Christopher – På kanten af et gennembrud

Christopher – På kanten af et gennembrud

 

"Som en steppebrand" er det udtryk, der falder en i tankerne, når den unge Christopher Lund Nissens videoer og musik kommer på tale. Det er nemlig med den hast, den unge amagergensers materiale har spredt sig, siden han udgav sin første single Against The Odds i september sidste år. Næsten en million views har videoen på YouTube i skrivende stund, og han har lige modtaget guldplade nummer to – denne gang for sin anden single Nothing In Common. Blot 20 år gammel er den unge charmør, der har en længere pladekontrakt med det store pladeselskab EMI, som hurtigt fandt interesse ved Christophers fløjlsbløde popvokal. Den fik de præsenteret, da han kom forbi med sin guitar, og spillede nogle af sine numre "fra kælderen", som han selv fortæller GAFFA.

 

Bring my a-game

– En dag skete det bare rimelig naturligt. Min far kendte en, som kendte en, som kendte en, der var gammel mand oppe på EMI. Lige pludselig sad jeg deroppe med min guitar i hånden helt alene og spillede mine egne helt ufærdige sange. Jeg var helt grøn. Jeg sad og spillede dem, som var det en audition foran tre pladeselskabsfolk. De sagde, at de synes det lød fedt, og at det ville de gerne gå videre med.

Var det ikke skræmmende?

– Jeg anede jo ikke på det tidspunkt, hvad det var. Jeg vidste godt, at de vidste, hvad de snakkede om i forhold til komplimenter fra familie og venner. Jeg tænkte, at det gør jeg bare, for jeg har aldrig været præget af nervøsitet, når jeg skulle sådan nogle ting. Jeg har siddet nede i min kælder og spillet i lang tid, og forestillet mig at spille, for jeg ved ikke hvad. Jeg er god til bare at lukke af og fokusere, men jeg vidste godt, at: "I got to bring my a-game here".

– De syntes, at det var fedt, og så startede det som en udviklingsproces, for der var nogle områder, hvor de sagde, at jeg var lidt ufærdig, men at jeg havde potentiale. Det forløb skulle have trukket sig over en halvt år, men så gik der cirka to måneder, og så kom Against The Odds ind af døren, som to fyre i L.A. havde skrevet, og det blev så min første single. Pludselig var jeg i radioen og alle steder.

–Jeg føler virkelig, at jeg har ramt et segment – det her 'Justin Bieber-segment' – de unge piger der bare er på, og som virkelig er aktive på Facebook – det er bare gået hurtigt.

 

Sad hjemme i kælderen

På sin debutplade Colours har Christopher skrevet det meste af materialet i samarbejde med andre, mens der er to numre, han ikke selv har haft fingrene i. En del af udviklingsforløbet hos EMI er gået ud på, at den 20-årige selverklærede romantiker skulle få indsigt i, hvordan et studie fungerer, ligesom han har fået sparring i det sangskrivertekniske.

– På pladen er der elleve guldklumper med mig og min stemme som den røde tråd. De fleste historier er baseret på ting, der er sket i min spæde kærlighedserfaring, men Colours er også en tvetydig titel, fordi der er mange forskellige farver på pladen. Jeg er så tilfreds, og jeg er virkelig stolt, når jeg sidder og kigger på pladen, især når man tænker på, at jeg for bare et halvt år siden sad hjemme i kælderen.

 

HVEM?

Christopher Lund Nissen, 20 år. Spiller guitar og synger.

HVAD?

– Min musik kan beskrives som popmusik, men på min plade ligger der elleve numre, og det er både akustiske numre, men også sange med mere poppede produktioner. Det er popmusik med et tvist af Motown, og så har nogle af numrene også en lidt mere rocket vibe – men lidt af det hele.

HVOR?

- Jeg er født på Frederiksberg og opvokset på Amager, og jeg har boet på Amager de sidste 18 år. Jeg elsker Frederiksberg, men jeg kan ikke huske, hvordan det var, for jeg var så lille, men jeg elsker at bo på Amager. Der har jeg boet lige ved siden af min skole, og har altid spillet fodbold og badminton, hvor jeg også har boet lige ved siden af det. Og tæt på alle vennerne. Det har været meget nært og meget trygt, og jeg har virkelig været glad for at bo der.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA