Martin Hall-tur til Podlasie Operaen i Polen del 3 af 3

Martin Hall-tur til Podlasie Operaen i Polen del 3 af 3

Martin Hall har netop givet koncert i Podlasie Operaen i byen Białystok. Hans guitarist Johnny Stage har skrevet dagbog fra rejsen. Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Martin Hall-tur til Podlasie Operaen i Polen, 9. juni 2012
 
*
 
Dagbog og log #3  v/ Johnny Stage til Gaffa
 
Lørdag den 9. juni (The Podlasie Opera, Białystok)

 
Good evening Białystok:

Vi går på kl. 22.00. Vores bassist Ida Bach lægger ud med en fantastisk smuk intro. Det er utroligt, hvad det pigebarn kan frembringe med kombinationen kontrabas, elektronik og sær mimik. Vi har ingen dresscode som sådan, Hall har blot bedt os om at undgå gamle Roskilde Festival 1991 T-shirts og den slags. Standarden i bandet er dog ret høj ­– f.eks. har en stakkels ung sorthåret pony måtte lade livet, for at jeg kan iføre mig mine nye spidse støvletter til lejligheden. Ida overrasker også altid, især med sine sko, Sara er vores stramme sorte madonna fra Italien og Henriette den ultra-rolige "never turn your back on Mother Earth"-ambassadør.

Hall er atter fuldkommen nærværende og helt i sit es på scenen – står stille som en stenstøtte i eller svajer roligt i løbet af de første numre. Efter det tredje nummer, "Poem", introducerer han os med ordene: "We come from a dark and slightly malicious country called Denmark, a place of great social security, but very little spirituality". Så er toget ligesom sat på skinner.

Herfra og en time frem går alting ganske enkelt fantastisk. Det er en af den slags koncerter, hvor man som medspiller har en fornemmelse af, at alt går op i en højere enhed. Selvom vi aldrig har spillet sammen før i denne konstellation (andet end de to øvere i ugen inden), er samspillet i en klasse for sig selv, hvilket publikums respons er det bedste bevis for – man kan høre en knappenål falde under de stille numre, til gengæld er bifaldene bragende. Det hele ender med stående ovationer, hvilket der kvitteres for ved at spille det hypnotiske "Synthesis" som ekstranummer.

Gråd, krammere og afterparty:

Vi er knapt nok trådt af scenen og kommet tilbage i bandrummet, før vores promoter Rafal ankommer med tårerne trillende ned ad kinderne. Grådkvalt fortæller han, hvordan han under det meste af koncerten havde siddet og grædt af lykke. Da han endelig var ved at få lidt styr på følelserne, dedikerede Hall sættets sidste nummer til ham, "Images in Water", Rafals yndlingsnummer, og så måtte han hulke videre: "It was like a blow to the heart". 

I det hele taget er responsen fænomenal. En ældre kvindelig operaansat kommer hen og stikker Hall næven, mens hun fuldkommen uerotisk deklarerer: "I love you." En ung fyr der har været med til at arrangere koncerten, fortæller mig, at dette var "the best ever in Białystok," men den vildeste kommentar er den, Hall får fra en akademisk udseende fyr med langt, lyst hår og sygekassebriller (vi befinder os i et stærkt katolsk land): "You're like Jesus! You know, like Jesus provided new understandings for mankind and new times, you provided new music for Białystok!"

Efter koncerten har operaen arrangeret et afterparty på en lokal klub kaldet "Pub Fiction". En hardcore-skare af Hall-fans var mødt op og tog vel imod os. Hall selv var dog taget hjem til hotellet for at crashe, han havde vist ikke sovet i et par døgn på det tidspunkt, men det afholdt ikke os andre fra at fyre den af. Efter vi havde drukket al stedets tequila, begyndte vi at købe omgange til hinanden og nogle af dem fra operaen – en omgang til alle med øl og vodkaer kostede ca. 40 kr. Pigerne dansede polka med franskmanden Sebastien Schullers band, der skal spille i byen dagen efter, men det bedste var den polterabend, der pludselig dukker op bestående af et hold fuldmodne kvinder i matrostøj og matroshuer, som i lårkorte nederdele og med barmen skubbet godt op over rælingen hurtigt overtager dansegulvet.

Bye bye Białystok:

Vågner med gigantiske tømmermænd ... den slags hvor man lover, at man aldrig gør det igen for så bare at gentage succesen, så snart det er muligt. Efter mindre end tre timers søvn og med en ånde så sprittet, at det vil være farligt at tænde en smøg inden for en radius af fem meter af mig, er det tid til at finde ud af, om det vil være muligt at indtage morgenmad uden at kaste op. Pigerne er i langt bedre form end mig, damn, der er noget, jeg må lære dér. Jeg har heldigvis for nylig købt et sæt ekstremt cool solbriller, der også gør sig godt indendørs.

Projektet lykkes, og efter en morgenmad, der består af pølser i uendelige variationer, æg, brød, kartofler, kartofler og så lidt flere kartofler, er der nogle timer, der skal slås ihjel, inden vi atter skal risikere livet i selskab med vores vilde polske chauffør under den lange køretur tilbage til Warszawas lufthavn. Solen banker løs over byen, hvilket er godt for dem af os, som har lovet evigt troskab mod det kræftfremkaldende lys, men skidt for Hall.

Da vi kommer ud pladsen med kirken, står der folk overalt, lange køer af mennesker i deres stiveste søndagspuds på vej til søndagsmesse. Man kan også høre lyden af korsang et sted, og Hall og Ida er helt oppe på at lytte. I mellemtiden dukker Rafal atter op, så med ham som guide slentrer vi ned ad en boulevard, hvor Henriette prøver adskillige plasticvåben hos en lokal plasticvåbendealer (jeg vidste hun havde det i sig!). Vi ender i en enorm park fuld af skyggende træer og boder, der sælger balloner og ragelse, inden turen går tilbage til den ventende bus.

The Lot:

På vej tilbage mod Warszawa kværner pigerne løs om mad og om alle de økologiske madvarer, man kan købe langs vejkanten. "Sælger alle de piger virkelig kantareller?" spørger Hall på et tidspunkt, men nej, det gør de ikke.

Da vi har kørt i over tre timer, spørger Ida nervøst chauffør Andruszc, hvor langt fra lufthavnen vi er? Han hverken taler eller forstår andet end polsk, så hun prøver med alle mulige tegnsprog at gøre sig forståelig, men lige lidt hjælper det. Der er ikke så meget som et eneste skilt med en flyver på noget sted, og Hall begynder også at blive urolig på bagsædet. Pludselig triller vi på magisk vis ind foran Chopin Airport.

Vi er sent på den, så i lufthavnen skal vi selvfølgelig lige have en smagsprøve på det hårde polske bureaukrati. At tjekke ind med favnen fuld af obskur bagage bestående af strengeinstrumenter og slagtøj er ikke helt så let som i Kastrup. Oplevelsen ved LOT-skranken (Polish Airlines, red.) får Københavns Kommunes borgerservice til at ligne en gavebod. Vi bliver sendt fra den ene ende til den anden for at indregistrere tingene og betale overvægt, men til sidst lykkes alt, og vi tjekker ind.

Flyet er forsinket en times tid, så Hall trøster sig med en portion virkelig dårlig sushi og de sædvanlige farmaceutiske remedier, han gør brug af inden en flyvetur. Da vi nogle timer senere skilles i Kastrup, er det slet ikke til fatte, at der kun er gået halvandet døgn.

Sidste dagbog ud af tre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA