x

Antony And The Johnsons – Årets must see and hear artist

Antony And The Johnsons – Årets must see and hear artist

Som optakt til Antony And The Johnsons tredje koncert på dansk jord i år – 15. november i et udsolgt Store Vega i København – bringer vi her det eneste interview, den særegne sanger ville lave med et dansk medie, da han gæstede fristaden Christiania tilbage i maj måned. Siden dengang har Antony strøget endnu længere op af karriere stigen og har blandt andet modtaget den prestigefyldte Mercury Prize og spillet for udsolgte huse verden over med enorm anerkendelse til følge.

Historien om Antony And The Johnsons er historien om drengen, der hele livet følte sig fremmedgjort. Selvom man skulle tro, at den 34-årige, to meter høje og næsten lige så brede androgynt udseende sanger - med en stemme lige så smuk, som den er særegen - er dumpet ned på jorden fra en anden planet, kommer Antony med det sjældent brugte efternavn Hegarty fra noget så uromantisk som regnfulde Sydengland. Meget af barndommen blev brugt på at flytte rundt, og efter et kort ophold i Holland flyttede familien i starten af 80'erne til en lille forstad til Santa Cruz i Californien.

- Alt det flytteri var medårsag til, at jeg hele tiden følte mig som en outsider, men jeg valgte bare at vende det til en fordel og gøre det til en del af min identitet.

Efter at være flyttet til USA fandt Antony hurtigt ud af, at han ikke var helt alene med at føle sig anderledes, men det var kun i fjernsynet og radioen, han fandt ligesindede.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være sanger?
- Det startede allerede, da jeg var 12. Jeg fandt ud af, at de folk, jeg bedst kunne identificere mig med, var sangere som Boy George og Marc Almond (fra Soft Cell, red). Alle mine idoler i medierne var sangere, så jeg tænkte, at det sikkert var det, sådan nogle som os skulle være.

Som 19-årig flyttede Antony til New York, hvor han i slutningen af 90'erne indspillede det selvbetitlede debutalbum, der kom ind under radaren hos Lou Reed, som eftersigende skulle have brudt sammen i tårer under en koncert med Antony. En sanger, der ifølge kollegaen og vennen Rufus Wainwright var gået hen og blevet New Yorks kunstnerelites nye kæledægge, en eksotisk fugl i bur, der endnu ikke havde fundet de vinger, som ville bære ham ud i verden.

With a little help from my friends
Før du flyttede til New York og fandt en platform der, var du så på noget tidspunkt tæt på at opgive dine drømme?

- Der er stadig tidspunkter, hvor jeg har lyst til at slukke lyset. Da jeg først var flyttet til New York, brugte jeg rigtig lang tid på at lave alt andet end musik. Det blev til en masse surreelt performance-teater, hvor vi blandt andet spillede dødsmetal, dansede ballet og smed blodige levere ud iblandt publikum. Under arbejdet med det seneste album var jeg på et tidspunkt i et opgivende humør, men så mødte jeg Devendra Banhart, der fik opmuntret mig til at forsætte. Det var på det tidspunkt, at jeg besluttede at åbne døren op og invitere nogle venner indenfor for at hjælpe mig det sidste stykke af vejen.

Hvordan var det så at arbejde med folk som Devendra, Rufus, Lou Reed og dit barndomsidol Boy George?
- Det var virkelig amazing. Jeg har endnu ikke mødt nogen, jeg har set meget op til, som har skuffet mig.

Fugl, dreng, pige eller…
Et fuldstændigt enigt anmelderkorps har allerede udråbt "I Am A Bird Now"-albummet fra i år som et mesterværk. Selv tager sangeren alt postyret med en ophøjet ro og forklarer inden sin koncert i København tilbage i maj, at han blot ser sig selv som en jævn sanger. Tidligere har Antony fortalt, at sangene på det seneste album er skrevet med tårer trillende ned ad kinderne.

Mange af dine tekster handler om at være et andet køn end det, man lige er født som. Føler du dig konstant fanget og fremmedgjort i din krop?
- Synes du ikke, det er ret mystisk, at vi er udstyret med forskellige dele, der fra starten udgør, hvad vi er. Alt andet i verden ændres, men vi er tænkt til at forblive, som vi blev født. Personligt ville jeg sikkert have haft et lettere liv, hvis jeg var blevet født uden nogen af de dele, der afgør, hvem vi er.

Så du ville være tilfreds, hvis du var født som intetkøn?
- Måske, men jeg tror aldrig, man bliver helt tilfreds; jeg kan i hvert fald ikke forestille mig nogen, der siger: ”Åh, jeg føler mig så fuldkommen”. Måske, hvis jeg bliver reinkarneret, bliver jeg født med den perfekte krop, og så er alt bedre, for så bliver jeg født som Beyoncé, fniser en genert Antony og forsøger kejtet at gemme sit ansigt bag sine hænder.

Du har også skrevet sange, der på en nærmest romantisk måde beskriver voldelige forhold. Er det noget, du har oplevet på egen krop?
- Normalt er det ikke noget, jeg vil snakke om, men jeg bliver ikke tiltrukket af den slags forhold i dag. En sang som "Fistful Of Love" (fra "I Am A Bird Now", red.) er skrevet for 10 år siden, hvor jeg var i gang med at udforske begyndelsen af mit voksne liv. Det var en mere naiv periode i mit liv, og jeg har følt en trang til at få renset ud i de oplevelser. Jeg føler mig ikke knyttet til den verden længere, og disse meget grafiske sange betragter jeg lidt som en Rubiks-terning, der ændres, hver gang jeg tager dem op og spiller dem live. Mange folk tror, at jeg er til piske og lænker, men jeg kan ikke forestille mig noget mere kedeligt, det er virkelig ikke min kop te.

Hvordan føler du, at livet har behandlet dig?
- Jeg har tit følt mig uretfærdigt behandlet, men jeg har jo mange flere muligheder end så mange andre. Hvad ville der for eksempel være sket, hvis jeg var opvokset som mig selv i Bangladesh? Ville jeg så have haft de muligheder jeg har i dag? Ville jeg kunne have levet et så vitalt og farverigt liv?

Antony kender selv svaret og smiler, fordi der trods alt stadig er en plads til lige nøjagtigt én som ham.

Antonys hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA