x

John Cale - rockens sorte får ikke noget lam

John Cale - rockens sorte får ikke noget lam

John Cale er mand af sine meningers mod. Og en mand som ved, hvad han vil og ikke vil tale om. Han gider ikke høre tale om Velvet Undergorund, fløjlssadisten Lou Reed og alt, hvad der kunne erindre derom. Til gengæld er han næsten imødekommende, når spørgsmålet gælder hans nye plade, ”blackAcetate”.

– Efter ”HoboSapiens” lå det mig på sinde at lave et anderledes album. Jeg elsker ”Hobo” og den har en speciel helt plads i mit hjerte. Der er noget magisk over den. På ”blackAcetate” var det vigtigt for mig at lave et funkier album; et album, hvor hiphop og rock'n'roll går hånd i hånd. Men jeg måtte føle mig frem for at finde en måde at integrere hiphoppen i rocken, for de er virkelige svære at kombinere. I hiphoppen gør stort set alle brug af rytmeboks, en såkaldt MPC. Så snart du hører den, påvirker den dig fysisk, og du begynder at bevæge dig. Den slår dig i mellemgulvet så at sige. Og fordi den er lænket til en reciterende lead-vokal snarere end en sunget, efterlader den dig i hiphoppen. Hvad enten du vil det eller ej.

Sort eddike i studiet
I modsætning til ”HoboSapiens”, der nærmest har karakter af et drømmende konceptalbum, kom ”blackAcetate” til verden som følge af en særdeles koncentreret ”stream of consciousness”-skiveproces. En proces, som kort fortalt gik ud på, at Cale fra september 2004 blev ved og ved og ved med at skrive og indspille i studiet, indtil han nåede et mæthedspunkt. I løbet af marts 2005 var dette punkt nået. Og han begyndte at fravælge materiale, som lå for tæt på ”HoboSapiens” med henblik på miksningen. 48 sange blev skåret ned en til rocket fjerdedel. Mestendels frembragt på guitar.

– Jeg er ikke en specielt tålmodig sjæl. Det betyder blandt andet, at jeg ikke bryder mig om at være i studiet. Bliver det for monotont, går jeg gerne. Og helst i træningslokalet. Var det ikke for den hurtige optagelsesanordning ProTools, tror jeg ikke, jeg havde haft den nødvendige tålmodighed med så omfangsrigt et materiale. På et tidspunkt sidst i processen indspillede vi tre numre om dagen. Numre som ”Perfect”, TurnTheLightsOn”, ”Woman” og ”Hush” er alle indspillet inden for de sidste par uger i forløbet. Men det var først, da ”Sold-Motel” var i skabet, at jeg følte, at arbejdet var gjort færdigt.

Aldrig alene som skizofren
I forbindelse med udgivelsen af ”blackAcetate” startede John Cale den 18. september sin efterårsturné i Schweiz. Men i modsætning til sidste gang, han turnerede og gæstede Danmark, så har Cale denne gang lagt i rockkakkelovnen ved at tage et hårdtslående rockband med i bussen. Måske fordi det undertiden bliver ensomt at turnere solo i længere tid ad gangen?

– Nu skal du huske på, at det aldrig bliver ensomt, når du er sammen med en skizofren. Nej, jeg tager på turné denne gang for at vise publikum, at der stadig findes vedkommende kicking rock'n'roll, som de vil kunne lide.

Og hvem ved? Måske er den walisiske grand old man virkelig ude for at sparke liv i den gamle rockhund i sit livs efterår.

White Stripes, Snoop Dog og Interpol
Det er en gammel nyhed, at John Cale ikke lader hånt om de nyeste tendenser i musikken. Han er en af rockmusikkens markanteste skikkelser, og hans betydning for den kan næppe overvurderes. Gennem tiden har han – ud over at være hjernen bag den epokegørende lyd i Velvet Underground – ageret producer for Iggy & The Stooges, Nico, Jennifer Warnes, Patti Smith, The Modern Lovers, Sham 69, Squeeze, The Police, David Kubenic, Happy Mondays m.fl., komponeret musik til adskillige film, ligesom han har medvirket som gæstemusiker på en lang række plader. Med få ord har han altid været åben mod og på forkant med den fagre nye verden.
- Når jeg ikke er i studiet snuser jeg rundt og forsøger at finde ud af, hvad der sker. I øjeblikket lytter jeg til folk som White Stripes, Snoop og Interpol. Og en masse andet. Når folk ringer og siger: ”Hey you got to listen to this. This is not what you expect”, er jeg lydhør.
- Om jeg kunne finde på at arbejde sammen med White Stripes? Det ved jeg ikke. Men hvorfor ikke? Jeg finder virkelig den måde, White Stripes formår at skabe med kun to personer interessant. Det er virkelig godt.

"blackAcetate" er netop udsendt

John Cales hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA