, men resten af musikken var jo ikke fed. Den fattede jeg ikke en brik af.

Men på det tidspunkt havde trommerne allerede haft fat i Tue i flere år.
- Jeg var ikke noget vidunderbarn, men jeg spillede trommer, fra jeg var tre. Og jeg kom med i skolens orkestre, når tiden var til det. Jeg spillede så meget, jeg kunne komme til, og dér var Hundested en røvfed by, fordi der var mange tiltag af den slags.

Idolet
Tue West fortsatte med trommerne, men Shu-bi-dua blev skiftet ud med mere moderne toner.
- Da jeg blev 11-12 år, begyndte jeg at lege diskotek på én pladespiller med mine venner. Pet Shop Boys var fedt, og Erasure hørte jeg rigtig, rigtig meget - det hørte min storebror også. Og U2, "Rattle And Hum"-pladen. Og A-ha selvfølgelig! Det var helt klart et af mine yndlingsbands og er det stadig. Det syntes jeg var røvfedt i folkeskolen!

Specielt Tues seks år ældre storebror Mikkel var et stort forbillede.
- Jeg er en lille efternøler. Jeg gjorde vildt meget, hvad de gjorde. Mikkel satte mit hår, når jeg skulle til fest, og han bestemte, hvad for noget tøj, jeg skulle have på. Hvis han syntes, noget var fedt, så var det fedt. Og det var fedt - han havde sindssygt god smag. Min ældste storebror Mads var mere en god gedigen storebror, mens Mikkel var ham, der satte dagsordenen. Ham fulgte jeg sgu i tykt og tyndt.
Da han i de første teenageår begyndte at spille i forskellige bands, blev tidens pop afløst af gammel rock.

- Dér i 13-14-års-alderen skete der et knæk i forhold til at høre plader og moderne musik, for der begyndte jeg stille og roligt at spille i bands. Så jeg begyndte bare at beskæftige mig med den musik, jeg spillede. Det var Creedence (Clearwater Revival, red.) og Eric Clapton og alle de ting, man starter med.

Ren fusionsfreak
Men gymnasietiden i Hundested blev forældrerockens død. Ikke at Tue West begyndte at høre hippe 90'er-toner. Overhovedet ikke.
- Jeg kom i gymnasiet og begyndte at hænge ud med en masse musikere og musikinteresserede. Vi havde ligesom vores naturlige opposition mod den moderne musik. Vi ville tilbage til 70'erne og spille sådan noget funky noget. Det var funk, mand, og det var Tower Of Power. Vi var vilde med Tower Of Power! Og så begyndte jeg også at høre vildt meget fusionsmusik, også sådan noget helt vildt klamt west coast-fusion Jeg havde en ven, der var en del ældre end mig, som spillede guitar. Han havde den vildeste fusionspladesamling med alt det dér Spyro Gyra og Rippingtons. Jeg kan huske en af de første gange, jeg besøgte ham, hvor han spillede et nummer fra en Rippingtons-liveplade, hvor jeg var helt oppe at køre over den slags instrumentalmusik med saxofon. Sådan noget storslået stadionfusionspop - langt ude!

For Tue West passede fusionen og funken perfekt til ambitionerne om at blive trommeslager. Imens fes grunge-bølge og britpop-hysteri hen over hovedet på vestsjællænderen.

- Der var en masse ting, jeg kunne gå hjem og øve mig på. For eksempel Tower Of Powers In The Slot, hvor der er så mange trommebeats, som er sindssygt indviklede og svære, som man kan bruge et halvt år på, hvis man er interesseret i at spille trommer. Der kom virkelig en periode, hvor jeg var helt væk fra den moderne musik. Jeg vidste ikke, hvem Dizzy Mizz Lizzy var, før et halvt år efter, at de var kommet ud. Alle flippede over dem, og jeg sagde bare: ”Ahr, lort! Jeg hører fusionsmusik, fuck jer!” Senere sad jeg til en fest med nogle venner, og så kom dén plade (Dizzy Mizz Lizzy, red.) på, og så syntes jeg, det var det fedeste i hele verden. Og det var jo det fedeste i hele verden. Det samme med Nevermind (Nirvana, red.). Jeg var et helt andet sted, hvor jeg syntes, jeg skulle være og udvikle mig som trommeslager. Men jeg kan huske, jeg hørte Nirvana på MTV, men det var ikke noget, der sagde mig noget dengang, på samme måde som det gør nu.

Læs resten af interviewet i GAFFA august

Tue Wests hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA