x

Death To Frank Ziyanak - rendyrket retro med prominent producer

Death To Frank Ziyanak - rendyrket retro med prominent producer

GAFFAs demoanmelder Hansen var begejstret, da Silkeborg-gruppen Death To Frank Ziyanak indsendte sin demo til ham, og i februar kårede ham dem som månedens demo. Og det gav genlyd. Hurtigt fik bandet en pladekontrakt, med selskabet Musikministeriet (hvis bagmænd er lig med gruppen Racetrack Babies), og nu er debutalbummet "Chords And Dirty Limericks" så udkommet. Sangen "Fe Fi Mo Fo" er allerede blevet et pænt hit på P3's lytterhitliste Det Elektriske Barometer.

Stilen er rendyrket rock'n'roll med uforfalsket retro-feeling. Albummet er produceret af amerikanske John Agnello, der har produceret for så store navne som Dinosaur Jr. og Madrugada og for nylig været tekniker for The Kills, og er indspillet på seks dage i Water Music Studio i Hoboken, New Jersey, live i studiet uden lagkageproduktion, bortset fra vokalen, der er lagt på bagefter. I forbindelse med deres USA-ophold nåede DTFZ også lige at give en koncert på det anerkendte spillested Mercury Lounge i New York. Men hvordan kom Death To Frank Ziyanak i kontrakt med så stor en kanon?

- Christian Andersen fra Musikministeriet havde kontakt til Agnello, idet han har mikset Racetrack Babies' seneste album. Vi gav Agnellos vores demo, og han blev hurtigt vild med vores musik. Og var frisk på at producere den, fortæller Death To Frank Ziyanaks sanger og guitarist, der meget passende hedder Frank Ziyanak. De to øvrige medlemmer er bassist Mads Schmidt og trommeslager Christian "Ibber" Ibsen.

Hvorfor er jeres musik så retro-orienteret? Noget af den lyder jo, som om den er indspillet i tresserne?
Frank: - Det er ikke noget, vi er gået bevidst efter, men mange af vores inspirationskilder er lidt ældre navne: John Lennon, Beach Boys, et firsernavn som The Jesus And Mary Chain og så The Raveonettes, som jo også er meget retro-orienterede. Derudover har vi forsøgt at søge tilbage til det oprindelige, ægte udtryk i rockmusikken uden overflødig indpakning.

Men kan det ike let blive for klichéagtigt - mange af guitarriffene og tekstbidder som "I'm in love with you" og "I fuck you all night" er jo noget, man har hørt før.
- Jamen, mange af disse klichéer er jo egentlig ret fede, lyder svaret fra Frank, og han fortsætter: - De gode sange er ligesom skrevet, og det er umuligt at opfinde den dybe tallerken en gang til. Så kan man lige så godt bare forsøge at lave noget, der rykker."

I pressematerialet kan man læse, at Death To Frank Ziyanak gør en dyd ud af kun at bruge fem minutter på at skrive hver sang. Hvad skal nu det betyde?
Frank: - Det er ikke sådan, at vi sidder med stopuret, men vi forsøger virkelig at skrive sangene som hurtigt som muligt. Simpelthen for at finde ind til kernen i musikken. Hvis ikke sangen fungerer efter fem-ti-femten minutter, er den simpelthen ikke stærk nok. Vi vil anbefale folk at gøre det samme, slutter Frank Ziyanak, inden han understreger: - Det er vigtigt at høre sangene live. Dér sparker vi virkelig røv."

John Agnello begejstret
Så vidt Death To Frank Ziyanak. Men det kunne jo også være interessant at høre John Agnellos bud på gruppens potentiale, så derfor sendte GAFFA.dk en email over Atlanten for at høre, hvad Agnello har at sige om DTFZ. Og han er begejstret:
- Jeg blev helt slået ud, da jeg hørte deres demo. Der er på den ene side rendyrket garage-rock-feeling, men samtidig en virkelig melodisk undertone i sangene. Jeg mente, at jeg virkelig kunne hjælpe gruppen med at få disse forskellige elementer frem i musikken og gøre albummet mere tilgængeligt, fortæller John Angello og tilføjer: - Jeg går mere op i at lave plader, som er noget specielt, frem for om kunstneren er på et stort eller et lille selskab eller slet ikke har nogen kontrakt.

Hvad gør i dine ører DTFZ's musik særlig interessant?
- Deres måde at få stil og substans til at balancere. Kombinationen af gode, melodiske sange og det, at bandet rocker igennem, og også Franks stærke vokaler. Sange som "One Iota" og "Fe Fi Mo Fo" viser også, at DTFZ har deres helt egen lyd. Og så bruger de ingen computertricks, hvilket jeg synes er forfriskende.

Tror du som amerikaner med international erfaring, at DTFZ har potentialet til at bryde igennem uden for Danmark, for eksempel i USA?
- Det er ikke umuligt, men USA er altid en hård nød at knække. Det bedste, bandet kan gøre i den forbindelse, er at lave en masse larm i Europa. Det vil få USA til at lytte. Så først og fremmest vil jeg anbefale bandet at turnere rigtig, rigtig meget, er den erfarne producers råd til de danske ynglinge.

Death To Frank Ziyanak er altså klar til at erobre verden. De har dog indtil videre ikke planer om at flytte fra Silkeborg. Som Mads Schmidt siger:
- Når Lars Lilholt kan bo i Laven, så kan vi også bo i Silkeborg.

DTFZs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA