x

Death To Frank Ziyanak - kedsomhed inspirerer

Death To Frank Ziyanak - kedsomhed inspirerer

For f... da, underkæben rammer brystbenet med et smæld, da den første livekoncert med Death To Frank Ziyanak bliver overværet af overtegnede. De er på fra første sekund, og deres rullende rock nærmest mases ud af højtalerne. I starten undres man over, om det sceneri, der udspiller sig på scenen, er for sjov eller i ramme alvor, men det er umuligt ikke at blive opslugt af deres univers. Den forholdsvis rå og skramlende lyd kaster tankerne tilbage til barndommen og fars vinylplader, mens musikerne på scenen tydeligvis markerer, at de selv er fra et helt andet årti.

Bassisten Mads Schmidt, der spiller live-jobs for DTFZ, er delvist gemt bag et par store spejlsolbriller, hvilket umiddelbart får ham til at ligne en statist i Miami Vice, forsangeren Frank Ziyanak er helt umodstålig i iturevet T-shirt, der uden den mindste gernethed afslører et bart bryst. Desuden er han iført de strammeste jeans, halvlangt tilbagestrøget hår og briller. Opholdet mellem de forskellige numre er næsten ikke eksisterende, og Franks udstråling river og slider i folks opmærksomhed. Han bruger alle virkemidler - da han spotter en flaskesamler uden for et stort panoramavindue i spillelokalet, kaster han sig fra scenen og vrider en guitarsolo op mod ruden. Reaktionen udebliver ikke, flaskesamler lader flasker være flasker og løber forskrækket væk, mens DTFZ øger grebet om publikum endnu mere.

Det er uhyggeligt svært at sætte ord på DTFZ's nerve, for som tidligere nævnt er det retro-rock med velkendte akkorder og attitude i overflod, men selvom undertegnede normalt hurtigt bliver mættet af lignende cocktails, formår DTFZ at underholde og tryllebinde i samtlige minutter, de er på scenen. De nærmest parkerer deres stortromme i mit hjerte og giver en naturlig følelse af, at hjulspind, hængende-mundvige-smøger og bryld i håret er vejen frem.

Skriver sange på 5-10 minutter
Ugen efter mødes vi i Silkeborg, hvorfra bandet også stammer. Her er rock-stjerne attituder ikke hverdagskost, og jeg må nærmest klappe i hænderne af begejstring, da Frank indtager caféen iført stort set samme outfit som på scenen. Det var åbenbart ikke bare spil for galleriet, og jeg erfarer efterfølgende at de to bandmedlemmer - Frank og Ibber (Christian Ipsen, trommer) ikke har nogle problemer med at stole på deres eget værd musikmæssigt.

Frank er manden bag både tekster og musik, mens Ibber efterfølgende er dommeren, der vender tommelfingeren opad eller nedad. Numrene skrives normalt meget hurtigt, 5-10 minutter - uden nogen form for dikkedarer. Der er guitar-riff, så det basker, solide omkvæd og en eksplosiv cocktail i motoren.

DTFZ-lavinen begynder at rulle i 2004, de bliver valgt til månedens demo i GAFFA, et skulderklap, der kaster dem videre til Lades Kælder i København, hvor de igen modtager særdeles gode anmeldelser for deres musik. De begynder at få masser af gode kontakter, som gerne ser DTFZ på den danske rockscene, og Christian Andersen er et navn, som de igen og igen nævner i vores samtale. Der er overhovedet ingen tvivl om, at de sætter endog stor pris på de hjælpende og støttende hænder, som de har mødt undervejs. Christian Andersen (fra pladeselskabet Musikministeriet og i øvrigt frontfigur i Racetrack Babies, red.) er manden, der blandt andet har hjulpet dem til at få deres kommende indspilning i New York med producer John Agnello på plads. Afrejsedatoen til det forjættede land er først i efteråret, men allerede nu har DTFZ en del live-jobs på diverse spillesteder i den ultimative by. Ingen tvivl om, at forventningerne er høje, og at der bliver arbejdet særdeles aktivt frem mod indspilningen.

Nej til konkurrencer
At blive valgt til månedens demo giver automatisk grønt kort til Starfigther-konkurrencens på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. En konkurrence, som DTFZ dog takkede pænt takkede nej til.

- GAFFAs Hansen har ret til udvælge tre bands som han mener fortjener at komme med i Starfighter. I den forbindelse modtager han en milliard demoer, men efter at have set os live sendte han os uden dikkedarer direkte i finalen. Vi føler dog ikke, at musik skal afgøres ved en konkurrence, musik er smag, og smag er individuelt. Desuden spiller vi alle festivaler til næste år, tilføjer Frank Ziyanak, med et glimt i øjet.

- Vi vil gerne anerkendes for den vi musik, vi laver. Derfor har vi valgt at gå den lange, men for os rigtige vej, hvilket betyder, at vi blandt andet har takket nej til Starfighters og Live Contest, selvom det uden tvivl ville have givet os og vores navn noget. Vi tror på vores musik og mest af alt os selv, og så skal musikbranchen nok følge trop.

Under samtalen er Ibber klart den mest talende af bandets to medlemmer, mens Frank virker noget mere reserveret og eftertænksom. De smiler dog begge lidt smørret, da jeg fortæller, at en nærlæsning af de forskellige hits under Google på navnet DTFZ blandt andet indeholder en chat, hvori de skrivende parter sætter spørgsmålstegn ved, om ægte rock'n'roll kan stamme fra en mindre midtjysk provinsby.

- Man behøver ikke at flytte til vores hovedstad for at kunne spille musik. Vi henter vores inspiration fra kunstere såsom Iggy Pop, Stooges og Velvet Underground, så indtil videre trives vi fint i Silkeborg. Vores musik er kommet af kedsomhed, så i det mørke Jylland er der masser af inspiration at hente.

Bandet spillede i weekenden i Malmø, og er p.t. ved at booke de sidste New-York aftaler i kalenderen.

DTFZ's hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA