Mikael Simpson – et bedre menneske

Mikael Simpson – et bedre menneske

Billede: Søren Solkær Starbird

Mikael Simpson har lige været ude at spise morgenmad, da GAFFA møder ham i hans lejlighed ved syvtiden om aftenen. Natteravnen er berygtet for sin forskudte døgnrytme, og selvom han i disse dage holder fri fra sin danmarksturné, er der vendt op og ned på dag og nat. Simpsons sengetider er dog noget nær det eneste, der ikke har forandret sig på det sidste.

Allerede når man kommer ind i hyblen på indre Nørrebro i København, er det indlysende, at der mangler noget: katten Finocchio, som ellers standhaftigt har poseret med sin ejermand på både pladecovere, plakater og sågar i videoer. Simpson trækker på skuldrene og forklarer:

- Den er blevet passet af en veninde de sidste par måneder. Jeg er jo aldrig hjemme længere. Jeg holder mere af dyr, end jeg holder af mennesker, og den har ikke fortjent at rende rundt her, når den ikke har nogen at være sammen med. Det er rigeligt, at jeg allerede har taget dens kønsdrift fra den.

Den sidste sætning efterfølges af et lille smil. Disse små smil kommer der adskillige af fra Simpson, der er ekspert i knastør humor og små ironiske bemærkninger, som vel at mærke leveres uden latterudbrud. Ofte gemmer der sig en ætsende alvor bag selv den mest kække sarkasme, som da han skal forklare, hvorfor det stribede pelsdyr har været en perfekt livsledsager:

- Hvis man er psykisk ustabil, er det jo fedt at have kat. Ældre damer sidder derhjemme og snakker med deres katte, og jeg har haft meget lange samtaler med den kat. Også på grænsen til, at det er sindssygt langt ude.

Lige nu er behovet for den slags samtaler minimeret. Simpson er - næsten - lykkelig. Forståeligt nok. Sidste års album, "De Ti Skud", bliver her et halvt år efter udgivelsen stadig langet jævnligt over disken i butikkerne. Ugen inden interviewet blev Simpson kåret til Årets Danske Sangskriver ved DMA, men prismodtageren er mere stolt over sin omfangsrige tour, der har udviklet sig til et triumftog med udsolgte koncerter over hele landet - ikke mindst i et pakket Store Vega, hvor han spillede dagen inden DMA-showet.

- Jeg har aldrig kedet mig så meget i mit liv, som jeg gjorde til DMA. Og det er ikke fordi, jeg ikke er glad for at være repræsenteret, men fordi det andet har fyldt så meget i mig, fortæller Simpson, som stadig stråler, når han tænker på seancen i Store Vega. Det er tydeligt, at det for manden i centrum står som kulminationen på en karriere, der har været fyldt med forhindringer.

Lille sejr
Eksiljyden Simpson er ikke i tvivl om, hvad der var startskuddet på hans musikalske løbebane. Han tænker tilbage på teenageårene, hvor han som 18-årig var flyttet fra barndomsbyen Holstebro til Århus.

- Jeg havde altid været klar over, at jeg skulle lave noget med musik. Jeg købte en guitar for min bistandshjælp i Århus og lærte at spille efter en Smiths-nodebog, som jeg havde hugget fra biblioteket i Holstebro. Faktisk startede det med musikken allerede i folkeskolen.

- Lærerne kunne ikke få fat i mig eller i mine forældre, og jeg kunne ikke forstå dem. Der var ikke noget samspil. Det blev til en masse skulkeri og sådan noget. Jeg gik i stedet ned i den lokale pladebutik, der hed Vinyl, og her lærte jeg bagkataloget at kende fra en masse engelske navne.

- Da jeg gik i 9. klasse, vidste jeg alt om, hvad der udkom på Rough Trade og Mute, og jeg var ret imponeret over, at jeg kunne lære det, for jeg lærte ingenting i skolen, så jeg troede egentlig ikke, jeg var særlig skarp. Jeg indså, at jeg kun lærer noget, hvis det interesserer mig. Det var en lille sejr.

Det indgående kendskab til The Smiths, Depeche Mode og ”elektronisk bøssemusik” var ikke noget, som hjalp på eksamenspapirerne.
- Jeg havde en fraværsprocent på 50 og et gennemsnit ved folkeskolens 10. klasses eksamen på under 5. Og det var inklusive et 13-tal i engelsk. Der var nogle eksamener, jeg blev helt væk fra. Jeg kunne slet ikke. Jeg er heldig, at jeg ikke sidder i fængsel i dag. Den frustration, jeg har følt indeni, kunne sagtens være brugt til at røve en bank eller overfalde nogen.

Hovedpine i maven
Simpson skyder ikke skylden på andre end sig selv. Hans engelske mor og danske far - enerens fulde navn er faktisk Mikael Jensen Simpson - blev takket varmt fra talerstolen ved DMA-showet, selv om den tosprogede baggrund ikke altid har gjort skoleårene nemmere for bette Mikael:

- Min far fiskede stadig på det tidspunkt, og min mor var hjemmegående og kunne ikke dansk. Det er blevet til nogle sjove sedler i skolen - bl.a. ”Mikael var ikke i skole i går på grund af hovedpine i maven”. Min far havde boet i England i 20 år og havde faktisk stiftet famile derovre, før han mødte min mor. De slog sig ned i Danmark, da min mor var gravid med mig, og min farmor lå på dødslejet. Min mor siger, at jeg var meget nem som barn - jeg græd aldrig - men da jeg blev teenager, var det et helvede.

Sidstnævnte kommer ikke som nogen overraskelse, når outsideren mindes, hvordan ”jeg rendte rundt med sort kappe på gågaden”. Til gengæld er der nok nogen, som vil undre sig over, at der er kommet spirende musikerdrømme ud af et hjem, som aldrig har været i nærheden af et klaver.

- Det kom af frygt! Jeg syntes ikke, mine forældre virkede specielt lykkelige - de var samlebåndsarbejdere - så det med hjørnesofa og marmorbord og tv hver aften var en sindssygt skræmmende virkelighed for mig. Jeg så en masse negativt i den måde at leve på, og jeg har altid haft lyst til at vokse mig op over de ting, jeg frygter, eller hvordan man nu skal sige det. Det er nok mere den engelske side af mig end den jyske.

Simpson taler meget om den engelske og den danske side af ham, og på bundlinjen er det vist de engelske gener, der har gjort den store forskel.

- Jeg tog ret tidligt en beslutning om, at jeg aldrig ville stå ved et transportbånd. Men da jeg røg ud af folkeskolen, gjorde jeg biler rent sammen med kriminelle og arbejdede på en plasticfabrik om natten i 14 dage. Jeg havde sådan nogle rigtige lorte-tjanser. Når jeg stod midt i det, føltes det, som der var gået et helt liv, mens der i virkeligheden bare var gået et kvarter. Når jeg laver musik, er det lige omvendt. Jeg kan drømme mig helt væk, og pludselig er klokken fem om morgenen.

Gudskelov for Simpson og hans forstand fandt knægten snart det rette element at boltre sig i: Pladebutikker. I Holstebro arbejdede han i førnævnte Vinyl, i Århus var han ansat et par år i den nu lukkede City X, og da han flyttede til København som 20-årig, gik der ikke længe, før han var at finde i indie-butikken Baden Baden, hvor han i perioder nærmest var fast inventar.

Enormt ked af det
Det var også i hovedstaden, at Simpson for alvor gjorde musikken til sin levevej. Her mødte han nemlig sangerinden og tangentspilleren Lise Westzynthius og bassisten Georg Rune Andersen, og de tre dannede Luksus i vinteren 1994. Året efter trådte trommeslageren Henrik Vibskov til, og så var vejen ellers banet for bandet, der hurtigt blev kæledægger på P3's Det Elektriske Barometer, hvor radiosingler som "Particularly Lucky" og "Put Mig" var i intens rotation i månedsvis. P3 bakkede i det hele taget godt og grundigt op om gruppen, hvis eneste reelle album, Repertoire fra 1998, blev udråbt af programmet Beats lyttere til det bedste danske album - nogensinde!

- Vi blev båret frem, selvom vi ikke havde solgt særlig mange plader. Måske fordi vi var de eneste herhjemme, der ikke rendte rundt og lignede nogle fucking idioter med grunge-skæg og skjorter, der lignede s-tog-sæder. Men da vi skulle lave nye sange, var der ikke noget. Lise og jeg swingede ikke rigtig. Jeg ved ikke, om det er fordi, hun kommer fra et stort hus med klaver, og jeg ikke gør. Jeg aner det ikke, sukker Simpson.

Han har stadig den mail fra Lise, hvor hun giver bandet dødsstødet - ”jeg blev enormt ked af det. Luksus er et sår inden i mig”. Samtidig kan han sagtens se, hvorfor firkløveret havde svært ved at holde sammen:

- Georg - som jeg stadig spiller med - er superheftig til at tegne og har lavet de T-shirts, vi sælger på touren, keyboardspilleren Richard arbejder nu for Apple i Irland, Vibskov er verdenskendt tøjdesigner, Lise får nu sin soloplade ud i hele verden på One Little Indian, og jeg er Årets Komponist og Årets Sangskriver og alt det pis. Det er ret vildt. Men det betyder, at der var mange forskellige egoer i Luksus, som trak i forskellige retninger.

Tæt på selvmord
Nu har Simpson kun sit eget ego at passe på. Men det er åbenbart også noget af en udfordring. Simpson tager atter den alvorlige mine på:
- Jeg har været meget kynisk. Da jeg kom herover fra Jylland, var der rigtig meget benzin på, men motoren var ikke sat ordentligt sammen fra firmaets side af - min familie - så det sprøjtede og dampede lidt.

- Jeg hadede alle andre bands. Jeg kan huske, at jeg sagde til de andre i mit band, hvor meget jeg hadede visse personer - personer, jeg aldrig havde mødt. Jeg hadede alt, hvad de sagde og stod for. Jeg var drevet frem af had, indtil jeg var 28 år gammel.

Den nu 30-årige Simpson ser tilbage på sit 28. leveår som både en forbandelse og en velsignelse. Det var en gyser og en genfødsel på én gang.

- Det var meget hårdt for mig den vinter. Jeg følte, at jeg aldrig nogensinde havde haft et sted at bo. Jeg har flyttet over 50 gange i mit liv. Det sted, jeg bor nu, er det sted, jeg har boet længst tid i hele mit liv - og det er under to år. Jeg føler lidt, at det har været en rakker-tilværelse på en eller anden måde. Da jeg var 28, boede jeg på et pissedyrt klubværelse, min plade havde solgt 1700 eksemplarer eller et eller andet latterligt, og det hang bare slet ikke sammen, og det havde det ikke gjort i mange år.

- Min læge mente, at jeg var tæt på selvmord, men jeg har ikke taget mig selv med et pilleglas i hånden eller en løkke om halsen. Jeg havde to måneder, hvor jeg græd hele tiden, og jeg kunne ikke se meningen med noget. Jeg tabte mig vildt meget, jeg fik rysteture, og til sidst blev jeg indlagt på psykiatrisk skadestue.

- Fra jeg var 14 til jeg var 28, tror jeg ikke, jeg har tudet én eneste gang. Der var masser af ting, der skulle igennem systemet. Indtil da tænkte jeg, at jeg har det ad helvede til, men jeg holder bare vejret, indtil jeg bliver millionær. Det kan man jo ikke. Jeg har været enormt fascineret af bare at få en masse penge, for så ville alt det onde jo forsvinde. Det var en meget arrogant virkelighedsopfattelse. Så bagefter skulle der laves om på, hvordan jeg levede, hvordan jeg tænkte, og hvordan jeg behandlede andre mennesker.

Det paradoksale var, at Simpson som 28-årig også udsendte sit første soloalbum, "Os 2 + Lidt Ro 2002", der blev overdænget med superlativer af anmelderstanden og i januar 2003 udløste en Steppeulv-pris som Årets Håb og en medfølgende check på 50.000 kroner, som hurtigt fik ben at gå på hos den dengang dybt forgældede Simpson. Netop den manglende sammenhæng mellem ydre succes og indre balance knækkede endegyldigt staklen.

- Jeg tror egentlig ikke, at der er noget odiøst i, at man når et punkt, hvor man indser, at man er nødt til at lægge sit liv om. Jeg fandt ud af, at jeg havde spildt min tid sindssygt meget. Det gør folk generelt ret meget i Skandinavien. Vi gemmer os i mørket med alle vores tanker og glemmer noget så banalt som at smile til hinanden på gaden.

Død og elendighed
Simpson lærte at smile. Og han lavede "De Ti Skud", der altså er gået hen og blevet sangskriverens gennembrud. Det skulle fejres med en juleferie langt væk fra skandinavisk tungsind - til Phuket i Thailand, hvor ulykkesfuglen blev ramt af en af nyere tids største naturkatastrofer.

- Jeg har ellers aldrig været ude og rejse. Jeg har været i Marokko engang, men derudover har jeg ikke været nogen steder henne. Jeg var i Thailand i halvanden dag, og så kom havet og hentede os - big fucking time! Jeg var virkelig nede over det. Der er nogle billeder, som ikke forsvinder. Med et smil på læben plejer jeg at sige, at jeg er glad for, det skete for mig, for jeg er vant til at have det ad helvede til. Men jeg har det ikke rigtig på plads endnu. Det hele ligger langt ud over ens fatteevne.

- Vi stod i vand hertil, fastslår Simpson og peger op på sin hals. Man kan fornemme, at chokket stadig sidder i kroppen på ham, og han dæmper automatisk stemmen. På sin computer viser han en række skræmmende kaotiske snapshots taget af ”en skotte, som var med til at redde vores røv”.

- På et kvarter blev en hel by oversvømmet. Folk døde. Biler og el-master sejlede rundt i gaderne. Folk mistede deres børn. Når du har været på sådan en ø i fem dage med død og elendighed, får du noia. Der var folk, som ikke havde en skid, og som havde mistet deres familie, som sørgede for, at jeg fik sandaler og mad. Det var ret overvældende for mig at opleve.

Da Simpson omsider kom hjem fra feriehelvedet, var det helt naturligt for ham at arrangere en storstilet støttekoncert, der blev afholdt i KB-Hallen, og hvor stort set alle på den danske rockscene gav deres besyv med.

- Jeg synes faktisk, det er pissecorny at lave sådan nogle støttekoncerter, men jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Jeg lavede jo ikke alt muligt tv på det, selvom jeg sagtens kunne have stået frem som det store offer. Vi rejste 1,9 millioner kroner, og det er fandeme mange penge dernede. Hvis det var op til mig, kunne man arrangere den slags koncerter hvert år for at hjælpe folk et eller andet sted i verden.

Superskrøbelig
Det er lige før, Simpson anno 2005 kan kaldes et godt menneske. Eller han arbejder ihærdigt på at blive det. Hadet er lagt på hylden - ”jeg har mødt både Nik fra Nik & Jay og Tue West, og i virkeligheden er de jo alle vildt sympatiske mennesker, som jeg har en del til fælles med”.

- Jeg er blevet klar over, at jeg tilhører de tre procent af verdens befolkning, som ikke behøver stå op og gå på arbejde for at tjene sine penge. Der er ikke særlig mange, der har det privilegium. Det kunne jeg godt tænke mig at lære at sætte pris på, hvis jeg skulle være så heldig, at det fortsætter. Til gengæld forsøger jeg at gå så lidt som muligt op i hæder og priser. Tænker man på det, inviterer man automatisk en skriveblokering ind ad døren.

Simpson er generelt påpasselig med at have alt for store forhåbninger for fremtiden. Han har ingen planer om at blive verdensstjerne:
- Jeg fandt ud af for to-tre år siden, at min psyke i virkeligheden er superskrøbelig i stedet for pissehård. Hvis jeg spiller i Aalborg om lørdagen og skal frem og tilbage, så er jeg totalt smadret bagefter. Jeg synes, det er sindssygt hårdt. Derfor har jeg ingen ambitioner om at turnere verden rundt på alle mulige stoffer og hoteller. Jeg tror ikke, jeg kan holde til det.

Ambitionerne i den kommende tid er i stedet at lave en plade på engelsk, lave musik med beat-maestro Anders Trentemøller, og snart gå i studiet med backingbandet Sølvstorm og indspille både gamle og nye numre med Tue Madsen bag knapperne. Hvad der bliver realiteter, aner Simpson vist ikke engang selv. Det virker som om, han tager det, som det kommer:

- Jeg ser alting i et nyt lys efter de ting, der er sket. Det ene øjeblik er man oppe at flyve, men så får man nogle på hovedet og er nede igen. Sådan er det for os allesammen. Jeg er bare en nærtagende stodder, så jeg kommer lidt længere ned end andre. Jeg er glad for, at jeg har lavet nogle plader, jeg er stolt af. Hvor mange eksemplarer, de har solgt, er sådan set underordnet. Jeg har efterhånden indset, at det ikke vil klæde mig at være millionær.
Simpson tager en dyb indånding og konstaterer tørt:
- Ja, jeg tror faktisk, jeg er blevet et bedre menneske.

Mikael Simpsons hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA