x

Rys rør og kvadratroden af The Blues

Rys rør og kvadratroden af The Blues

Hollandske Hans Theessink (billedet t.h.) er anerkendt viden om for sin på en gang traditionelle og teknisk virtuose omgang med bluesmusikken. Ikke mindst herhjemme, hvor Theessink slog sig ned i halvfjerdserne, og hvor han siden har været en flittig gæst på landets spillesteder, både i eget navn og i konstellationer med blandt andre Johnny Madsens mangeårige makker Knud Møller og veteranen "Rock" Nalle. I begyndelsen af august lagde Theessink vejen forbi årets Tønder Festival, og GAFFA tog en snak med manden om hans aktuelle album Delta Time, hvor Ry Cooder (billedet, midtfor) medvirker – og om The Blues i bredere forstand.

For nu at starte med det helt oplagte spørgsmål – hvordan lykkedes det et få Cooder med på albummet?

Jeg har spillet sammen med Terry Evans i mange år. Vi mødtes engang i begyndelsen af halvfemserne på en festival i Canada, i Winnipeg. Terry har været en del af mit band, og vi har indspillet plader sammen, også dengang han sang med Bobby King. Og som mange måske ved, har han været backingsanger for Ry Cooder i mange, mange år – og jeg har også mødt Ry nogle gang i L.A. under indspilningen af nogle andre plader. Og da vi optog denne her – Delta Time – mente jeg, at der var nogle af sangene der ville passe godt til Ry Cooder. Og med Terry er han jo kun et opkald væk, så han ringede til ham og høre om han havde lyst til at komme ind og spille. Og det havde han heldigvis.

Prøv at fortælle lidt om selve indspilningerne....

Vi indspiller ret organisk, hvilket vil sige at jeg spiller guitar og synger samtidig, og det samme gør Terry. Der er altså ikke noget med at indspille først og så lægge et eller andet oveni...det er simpelthen en performance, som skal passe. Bagefter kan man godt....altså Ry Cooder har for eksempel lavet overdubs på de numre, hvor vi synes at det ville være godt.

Så han var ikke med jer i studiet?

Jo, vi var i studiet, og lavede også andre ting. Men vi har ikke lavet selve sangene på samme tidspunkt – det ville nok have taget for lang tid. Vi vil jo også gerne være tilfredse med vores duo-præstation. Terrys og min performance skal være i orden. Det havde sikkert også været hurtigt og gået fint (at indspille live i studiet med Cooder, red.), men vi valgte altså den sikre måde.

Ud af museet

At dømme udfra covernoterne til det nye album lader du til at være en mand, der går meget op i sit udstyr....

Det er ikke det altafgørende, men jeg kan godt lide bestemte lyde. Og dem får man for det meste gennem sådan noget årgangsudstyr. I noterne skriver jeg især om Ry Cooders ting, fordi folk er meget interesseret i det. Altså, han kom med nogle ting som lignede noget der kom lige fra lossepladsen....hans forstærker var sådan en 50'er-ting, hvor han havde kassen og indmaden hver for sig. Han kom med nogle rør under armen, og man skulle lige røre ved nogle ledninger for at det sagde noget. Men så lyder det til gengæld også godt.

Jeg læste for nyligt et udmærket essay betitlet "Bluesens kvadratrod" (i David Daltons Piece of My Heart, red.), hvor forfatteren fremførte det synspunkt, at det ikke der dem, der reproducerer den traditionelle form – og du er jo temmelig traditionalistisk - men derimod dem, som genopfinder genren, som for alvor er med til at holde bluesen i live. Folk som Janis Joplin, Jimi Hendrix og så videre. Hvad siger du til den tankegang?

Altså, jeg synes ikke Janis Joplin har genopfundet noget – hun var også temmelig tradtionalistisk. Men jeg synes at det er vigtigt, at musikken ikke er en museumsgenstand, der bare bliver trukket frem og spillet igen og igen. Sådan som du nogen gange oplever inden for klassisk musik; musik som er skrevet for fire hundrede og siden og stadig bliver spillet på en bestemt måde. Jeg synes det er vigtigt, at der sker noget – at folk puster liv i musikken med deres egne, nye opfindelser og idéer. Bluesmusikken er snart hundrede år gammel, og det er godt at få dette århundrede ind i det også.

Hvad gør du selv for, at det netop ikke bliver en museumsgenstand?

Jeg tror vi tager nogle sange, som vi simpelthen behandler på vores måde. Jeg er lidt traditionalistisk – det er det, jeg kan bedst og det er også vigtigt. At man laver det, som man kan og ikke prøver noget, som måske ikke ville være ret godt. Men jeg synes, det er vigtigt at man prøver...jeg har for eksempel haft et band, hvor vi brugte tuba i stedet for bas. Det var sådan en fornyelse, som alligevel ikke er en fornyelse, for det fandtes også for hundrede år siden. Men på det tidspunkt var folk meget benovede over, at man kunne spille tuba i et bluesorkester. Jeg har også tit brugt mange forskellige stemmer.....blues er for det meste sådan en en-persons-meddelelse, og jeg kan godt lide at bruge for eksempel fire-fem-stemmige harmonier. Det er ofte en vej, jeg går....

Ja, i høj grad også på den nye plade....

Jeg elsker vokaler. Jeg er vild med den dér gospel-kvalitet i vokalerne. Og den har vi også fået med på Delta Time, ja.

Gammel kærlighed

Hvem er egentlig dine egne, vigtigste forbilleder?

Jeg har været meget på tour med Bo Diddley, og han var et stort forbillede. Muddy Waters. De gamle; Charlie Patton, Robert Johnson, Fred McDowell. Jeg kan godt lide dem med et mere råt udtryk.

Og hvis du skal pege på nogle yngre musikere, som er med til at holde genren i live?

Der er mange yngre, men for det meste sværger de også til en gammel form for country blues. Men der er mange unge, der spiller den type musik og på den måde er med til at holde den i live.

Men jeg tænkte, om der var nogle konkrete navne, du ville pege på?

I den mere akustiske ende er der Alvin Youngblood Hart....Jon Spencer og sådan nogle folk....de gør meget for at popularisere bluesen og få den ud af museumsafdelingen.

Men som du siger er det jo en gammel genre – og en genre, som både geografisk og kulturelt ligger langt væk fra hvor vi sidder i dag. Hvordan kan det blive ved med at føles relevant for dig at dykke ned i denne her musik?

Jeg blev simpelthen grebet af denne her musik, da jeg var fjorten eller femten og havde hørt Big Bil Brronzy i radioen. Og jeg er egentlig ikke rigtig siden stødt på nogen musik, der har tiltalt mig ligeså meget som den bluesmusik, jeg hørte dengang som barn og som jeg har dyrket siden da. For mig er det stadig den musik, jeg elsker allermest. Det er sådan set svaret.

Og blues bliver jo spillet verden over af folk, som simpelthen kan lide det der udsagn og det håndlavede i musikken. Det er meget vigtigt: at man kan lave det her og nu, at man kan lave en sang og ikke behøver at være verdensmester i at spille guitar for at spille den musik. At man alligevel kan få en masse følelser og udtryk frem. Man behøver ikke være konservatorieuddannet, for at lave denne her musik. Så for mig er den musik stadig meget vedkommende.

Nye nuancer

Kan du godt blive ved med at udvikle dit guitarspil efter så mange år?

Det ved jeg sådan set ikke. Jeg kan godt lide at sidde hjemme og bare spille for mig selv, og nogle gange sker der nogle ting som jeg ikke har hørt før, selvom jeg har spillet i fyrre år. Men jeg tror egentlig ikke, at jeg bliver bedre; der er bare nogen andre udtryk og nuancer. Selve spillet er sådan set, som det er. Men i livesituationen sker der naturligvis nogle ting, som kommer ud af situationen og mavefornemmelsen....

Og derfor er det fedt at blive ved med at spille live?

Det synes jeg. At spille live er for mig det bedste.

Nu har du så indspillet med Ry Cooder. Hvis der nu var frit valg på alle hylder, var der så andre, som du godt kunne tænke dig at arbejde med?

Muddy Waters ville have været mit første valg, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre (Waters døde i 1983, red.). Men Ry Cooder var også højt på listen, og at det kunne lade sig gøre gennem Terry....det har været forrygende.

Har nu nogen yndlingsplader med Cooder?

Første gang jeg hørte ham var i tresserne, da han spillede på Me & Bobby McGee for Gordon Lightfoot (Lightfoots version af Kristoffersons sang blev et canadisk hit i 1970, red.). Han spillede akustisk slideguitar, og da jeg hørte den lyd kan jeg huske at jeg så at det var "Ryland Cooder", som der stod dengang. Og jeg har stort set haft alle hans plader siden...Chicken Skin Music, Paradise & Lunch og hvad de alle sammen hedder. Han har også været traditionalist, men alligevel fornyende. Han har taget et stykke ud af museet og givet det nyt liv.

Delta Time udkommer på Blue Groove den 18. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA