Elvis Costello: Intet i popmusikken er genialt

Elvis Costello: Intet i popmusikken er genialt

Elvis Costello gæster Musikhuset Aarhus lørdag den 2. juni. Vi har fanget ham for at få en statusrapport.

 Hvad kan publikum forvente af koncerten?

Det starter med hvad vi kalder ouverturen, da det jo netop er et show, og spiller så fire-fem hurtige rock'n'roll-sange fra hoften. Vi har en danser, som indtager gogo-buret og som "ryster en god halefjer". Folk får et øjeblik til at se scenografien med det store lykkehjul og spekulere lidt over, hvad det hele går ud på, mens vi spiller nogle sange som folk muligvis kender. Så præsenterer jeg mig selv som aftenens konferencier; jeg påtager mig en rolle og har også en assistent, som går ned blandt publikum og finder folk som ser ud til at have lyst til at komme op på scenen og dreje hjulet. Og derfra tager vi de forskelligt fra aften til aften, alt efter hvad hjulet giver os. Nogle gange er den første sang, der kommer op, en sang man måske ville forvente at vi ville slutte af med; nogle gange er det en ballade, nogle gange en velkendt sang, andre gange en sang som absolut ikke er spor velkendt. Så det betyder, at folk indimellem må vente lidt på at høre deres favoritter.

Og vi har "jackpots" på hjulet, som er ord som "Time" eller "Girl", og hvis ordet indgår i titlen på for eksempel fem sange, ja så spiller vi de fem sange i træk. Hvis ordet er "Girl" spiller vi "This Year's Girl", "Spooky Girlfriend", "Party Girl" (sulky girl); hvis ordet er "Time" spiller vi "Strict Time", "Man Out of Time" og The Rolling Stones "Out of Time". Det giver os mulighed for at konfrontere bagkataloget på en mere tilfældig måde; de ældre sange bliver pludselig spillet os i hænde på en uventet måde, og det bibringer en friskhed til det at spille dem. Vi kan ende med at spille en sang, som har været vores afslutningsnummer i tredive år, i løbet af showets første fem minutter.

Vi har også sange med bare guitar eller klaver, så der er også variation. Vi prøver at gøre det sjovt og får også hilst på folk; folk kommer op fra publikum og nogle er meget  udadvendte og vil gerne være med, mens andre er mere generte og skal overtales. Nogen vil gerne ind i go-go-buret og vise hvor gode de er til at danse....man ser alle mulige sjove sider, der er ønsker og indimellem folk der frier; ikke til mig men til hinanden. Det er ret godt og indimellem ganske rørende, og nogle gange siger folk noget, så det går op for mig at en sang har betydet noget for dem, som aldrig ville være faldet mig ind. Så selvom det et stykke hen ad vejen er et satirisk, Vaudevillle-agtigt show, har det også nogle følelsesladede momenter.

Nye historier

Du udklækkede oprindeligt konceptet ("The Spectacular Spinning Songbook", red.) for 25 år siden. Hvordan opstod idéen, og hvad får dig til at vende tilbage til den nu?

Well, af samme grunde som jeg udtænkte det dengang. I 1986 eller '85 tænke jeg, at jeg havde så mange sange at det var svært at vælge, så simpelt var det faktisk: "lad os finde på en ny og sjov måde at gøre sangvalgene mere vilkårlige på". Og så kan vi også have nogle coverversioner, som man ellers aldrig ville forvente at vi spillede...og det samme med det nye lykkehjul. Nu er der selvfølgelig gået femogtyve år, så jeg har endnu flere sange og en endnu større stilistisk variation. Fra ballader til rock'n'roll-sange, alt muligt, du ved.

Så det giver en endnu mere mening nu, i al fald for mig. Det er bare en anden måde at fortælle en historie...hver aften, når vi går på scenen, fortæller vi en ny historie ud af alle disse stykker af historier, som vi har fortalt på pladerne gennem årene. Hvad enten det er klaverballader, akustiske guitarsange, elektriske bandnumre, ting jeg har lavet til større ensembler ved mere usædvanlige lejligheder.

Nu vi taler om coverversioner...du har for nylig bidraget til den hyldestplade til Dylan, som Amnesty International har udgivet i forbindelse med deres jubilæum. Hvorfor valgte du, af alle de sange der er at vælge imellem, at fortolke "License to Kill"?

Well, jeg har altid elsker den sang og desværre er det en sang, som aldrig kommer ud af trit med tiden og bliver uaktuel. Det er en af de mindre kanoniserede sange, og jeg ønskede også at gøre noget lidt usædvanligt ved den, rent musikalsk....den er ikke specielt loyal overfor Bobs udgave. Jeg ville strække strukturen lidt og lave nogle vokalharmonier. Jeg spiller alt selv på den, det kan jeg godt lide at gøre indimellem...bare gå ind i studiet uden et band og være lidt mere legesyg med indspilningen.

Din karriere har spændt over mange forskellige genrer, og generelt er du ikke så nem at indfange, at definere som kunstner...

Det synes jeg ikke er en dårlig ting....det er på en måde dit job at gøre det, ikke mit..

Nej, men mit spørgsmål er også bare, om det har været en bevidst strategi fra din side, eller om det bare er blevet sådan?

Til dels skyldes det nok bare, at jeg er nysgerrig. Jeg voksede op i et hus fyldt med musik, jeg tilhører den tredje af fire musikalske generationer i min familie...ting, som kan synes at være store spring, har ikke forekommet mig at være så grænseoverskridende. Det gør det ikke bedre, men det er bare sådan jeg hører det. Jeg spekulerer ikke i strategier, jeg gør bare tingene også leder en ting til den næste. Du kan finde dig selv i færd med at samarbejde med folk, som du beundrer; du kan blive tilbudt muligheder for at arbejde med ting, som du ikke har nogen erfaring med. Men så snart du har lavet dem, så har du den erfaring og tager noget med derfra. Ikke alt behøver at være en millionsælger, ikke alt behøver at være tidløst eller succesfuldt, ikke engang kunstnerisk set. Men du lærer noget af det.

Jeg mener, folk tager det alt for alvorligt...alt det analytiske er meningsløst for mig. Når det kommer til stykket er der ikke noget af det der er vigtigt, udover dine kæres liv og velbefindende. Man passer på hinanden og forsøger ikke at dolke hinanden i ryggen, og så går det sådan set meget godt. Intet af det betyder noget....der er intet i popmusikken som er genialt, der er bare godt, uanset om det har gode intentioner og kommer fra hjertet eller ej. Jeg har aldrig lavet noget ud fra et analytisk synspunkt eller som en øvelse eller for at få mig selv til at fremstå smart. Jeg har gjort alt, fordi jeg har været nysgerrig. Og hvis det har virket grandiost eller prætentiøst for andre, så er det deres problem. Det er bare sådan de tænker, og det er ikke sådan jeg tænker...

Taknemmelig vært

Nu vi taler om folk, du beundrer, er din kærlighed til George Jones jo velkendt og du har også indspillet en duet med ham. Hvad er så særligt ved Jones?

Øh, jeg går ud fra at du kender ham, eller stiller du bare det spørgsmål?

Jeg sætter stor pris på hans musik, der er derfor jeg spørger...

Ok. Well, man skal høre "Mr. Fool" for at finde svaret. Du kan udvælge en hvilken som helst af hans plader og spille den for en person på Venus, og vedkommende ville vide at det var en god sanger, du ved. Jeg har aldrig tænkt på ham som countrysanger. Han er en stor sanger på samme måde som Billie Holiday er en stor sanger, som Hank Williams og Marias Callas er det. Han er en unik sanger og synger sjælfuldt på samme måde som James Carr gjorde det, og det er bare en fantastisk...ting. På samme måde som med Nat Cole er ikke alle sange han synger geniale sange, men han få noget smukt ud af dem alle. Han kan bare ikke synge en dårlig frase, du ved.

Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt om "Spectacle" (Costellos tv-show fra 2008-10, red.). Hvordan kom idéen op i første omgang?

Åh, har du set det? Well, det var noget folk havde bedt mig om at overveje i ti år, og så fik Elton John og David Furnishs produktionsselskab det realiseret sammen med to amerikanske tv-selskaber. Vi lavede en række shows over et par år, og jeg tror, at I først er ved at få dem at se lige nu i Skandinavien.....

Det er sandt.

..men de er indspillet for at par år siden, og det var en stor oplevelse. Det var stort at få lov til at arbejde med alle de folk og at de stolede på mig og kom og spillede noget musik sammen med mig. Jeg synes, at det er nogle gode shows...

Har du nogen favoritepisoder?

Alle sammen, virkelig. Jeg er bare taknemmelig over alle de folk, som kom. Selvfølgelig har jeg nogle yndlingskunstnere; jeg kan virkelig godt lide showet med Smokey Robinson,  og også det hvor vi sammensatte et band med Allen Toussaint, Levon Helm og Nick Lowe, det var en alle tiders aften. Og det med Bruce Springsteen....han var så generøs denne gang, og det er jeg meget taknemmelig for.

Costellos ufuldendte

Jeg håber, der ok jeg spørger; hvorfor blev Jenny Lind-operaen (skrinlagt samarbejde med Danmarks Kongelige Opera under ledelse af Kasper Bech Holten fra H.C. Andersen-fejringen i 2005) egentlig aldrig til noget?

Åh, det var på et vanskeligt tidspunkt. Jeg skrev den på et tidspunkt hvor mange ting ændrede sig i mit liv, og jeg følte med langt bagud med arbejdet. Men jeg skrev alle de sange, som havde deres debut i København. Og der skete mange ting det år, som havde mindre forbindelse med Andersen, end mine sange havde. Men jeg afsluttede ikke hele lydsiden; det I fik at høre var mere afsluttende arier, i mangel på bedre ord, hvis det havde været en rigtig opera. Men jeg nød at lave det, bare at fortælle en historie gennem fragmenterede scener, og jeg synes at der er nogle gode sange deri. Og så vendte jeg selvfølgelig tilbage til dem og indspillede nogle af dem til albummet "Secret, Profane and Sugarcane" (2009). Jeg transponerede dem til de instrumenter, du hører på den plade: violiner, dobro og mandolin, fordi de syntes at passe til det. Og vi brugte endda også akustisk guitar og banjo på scenen i den oprindelige produktion...men det var en fin mulighed, og Kasper Holten viste mig en masse tillid ved at bede mig lave sådan et stykke arbejde og var meget tålmodig. For det var en tid med massivt opbrud i mit liv, og det var vanskeligt overhovedet at forestille sig at færdiggøre noget arbejde, virkelig. Og navnlig noget så anderledes.

Og ikke alle mine idéer.....du har at gøre med noget, som er meget dyrebart for mange mennesker, og forståeligt nok i særdeleshed i Danmark, og jeg tog mig store friheder i historien, det var i realiteten en fantasi. Men der er ikke noget nyt i at tage historiske figurer og præsentere dem i en let ændret virkelig, det var ikke en ny ide jeg havde at gøre med der. Men selve historien var en original idé; modstillingen mellem Andersen og Barnum giver et helt andet blik på Jenny Lind. Så jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg lavede den, men jeg er selvfølgelig ked af at jeg ikke gjorde den færdig. Og nu er er jeg far til femårige tvillinge-drenge, så idéen om at stoppe op og genoptage tidligere arbejder - det er nu seks eller syv år gammelt - er...der er svært at forestille sig at gøre den færdig. Men jeg tænker hele tiden på, at der muligvis er en måde at sætte sangene om de øvrige, interessante karakterer, sammen. Især hans lærer, Dr. Meisling, der er ham jeg havde mest materiale omkring. Så en dag, hvor jeg lige har tyve minutter til overs, gør jeg den færdig, ha-ha.

Inden vi pludselig er løbet tør for tid, er jeg nødt til at spørge dig: hvad gør du, umiddelbart inden du går på scenen? Har du nogen ritualer?


Jeg holder altid af at afbrænde en ged umiddelbart inden...

Ok. Og hvad er der på din forplejningsliste?

Jeg er ikke overtroisk, og jeg er ikke særligt rituel; jeg beder ikke om udelukkende lilla møbler og den slags. Jeg behøver kun nogle enkle ting: varmt vand, kold vand og noget vand, som er et sted derimellem. Jeg beder virkelig ikke om ret meget, og der er ingen gedeafbrænding eller mærkelige satanistiske ritualer i mit backstagelokale. Det handler som regel bare om at få guitarerne stemt og sørge for at skoene sidder på den rigtige fod. 

Et kick for feministerne

Som vi til dels har været inde på, har du gennem hele karrieren lavet en masse samarbejder med folk. Hvorfor har det været så vigtigt?

Al musik er samarbejde, hvis du tænker over det...jeg tror bare folk lægger for meget i hele den her idé om kollaborationer. Med mindre du vil være akustisk solo-folkesanger hele dit liv vil du komme til at samarbejde med dit band, og efter noget tid fik jeg mulighed for at spille med nogle andre musikere på King of America (Costellos tiende studiealbum fra 1986, red.). Så skrev jeg nogle sange med Paul McCartney og med Burt Bacharach...gennem hele min karriere har de været disse lejlighedsvise kollaborationer.

Til sidst: kan du kaste lidt lys over, hvilke projekter der på programmet, når denne turné er overstået?

Nej, ikke rigtig. Jeg har ikke planlagt noget, venter bare på at noget dukker op. Ikke nogen plader om at skrive eller indspille, bare ingenting.

Lad os for et øjeblik vende tilbage til gogo-danserinden i buret på den kommende turné...

Det vidste jeg du ville, jeg vidste at du ikke ville kunne modstå!

Du er ikke nervøs for den feministiske kritik af sådan en gimmick?

Hvis de på nuværende tidspunkt virkelig tror, at vi mener de seriøst, så har de ikke fulgt med. Melissa, som spiller karakteren, er en smart forretningskvinde, som godt kan lide at danse. Hvad kan jeg sige? Du må tage den med hende. Vi gør ikke noget for at nedgøre nogen, og folk går derind af deres egen fri vilje. Jeg tror, at det er sundt at se nogle ikke nødvendigvis specielt ideelle fysiske eksemplarer blandt herrerne i gogo-buret, og når du kommer til forestillingen vil du se humoren i det. Jeg tror, at selv den mest hårdhjertede feministiske hardliner vil få et kick ud af det.     

Køb billetter til koncerten i Musikhuset via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA