x

Sweden Rock 2012 – hardrock ad libitum

Sweden Rock 2012 – hardrock ad libitum

Se mange flere billeder i GAFFAs gallerisektion

Sweden Rock Festival 2012 blev som altid gennemført på en fuldkommen upåklagelig måde. Alt fungerede, og alt var velorganiseret bortset fra det massive regnvejr, der fredag eftermiddag måske fik lagt en dæmper på festivalen som helhed. Der var regn ... masser af regn. Det skal dog lige med, at vejret resten af tiden faktisk var smukt og behageligt. Som altid er festivalen desuden KUN en rockfestival. Som Danko Jones sagde, så er SRF den eneste festival, hvor man ikke spiller før eller efter et reggaeband eller andet ikke rock. Her er det rock, rock i alle afskygninger. Derfor er det ikke muligt at se det hele, da programmet er lagt, så man vælger mellem rockstilarter. Min anmeldelse bærer præg af, at jeg har satset på den melodiske og klassiske rock. Der var masser af metalbands, som jeg ikke så, da de spillede samtidig med dem, jeg havde udvalgt, herunder vores egen King Diamond, som jeg kunne høre fik kæmpe bifald for sin optræden på Rock Stage sent lørdag.

Festivalen var i år præget af rutine ... på godt og ondt. Gode gedigne navne, der kan deres kram, men som måske ikke har så meget nyt over sig. Magien var måske en anelse sværere at få øje på end i seneste store år.

Det gennemgående tema var Fuck You! Vi blev godt nok bedt om at sige "Fuck You" mange gange i løbet af festivalen. Flere bands ønskede sågar, at vi skulle råbe "Fuck You" til dem og give dem fingeren. Måske "Fuck You" med medfølgende finger er på vej til at blive det nye goddag! Det er efter min bedste overbevisning endnu et fingerpeg om, at rutine og tåbelige slagord risikerer at kompensere for manglende fornyelse og manglende originalitet.

Nedenfor har jeg anmeldt en række koncerter i segmentet melodisk og klassisk rock. Ud over disse var også The Darkness, Michael Schenker, Axe, Black Spiders, 10CC, Slaughter, Axel Rudi Pell mv. bands i denne kategori. Ud over hovednavnene Mötley Crüe og Twisted Sister var Soundgarden hovednavn torsdag.

BAD COMPANY ******

Jeg har tidligere ved flere lejligheder oplevet Bad Company med forsanger Brian Howe og har flere gange fået at vide, at den originale sanger Paul Rodgers var helt unik, og det skal jeg lige love for. Paul Rodgers, der er tilbage sammen med originalmedlemmerne Mick Ralps på guitar og Simon Kirke på trommer havde uden sidestykke den største stemme på Sweden Rock Festival i år. Den 62-årige sanger har i den grad autoritet i sin stemme, så det fik hårene til at rejse sig. Samtidig så den altid smilende sanger ud som om, at det var det nemmeste i verden.

Med en sympatisk og helt igennem afslappet udstråling ledte han det fem mand store band igennem fantastiske 90 minutter med alle de gamle Bad Company-klassikere. De to guitarister Mick Ralphs og Howard Leese leverede også en gedigen gang klassisk rockguitar. De kom som perler på en snor: "Can't Get Enough", ""Good Loving Gone Bad", "Feel Like Making Love", den majetæstiske "Bad Company" og historien om Johnny i "Shooting Star". Ja, faktisk var hele sættet proppet med klassikere fra et imponerende sangkatalog. Sangskatten, spilleglæden, talentet, erfaringen, lyden, indlevelsen og autoriteten; 6 stjerner. Jeg havde forventet, at det var godt ... men ikke så godt!

BLUE ÖYSTER CULT **

Gode gamle Blue Öyster Cult fra New York City har altid været lidt skæve og lidt indadvendte. Der er nul sceneshow, og bandet spiller altid ubegejstret bag solbrillerne, men de har altid haft et eller andet. De har en egen sound og de har lavet rigtigt mange fede numre. Men et eller andet var bare ikke helt i vinkel på den store Festival Stage. Måske det faktum, at bandet ud over den mørke aura spillede i den korte tid, hvor det væltede ned fra himlen, tog toppen af begejstringen. Vi får selvfølgelig "Don't Fear the Reaper", "Godzilla" og den fine "Cities on flame with Rock'n'Roll".

Der mangler bare lidt liv i de gamle klude, og der er for meget kedeligt guitarlir efter min mening. Lange soloer, der bare kører derudad, uden de der fede riffs, der gør en solo til en god solo. Den lange solo i "Then Came the Last Days of May" var et tydeligt eksempel på dette. Blue Öyster Cult er et af de bands, der kan virke som om, at autopiloten har sat sig lidt fast. Det bliver en ren rutinelevering.

DANKO JONES **
Jeg havde set frem til denne concert, da Danko Jones' gode rygte var løbet i forvejen, og det endnu ikke var lykkedes mig at fange ham til concert. På plade er denne trio et tight og hårdtslående bekendtskab, men denne eftermiddag på Sweden Stage virkede det overraskende tamt og ind imellem lidt kedeligt. Der var for meget snak om, at heavy metal rules og al det sædvanlige snik snak, men pauserne blev for lange, og når bandet så endelig kom i gang, virkede det lidt stillestående og uden det drive, der normalt hviler over den lille canadier med de store attituder.

Bedst virkede åbningsnummeret "I Think Bad Thoughts" fra den seneste skive "Below the Belt", hvor bandet for en stund viste tænder og fik festen lidt i gang. Jeg undrede mig i øvrigt over, at oplagte klassikere som den prægtige "Soul on Ice" og "Way to my Heart" ikke havde fundet vej til sætlisten. Jeg tror dog, at bandet på en god dag kan præstere mere end dette, så jeg vil nok checke ham ud igen, når han lægger vejen forbi København. 2 stjerner er ikke meget, men han må sgu også kunne gøre det bedre!

GOTTHARD ******
Jeg havde set frem til at høre Gotthard, da dette var første mulighed for at høre bandet med deres nye sanger Nic Maeder. Den tidligere karismatiske sanger med den store stemme - Steve Lee - blev dræbt i en trafikulykke i USA i 2010. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tænkte "nu er det slut", da jeg hørte den triste besked om Lees dødsfald. Steve Lee var en rigtig frontmand og han var en god en af slagsen, så det er altid svært for en ny mand at komme ind og gøre det "godt" over for de gamle fans. Men det skal med det samme slås fast, at Nic gjorde det umulige; han gjorde det ganske enkelt fremragende. Han sang som en drøm, og han havde godt fat i publikum.

Bandet havde baseret koncerten på deres seneste album "Firebirth". Et sats på fremtiden og efter min bedste overbevisning så lykkedes det til fulde. De nye numre blev leveret knivskarpt, og de gamle klassikere gik rent ind. Den første sang skrevet af det nye band "Remember it's Me" var fejende flot og fik stort bifald. Men også Gotthard-klassikere som "Lift U Up", "Dream On" og "Anytime Anywhere" lød friske og fik nyt liv med Nic bag mikrofonstativet. Bandet var i det hele taget tændt og spilleglæden lyste op foran Rock Stage under hele koncerten. Faktisk er en af grundene til de 6 stjerner, at bandet på absolut intet tidspunkt faldt i kadencen. Niveauet var højt, og det lå højt hele vejen. "Hush" kendt fra Deep Purple og Bob Dylans "Mighty Quinn" blev ligeledes spillet, som var de skrevet i går. Flot comeback. Gå ikke glip af Gotthard i Amager Bio d. 23. oktober 2012. De gamle fans bliver ikke skuffede, og måske der kommer nye til.

LYNYRD SKYNYRD ****

Sydstatsrocken var flot repræsenteret på dette års festival, da toppen af sydstatsrocken, legendariske Lynyrd Skynyrd lagde vejen forbi. De ni mand store band fyldte den store scene godt ud. Der blev ikke overraskende talt meget om The Lord upstairs, hvilket jo er en fast del af sydstatsrocken. Medlemmerne har sikkert alle en bibel og en skyder derhjemme. Den forrige cd hed da også "God & Guns". Lynyrd Skynyrd har rigtig mange sange i baghånden og jeg skal indrømme, at de ikke valgte dem, jeg bedst kan lide, men det skal ikke afspejle sig i bedømmelsen.

Da sydstatsrock er synonym med lange melodiske guitarsoli har bandet hele tre guitarister. Eneste originalmedlem Gary Rossington bakkes op af tidligere Blackfoot-frontmand Ricky Medlocke og nyest tilkomne Mark Matejka, og vi får mange eksempler på guitarspil the southern way gennem hele koncerten. Hvis man ikke er til det, så er Lynyrd Skynyrd sikkert ikke det rigtige valg til en koncertoplevelse. Vi får selvfølgelig en fællessang i "Sweet Home Alabama" før bandet forlader scenen. Publikum vil ikke slippe og der kaldes højlydt på "Freebird", der sikkert har afsluttet hvert Skynyrd-sæt siden det blev udgivet i 1974. Vi får selvfølgelig en fejende flot "Freebird", og alle er glade.

Jeg giver det 4 stjerner, da jeg synes, at sangvalget var for snævert forstået på den måde, at sangene lå tæt op ad hinanden i tempo og intensitet. Med deres sangkatalog vil det være nemt at lave en lidt mere varieret koncert. Bandet virkede desuden en anelse mere rutinepræget end forventet.

MÖTLEY CRÜE *****

Mötley Crüe er en skør størrelse. Bandet har været på toppen i 30 år, og der er vel ikke mange, der har fået så mange tæsk i omtale som Mötley Crüe. Men crüet fortsætter ufortrødent, og de gjorde det rigtig godt som afslutning på en fin festival. Fra "Wildside" til afslutningsnummeret "Kickstart my Heart" blev vi kastet rundt foran scenen til tonerne af "Sunset Strip". Flot og enkelt sceneshow, letpåklædte damer og et smilende band i topform leverede en koncert i højt tempo og med masser af energi. Der var ikke lange pauser med mere eller mindre obligatorisk snik snak. Den ene sang tog den anden, og der blev kun stoppet lidt op, da en meget vellykket udgave af "Home Sweet Home" blev spillet inden finalen.

Her skal fremhæves Mick Mars' solo, der som altid var ond og aggressiv på den fede måde. Mick Mars, der i øvrigt ligner en krydsning mellem en zombie og døden fra Lübeck, spiller ualmindeligt beskidt, og han flår nærmest i strengene. En mærkværdig type, som overhovedet ikke ser rask ud. Men det har han ikke gjort i mange år. Man må anerkende den energi Vince Neil mobiliserer for at holde publikum på dupperne, og Tommy Lees trommesolo var faktisk et seværdigt indslag, hvilket normalt ikke kan siges om trommesoloer. Tommy kørte fastspændt i stolen 360 grader rundt i en cirkel samtidig med at han spillede trommer. Det ser nemt ud, men det må sgu kræve lidt træning at spille trommer med hovedet nedad! "Wild side", "Saints of Los Angeles", "Looks that Kill", "Kickstart my Heart", "Piece of Your Action" fra Crües første skive "Too Fast for Love" samt føromtalte "Home Sweet Home" var højdepunkter i en medrivende aften i selskab med Mötley Crüe.

MOTÖRHEAD ***
Lemmy er Motörhead, og man kan kun beundre denne ægte rock'n'roller, der uden tvivl har overhørt alt, hvad sundhedsapostlene har prædiket i de seneste 30 år. Sex, drugs and rock'n'roll tilsat talrige smøger og tilsvarende Jack Daniel's vidner om et liv som havde slået de fleste ihjel for længst. Men ikke Lemmy, der stadig står og gi'r den gas. Det kan dog ikke skjules, at manden ser lidt slidt ud og faktisk ind imellem virker lidt fraværende. Han ryster på hånden, ser opsvulmet ud og går lidt stift, men hvem ville ikke det, med alle det skidt i kroppen.

Trioen kører derudad, og det er uden tvivl just another night, men der er da stadig gang i den. Motörhead er stamband på Sweden Rock Festival og spiller mindst hvert andet år. Det bliver lidt ensformigt og lidt overdone, men foden bevæger sig da, når "Going to Brazil" og "Killed by Death" drøner ud over festivalpladsen. Lemmy er en institution og dem værnes der om, så jeg får sikkert verbale tæsk for de tre stjerner, men jeg mener altså, at Lemmy karrieremæssigt er i sit sene efterår, og jeg kan ikke lade være med at tænke at hver gang kan være sidste gang. Det bliver lidt overkill!

NIGHT RANGER *****
Night Ranger har siden midtfirserne levet lidt i skyggen af deres mere kendte landsmænd, Journey, Foreigner etc. Night Ranger var godt på vej til at blive et kæmpehit i 80'erne, men af uransagelige grunde skete det ikke rigtigt. Bandet har altid ligget lidt i 2. division; i hvert fald i Europa, som de aldrig rigtigt satsede på tilbage i 80'erne. De har lavet en perlerække af fede albums i den mere melodiske metalgenre og har forstret nogle klassikere inden for dette felt.

Vi får den smukke ballade "Sister Christian" og de melodiske rockklassikere "Don't Tell Me You Love Me" og "You Can Still Rock in America", hvor sidstnævnte hjælpes lidt på vej af Twisted Sister-frontmand Dee Snider. Night Ranger kan virkelig spille, og de gør desuden et prægtigt stykke arbejde for at sætte fut i rockfesten. Der er tempo på, og hvert minut udnyttes i bogstaveligste forstand med blod, sved og tårer. Frontmand Jack Blades blødte på et tidspunkt både fra hånd og kind, men det ignorerede han fuldstændigt og fortsatte ufortrødent derudad. Til publikums store glæde fik vi en coverversion af Ozzy's "Crazy Train", da guitarist Brad Gillis way back erstattede Randy Rhoads efter dennes tragiske dødsfald i 1982. Derudover fik også vellykkede versioner af et par Damn Yankees-numre; et band Blades var i med bl.a. Ted Nugent og Tommy Shaw fra Styx. Alt i alt en superkoncert.

STEEL PANTHER ***

Problemet med Steel Panther er, at det bliver for meget. Jeg talte med flere publikummer, og min opfattelse er, at jo mere øl man har fået, jo bedre bliver de! Al den snak om pik og kusse bliver sgu for patetisk, selvom det er ment som en joke og ikke skal tages for andet end det sjov, det er. Der er i øvrigt ingen tvivl om, at alle får et godt grin første gang, man ser dem, men smilet stivner lidt, når man ser dem med et par måneders mellemrum. Steel Panther spillede i marts i Amager Bio i København, og der virkede det meget bedre, fordi stemningen er mere intim i en lille sal, men også fordi, det der virkede sjovt og spontant viser sig ikke at være så spontant endda.

De kan spille, de kan smile, de har unægtelig fat i publikum, og de har en håndfuld iørefaldende sange, herunder særligt perlen "Just Like Tiger Woods" og "Community Property", der handler om, at en ung mands pik tilhører samfundet og ikke en enkelt kvinde. Enhver ung mands drøm og drømme er da ok! Jeg mener, at bandet er nødt til at gå i tænkeboks, når touren er overstået, da det bliver svært at lave en treer med mindre, der sker en drejning i konceptet. I øvrigt lidt tyndt, at de i den grad taler om metal og metal rules, når de selv i bund og grund er et popband!

Tre stjerner er måske ikke meget, men når de fortalte jokes bliver skåret med 25 procent på knap tre måneder, så er det altså et tegn på, at selv drengene selv måske synes, at legen er på vej til at blive en anelse patetisk, og det duer sgu ikke, at man er nødt til at drikke sig fuld, før man skal se dem! ... den tredje stjerne får de, fordi de trods alt får festen op i et højere gear med deres sjov og ballade.

TWISTED SISTER ****

Twisted Sister opfattes sikkert af mange som en dårlig joke. Twisted Sister var en del af MTV-videokulturen i 80'erne, og hvem husker ikke de, set med nutidens øjne, latterlige videoer til "We're Not Gonna Take It" og "I Wanna Rock". Det pudsige er, at begge sange fremstår tidsløse og originale, når de spilles af et tændt og sprudlende band i 2012. Begge sange er enkle, iørefaldende og tempofyldte, da de leveres som hovednavn fredag. Twisted Sister er rendyrket rock'n'roll, og det virker faktisk både underholdende og medrivende.

Frontmand Dee Snider, der vel bedst kan beskrives som en krydsning mellem en radiovært og en gadedreng, er ihærdig og underholdende samtidig med, at han faktisk synger ganske udmærket. Bandet spiller godt sammen, og er da også noget så sjældent som et intakt originalband. Bedst er ud over ovennævnte sange "The Kids are Back", afslutningsnummeret "S.M.F. (Sick Mother Fucker)" og lidt overraskende "Wake Up (The Sleeping Giant)", der sjældent ses på sætlisten. 4 stjerner for en god, underholdende og kompetent indsats. Det bliver aldrig helt stort og heller ikke særlig seriøst, men som festivalindslag er Twisted Sister et herligt indslag.

Sweden Rock Festival 2013 bliver d. 5.-6.-7.-8. juni 2013, hvor et af hovednavnene allerede er offentliggjort. Det er canadiske Rush.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA