Marie Frank – med Amerika i blodet

Marie Frank – med Amerika i blodet

Billede: Bill Carter

Det er fire år siden, Marie Frank udgav sit sidste fuldlængdealbum. Og fire år er lang tid i musikbranchen. Meget er sket både på musikscenen og i Maries eget liv og karriere. Både op- og nedture. Nu er hun tilbage med sit tredje album i fuld størrelse, "Where The Wind Turns The Skin To Leather". Og hvordan er hun kommet dertil?

I starten gik det nærmest kun fremad for Marie Frank. Da hun i 1999 udgav debutalbummet "Ancient Pleasures", blev det omgående et kæmpehit, der både gav hende massive anmelderroser, flere radiohits, guldplade, fire Danish Music Awards-priser og udsolgte koncerter. Mønsteret gentog sig, i en anelse mindre målestok, da opfølgeren "Vermilion" kom to år efter. Men 2002 blev omvæltningernes år.

- Min kontrakt med pladeselskabet BMG løb ud, og min trommeslager og mangeårige samarbejdspartner og ven Kent Olsen blev enige om, at vi i stedet ville starte vores eget selskab. Der er både fordele og ulemper ved at være på et stort label. Ganske vist havde BMG masser af penge, som de godt ville bruge på for eksempel at sende mig og hele mit band til New York for at producere vores første album, men der var også utroligt mange kompromiser, der skulle indgås, fordi der var så mange mennesker inde over alle beslutninger. Vi tjente heller ikke ret meget på pladesalget, fordi alle mulige andre først skulle betales. Derfor startede Kent og jeg Frankly Spinning Music, og vi fik også vores eget studie, så vi rigtigt kunne kæle for tingene.

Nogenlunde samtidig med bruddet med BMG mistede Marie også sit bookingbureau, men det skete langt mere dramatisk. Bookingbureauet var nemlig Rock On, der stod bag den stort anlagte Wig Wam Tour, der måtte aflyses grundet manglende billetsalg, og da Rock On ved samme lejlighed gik i betalingsstandsning og senere blev erklæret konkurs, mistede Marie Frank som flere andre af selskabets kunstnere hele indtjeningen fra tidligere turnéer, penge, som endnu ikke var kommet til udbetaling. Marie lagde sammen med Love Shop og Gnags, der var i samme båd, sag an mod Rock On-bagmanden Niels Lindgreen med krav om en million kroner i tabt fortjeneste. De vandt, men Lindgreen ankede, og sagen kører stadig.

- Vi var nødt til at lægge sag an mod Lindgreen, fordi han i pressen straks gik ud og påtog sig skylden, selvom Thomas Helmig og D-A-D inden turnéen havde sagt (blandt andet til GAFFA, red.), at de var medarrangører. Men Lindgreen har så senere fortalt, at det var en underhåndsaftale, han havde lavet med Helmig og D-A-D, mod at de ikke slog hånden af ham.

Hvordan har du det med D-A-D, Helmig og Niels Lindgreen i dag?
- Jeg ville gerne kunne tilgive dem, men det har jeg lidt svært ved, når de ikke vil indrømme, hvem der har det egentlige ansvar. Jeg har ærlig talt lidt ondt af dem, når de er så ukollegiale.

Brækket ryg inspiration til sang
Wig Wam-skandalen var dog ikke den eneste begivenhed, der rystede Marie Frank i efteråret 2002. Næsten samtidig brækkede hendes kæreste ryggen, da han faldt syv meter ned fra et træ.
- Det var en forfærdelig oplevelse, men han kom sig heldigvis forbløffende hurtigt og har i dag genvundet sin førlighed.

Begivenheden blev inspiration til sangen "All Fall Down", der findes på det nye album og er en af de mere eftertænksomme, melankolske numre, som der er blevet flere af end tidligere, hvorimod de oplagte radiohits, som de to første album var så rige på, måske kan være lidt sværere at finde. Udviklingen er dog ikke resultatet af et bevidst valg, fortæller Marie, som ikke engang kan erklære sig helt enig i, at sangene er blevet mere tænksomme.

Frank vil dog godt stå ved den tydeligere inspiration fra den såkaldte americana-scene, mere eller mindre traditionelle amerikanske folk-, country- og rock-sangere og sangskrivere som Lucinda Williams, Victoria Williams og Howe Gelb. En inspiration, som på albummet giver sig udslag i en mere støvet og skramlende stemning end på de to første album og brug af instrumenter som steel-guitar og kontrabas. Udviklingen skyldes blandt andet, at Marie har haft lejlighed til at mødes og arbejde med en del af de toneangivende americana-kunstnere de senere år, både på sine mange rejser til USA og hjemme i Århus. Et af de skelsættende møder skete på den meget lille Café Mozart.

- Jeg har været fan af Howe Gelb og hans band Giant Sand i mange år, og i sommeren 2002 begyndte han at spille hver uge på Café Mozart i Århus, hvor han opholdt sig sammen med sin danske kone. Jeg faldt i snak med ham, og han spurgte så, om jeg ikke ville komme op på scenen og synge en sang med ham. Det gik godt, og hen over sommeren gæstede jeg så tit hans koncerter her i byen, og han inviterede mig ud i Feedback-studiet, hvor han var ved at indspille et album, jeg så kom med på.

Samarbejdet udmøntede sig videre i, at Marie også medvirkede på de to følgende Howe Gelb-plader, at hendes kæreste Anders Pedersen blev medlem af Gelbs band Giant Sand, og at Howe Gelb omvendt spiller med på Franks nye album. En plade, hvor titlen også skyldes Gelb, idet den er et citat fra hans lidt ældre sang "Leather", som Marie har genindspillet. Marie Frank blev videre inviteret med Howe Gelb på turnéer i både Europa og USA, og ved en koncert i Los Angeles blev hun så introduceret til en anden americana-guru, Lambchop-sanger Kurt Wagner, der straks blev imponeret af Marie og inviterede hende med som opvarmning på Lambchops forårsturné sidste år.

Sagde nej til Norah Jones-hit
Helt tilbage i slutningen af halvfemserne, da Marie rejste rundt i USA på tommelfingeren og opholdt sig en del i New York, var hun dog stødt ind i flere andre markante sangskrivere, blandt andet Neill C. Furio, som hun har brugt som skrivepartner på tekstsiden både på "Vermilion" og det nye album, og hvis sange dannede grundlag for "Swimmingly"-ep'en fra 2003.

- Neill er forelsket i ord, og er jeg forelsket i historier. Vi arbejder rigtig godt sammen, og i det hele taget foretrækker jeg at skrive sange sammen med andre og ikke alene, fortæller Marie, der komponerer sangene sammen med sit band, hvor grundstammen har været den samme på alle hendes plader. Nemlig foruden Kent Olsen guitaristen Søren Koch og keyboardspilleren Jørgen Holmegaard.
En anden sangskriver, Marie mødte i New York i sluthalvfemserne, hed Jesse Harris.

- Han havde et band, der hed Once Blue, og hvor forsangeren, hans kæreste, lige var skredet, både fra ham og bandet, og han forsøgte så selv at synge sangene. En af dem havde et omkvæd, der lød: ”Don't know why I didn't come”. Han spurgte også mig, om jeg ikke kunne tænke mig at synge den, men jeg syntes ikke rigtig, den fængede, og det var da en underlig tekst. Hvis ikke han selv vidste, hvorfor han ikke var kommet, hvem gjorde så? fortæller Marie og er ved at flække af grin.

Senere fik Jesse Harris afsat sangen til en ung mørkhåret sangerinde ved navn Norah Jones, og resten er historie. Marie Frank, der dog havde en sang skrevet med Jesse Harris med på sit første album, synes dog ikke at ærgre sig over at være gået glip af et muligt millionhit.

- Jeg er sikker på, at sangen ikke var blevet et hit i min udgave. Det er tydeligt, at nummeret ventede på, at den rigtige ville komme og synge det. Og det skete jo også, siger Marie Frank, der dog vil fortsætte med at trække på sine amerikanske forbindelser i håbet om større succes derovre.

Masser af plads i dansk rock
Meget er som sagt sket, siden Marie Frank sidste var albumaktuel. Nye kvinder som Pernille Rosendahl, Kira Skov og Tina Dickow er løbet med opmærksomheden som dansk rocks foretrukne kvindelige kæledægger. Hvordan har Marie Frank det med det?

- Jamen, der er blevet plads til så meget god musik i Danmark de senere år. Det klæder virkelig landet. Og jeg tror, der er rum til os alle sammen, smiler Marie, der heller ikke har det mindste mod ikke at blive genkendt på gaden så ofte mere.

- For nylig skete det faktisk i et tog, hvor nogle halvfulde garderhusarer mente, jeg lignede hende Marie Frank meget, men jeg nægtede ethvert kendskab og sagde, at sådan noget gammelt musik hørte jeg slet ikke. Så sagde en af dem: ”Ikke for at fornærme dit udseende, men det er da fedt, at sådan en som Marie Frank er kommet frem uden at have været på forsiden af M!” ”Ikke for at fornærme dit udseende.” Ha, ha, griner Marie Frank.
Klar til at indtage danskernes hjerter igen.

Marie Franks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA