Kato: Jeg er jo bare en skaldet jyde-knægt, der laver ”umpti umpti”-musik

Kato: Jeg er jo bare en skaldet jyde-knægt, der laver ”umpti umpti”-musik

På den danske musikscene er der et navn, der er lyst særligt op gennem de sidste to år. Kato har siden 2010 haft en kometkarriere, og han bliver ved med at røre på sig med den ene hitsingle efter den anden. Senest er det selveste Tha Doggfather, Snoop Dogg, der har lånt sin vokale formåen ud til hans beats. Men hvordan går man lige fra at have et mobildiskotek i Thisted til at lege med de helt store? Vi har været et smut i studiet med Kato, der her kortlægger sin karriere.

Kato, der lystrer det borgerlige navn, Thomas Kato Vittrup, har egentlig aldrig set sig selv som prototypen på en musiker, men alligevel har musikken spøgt i baggrunden, når man kigger nærmere efter. Også helt tilbage i barndommen, hvor der var masser af musik i barndomshjemmet i Thisted:

– Den anden dag fandt jeg nogle billeder fra min barndom, og på dem alle sammen havde jeg enten en guitar, et keyboard eller et sæt trommestikker i hånden – ja der var endda et billede, hvor jeg sad med en banjo, så på en eller anden måde har musikken alligevel sneget sig ind i min verden ved siden af fodbolden, som ellers klart var det, der fyldte mest dengang.

Vil du sige, at du kommer ud af en musikalsk familie?

– Hmm, min far var trommeslager og spillede rock og rockabilly i en række forskellige bands i Thy i 1960'erne. Det hyggede han sig med i mange år. Derudover er min bror bassist og har været det i mange år. Han er blandt andet studiemusiker for George Clinton den dag i dag. Min søster har også spillet før i tiden, men ikke længere. Så jo, nu hvor jeg tænker over det, er min familie da egentlig ret musikalsk. Men det har bare været en så naturlig ting, at jeg nærmest ikke har lagt mærke til det som noget særligt.

 

Gammel rockdreng ville være Kim Larsen i børnehaven

Hvor meget fyldte musikken i dit barnsomshjem? Den må jo næsten have fyldt en del efter, hvad jeg kan høre…

– Den fyldte helt sikkert rigtig meget. Min mor var meget stor Kim Larsen-fan, og det smittede af på mig, så meget at jeg rigtig gerne ville være Kim Larsen, og jeg præsenterede da også mig selv som Kim Larsen den første dag i børnehaven, haha! Det var også i en ret ung alder, at jeg begyndte at optage sange fra radioen og så ellers selv sidde og lege radiovært og præsentere sangene.

Hvad fik dig til det?

– Da jeg var syv-otte år, var jeg meget fascineret af et lokalt Top 30-program, der var i radioen dengang, og jeg syntes, værten lød helt vildt sej, så det prøvede jeg at efterligne. Da jeg sidenhen fik min første rigtig guitar var det også heltene i Pantera, Biohazard, Korn og især Kashmir, jeg prøvede at lyde som. Jeg prøvede at efterligne, hvad jeg hørte på pladerne. Jeg har aldrig fået lært noder, men spillede efter gehør …og det gør jeg stadig.

Så du er lidt af en gammel rockdreng?

– Helt sikkert! Jeg er stadigvæk rigtig meget en rockdreng, selvom man måske ikke lige kan høre det i den musik, jeg laver. Det var min storebror, der præsenterede mig for rocken i sin tid, og jeg har dyrket genren rigtig meget.

 

Sammenbrud ved første dj-tjans

Hvornår startede din dj-fascination så?

– Den begyndte, da jeg var 11-12 år, samtidig med at rocken også fyldte rigtig meget. Det begyndte, da jeg var til et håndboldstævne – eller et eller andet lignende alkoholfrit arrangement – hvor der var et stort mobildiskotek med dj, der stod og styrede festen. Jeg blev sindssygt grebet af at se ham stå deroppe i røg og lamper og snakke til de 1.000-2.000 mennesker, der var til stede. Det var vildt fascinerende, og jeg så ham på samme måde, som de musikere, jeg var fan af; han spillede bare på helt andre "instrumenter", som han brugte kreativt. Og dengang i '90'erne var det også meget på mode, at dj's også lige skulle rappe engang imellem, og dét faldt lige i min smag. Da jeg så det første gang, tænkte jeg: "Det er det, jeg skal. Det andet rock-halløj kan jeg godt hygge mig med, men jeg skal bare være dj."

– Så jeg bildte nogle af mine klassekammerater ind, at jeg havde et mobildiskotek, men det havde jeg bare ikke. Heldigvis var de med på at hjælpe mig med at bygge et og starte det op sammen med mig, og der var jeg bare ham, der rullede kabler sammen og hentede colaer på tanken. Jeg lå helt klart nederst i det hierarki. Da vi havde vores første job til en fest, kom det fuldstændig bag på os, at der skulle laves en lydprøve og mikrofonen skulle afprøves. Det var der ingen, der havde fortalt os. De andre var enige om, at de jo skulle spille musikken, og så kunne jeg hente sodavand og den slags – og at teste mikrofonen hørte åbenbart ind under "den slags".

– Det var meget grænseoverskridende for sådan en 12-årig knægt, for der gik jo folk rundt og dækkede borde og alt muligt, så det endte med at jeg stormede tudbrølende ud på toilettet, hvor jeg sad i en halv time og slet ikke kunne overskue opgaven. Men jeg endte med at gå ind og gøre det, og det gik hverken værre eller bedre, end at det blev mig, der stod og spillede og præsenterede plader hele aftenen. Når jeg først var kommet i gang, rullede det jo egentlig meget godt, og mine kammerater kunne da også godt se, at jeg havde flair for det. …at vi så formåede at brænde vores lejede udstyr sammen og at festen endte med, at en af gæsterne måtte sidde og underholde med en akustisk guitar, det er så en anden snak, haha!

Det var jo nok næppe sidste gang , du var ude som dj. Hvad skete der derefter?

– Fra jeg var 12 til jeg blev 16 tog jeg rundt og spillede som dj til 40-års fødselsdage, svendegilder og den slags "suppe-steg-og-is"-ting, så jeg har spillet det Dodo & The Dodos, jeg skal i mit liv. Men som 14-årig begyndte jeg som dj på Radio Thy som tekniker på bingo-spillet. Det gik i al sin enkelhed ud på, at jeg skulle spille Richard Clayderman-vinyler meget lavt og sørge for at tænde mikrofonen, når stjerne-bingoværten skulle sige "nummer 57!" Da jeg var 16, fik jeg sneget mig ind på et rigtigt diskotek for første gang, og fik lov at spille lidt den første time, hvor der ikke rigtig var nogle mennesker. Det gik godt, og som 17-årig begyndte jeg at spille der fast. Jeg kunne hurtigt se, at det var vejen frem i forhold til alt det bøvl og arbejde, der jo var med mobildiskoteket; her kunne jeg bare komme med mine plader og mine cd'er og så ellers gå i gang.

 

Revolutionerede dj-branchen herhjemme – dj'en er den nye rockstjerne

– Da jeg fyldte 18, kunne jeg efterhånden leve af at være dj. Jeg havde sagt min læreplads i Kvickly op, fordi de ikke ville lave et skema, der passede med, at jeg kunne tage ud at spille. Jeg tog til Østrig og spillede i en måned, og spillede de næste par år rundt omkring i Danmark, hvor jeg prøvede at skabe mig et navn; jeg har faktisk næsten turneret non-stop som dj fra jeg var 18 til første januar i år (Kato er 30, red.), så det har været hårdt arbejde. Jeg lagde ud med at spille en måned ad gangen på forskellige provins diskoteker, men sammen med et par andre, var jeg i al ydmyghed med til at revolutionere dj-branchen herhjemme.

– Dengang var det nemlig sådan, at man spillede en måned på et diskotek, og når man så havde gjort det, rykkede man videre til det næste, hvor man spillede en måned. Men jeg fik sammen med nogle andre åbnet for, at man kun spillede én aften det enkelte sted. På den måde kunne man nå rundt til flere steder, man kunne nøjes med at spille først tre, så to og til sidst én time, sådan som det er i dag, og man kunne endda komme på plakaten. På den måde kunne man meget bedre bygge et dj-navn op, og man kunne markedsføre sig selv på samme måde som et band eller et dance-act ude på diskotekerne. Det gik stærkt dengang, og jeg er vildt stolt over at have været en del af den udvikling og præge tingene herhjemme; dj'en er jo den nye rockstjerne.

Hvornår begynder du selv at lave musik?

Da jer er 22, møder jeg en dj-kollega, der leger med selv at lege med noget producer-halløj, og han introducerer mig til, hvordan man gør. Vi investerer i noget udstyr sammen i Fredericia – langt fra hvor jeg bor, men jeg kører gladelig frem og tilbage. Vi får lavet noget helt forfærdeligt über-technoagtigt dance-musik sammen og kommer ikke rigtig nogen vegne med det, og jeg kan mærke på mig selv, at jeg hellere selv vil lave mit eget end at være del af en dance-gruppe. Men det er ikke rigtig set før, at en dj er artist samtidig med, at han er dj og producer.

– I samme periode dør min far desværre af kræft, og det efterlader et stort tomrum og en enorm sorg i mig. Jeg bruger de penge, jeg arver fra min far på at købe mit eget udstyr, og går i gang med at lave en helvedes masse ting som remixes og mash ups. Jeg havde vildt meget lyst til at sende nogle af mine numre ud, men jeg holdt igen, fordi jeg ville vente til jeg havde noget, der var ordentligt, hvis jeg endelig skulle lade andre høre det.

Hvornår udgiver du så din første single i eget navn?

– Det gør jeg først i 2007. Det er nummeret My House, der gik nummer et på dance charten og klarede sig rigtig godt i den niche-afdeling, men det rykkede ikke kommercielt. Min anden single er en coverversion af Lenny Kravitz' Are You Gonna Go My Way?, fordi jeg elsker den sang. Min storebror spiller bas på nummeret og hans gamle guitarmakker fra de bands, han har spilet med spiller guitar. Den gik også nummer et på dance charten og blev udgivet i Tyskland. Det begynder at tage form, og jeg laver en del udgivelser i røven på singlerne. Det bliver stadig kun spillet på diskotekerne, men der er et par tracks, der får succes i udlandet, og det begynder stille og roligt at udvikle sig. Jeg får samtidig lov til at remixe store danske kunstnere som Medina og L.O.C. , og det hele kulminerer i januar 2010, hvor singlen med Jon, Turn The Lights Off, udkommer.

Hvad medfører det?

– Det medfører mit helt store folkelige gennembrud. Den single havde noget, der gjorde, at radioerne også turde spille den, og så havde jeg produceret den lidt mere poppet, end jeg havde gjort hidtil. Derfra tog det fart og gik pissestærkt. Jon, der lige var blevet min manager på det tidspunkt, og jeg tog rundt og spillede en gratis klubtour i Danmark samme måned, som vi udgav singlen; vi tog uanmeldt ud på klubberne, tog mikrofonen og sagde: "Hej, vi heder Kato og Jon. Hvis vi må spille en enkelt sang for jer, giver vi gratis shots!" Så var alle glade og havde glemt de ting, der nu kunne være i forhold til Jon, som kunne drille os lidt. Vi nåede fem diskoteker hver nat, og vi kom rundt på 30 steder den januar måned for at få sparket singlen i gang, og det gav virkelig pote. Det var en arbejdssejr! Og så var det jo superfedt at opleve nummeret komme ud i hele Europa; ligge på top tre i Norge og Sverige og endda være det næstmest spillede nummer på russisk radio det år.

– Det er den sang, der er vendepunktet, den og så Hey Shorty med U$0 og Johnson, der er det største hit, jeg har haft. Derefter kom Outlandish-singlen (Desert Walk, red.), Champion med Clemens og Jon og Sjus med Camille Jones, Ida Corr og Johnson. Jeg har prioriteret mest at være herhjemme, men jeg har da også været i  både Sverige og Tyskland for at lege superstjerne, og det har været sjovt at prøve, men jeg kan bedst lide, at man arbejder sig op fra bunden, og det følte jeg ikke rigtigt, jeg havde gjort der. Sidste sommer valgte jeg også at fokusere på de danske festivaler i stedet for at spille koncerter i udlandet. For det var vigtigere for mig, og det var jeg rigtig stolt af, at jeg gjorde. Og det er simpelthen så fedt at stå på en festivalscene – det har været mit livs oplevelse.

 

Samarbejdspartnerne

Listen over Katos samarbejdspartnere er efterhånden alenlang, og han har abejdet med rappere som Clemens og Johnson til rock-folk som The Storm og Carpark North.

– Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg hverken er sanger eller rapper. Det er jeg ikke god nok til, så jeg skal have noget hjælp, og så er det jo helt vildt spændende at lave musik med forskellige mennesker. Det gør måske også, at folk kan se, hvor bred en smag jeg i virkeligheden har. For mig er der ingen regler; jeg laver bare, hvad jeg laver, og så kan det være lige meget om det er hiphop- eller rock-inspireret, bare jeg selv synes, det er fedt. Men jeg har selvfølgelig også været bevidst om, at det ville booste min karriere, hvis jeg fik nogle store navne med på mine ting. Og der er det jo også blevet større og større navne fra single til single.

– Hver eneste gang, jeg laver noget sammen med nogen, prøver jeg at rykke både dem og mig et sted hen, hvor ingen af os har været før. Det er det, der tænder mig – det bliver kedeligt, hvis man laver det samme hele tiden. Jeg ser også mine features som instrumenter, som jeg gerne vil spille på på nye måder. Det var svært at få folk på i starten, men det er blevet bedre efterhånden, som succesen er vokset. Det er også et free ride at lave noget sammen med mig, og de kan prøve nogle ting af, som de ikke ville gøre på deres egne ting, for det er jo en Kato-single. Og så har jeg jo lært sindssygt meget om at lave musik af at arbejde med så mange dygtige mennesker.

Kan du løfte sløret for, hvilke gæstevokalister, vi kan forvente at møde på den næste Kato-plade?

– Det ville jeg rigtig gerne, men der er simpelthen for meget usikkerhed lige nu, og der er endnu ingen underskrifter på plads, så jeg tør ikke sige noget endnu. Men jeg arbejder på kryds og tværs med en lang række kunstnere inden for meget forskellige genrer.

Men kan vi forvente os mere i samme lige som Snoop?

– Jeg jagter mange af de rigtig store, men nu må jeg vente og se, om de bider på. Der er et par stykker, der lige nu arbejder på at skrive nogle ting om, jeg har lavet, for at gøre det lidt mere amerikansk, men der foreligger endnu ikke nogle underskrevne kontrakter. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil lave en plade, der er meget international, og så med et par enkelte dansksprogede sange på. Indtil videre her jeg også lavet hver anden single på dansk og hver anden på engelsk.

Hvad kan du fortælle om de kommende numre?

– Det bliver popsange, der kan spilles på klaver eller guitar, og som jeg så producerer bagefter. Nu skal vi et step op og give det så høj kvalitet, at det kan spilles på amerikansk eller russisk radio. Og der er det ikke nok at være en kreativ producer – lyrik og melodi skal også hænge sammen. Nogle af de ting, jeg arbejder på med de danske kunstnere er så alternative, at jeg ikke ved, om jeg får lov til at bruge det endnu. Vi er virkelig på tynd is, og nogle de ting, vi laver, er helt utænkelige og "tab eller vind"-agtige.

 

Grøn Koncert

– Det var jo noget af en overraskelse, at vi fik lov at komme med på Grøn Koncert sidste år – også for mange i branchen, kunne jeg mærke. Vi havde jo kun fået 40 minutters spilletid, og oprindeligt skulle vi have optrådt på taget af en Tuborg-lastbil, fordi vi skulle have været en slags pendant til MC's Fight Night. Heldigvis regnede det så meget, at vi blev flyttet over på en af scenerne. Der var en meget rock 'n' roll og lidt jam-agtig følelse over de koncerter, selvom det hele selvfølgelig var planlagt. Det var en kæmpe oplevelse, og det var vildt fedt at mærke de tilkendegivelser, der kom fra publikum, crew og musikerkollegaerne.

– Det var virkelig overvældende og en kæmpe sejr for mig personligt, for der følte jeg virkelig, at der blev flyttet meget for mig som artist og for mit hold. Og så var det så fedt, at der var så mange, der havde lyst til at tage med. (The Storm, Jon, Clemens, Ida Corr, U$O, Infernal – blandet flok, der hver især repræsenterer noget helt forskelligt og kommer fra forskellige verdener). Det var en oplevelse for livet, og det eneste negative ved de koncerter er, at jeg får svært ved at leve op til dem til de koncerter, jeg skal spille til sommer.  

 

Mødet med Snoop

Det er noget af et scoop, at Kato har fået westcoast-kongen Snoop Dogg med på nummeret Never Let You Go. Og det var da heller ikke det letteste i hele verden at få Big Snoop ned i studiet i Mejlgade i Aarhus. Kato fortæller her om stjernebesøget, og hvordan det i det hele taget lod sig gøre.

– Min storesøster flyttede for mange år siden til L.A. med en amerikansk musiker og pladeselskabsmand. Han er manager for en westcoast-producer og dj, der hedder Battlecat, og som er meget respekteret inden for branchen. Han er blandt andet Snoop Doggs faste live-dj. Så i mange år har jeg vidst, at der var en indgangsvinkel til Snoop, men det har været vigtigt for mig at have lidt is i maven og vente på det rigtige tidspunkt og til at jeg i det hele taget var god nok til at levere noget til Snoop. Og da han så skulle spille i Aarhus sidste år, var det på tide at give det et skud.

 

Afhang af krydsede fingre

– Jeg var faktisk på ferie, da jeg kom i tanker om, at Snoop skulle spille i Aarhus, og så ringede jeg til min svoger og spurgte, om ikke han kunne sætte noget op, og så begyndte han at trække i trådene. Faktisk troede jeg ikke rigtigt på, at det kunne lade sig gøre, men det lykkedes jo som bekendt. Jeg sendte nogle numre til Snoop, og han var åben overfor at lave noget sammen med mig, men der var ikke rigtig nogen sikkerhed for noget som helst, og det hele afhang meget af krydsede fingre.

Det var egentlig meningen, han skulle komme forbi om eftermiddagen inden koncerten, og vi havde linet tre biler op oppe ved hotellet, men han kom ikke ned, og hans manager tog ikke telefonen. Vi havde gjort alt klar hernede, men der skete ikke noget. Så fik jeg besked om, at han ville kigge ned klokken 17.00, men så var han pludselig faldet i søvn. Det var en lang, lang dag, hvor jeg sad hernede og ventede sammen med en masse mennesker som knoklede og arbejdede for at gøre det hele klar. Under koncerten valgte jeg at blive i studiet og stå stand by, hvis der nu skulle ske noget, men efter koncerten får jeg at vide, at han er gået op på sit værelse back stage, hvor han har lagt sig til at sove, og jeg tænkte bare: "Ej for helvede, det sker bare ikke!" Men en time efter, koncerten er slut, vågner han op igen, og pludselig får jeg en sms, hvor der står: "Vi kører nu!"

 

"Yo, Kato. Play me the beat!"

Han kom ned i studiet med et 10 mand stort entourage, to bodyguards og 15 piger, han havde taget med fra Train. Jeg ved jo godt, hvordan den slags ting fungerer, så jeg var selvfølgelig nervøs for, om han var fuld eller knokkelskæv og bare havde lyst til at kigge på damer, og om vi overhovedet ville få noget ud af det, men han var sindssygt cool, venlig og tilbagelænet. Han kom ind ad døren, gav mig hånden og sagde: "Yo, Kato. Play me the beat!" Og så gik vi bare i gang. Han bad om en blok papir og en kuglepen, og så sad han ellers og skrev et par vers ned. En gang imellem spurgte han mig: "Do you like that?", og jeg tænkte bare "hell yeah! Det er fucking sweet!"

Det tog ham et kvarter at skrive teksten, og så hoppede han i boksen, så efter en halv time havde han både skrevet og indspillet sit vers. Det var virkelig imponerende!

Da vi var færdige kom han hen og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at spille lidt mere af min musik for ham, og jeg spillede en masse instrumental-tracks for ham, som han freestylede hen over og havde en fest med det. Det hyggede vi os med i halvanden time og jokede lidt over et par øl, og han fortalte røverhistorier. Da de så tog afsted trak manageren mig til side og sagde, at der var tre numre, som Snoop var særligt glad for, og som jeg luge skulle huske at sende ham. Det var en fed oplevelse og dejligt afslappende. Det føltes lidt som om vi kendte hinanden og var meget naturligt, selvom han er en af verdens største rappere, og jeg bare er en skaldet jydedreng, der laver noget umpti umpti-musik. Men han ville gerne holde kontakten ved lige og eventuelt benytte sig af studiet en anden gang. Nu må vi se, om det bare er for at være flink, han sagde det, haha! Men det betød da meget, at han sagde det.

 

Kunne ikke genkende Quincy Jones

Snoop er langtfra den eneste amerikanske berønthed, Kato har stiftet bekendtskab med, men det var nu alligevel en noget anderledes oplevelse, da han rendte ind i selveste Quincy Jones:

– For to år siden var jeg i Sverige for at spille i Stockholm sammen med en masse andre, hvoraf flere er internationale stjerner. Efter min koncert er jeg på vej ned ad trappen bag scenen og godt oppe at køre over, at koncerten er gået så godt, da en nydelig mørk ældre herre stikker hånden frem og siger: "I like your music!" Jeg kigger på ham og smiler og siger "Thank you very much", hvorefter jeg fortsætter ned ad trappen og ikke rigtig tænker mere iver det, ud over at det var rigtig sødt af ham.

– Efter et kvarter kan jeg høre en fanfare og speakeren fortæller om en eller anden legende, der er til stede. På storskærmen kan jeg se, at de har båret en stor trone ind på scenen, og pludselig siger speakeren: "Please welcome our special guest – one of the world's best producers: Mr. Quincy Jones!" Publikum går helt amok, og på storskærmen ser jeg den søde mand, der for lidt siden gav mig hånden og sagde, at han godt kunne lide min musik. Der blev jeg sgu lidt lille, for manden er jo et forbillede for alle producere i hele verden. Der kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg havde sagt: "Thank you sir, and I like your music very much!"

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA