Martin Hall-tur til Podlasie Operaen i Polen del 2 af 3

Martin Hall-tur til Podlasie Operaen i Polen del 2 af 3

Martin Hall har netop givet koncert i Podlasie Operaen i byen Białystok. Hans guitarist Johnny Stage har skrevet dagbog fra rejsen. Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

   
*
 
Dagbog og log #2  v/ Johnny Stage til Gaffa
 
Lørdag den 9. juni (København, Warszawa, Białystok)

 
Solskin og valium:

Københavns Lufthavn, lørdag klokken tidligt nok. Strålende vejr. Holdet mødes i terminal 3 under det store skilt med departures og arrivals, helt lejrskole-agtigt. Det er lykkedes alle at holde instrumenter og udstyr nede på et absolut minimum, så vi ikke skal bøvle med for meget i lufthavnen og på operaen, hvor vi skal spille.

Efter en gnidningsfri tjek-in skal vi igennem security, hvilket får Hall op på mærkerne ... han kan slet ikke have alt det med scanning og kropsvisitering. Pigerne går shopaholic amok, så snart vi er inde i transit-området; det må være den gamle toldfri-ting, der stadig sidder i folk. Vi deler os kortvarigt op, da vi skal have morgenkaffe. Jeg undgår notorisk Starbucks, fordi de engang udgav et album med Paul McCartney, og pga. deres rædselsfulde krus.

Hall hader at flyve og popper derfor to Valium, mens han drikker en lille flaske champagne til sin morgencroissant. Han har været oppe side kl. lidt over to i nat (det står mig ikke klart, hvornår han så er gået i seng). Da vi kommer op i flyvemaskinen, er hans eneste kommentar, at han synes, den er meget lille. Han er blevet endnu blegere at se på end normalt.

 
Białystok, here we come:
 
En time senere lander vi i Chopin Lufthavnen i Warszawa, hvor vi bliver mødt af Rafal Tomaszczuk, sangeren fra det polske electro-goth band Agonised by Love. Han fungerer som en slags tour manager og guider os ud til bilen, hvor chaufføren Andruszc venter. Begge mænd er ekstremt venlige og meget hjælpsomme, og Rafal lader os straks vide, at han er DEN største Martin Hall-fan overhovedet.

Hall har besynderligt nok en ret stor "goth"-fanskare i både Polen og Tyskland, sortklædte horder der hylder mørkets fyrste og hans kumpaner. Det startede tilbage i 80'erne, men blev åbenbart endnu vildere med Random Hold-pladen, der udkom dernede i slut-90'erne. Vi er flere gange blevet tilbudt at spille ved store goth-festivaler og events i begge lande, men Hall er som bekendt ret forbeholden med sine koncerter – udendørsscener er absolut "no go" for hans vedkommende.

Turen til Białystok skulle i følge en kombination af GPS og almindelige fartregler vare lidt over tre timer, men Andruszc har tydeligvis ikke tænkt sig at skuffe os, for hverken vejarbejde, omkørsler eller lange bilkøer kan få ham til at sætte farten ned. Manden foretager de vildeste overhalinger mellem gigantiske lastbiler og diverse modkørende tonstunge køretøjer. Han kører fuldkommen frygtløst. Imens fortæller Rafal om, hvordan han for nyligt havde spillet Live at St. Paul's-dvd'en (en Martin Hall live-dvd, red.) for sin familie, og hvordan de alle sammen – hele vejen rundt, mennesker fordelt over tre generationer – var endt med at sidde og græde over nummeret "Images in Water".

Langs vejene står der en masse små træhuse med blomster og kors for de trafikdræbte. Dem er der rigtig mange af. Der er også en del prostituerede, der står og danser og gør sig til på de lange strækninger, især i skovområderne. Flere steder har folk hængt skraldeposer op i træerne, hvilket Hall finder særligt barokt. I landområderne står køerne og græsser frit langs vejene, hvilket han undrer sig over, da de danske køer jo altid er indlemmet af hegn. "We have intelligent cows," forklarer Rafal.

 

Gud, ære og fædreland:

Da vi kører ind i Białystok, er der katolske nonner og præster overalt i gaderne, parkanlæg og monumenter. Alle sidder og kigger ud på det hele med en vis ærefrygt, og Hall flipper helt ud over tre koloenorme søjler på en parkskråning, der bærer hvert sit ord: "Gud", "Ære" og "Fædreland". Hotellet vi skal bo på hedder Hotel Cristal. Det ligger lige over for byens største katolske kirke og er fuld af lange, mørke gange. Efter vi har smidt bagagen på rummene, får Rafal os ud i bussen igen. Lydprøven i operaen venter.

Operahuset ligger selvfølgelig på sin egen plads. Det er en stor, prangende bygning, og koncertsalen er helt igennem imponerende, holdt i smuk mahognitræ. Lyden er sublim, og teknikken er i top. De polske lydmænd og scenearbejderne svarer stort set kun med "yes" eller "no", når man spørger dem om noget, så da en enkelt fyr på et tidspunkt svinger sig op til et "no problem", så ved man bare, at tingene kører.

Sara har fået en kæmpestor gong stillet til rådighed, som hun ser ud til at være rigtig glad for. Vi pakker roligt vores gear ud og stiller op. Ida og Henriette tjekker akustikken, mens Hall vandrer hvileløst rundt. Jeg havde et kort øjeblik glemt, at denne situation lige netop er en af grundene til, at han ikke orker at spille så ofte live, og jeg ærgrer mig over, at vi ikke kunne have hans kiste med i flyet, så vi kunne bede ham om at tage en "morfar", mens vi andre roder med ledninger og får hul igennem.

Lydprøven forløber fint – kort og aldeles smertefrit. "De har sgu' tjek på det," kommer det på gebrokkent engelsk fra Rafal, der har holdt alle de teknisk ansatte i ultrakort snor undervejs. Cool fyr. Vi glæder os allerede til koncerten.

Tredje og sidste del om koncerten følger i morgen ...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA