EaggerStunn – En vitaminindsprøjtning til dansk reggae

EaggerStunn – En vitaminindsprøjtning til dansk reggae

Da Bikstok Røgsystem for syv år siden lagde hitlisterne og spillestederne ned med hits som Cigar, DK's Koner og Fabrik og gjorde dansksproget dancehall til hvermandseje, sad Kristoffer "Stunn Gunn" Sjelberg bag trommerne. Han bondede hurtigt med Dwayne "Eaggerman" McFarlane, og de to fandt ud af, at de lå inde med en fælles vision om, at der skulle ske noget nyt med reggae i Danmark.

Stunn: – Allerede dengang var vi enige om, at vi ville lave noget, der ikke var set før i dansk reggae. Så vi begyndte at lave beats sammen, og planen var egentlig ikke, at Dwayne skulle levere vokalen.

Eagger: – Idéen var egentlig, at vi gerne ville have en masse jamaicanske kunstnere med på både instrumenter og sang, men vi fandt hurtigt ud af, at der er rigtig mange penge involveret i det – og vi er begge to fattigrøve – og der er desuden lidt for meget networking og skulderklapperi i det, til at det var noget vi gad. Vi skulle jo have vokaler på vores riddims, men vi kunne ikke rigtig komme i tanker om nogen, vi gerne ville have til at gøre det, og så tænkte jeg: "Jamen, jeg kan da godt et eller andet…", og så blev det sådan. Og de første sange, vi lavede, var Dub A Dub, MorderDem og Dolkening, som blev lavet for fire år siden.

Hvad har I lavet sideløbende med, at denne her plade er blevet til?

Eagger: – Jeg har arbejdet på Carlsberg, været på bistand som så mange andre i disse tider, og så har jeg fisket enormt meget. Jeg elsker at fiske!

Stunn: – Jeg har turneret enormt meget og været i studiet en del med blandt andre Camille Jones, Lulu Rouge og Jokeren.

Eagger: – I lang tid var det jo et hyggeprojekt, men så var der flere og flere, der syntes, vi skulle gøre noget mere ud af det, og så begyndte vi at tage kontakt til forskellige folk, der kan administrere alt det, vi ikke selv kan. Jeg er et rodehoved i forhold til planlægning og logistik, og det er Kristoffer vist også, så vi havde brug for nogen til at varetage alt det der, som andre musikere åbenbart selv kan finde ud af, og derefter skulle vi ud og finde et pladeselskab.

 

Der har manglet noget i dansk musik

Da EaggerStunn så endelig signede med Fake Diamond, tog tingene fart og i løbet af et halvt år, lå der en færdig plade klar. En plade, de to vælger at betragte som en paraply over forskellige reggae-genrer:

Eagger: – Der er mange forskellige elementer på pladen. Både dubstep, jungle,klassisk roots, dub og steppers. Der er også lidt hiphop, men det ser jeg også som en del af reggae-kulturen.

Stunn: – Men med en rød tråd selvom det favner bredt.

Hvordan griber man reggae an på dansk?

Eagger: – Jeg gør meget det, at jeg prøver at "danskificere" mange af de patois-udtryk jeg hører eller kender, og give det et jamaicansk præg. For eksempel ville man på Jamaica sige, at man "indvikler sig" i stedet for, at man "udvikler sig". Sådan nogle ting. "MorderDem" var for eksempel min onkel fra Jamaicas idé (Dwaynes fars familie er fra Jamaica, red.). Vi sad og fik nedtur over de mange drabelige ting i nyhederne, og med udgangspunkt i et lille stykke tekst, han havde lavet, skrev jeg MorderDem, som han er blevet helt vild med.

Stunn: – Dwayne har også løbende været i kontakt med sin onkel på Jamaica, der har givet sit besyv med og er kommet med gode idéer.

Eagger: – Det er som om, der har manglet et eller andet i dansk musik; som om der nærmest har været et undertryk og uden at pege fingre, virker det som om, der har været sådan en lidt overfladisk musikbølge world wide, og man har savnet at folk har haft noget på hjerte rent musikalsk eller lyrisk. Folk køber præfabrikeret musik i stedet for at lave det selv, men det fonemmer jeg heldigvis er ved at vende med folk som Raske Penge og Klumben og hele den bølge, de er en del af, og jeg håber det samme sker inden for rocken og hiphoppen også. Det der bare gøre. Jeg er sikker på at der snart kommer et eller andet inden for rockgenren, der bare fejer det hele væk – og så skal jeg eddermame ind at høre rock, haha!

 

Reggae er ikke bare glad musik

Armagedion spiller og medvirker en lang perlerække række af Kristoffer og Dwaynes gode venner og musikalske legekammerater – alt for mange til at nævne her, men det at have kunnet samle fode folk om musikken, har været vigtigt for de to.

Stunn: – Der er selvfølgelig mange flere folk, vi gerne ville have haft med, men så var det jo blevet en 48 timer lang plade. Men dem vi har med er med fordi, det er folk, vi…

Eagger: – Folk vi elsker. Vi elsker deres udtryk og de personer, de er. Jeg kunne ikke drømme om at sidde i studiet med en eller anden, der er rigtig dygtig, men som samtidig er en narrøv. Det ville jeg få brækfornemmelser over. Jeg tænkte endda på, at pladen skulle hedde "Familien", for det ville være et godt udtryk for, hvad vi har gang i, men det ville også lige være lamt nok.

Pladen er kommet til at hedde Armagedion, der jo betyder "Dommedag". Det er jo et noget mere dystert navn, end de fleste herhjemme ville forbinde med reggae, men det er jo heller ikke kun glad musik, som mange har en tendens til at tro.

Stunn: – Nej. Især ikke, hvis du tager til Jamaica. Det sidste halvandet år, har Dwayne gået og snakket om at den armageddon, folk siger, kommer til at finde sted i år, ikke nødvendigvis er en negativ ting.

Eagger: – Der har været så meget negativt pis, og der har været en masse dommedagssnak, og det er interessant, at der er så mange, der mener, at der skal komme et skift efter en rum tid.

Stunn: – Og det behøver ikke at betyde verdens undergang eller at det hele er slut. Det kan lige så vel være, at det er nu det hele begynder.

Eagger: – Men du har helt ret i, at reggae ikke bare er sunshine-musik. Hvis man for eksempel tager min store helt Bob Marley og lytter til hans tekster, så er han jo enormt samfundskritisk. Og det er noget både reggae og hiphop har været rigtig god til. Reggae er "rebel music", hvor folk tør sige deres meninger – også selvom det er idiotiske meninger. Selvom reggae også kan være kys, kærlighed og kram, er det lige så meget sandhed, ulykke og pessimisme.

 

Dommedag og bonghoveder

Eagger: – Men hvad konspirationsteorier angår, er jeg fuldstændig fanget af det. Jeg elsker at sidde og læse om det på nettet. Om det så er 9/11 eller UFOer. Jeg er fuldstændig åben overfor alle mulige skøre idéer. Jeg elsker galskab og det er også der nummeret UFO kommer fra. Det kunne være sjovt, hvis man kunne få nogle bonghoveder og alle mulige andre til at interessere sig for UFOer gennem det nummer.

Bonghoveder? Er det målgruppen?

Eagger: – Haha nej, men de er også målgruppen. Vi bevæger os ikke inden forn målgrupper. For os er det bare musik, og så kan folk enten lide det eller ej. De er velkomne hele bundtet!

Det er jo næppe nogen hemmelighed, at reggae og ganja hænger sammen og altid har gjort det på grund af rastafari-kulturen, hvor hashrygning jo er en hellig ting. Hvordan er jeres forhold til Peter Belli-tobak?

Eagger: – Jeg mener, at hvis man kunne leve i en verden, hvor sensimilla-urten var fri og lovlig, så ville samfundet være et bedre sted. Især med alle de problemer vi har for tiden.

Stunn: – Det tror jeg egentlig også, men jeg ryger ikke selv.

Skal I til at være en sammentømret duo fra nu af?

Eagger: – Det kunne meget vel være. Vi har i hvert fald allerede planer om plade nummer to.

 

Eaggerman

– Jeg er født i 1977 og er opvokset i Værløse med en far, der ikke kunne sige en sætning uden at rime, og en mor, der hele tiden opfandt nye underlige ord. Jeg har altid været omkring reggaekollektivet Sky Juice, siden jeg var helt lille, og på den måde har jeg fået musikken ind i blodet. Min far har en kæmpestor reggae-pladesamling, som jeg har gået rigtig meget på opdagelse i, men ellers har jeg bare været lidt af en sportsidiot (nærmere betegnet basketball, indskyder Kristoffer) frem til 1997, hvor jeg flyttede til København og røg ind i alle de subkulturer, der var her, og jeg blev mc for forskellige soundsystems. Jeg mødte Lasse (Blæs Bukki) gennem Tue Tracks storebror, og så begyndte vi at lave det, der blev til Bikstok sammen med Pharphar. Senere blev jeg også en stor del af Rub A Dub, og på den måde har jeg bare altid haft rigtig meget med musik at gøre. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Hvor kommer navnet Eaggerman fra?

– Det er igen på grund af min altinspirerende onkel, der, da jeg var dernede engang og fablede en hel masse om reggae hele tiden, skulle hjælpe mig med at finde på en navn til min hotmail. Jeg kunne ikke finde på noget, og han sagde "Hey, Dawyne! Your name should be Eaggerman!", og jeg sagde: "Hvad siger du, Mortimer? Hvad snakker du om?" "You chat so much abour reggae, mon." og det er jo så "reggae" stavet bagfra. Der er mange, der tror, det er mig, der ikke kan stave til "eager".

Hvad er dine favorit reggae-artister?

– Jeg kan ikke løbe fra, at Bob Marley er min store helt, og jeg kan ikke nævne noget dårligt, han har lavet overhovedet. Han er bare den bedste. Derfter er der en gut som Bounty Killer, der rent leveringsmæssigt er fuldstændig overlegen, og det har han været siden slut-80'erne. På tredjepladsen må det være Linton Kwesi Johnson, der har haft en kæmpestor indflydelse på min måde at lytte til tekster på. Han er fantastisk sej!

 

Stunn Gunn:

– Jeg er opvokset i Aarhus i et miljø omkring Aarhus Friskole. Jeg begyndte at spille musik samtidig med at jeg lærte at gå. Da jeg gik ud af skolen har det været en naturlig ting at blive ved med at spille musik, og jeg har ikke lavet andet siden niende klasse. Første gang jeg spillede en rigtig turné var med Nice Device i 1993. Siden flyttede jeg til København i 1995, og jeg har arbejdet med folk som Abdullah S, Ginman/Jørgensen, Dicte, Camille Jones, Jørgen Leth, Nobody Beats The Beats, Booty Cologne og Malk De Koijn.

Hvor kommer navnet Stunn Gunn fra?

Jeg har altid arbejdet meget tæt sammen med Abdullah S, og for ti år siden, legede vi med at lave en duo, der skulle hedde Stunn Gunn og Mace, og så sagde jeg: "Jeg vil være Stunn Gunn", for ham der den amerikanske rapper Mase, var jeg ikke så stor fan af. Selve projektet blev aldrig rigtig til noget.

Hvem er dine favorit-reggaemusikere?

– Barrett-brødrene, der jo er Bob Marleys rytmegruppe – trommer og bas. De har spillet på uendeligt mange udgivelser fra Jamaica, og ligegyldigt, om man kan lide kunstneren, der synger, så lægger de den ondeste rytme. Sly And Robbie, der jo også er producere samtidig, har skabt helt deres eget.  På tredjepladsen er Roots Radics, der har spillet med Scientist. De har fået utroligt mange kunstnere til at lyde vildt godt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA