x

James Blunt – fra Kosovo-barak til topplacering på hitlisterne

James Blunt – fra Kosovo-barak til topplacering på hitlisterne

Den 28-årige James Blunt kommer fra en familie med en lang militær-historie, og selvom James også har tjent som FN/NATO-officer i Kosovo, vil han blive bedst husket for sine bedrifter som sanger. Britten har med debutalbummet ”Back To Bedlam” og især med singlen ”You’re Beautiful” fået erobret hitlisterne med sin blide singer-songwriter pop-rock. Kontrasterne mellem den militære fortid og den succesfulde nutid stråler denne sommer dag, for der er ikke meget Kosovo-barak over omgivelserne på det fine Rival Hotel i Stockholm, i øvrigt et hotel med rig musikalsk historie, da det er ejet og indrettet af medlemmerne i ABBA.

Blunt tager venligt imod i en stor blød veloursofa.

Folkene fra dit pladeselskab har været ved at rive håret ud på sig selv, fordi du forsvandt på ferie ligesom du erobrede den engelske album- og singlehitliste. Burde du ikke være hjemme i England og optræde på Top Of The Pops og være på forsiden af tabloid aviserne?
- Det var mit management, der besluttede at sende mig på ferie i Venedig, fordi jeg næppe får tid til at holde fri resten af året. Men jeg fik da fejret mine førstepladser ved at hoppe i poolen på hovedet, men den var kun to fod dyb, så jeg slog næsten mig selv ud.

Apropos tabloid-aviserne, så hævder de at du er i familie med kong Henry VIII.
- Se, det er derfor, de hedder tabloid-aviser. Men jo, der er noget om det. Henry havde en affære med Elizabeth Blount, som er i min familie langt langt ude. Dammen fik de en søn, der døde som 13-årig, så jeg er ikke direkte relateret.

Så du får ikke en nøgle til et slot?
- Desværre ikke.

Tanks versus turbusser
Har du været udsat for traumatiske oplevelse i din tid i hæren?

- Det værste var uden tvivl træningen, det var ret forfærdeligt, fordi jeg havde haft slappet så meget af, mens jeg gik på universitetet. Du fisker sikkert efter, at jeg skal fortælle noget om Kosovo, men det var ikke det værste jeg oplevede, for det var blot et job, jeg var trænet til at udføre. Da vi ankom og så folk dø, viste det sig at vores tilstedeværelse var med til at redde menneskeliv. Selvom der altid er kritik af, hvordan krige afvikles, så kunne vi se, at vi var en hjælpende faktor for både serbere og kosovoalbanere. Selvfølgelig var der ting, der var chokerende og umenneskelige og voldelige, men det var mit job at hjælpe, når nogen opførte sig dyrisk.

Bliver I oplært i at lukke rædslerne ude?
– Nej ikke på lang sigt og derfor får så mange mennesker problemer senere hen, men vi lærte at arbejde sammen og være afhængige af de folk man er udstationerede med, og ligesom læger lærer man at se det sjove i de mest abstrakte situationer. Jeg kunne jo også tage min guitar frem og underholde hvilket fjernede en del anspændelser.

Har du haft brug for din militærtræning i musikverdenen?
- Ja, der var en journalist, der stillede rigtigt irriterende spørgsmål og jeg dræbte ham med min lillefinger. Nej ,spøg til side, jeg har da haft meget brug for den disciplin, jeg er blevet oplært med i militæret. Du har sikkert mødt mange musikere, der har fulgt stramme tidsplaner til punkt og prikke.

Ikke ligefrem, musikere er da den faggruppe, hvor folk har sværest ved at overholde aftaler, fordi de kan tillade sig hvad som helst, hvis de er kendte.
- Det er sikkert rigtigt nok, men jeg nødt til at have en rutine og disciplin i mit arbejde. At tage på turné er også lidt som at være i hæren; man rejser rundt uden særligt meget oppakning, kun det mest nødvendige, nu er min tank bare skiftet ud med en turbus, der er knap så dødbringende som en tank. Som officer i hæren skal man også kunne stå frem foran en masse mennesker og vise dem, at man har styr over situationen. Det er selvfølgelig noget andet, når man står på en scene og skal underholde, men publikum skal være overbevidst om, at du har styr på situationen og at du er kvalificeret til at udføre dit arbejde.

Vil du gerne tilbage til Kosovo for at optræde?
Det er et smukt land, så ja, men det er stadig traumatiseret. Og i øvrigt tror jeg ikke rigtigt, der er et marked for min musik dernede, da de vist hellere vil købe bootleg-cd’er.

Familien og de kendte venner

Hvad tænkte din familie, da du besluttede, at din tid hos hæren var færdig?
- Jeg droppede jo ikke ud af hæren, de betalte min uddannelse, så jeg skyldte dem fire år, som de fik. Min far var nervøs, han ville have, at jeg skulle have et sikkert stå sted og var bange for, at jeg ikke skulle klare den, men nu hvor det går godt, så har han det helt fint. Jeg tror ikke, han forstår og værdsætter min musik, men han kan se, at jeg har et forhold til publikum og det forstår han.

Du har udtalt, at I ikke rigtigt hørte musik i dit barndomshjem, hvad tror du, at du er gået glip af?
- Jeg ville ønske at jeg havde kendt den gyldne bølge af singer-songwriters fra 70’erne såsom Leonard Cohen, Lou Reed, Neil Young, Paul Simon, Elton John, The Band, The Eagles og Fleetwood Mac. Jeg ville ønske, jeg havde haft en bedre forståelse af den slags musik fra en tidligere alder.

Du er signet til Linda Perrys (eks- 4 Non Blondes-sanger og nu fødselshjælper og samarbejdspartner for Christina Aguilera, Courtney Love og Pink) selskab Custard. Hvad kan du fortælle om hende?
- Linda er fantastisk og stærk i branchen, hun er passioneret, folk er som får i denne branche, men hun går sine egne veje, og hun gav mig mulighed for at lave det album jeg ville. Hun er min gudmor i branchen. Hun hørte mine demoer og fløj til South By South West-festivalen i Texas, selvom hun hader at flyve, for at se mig spille en koncert på den 18 etage af Crown Plaza Hotel. Der var kun 30 mennesker og ingen atmosfære, det var en frygtelig koncert, og jeg havde fløjet 3000 miles og betalt for mig selv og to musikere.

- Det var uhyrligt dyrt for mig som ingen indtægt havde, og jeg tænkte: wow jeg har sikkert lavet en stor fejltagelse, men da jeg pakkede min guitar ned fem minutter efter koncerten, kom hun op til mig og sagde hej, jeg vil give dig en pladekontrakt, jeg arbejder i Los Angeles, er du klar til at lave en plade der? Og da det var en plade, jeg havde drømt om at lave siden jeg var fjorten, var det oplagt at rejse væk for totalt at hellige mig tilblivelsen af albummet. Så jeg flyttede til Hollywood i tre måneder og boede nær Mullholland Drive og indspillede i Toms Rothrocks (Elliott Smith og Beck-producer) hus under Hollywood-skiltet. Det var ret magisk at flytte væk fra min lejlighed i England, der ligger over et vaskeri og til Hollywood.

Kan du nævne tre 4 Non Blondes sange?
- Nej

Hvad med en enkelt?
- Jeg kender kun hittet ”What’s Going On?”

Det hedder den altså ikke, det er en Marvin Gaye-sang
- Nej, det er jeg altså ret sikker på.

(4 Non Blondes eneste hit fra 1992-albummet ”Bigger, Better, Faster, More?” hedder ”What’s Up?”, red)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA