x

Kommunale Beats i Ishøj

Kommunale Beats i Ishøj

Findes det kommunale fællesskab? Det var søndag aftens store spørgsmål, da dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX – nærmere betegnet Uortodox – inviterede på en "surrealistisk tur til grænselandet mellem oplysning og oplevelse" på Ishøj Rådhus. Det grå vejr stemte egentlig meget godt overens med rejsens mål, da de to fyldte busser startede motorerne og kørte mod den normalt så kedelige og anonyme destination. Undervejs var der højtlæsning fra Pablo Henrik Llambias dokumentariske kommunalroman ”Rådhus” hvilket gav lidt mere til stemningen, samtidig med, at det til dels mindede én om, hvor frustrerende det somme tider kan være at befinde sig på kommunen.

Frustrationen blev erstattet med forvirring, da vi endelig nåede frem. ”Tag et nummer og henvend dig i skranken, hvor du vil få udleveret dit infomateriale” Nej, helt fremmed fra virkeligheden var det ikke – bortset fra, at de kommunale vejledere denne aften var unge mennesker i meget voksent tøj med meget voksne briller og voksne frisurer. Næste stop var Byrådssalen, hvor alle hver især forsøgte at finde svar på de spørgsmål, de havde fået udleveret i håbet om at blive ”borgeraspiranter”, og under hele dette spørgsmålskaos stillede lydkoret WHOP, der var udklædt som forvirrede, søgende borgere, endnu flere spørgsmål i råbende, rytmiske fusioner.

Herfra var der fri leg på Rådhuset. Kontorerne på den lange gang blev forvandlet til små oaser, hvor man blandt andet kunne se gamle, næsten kitschede OBS-indslag og lytte til samplede telefonsamtaler mellem kommunen og borgere, men mest af alt var det de tre, små kombinerede seminarer, der tiltrak opmærksomhed.

Laptop-kunstnerne Sofus Forsberg, DubTractor og Rumpistol sørgede for, ved hver deres seminar, dæmpet at snige sig ind med stemningsskabende, elektroniske brudstykker, mens undertegnede rent faktisk, og overraskende nok, blev klogere på både selvangivelser og kommunalreformen – og hvordan man bruger sin kommune aktivt.

Klogere blev man – men om det kommunale fællesskab findes, må forblive et individuelt spørgsmål. Denne aften kunne der dog i hvert fald uden tvivl spores en fælles opmærksomhed og kreativitet, som satte flere sprælske og varme farver på vores alle sammens Rådhus.

Mere info om uortodox og CPH:DOXs program kan findes på:

cphdox.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA