Aisha guider dig igennem sit debutalbum

Aisha guider dig igennem sit debutalbum

Den danske soulpop-scene vokser med navne som Nabiha og Lukas Graham, og nu kommer endnu et navn til i form af soulsangerinden Aisha. Aisha har optrådt i mange år både som korsanger og med egne sange. I dag udkommer hendes debutalbum "Deeper Than Roots" på Target Records. 

Aisha har i ni år været korsanger for det legendariske band The Savage Rose og har desuden arbejdet sammen med Junior Kelly, BB Seaton og Tanya Stephens og har optrådt så forskellige steder som Grønland, Tunesien, Island og Ghana.

Aisha har eksklusivt for GAFFA lavet denne gennemgang af "Deeper Than Roots" sang for sang

No One Loves Me Better: Beskriver skiftet fra singlelivets frihed til en tilværelse i fast parforhold.

Sangen skildrer det øjeblik, hvor forelskelsen er ved at drive over og rusen erstattes med de barske realiteter, som de fleste sikkert kender fra tosomheden. En hverdag præget af kedsomhed og daglige rutiner, som på samme tid er tryg og tiltrængt. Sangen beskriver frygten for at turde give sig hen til en andet menneske og om have tillid. Den handler om afhængighed, magtesløshed og om følelsen af at være paralyseret i et forhold. En kærlighedserklæring, et paradoks og en sang som de fleste kan synge med på. Et ærligt kig ind i sandheden, bag facaden af "relationer" for alligevel herefter at erklære, at ingen elsker mig bedre....

Stepping: Med et lille vink til Jamaica igennem de melodiske klavertoner indfanger "Steppin'" den følelse af at blive forelsket og falde dybere og dybere og miste kontrol over tingene. I blinde famler hun sig frem - forvirret og usikker, med rygsækken fyldt med en masse gammel bagage. "Steppin'" handler om, hvor klodset man kan blive når man er ramt af Amors pil. "Steppin'" beskriver den glatte underlag man går på, når man forsøger at balancere sund fornuft med følelsen af forelskelse.

Restless City: Den handler om de realiteter der siver ind jo længere du bliver i byen, og i takt med at fascinationen falmer og i stedet transformeres til en form for beklædningsgenstand. Et vedvarende, skadeligt forhold, der bliver mere og mere grimt og smertefuldt i sin desperate søgen efter skønhed og lykke. At bo i en storby kan undertiden beskrives som at være i et dårligt fungerende parforhold. Denne sang er et snapshot i denne dynamik.

I Can't Wait: "I can't wait till that day when you choose to walk the line". Sangen beskriver vedholdenhed i et forhold med en umoden fyr der ikke tør binde sig og give sig hen. Der bliver slugt nogle kameler i det indledende spil, men visheden om at han snart hengiver sig uden forbehold er sikker. Jeg har lagt kortene på bordet og venter nu blot på at han skal indse at han ikke kan undvære mig heller.

Mistress Mourn: En elskerindes klagesang. Beskriver en kvindes hengivenhed til en anden kvindes mand. Den handler om at være ensom, og et nemt offer i kærlighedens vold.

Sometimes: Er en af mine ældre sange. "Sometimes" skildrer en ulykkelig kærlighedsaffære der ikke kan ud leves og er dødsdømt fra starten. Trods det afsluttede forhold og de dårlige ods, jager og forfølger denne romance mig hver dag i flere år. Det er situationen hvor minder og billeder sniger sig ind i alt hvad jeg foretager mig. Sangen skildrer et inderligt ønske om at kunne rejse tilbage i tiden, vende tilbage til tiden før "dig og mig".

In the Morning: Er en kærlighedsserenade uden forbehold. De er venner, har ikke set hinanden længe og inde i hendes hoved er deres forhold langsomt begyndt at udvikle sig til en hot romance. Hun mindes deres dybe snakke, og som tiden går forsøger hun hvileløst at holde fast i billederne og følelsen. Men distancen er stor, tiden går og savnet vokser, derfor denne åbne invitation. 

People: Er en bøn til magtfulde mænd om ikke at misbruge deres rigdom og styrke. Sangen blev til i forbindelse med George Bush's præsidentperiode og hans såkaldte "war against terror", men sangen kan overføres og relatere til alle bange mænd. Den beskriver hvilke katastrofer det kan udløse, når mænd fyldes med frygt. Når velfunderede mænd krænker og forgriber sig på uskyldige. Vanviddet opstår når magtfulde mænd føler sig små. De har en tendens til at tag mere/flere liv end de kan give.

High On Life: Er et ønske om ikke at blive forstyrret med negativ snak og sladder midt i livets rus. Det er et ønske at nyde livet med alt hvad det indebærer, alle aspekter - og alle facetter. En beretning om at turde se frygten i øjnene, at turde slubre livets saft i sig og vove at give sig hen til lyset og  rusen.

I Walk On: Et autentisk indblik i kunstnerens sjæl. Det er min frygt for ikke at nå de mål jeg har sat mig i livet. Jeg er ikke bange for at stå ved angsten og bekymringerne for at skulle opgive min passion og drømme på grund af for meget modgang. Sangen handler også om at følge rytmen i sit hjerte og blive ved fordi man ikke kan lade være. Det er et personligt kig på, hvad det vil sige at være en drømmer, og hvilken styrke, fokus og tillid, det kræver.

From Above: Er skrevet på en balkon i Sydfrankrig med udsigt ud over bjergene. I forundring og fascination over naturen og livet magi er vi uovervindelige. En lykkelig drøm set livet fra fugleperspektiv. En hyldest til den naturlige verden i balance med ens sjæl. En moderne kærlighedssang til alt, der er liv.

I Sing - Bonus track: En anden festlig sang, der minder mig om hvor store og uendelige livets gave er. En hyldest til livet og denne sang skrev jeg ironisk nok dagen efter jeg blev overfaldet af en fuld mand. Sangen handler om  at lev i nuet og tag en dag af gangen. Sangen er en tiltrængt aflastning fra roboteksistensen, som livet er blevet for mange.

Se en akustisk version af singleforløberen "No One Loves Me Better" nedenfor:

 

 

           

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA